Blomstrende kirsebærtræer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 16 mar. 2013
  • Status: Igang
En mand på 102 år står og kigger ud af vinduet og ønsker at komme ud. Men da han skulle tage telefonen falder han ud af kørestolen, hoster blod og ender på hospitalet...

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

1. Et støvet hjem

Jeg kiggede ud af vinduet. Der sad flere års gammelt snavs rundt langs kanten af vinduet og det blev sværre og sværre at kigge ud. Der kørte en bil forbi, selvom det var forår og man burde cykle. Jeg ville ønske at jeg selv kunne cykle og jeg forstod ikke hvorfor folk ikke cyklede, mens de kunne. Kirsebærtræerne sprang ud rundt omkring i kvarterene og jeg ville ud og se dem.

Jeg kiggede ind i stuen. Støvfnuggene dansede rundt i lyset fra vinduet. Alt var gammelt herinde, og efterhånden, nu da rengøringsservicen ikke fungerede helt så godt som den skulle, blev støvlaget tykkere og tykkere.

Telefonen ringede og overdøvede bornholmerurets tikken. Det var sjældent den gjorde det. Jeg skubbede langsomt til kørestols hjul og bevægede mig langsomt væk fra mit kære vindue og over mod telefonen.

Jeg tog med rystende fingre fat om telefonens støvede ryg og løftede den op til øret.

"hej, det er Susannes rengøringsservice. Vi høre, at du ikke får den hjælp du har brug for. Skal vi sende én ud til dig?" hørte jeg en ung pige sige i den anden ende af røret.

"ja, tak..." fik jeg fremstammet.

"godt, hvad skal vi sige? En gang om ugen?"

"ja..."

"okay, passer det dig om torsdagen?"

"ja..."

"godt, så sender vi én ud til dig. Det var det. Farvel... duuut duuut duuut" hun havde lagt på.

Jeg lagde langsomt røret ned og tog en dyb indånding, men det gik ikke så godt; jeg sugede luften ind, men da den skulle ud igen, begyndte et af mine irreterende hosteanfald. Det startede småt, men blev langsomt vildere og vildere, indtil jeg faldt forover og landede foran min kørestol, hvorefter jeg hostede blod op og bare lå stille.

Jeg kunne ikke rejse mig. Så risikerede jeg bare, at falde og brække benet eller sådan noget.

"hjælp..." sagde jeg svagt, men jeg vidste, at ingen kunne høre mig. Jeg kunne enten vente til på torsdag hvor rengøringshjælpen kom eller også kunne jeg forsøge, at komme hen til telefonen.

Jeg tog fat i køresttolen og forsøgte, at trække mig hen mod telefonen. Og langsomt, med meget smerte kæmpede jeg mig derhen.

1... 1... 2... huskede jeg og trykkede det. jeg kunne sagtens huske; jeg var ikke ligesom de andre på min alder, som forlængst var blevet demente.

"hej, hvad er der sket?" sagde stemmen i telefonen.

"jeg ho-ster blo-d" hostede jeg og mere blod kom op.

"vi sender straks en ambulance ud. Hvor er du?"

"Erb-osvej seks-ogtyve O-dense" hostede jeg og tvivlede på om hun kunne forstå mig.

"okay, vi kommer" og ti minutter hørte jeg ambulancen.

En mand kom ind og der fløj støv til alle sider. Han samlede mig op og bar mig ud. Og selvom jeg havde det forfærdeligt kunne jeg ikke lade være med at smile ved synet af kirsebærtræerne. Pludselig kunne jeg mærke hvor støvet og røget der havde lugtet derinde pga. den friske luft herude. Men lige så snart jeg kom ind i ambulancen forsvandt smilet og jeg blev kørt af sted med fuld fart...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...