In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2846Visninger
AA

9. Kap 8.

Mic-has synsvinkel:

 

”Er du sikker, Mic-ha?”, spurgte Donghyun, som stod ved siden af Youngmin.

”Ja, jeg er sikker”, svarede jeg. Jeg prøvede, at lyde selvsikker, men min stemme rystede lidt af nervøsitet og frygt. Jeg aner ikke hvordan sådan en forvandling foregår, og det gør mig endnu mere nervøs.

”Okay, tænk nu det her godt igennem. Du vil blive forvandlet til en vampyr, som lever af menneskers blod og..”, begyndte Youngmin, men jeg afbrød ham. Jeg ved, hvad jeg vil for en gangs skyld.

”Der er ikke noget, at tænke over, Youngmin. Hvis jeg ikke gør det, vil jeg dø. Jeg vil ikke dø og forlade min familie. Jeg vil gerne leve, også hvis det betyder at jeg skal.. leve af menneskeblod”, sagde jeg, men blev nødt til at tage en dyb indånding for, at kunne sige det sidste. Det lyder endnu mere uhyggeligt, når jeg siger det højt.

”Okay. Du har ret, men jeg vil bare vide om du er helt sikker med det her? Når det først er begyndt kan du ikke vende tilbage”, sagde Donghyun alvorligt.

”Jeg er sikker”, svarede jeg og denne gang lød jeg faktisk selvsikker. Jeg følte mig selvsikker.

”Okay, det er også lige på tide, du siger det. Vi skal nemlig i gang med fase 2 i forvandlingen”, sagde Donghyun, men det var mere rettede til Youngmin end det var til mig. Youngmin tog en dyb indånding og nikkede til Donghyun, men han så ikke helt glad for det der skulle ske.

”Hvad er fase 2?”, fik jeg stammet frem. Jeg begynder, at stamme, når jeg bliver bange. Donghyun vendte opmærksomheden mod mig. Han så betænksom ud.

”Bare fortæl mig, hvad der skal ske. Jeg har lige fået at vide, at I er vampyrer. Jeg tror ikke, der er noget der kan chokere mig mere end det lige nu”, fortsatte jeg lidt irriteret.

”Okay så. Som vi allerede har fortalt dig, så har Youngmin drukket noget af dit blod, men det vi ikke fortalte dig er, at du også fik noget af Youngmins blod”, fortalte Donghyun. Han kiggede undersøgende på mig, nok for at se min reaktion.

”Hvad? Har jeg drukket Youngmins blod? Det kan jeg slet ikke huske”, sagde jeg chokeret. Jeg kiggede på Youngmin, som stadig bare stod og kiggede på mig på samme måde, som da jeg kom ind.

”Ja, det har du. Du kan ikke huske det, da du var bevidstløs, men din krop reagerede på blodet. Det der skal ske nu er, at du skal have noget mere af Youngmins blod”, forklarede Donghyun. Jeg stod og lyttede interesseret, men blev dog chokeret over at jeg skal drikke mere af hans blod.

”Hvorfor?”.

”Fordi vampyr blodet, går ind og dræber dine røde blodlegemer, men vampyr blod er ikke særlig kraftigt til at kunne nå, at dræbe dem alle sammen på en gang. Derfor skal du have blod 3 gange. Du har allerede fået blod en gang, så du mangler 2 gange mere, Mic-ha”.

”Dræbe mine blodlegemer? Betyder det ikke, at jeg vil komme til at dø?”, spurgte jeg skræmt. Vi skal jo have røde blodlegemer for, at overleve, men hvis vi dræber dem, vil jeg jo komme til at dø. Donghyun nikkede modvilligt til mig. Jeg følte, at jeg mistede vejret og begyndte, at hive efter vejret. Jeg var ikke den eneste der var overrasket, for Youngmin og nogle af de andre drenge kiggede overrasket og chokeret på Donghyun.

”Værsgo, Mic-ha”, sagde en drenge stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så en dreng med lysebrunt hår, der skubbede en træstol hen bag mig, så jeg kunne sidde ned. Jeg smilede venligt til ham og satte mig ned. Det var rart, at kunne sidde lidt ned for jeg begyndte, at blive lidt svimmel ved tanken om at jeg skal drikke blod. Jeg kiggede kort på drengen, som fandt stolen til mig. Han var iført en sort trøje og sorte bukser, som faktisk fik ham til at se ret bleg ud, men jeg sagde ikke noget om det, da jeg er for optaget af det her vampyr halløj. Det var først nu, at jeg så det var Lee Jeong min, eller Jeongmin, som han bliver kaldt i skolen. Nogen gange synes jeg, at de drenge, som jeg ikke har snakket med før, lidt ligner hinanden, men man kan selvfølgelig godt se forskel. De eneste der jo også er i familie, endda tvillinger, her er jo Youngmin og Kwangmin.

”Jo, du vil dø, men kun i nogle minutter, Mic-ha. Jeg har prøvet det her før, og det vare altså kun et par minutter. Du vil ikke kunne mærke det. Du bliver nok syg efter du har drukket blodet for tredje gang, men det er en del af processen. Dit hjerte vil stoppe med at slå, men du føler bare, at du er træt og vil sove. Du vågner efter et par minutter og du vil ikke kunne mærke, at du har været død. Det vil faktisk bare føle, at du har sovet”, beroligede Donghyun, men for hvert ord, hvor han prøvede at forklare hvad der vil ske, jo mere skræmt blev jeg. Tænk, hvis jeg ikke vågner igen!

”Hvad nu, hvis jeg ikke vågner?”, hviskede jeg. Jeg kiggede skræmt ned på gulvet og et billede af mig, der lå og sov resten af livet, dukkede op i mit hoved.

Jeg kiggede forskrækket op, da der var en der lagde en hånd på min skulder. Det var Youngmin. Han stod og kiggede mig, beroligende i øjnene og det hjalp. Jeg følte mig med det samme mere beroliget, men billedet ville ikke forsvinde ud af mit hoved.

”Du vågner, Mic-ha. Det forsikre jeg dig for!” sagde Youngmin, med stemmen fuld af alvor. Utrolig, at han kan berolige mig så meget med et blik og en sætning.

”Tak Youngmin. Jeg er klar”. Jeg rystede lidt, men jeg vidste, at det skulle gøres. Jeg synes faktisk, at jeg tog det pænt med at jeg skal drikke Youngmins blod, men igen, så har jeg lige fundet ud af at skolens 6 populæreste drenge er vampyrer. Der er virkelig ikke rigtig noget der kan chokere mig, ligeså meget som det gjorde.

”Okay, du kan faktisk godt blive siddende der. Jeongmin, Minwoo, tag fat i hendes arme. Minwoo, Hyunseong, tag fat i hendes ben, så hun ikke udføre skade på sig selv eller Youngmin”, beordrede Donghyun nærmest til de andre. De gjorde dog som han forlangte og pludselig var der 4 drenge, der stod og holdte mig.

”Gør skade på mig selv? Hvad mener du?”. Jeg ved udmærket godt, hvad han ved med at udføre skade, men jeg kan ikke forestille mig selv sidde og gøre skade på mig selv eller Youngmin, mens jeg drikker hans blod.

”Det er kun for at beskytte jer. Jeg har engang oplevet, at der var et menneske, som ville have mere blod, så mennesket sprang på vampyren og tømte næsten vampyren for blod. Der var også engang, hvor et menneske, nød blodet så meget at det begyndte, at kradse sin arm til blods. Det var sindssygt”, små grinede Donghyun falskt. Youngmin og jeg kiggede på hinanden og vi så begge lige skræmte ud. Vi vendte begge blikket mod Donghyun, som så vores skræmte ansigter.

”Men det er derfor, at jeg bad drengene holde dig. Der sker jer ikke noget”, forsikrede Donghyun os, men vi så stadig skræmte ud.

Jeg lagde faktisk mærke til, at da Donghyun fortalte os de to erfaringer han har oplevet, var der lidt sorg i hans øjne, da han fortalte den første. Jeg nåede ikke, at spørger ham om det, for da jeg ville spørger fandt Donghyun en lille lommekniv frem og den fik al mit opmærksomhed. Han vendte sig mod Youngmin, som kiggede roligt på kniven og derefter på Donghyun.

”Skal jeg gøre det eller vil du selv?”, spurgte Donghyun stille. Han rakte Youngmin kniven, som kiggede lidt på kniven. Jeg kunne tydeligt se den og den var ret lille. Selve kniven var meget blank og så skarp ud. Skaftet på kniven var lavet af sort træ. På enden af skaftet var der skåret bogstavet D i sølv, som selvfølgelig nok står for Donghyun.

Youngmin rakte efter kniven, men tøvede lidt, da han skulle til at tage den. Han sukkede og tog så kniven og skar sig i håndledet.

Jeg sad og stirrede på kniven, som skar sig gennem Youngmins hud, så det begyndte at bløde. Youngmin sagde ikke noget, eller ændrede ansigtsudtryk. Han stod og var ganske rolig og fortsatte med at skære i sig selv, indtil hans håndled blødte så meget, at det begyndte at dryppe. Det mørkerøde blod dryppede fra Youngmins håndled og ned på det brune trægulv.

Han gav kniven tilbage til Donghyun og gik over til mig, så han stod foran mig. Han bukkede sig ned, så han bedre kunne række mig hans håndled, så jeg kunne drikke. Jeg sad og kiggede lidt på det røde blod og vidste ikke, hvordan jeg skulle få mig selv til at drikke det.

”Bare drik, Mic-ha. Tænk på din familie, og at du gerne vil være her for dem. Hvis du ikke gør det, så vil du dø”, sagde Youngmin. Jeg nikkede og hans smilede til mig. For første gang i 4 år, smilede han det smil, som jeg har savnet så meget. Det smil der nåede hans øjne. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på og jeg vidste, at Youngmin havde ret. Jeg må gøre det her for mig og for Hana.

Blodet blev ved med at dryppe ned på gulvet, hvor der var kommet en lille pyt. Jeg sad lidt og kiggede lidt på blodet, mens tårerne blev ved med at presse sig på. Jeg rykkede tættere på Youngmins håndled, mens jeg blev mere og mere nervøs.

Jeg slikkede forsigtigt lidt af blodet, da jeg ville vænne mig til smagen, men i stedet for den jernsmag, som jeg havde forventet, var det en sød smag. Det smagte ikke af jern eller noget bestemt, det smagte bare sødt og jeg begyndte, at få en følelse af at jeg ville have mere. Jeg dækkede Youngmins snitsår med min mund og drak hans blod. Jeg havde troet, at det ville føles akavet, men det havde den modsatte virkning. Jeg følte, at jeg havde gjort det før. Tårerne gik fra at presse sig på, til at løbe ned af kinderne. Det var ikke fordi, at jeg ville græde, men tårerne løb bare stille ned af kinderne på mig. Drengene kunne tydeligt se det, men de sagde ikke noget til det, og jeg følte faktisk, at hvis de gjorde, så ville jeg være ligeglad. Jeg ville bare have mere af Youngmins søde blod. Jeg kiggede op på Youngmin og kunne sagtens se hans ansigt, mens jeg blev ved med at drikke. Han så lidt blegere ud end før og han så også træt ud. Jeg drikker jo også hans blod.

”Det er nok nu, Mic-ha”, sagde Donghyun, som lagde en hånd på min skulder og prøvede, at presse mig blidt væk fra Youngmins håndled, men jeg ville ikke give slip.

Jeg blev irriteret på Donghyun, fordi han ville skille mig fra Youngmin. Jeg ville ikke væk endnu. Jeg ville ikke væk fra blodet.

Mic-ha, du bliver nødt til at give slip nu”, sagde Donghyun. Det lykkedes mig, at stoppe med at drikke og slippe Youngmin, men det var hårdt, for jeg ville have mere. Drengene sad stadig og holdte mig, mens jeg sad og hev lidt efter vejret. Jeg var blevet lidt skræmt over, den følelse af at ville have mere. Vil det være sådan, når jeg er blevet forvandlet? Jeg mærkede noget glide ned af min kind og det gik op for mig, at i den tid jeg drak blodet, blev jeg ved med at græde. Hvorfor græd jeg?

Youngmin havde sat sig på en af de stole som han havde sovet på, men som nu var blevet rykket tilbage, og sad ligesom mig og hev efter vejret.

Jeg mærkede en stikken i hjertet. Jeg ville have taget mig til brystet, men drengene stod stadig og holdte mig. De gav dog slip, da jeg begyndte, at lave nogle små lyde og man kunne se på mit ansigt, at jeg havde ondt.

”Mic-ha, er du okay?”, spurgte Jeongmin bekymret. Smerten forsvandt ligeså stille og lige da jeg jeg troede, at det var overstået, kom en stikken igen værre end før. Det føltes som om, at folk stod og prikkede med nåle ind i mit hjerte og for hver gang et stik kom, jo værre føltes det.

”Lig hende over på sofaen. Det er forvandlingen, der træder i kraft”, råbte Donghyun. Jeongmin løftede mig op og bar mig over på sofaen. Stikkene var blevet så kraftige, at jeg begyndte at vride mig, når der kom et.

”Hvad skal vi gøre, Donghyun?”, spurgte Kwangmin panikslagent.

”Vi kan ikke gøre noget. Hun vil føle smerten i noget tid, men der er intet vi kan gøre”, sukkede Donghyun, mens han kiggede på mig med triste øjne. Er der intet han kan gøre? Jeg prøvede, at sige noget, men jeg kunne ikke få et ord ud, da smerten gjorde det umuligt.

Jeg gav et skrig fra mig og tårerne løb ned af kinderne på mig. Jeg har aldrig oplevet sådan en smerte før i mit liv. Jeg kiggede over på stolen, som Youngmin sad på, men han sad der ikke mere. Han havde sat sig på knæ lige ved siden af sofaen. Han ansigt var fuld af frygt og bekymring. Selvom jeg lå i smerte, mærkede jeg en varm følelse indeni mig. Jeg var glad for, at han bekymrede sig for mig. Youngmin tog min hånd og lagde den i sin.

”Klem min hånd, Mic-ha. Klem den ligeså meget du vil”, bedte Youngmin mig. Jeg ville ikke gøre ham ondt, men da en stikken igen kom tilbage, klemte jeg automatisk min hånd. Youngmin gispede.

”Hun bliver stærkere, Donghyun. Det her ville ikke have gjort ondt før, men det gjorde lidt ondt, da hun klemte min hånd”, fortalte Youngmin, mens han kiggede på Donghyun. Donghyun nikkede bare, men fortalte ikke noget om det.

Efter noget tid forvandt stikkene, men jeg blev træt, selvom det ikke var så længe siden, at jeg vågnede.

”Jeg er træt”, hviskede jeg, da jeg var så træt at jeg ikke magtede, at snakke højere.

Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn til drengenes stemmer.

 

~~Så kom der allerede et nyt kapitel. Hvad synes I om det? Tak for alle de likes :-) I er super :-D~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...