Temperament

Mette og Jenna er ude i skoven på en sen eftermiddag i efteråret. Hen ad vejen farer de vild, og kan ikke finde hjem til Oxford.

3Likes
3Kommentarer
333Visninger
AA

9. "Jeg kan slå dig ihjel på stedet"

Mette kom frem. Hendes øjne var stadig røde. "Hold nu op mand! Du kunne bare ha' taget det rigtige kort med!" Jenna prøvede på at lyde barsk, men inderst inde var hun rædselsslagen. "Du kunne bare holde mund for en gangs skyld. Hver eneste dag hakker du på mig, og jeg er træt af det! Og nu hvor du ævler løs om hvor god du er til at banke drengene i klassen, så lad os prøve nu. Dig mod mig." Mette kom tættere på. Nu kunne Jenna virkelig ane hende. Hendes hår var uglet, og hun havde også sår i ansigtet fra grenene.

"Hold nu op, du ved jo godt at dig og Nick ikke ville holde, jeg er jo ikke blind. Jeres forhold er som hersker og slave!" "Det er ikke kun det. Jeg er møg hamrende træt af dig, Jenna. Dig og din 'åh, jeg er så meget bedre' og 'åh nej, mit hår sidder forkert' eller 'du er uduelig og jeg er fantastisk'." Mette gik endnu tættere på Jenna. "Du er syg i hovedet Mette. Ved du hvorfor jeg egentlig er sammen med dig? Min mor siger jo, at man skal hjælpe dem, der ikke selv indser at de har brug for hjælp." Mette kom med en til knytnæve mod Jenna. "Jeg kan slå dig ihjel på stedet!" Hun rev i Jennas helt lyse hår, for at få hende ned på knæ. "Av for helvede, sindssyge kælling!" Jenna skreg, og prøvede på at bide Mette. Mette svarede igen ved at sparke i hendes mave. Hun begyndte at græde. "Jeg kunne ikke være mere ligeglad med dig." Mette sparkede hende hårdt i maven igen. Jenna kastede blod op. Før hun kunne nå at svare igen, fik hun en lussing på hver kind. Flere totter af hår blev revet ud af hendes hovedbund. "Du kan jo alligevel ikke komme tilbage til Oxford uden mig!" Jenna var helt rød af blod. Hun blev sparket i hovedet. "Og? Jeg finder vel nok bare et lift i London." "Du er sindssyg Mette. Sindssyg." Jenna kiggede op på hende. Hun var magtesløs. Hun blev trampet ned, og for hver tramp kastede hun mere blod op. Hun kunne ikke se klart. Hun prøvede på at kigge, men forgæves. Hendes øjne kunne ikke. Hun følte sig svagere og svagere. Hun rystede. Hendes øjne lukkede sammen. Hun krympede sig sammen. Blev mere og mere svimmel. Det sidste hun hørte, var Mette. "Og dig som troede du var langt bedre end mig.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...