Forfulgt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Igang
Den handler om en dreng der hedder Lucas, som er 13 år.
Han er meget ensom, og egentlig er hans liv lidt kedeligt men der begynder at ske noget lidt underligt.

2Likes
3Kommentarer
232Visninger

1. Forfulgt

Jeg hedder Lucas og jeg er 13 år gammel. Jeg er på vej til skole, og jeg glæder mig ikke. Henne i skolen sidder jeg altid alene og er meget ensom. Jeg er den lidt generte type, der ikke siger så meget. Det er meget koldt i dag. Skyerne er grå og de kigger trist ned på mig. Det er midt i Januar og det sner. Jorden er helt smasket til med muddersne. Når man trædder på det siger det smask og sprøjter ud til alle sider. Jeg trædder hårdt på det og kommer til at ramme en mand bag mig. Han råber af mig og jeg løber.

 

 Væggene er brune og gulvet er nogle sorte fliser. Jeg kigger mig omkring og der kommer Nicklas, klassens poGaderne er tomme og kedelige. Jeg er ved skolen nu og jeg går ind på vores dystre skole. Væpulære dreng. Han giver mig et dunk i ryggen bagfra ,så jeg ryger frem. Ham og hans venner griner, men jeg ignorere dem bare. Når jeg er i skolen er det eneste jeg tænker på at komme hjem. I vores klasse er der meget mørkt. Der er stengulv som er kulsort, og brune vægge. Der lugter af gammel madpakke og sure tær. Jeg tager et hurtigt kig på skemaet og ser at første time er N/T. Øv.

 

Da jeg endelig får fri skynder jeg mig hjem. På vejen hjem møder jeg manden, der råbte af mig i morges. Han står ude foran skolen som om han venter på en. Han får øje på mig og går hen til mig. Han smiler til mig. "Undskyld jeg råbte af dig i morges. Man skal ikke råbe af børn." Siger han sødt. "Det gør ikke noget." Svarer jeg lidt nervøst. Så går jeg. Hvorfor mon han ventede på at jeg havde fri bare for at sige undskyld? Måske er han bare en af dem som hurtigt føler skyldfølelse og bare føler en trang til at sige undskyld for småting. Da jeg er hjemme ser jeg lidt fjernsyn indtil min mor kommer hjem og siger at vi skal ud og handle. Nede i indkøbscenteret er der hvide vægge og underlige lamper som har et underligt gult skær.

 

Hjemme igen. Telefonen ringer og min mor tager den. Jeg kan kun høre hende sige: "Hvad? Hallooo!" Bagefter hun har lagt på går jeg ned og spørger hvem hun havde talt med. Hun siger at hun ikke ved hvem det var, men at det bare var en person der sagde: "Bare vent og se." Jeg tænkte ikke videre over det. Det var sikkert bare en teenagedreng der sad og kedede sig.

 

Næste morgen da jeg er på vej i skole, ser jeg manden fra i går. Jeg smiler til ham, men han lader som om han ikke ser mig. Det øser ned samtidig med at det blæser ret voldsomt, men det er ikke sådan at man ikke kan holde balancen. Henne i skolen er der en mærkelig stemning. Nogle af pigerne snakker om at der er en orkan på vej. En af de meget følsomme piger græder fordi hun er bange for at orkanen skal vælte hendes hus. Hendes veninder prøver at berolige hende, men hun tuder bare videre. Tag det dog roligt, tænker jeg bare! Da undervisningen starter sidder jeg i min helt egen verden. "Lucas, hvad er omkredsen så?" "Øhmm..." Svare jeg lavt. Klassen griner. Det er bare det helt klasiske som altid sker på film, i bøger osv. Pludselig smækker vinduet op og pigerne skriger højt! Der er nok orkanen der er på vej. Jeg er ikke så bange, men en lille smule er jeg. Efter skole skal jeg hjem til min mormor, som er meget venlig og som altid forkæler mig vældig meget. I dag skal vi i svømmehallen. Jeg ved godt at det ikke er så 'normalt' at gå i svømmehalen med sin mormor. Mormødre vil normalt bare sidde og se tv mens de strikker. Men min mormor er vildt sporty.

 

Da vi står og venter på bussen, kan jeg se manden som jeg er begyndt at se konstant. Dér kommer bussen, og vi stiger ind. Strømmen er gået så der er helt sort i bussen. Da vi kommer hen i svømmehalen og har klædt om, svømmer vi baner. Senere der hjemme sidder jeg bare og laver lektier.

 

Næste dag på vej til skole, går den mystiske mand lige bag mig. Jeg går lidt raskere skridt men manden går også bare endnu hurtigere. "LAD VÆR!" Råber jeg pludselig højt. Nu er jeg bange. Bliver jeg forfulgt?! Løb manden fordi han ikke vil opdages for at følge efter mig?

 

Senere da jeg er hjemme, har jeg lyst til at fortælle at ham manden måske følger efter mig. Men på en eller anden måde har jeg ikke lyst. Næste dag er jeg meget bange for at gå i skole. Hvad nu hvis han følger efter mig igen? Men ne,j han er der ikke. Pyyyha. Henne i skolen er alt som det plejer. Men selvom den mystiske mand ikke fulgte efter mig i dag, er jeg stadig lidt bange.

 

Da jeg går hjem ser jeg manden! Jeg løber så hurtigt jeg overhovedet kan og han løber efter! Jeg råber og skriger efter hjælp, men der er ingen der kan høre mig! Nu er han lige i hælene på mig og jeg ryster af skræk. Han får fat i min jakke og skubber mig! Han tager kvælertag på mig og tager en kniv frem. Han skær ud efter mig og prøver at ramme mig i halsen, men jeg flytter mig hurtigt og skriger højt! manden slår mig og sparker mig også! Hvad gør jeg?!!!! Man så rammer han mig lidt i halsen! Nu dør jeg! Men nej jeg overlever det! Blodet sprøjter! Jeg får en idé! Jeg 'spiller' død! Jeg smider mig selv ned på jorden og manden går væk med et ondskabsfuldt grin. Jeg er helt i panik! Jeg er meget såret og bløder også meget. Det var garenteret ham der ringede forleden dag! Jeg er meget såret alle steder men jeg halter hjem i en lydløs panisk gråd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...