In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2732Visninger
AA

10. Kap 9.

Youngmins synsvinkel:

 

”Youngmin, hvor skal du hen?”, spurgte Kwangmin, da han så, at jeg var i gang med at tage sko og jakke på. Det var kun Kwangmin og mig, der var hjemme, da de andre drenge var taget i skole. Jeg sagde til Kwangmin, at han også kunne tage af sted, men han insisterede på, at blive hjemme.

”Jeg skal over til Mic-has forældre. De er sikkert bekymret for hende”, svarede jeg. Kwangmin nikkede forstående. Han kiggede hurtigt på Mic-ha, som lå og sov uroligt. Hun ligner en der lider endnu mere nu, end hvad hun gjorde før.

”Jeg skal nok holde øje med hende”, sagde Kwangmin og smilede til mig. Hans smil var ægte, men der var stor bekymring i det. Jeg nikkede til ham og han gik over og satte sig ved siden af Mic-ha, mens jeg gik ud af døren.

Der var skyet udenfor. Solen havde skinnet tidligere, men nu var det helt gråt. Jeg tog mine solbriller op af jakkelommen og tog dem på, selvom jeg vidste, at folk ville kigge underligt på mig, når solen ikke er fremme. Det er mit vampyr syn. Vampyrer kan sagtens gå ud i solen, men vi ser bare ikke ligeså godt, som vi gør i mørke, så derfor har jeg taget mine solbriller på.

Jeg har ikke været hjemme ved Mic-ha i flere år, men jeg kender stadig vejen. Jeg er næsten sikker på, at jeg ville kunne finde hendes hus i søvne. Jeg var kommet over til parken, hvor vi plejede at komme som små. Jeg gik over til det lyskryds, hvor jeg havde fundet Mic-ha døende på vejen. Inden jeg bar Mic-ha hjem til drengene og mig, sørgede jeg for at blodet på vejen var væk, så det ikke ville stille spørgsmål. Jeg havde brugt min skjorte til, at tørrer det værste blod væk og heldigvis for mig, så besluttede vejret sig for, at regne i nat. Der var kun en mørk plet, men jeg kunne stadig dufte blodet. Tørsten kom frem i mig igen, men jeg havde heller ikke fået blod i over 12 timer. Blod for vampyrer er ligesom mad for mennesker. Vi mærker en sult indeni os og hvis vi ikke får blod i nogle dage, kan vi ikke længere styre os selv og vi angriber det menneske, der er tættest på os og tømmer mennesket for blod. Skal jeg have noget blod, når jeg kommer hjem igen.

Der var intet der havde ændret sig, udover en bogbutik, der var blevet lavet om til et supermarked, på vej hjem til Mic-ha. Vi havde ellers været meget inde i den bogbutik, da både Mic-ha og jeg elskede at læse, da vi var små. Jeg tror sidst jeg var derinde, inden den blev lavet om, var sammen med Mic-ha. Jeg tror, vi var 10 dengang.

 

Flashback:

”Mic-ha? Mic-ha, hvor er du?”, kaldte jeg, men blev tysset på af en dame, som sad bag en disk. Vi er lige smuttet ind i bogbutikken og som sædvanlig, så forsvinder hun med det samme. Butikken er ret stor, så det er lidt svært, at finde hende.

Jeg gik ned til afdelingen for eventyr. Det er Mic-has yndlingsafdeling, og som jeg havde regnet med fandt jeg hende der. Hun stod og var dybt koncentreret, mens hun læste i en bog. Hun ser så sød ud når hun koncentrere sig. Hendes store runde briller, sidder næsten helt ude ved næsetippen, men hun har vist ikke opdaget det. Hun havde sat sit hår op i en lavtsiddende hestehale. Det klæder hende.

”Hvad har du fundet?”, spurgte jeg. Hun vendte sig forskrækket mod mig, men da hun så at det var mig, sendte hun mig et stort smil.

”Youngmin oppa! Jeg har fundet et eventyr, som mor plejede, at læse for mig, da jeg var lille. Hun læste den altid for mig, når jeg skulle i seng”, fortalte Mic-ha. Hun blev ved med at kigge i bogen. Jeg kunne ikke lade vær med at smile af hende.

”Hvad er det for en historie, Mic-ha?”, spurgte jeg, mens jeg stadig stod med et smil på læben.

”Det er askepot”, svarede hun og endnu engang sendte hun mig et stort smil.

”Askepot? Hvad er det nu den handler om?”, spurgte jeg. Jeg har hørt navnet før, men jeg kan ikke huske om jeg har læst den.

”Ved du ikke hvad den handler om, oppa?”, måbede hun overrasket. Hun kiggede på mig med store brune øjne, som faktisk blev endnu større af hendes briller.

”Den handler om Askepot, som har en ond stedmor og to onde stedsøstre. De behandler Askepot, som en tjenestepige, men hun drømmer om mere. Da der bliver afholdt bal på slottet, bliver de inviteret, men stedmoren og søstrene ødelægger Askepots kjole, så hun ikke kan tage med. Der kommer dog en god fe og giver Askepot alt det hun skal bruge til ballet, men klokken 12 ved midnat vil det hele være forsvundet. Askepot bliver forelsket i prinsen og prinsen i bliver forelsket i hende og de har den mest romantiske aften sammen. Klokken 12 løber Askepot væk fra prinsen, uden han ved hvem hun er, men på vejen væk fra slottet taber Askepot en af sine glassko, som prinsen finder. Han søger hele landet igennem for at finde pigen, der kan passe skoen og til sidst finder han Askepot. Det er den sødeste historie jeg nogensinde har læst, oppa. Min egen bog derhjemme gik i stykker for nogle år siden”, fortalte Mic-ha med stemmen fuld af begejstring, som fik mig til at smile endnu mere end før. Jeg elsker, når hun vil forklare hvad en historie handler om. Hun gør det altid med den samme begejstring og man skulle næsten tro, at man kan se glimmer i hendes øjne, når hun snakker om bøger.

”Vil du så ikke købe den, Mic-ha?”. Mic-has smil falmede lidt, da jeg sagde det. Hun kiggede på mig med triste øjne.

”Jeg har desværre ikke penge til den, så det må blive en anden gang, oppa”, sagde Mic-ha. Hun lagde modvilligt bogen tilbage, hvor hun fandt den og begyndte, at gå mod udgangen.

Jeg tog bogen op fra hylden igen og kiggede lidt på den. På forsiden står der en pige med blond hår, som har en flot hvid kjole på og ved siden af hende står en prins og en karet.

Jeg gik op mod disken med bogen i hånden. Der er ikke så længe til Mic-has fødselsdag, så det her kan blive en tidlig gave. Mic-ha var allerede gået udenfor og ventede på mig, så hvis jeg er heldig kommer hun ikke ind, før jeg har købt bogen.

Damen som sad bag disken smilede venligt til mig, men sendte mig strenge øjne. Nok på grund af det før. Jeg betalte for bogen og en pose, som jeg lagde den i, og skyndte mig ud af butikken, da jeg blev mere og mere skræmt af damens strenge blik. Jeg er en vampyr og bliver skræmt af et menneske? Det skal Kwangmin aldrig have, at vide!

Mic-ha stod stadig med et trist ansigt, da jeg kom ud, men da hun så mig, sendte hun mig endnu engang et stort smil.

”Hvad har du købt, oppa?”, spurgte hun glad.

”Jeg har købt noget til dig. Det er for tidlig fødselsdagsgave. Tillykke med fødselsdagen om et par uger”, sagde jeg og sendte hende et stort smil, mens jeg rakte posen ud til hende. Hun kiggede lidt overrasket på mig, men tog imod posen. Da hun så, at det var Askepot bogen, sendte hun mig et større smil end nogensinde før og inden jeg nåede, at opfatte hvad der skete derefter, lå vi begge to på asfalten.

”Tusind tak, oppa! Det behøvede du ikke, men tusind tak! Du er den bedste”, sagde Mic-ha, som gav mig en kram, selvom vi lå på asfalten. Jeg kunne mærke blodet stige mig til hovedet. Jeg gengældte Mic-has kram, men gjorde det nu mest fordi jeg ikke ville have, at hun skulle se mit røde ansigt. Det vil være så pinligt, hvis hun ser det.

Vi rejste os op og noget velduftende ramte mig. Blod. Jeg kiggede undersøgende på Mic-ha, og så at hun havde skrabet knæet, så det begyndte at bløde. Det blødte ikke så meget, men duften var kraftig. Blodet løb ligeså stille ned af hendes knæ og jeg følte mig fristet til at slikke det.

”Hvad er der, oppa?”, spurgte Mic-ha bekymret og det gik op for mig, at jeg havde stået og stirret på hende. Jeg havde nok stirret sultent.

”Dit knæ bløder”, sagde jeg og vendte mig om, da synet af blodet gav mig mere og mere lyst til at drikke det. Mic-ha gav et gisp fra sig, da hun først havde fundet ud af det nu.

”Jeg går lige ind og spørger efter et plaster”, sagde Mic-ha og gik ind i butikken igen.

Jeg lænede mig op af muren og trak vejret tungt. Jeg kunne stadig dufte hendes blod, men jeg kunne heldigvis ikke se blodet længere. Jeg var fristet til at drikke blod. Af Mic-ha! Hvad tænkte jeg på? Hun er min bedste ven og jeg må aldrig føle mig fristet til sådan noget!

Mic-ha kom ud af butikken igen og hun havde fået et plaster, som var rødt med sorte prikker, ligesom en mariehøne.

”Nå, skal vi komme af sted? Klokken er ved, at være ret mange”, spurgte jeg, da jeg bare vil væk fra duften af blod, som blev ved med at hænge i luften omkring os. Mic-ha nikkede og fulgte efter mig. Jeg rakte hende min hånd, så hun kunne tage den. Hun tog den og vi kig nu og holdte hinanden i hånden. Folk som vi passerede, kiggede kærligt på os og nogen sagde ”årh”. Det gjorde mig igen rød i hovedet, men jeg sørgede for, at Mic-ha ikke så det.

Vi kom over til krydset ved parken, hvor vi skal gå hver vores vej.

”Oppa? Tusind tak for gaven og som tak, har jeg også en lille ting til dig”, smilede hun. Jeg sendte hende et forvirret blik, men det tog hun sig ikke af. Hun gik helt tæt på mig og vores hoveder kom tættere på hinanden. Hun lænede sig lidt frem og nærmede mig endnu mere. Inden jeg kunne nå, at reagere rørte vores læber hinanden og vi kyssede. Mit allerførste kys og også hendes. Jeg stod og stirrede med vidt åbne øjne på Mic-ha, som havde lukket øjnene. Det var som om, at hele verden forsvandt og der kun var hende og mig tilbage. Alt var ligegyldigt for det var lige nu der betød noget.

Mic-ha sluttede kysset, mens jeg stadig stod som forstenet. Hun løb over krydset og vendte sig om og vinkede så til mig, mens hun sendte mig et smil. Et smil, der på en eller anden måde, så endnu smukkere og sødere ud, end de alle andre smil, som hun har sendt mig. Det lykkedes mig, at vinke kort tilbage til hende, men jeg kunne stadig ikke tro, at det var sket.

Mic-ha forsvandt og jeg stod nu alene tilbage og kiggede ud i luften. Jeg begyndte, at gå hjem og jeg havde det største smil i ansigtet hele vejen hjem.

Flashback slut.

 

Det er en af de bedste minder jeg har sammen med Mic-ha. Der er ellers mange, men her fik jeg mit første kys af en pige, som var min første forelskelse. Jeg fortalte hende aldrig, hvad jeg følte for hende og nu er det for sent. Hun hader mig jo nok efter alle de år, hvor jeg bare har set på, mens folk på skolen har teoriosteret hende. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget, men det kunne jeg ikke. Nu hvor hun bliver en vampyr, bliver jeg nødt til at fortælle hende, hvorfor jeg stoppede med at snakke med hende, men tiden er nok ikke lige den rigtige. Jeg må vente til efter hun er fuldt ud forvandlet til en vampyr. Jeg håber, at hun forstår.

Jeg stoppede op og var nu foran Mic-has hus. Jeg har ikke været her i flere år, men det har ikke forandret sig overhovedet, lige bortset fra at malingen er falmet lidt og haven er ikke blevet plejet i lang tid, hvilket undrede mig, for Mic-has forældre fokuseret altid på, at det hele skulle se godt ud. Mic-has forældre var nogle venlige mennesker og de behandlede Kwangmin og mig, som deres egne børn, når vi var på besøg. Jeg tror, at de fleste lykkelige minder fra min barndom er fra det her hus.

Jeg gik op mod huset og stod nu foran døren. Jeg havde ikke fundet på en forklaring på, hvorfor Mic-ha pludselig befandt sig hjemme ved mig og jeg ved ikke, hvordan jeg skal spørger dem om hun kan blive. Jeg skal jo holde øje med hende udvikling, så hun skal bo hos drengene og mig et stykke tid.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede, at tømme min hjerne for alle de tanker, så jeg kan fokusere på det her. Jeg skulle lige til, at banke på døren, men stoppede, da jeg hørte stemmer, som råbte af hinanden, og at der var noget, der gik blev smadret.

 

~~I må undskylde, hvis der igen igen, går noget tid før jeg kan ligge noget ud. Der foregår lige noget, som gør at jeg har svært ved at koncentrere mig. Like hvis du kan lide det ;-)~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...