In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2885Visninger
AA

8. Kap 7.

Jeongmins synsvinkel:

 

Sikke en aften! Jeg gik ind på mit værelse og kiggede mig lidt omkring. Jeg deler værelse med Kwangmin og Youngmin, så det er desværre ikke kun mit værelse. Det er fedt, at dele værelse med dem, men nogen gange har man bare brug for at være alene.

Når man kommer ind på værelset, så står Youngmins seng til højre lige ved siden af døren. Bagved hans seng, står Kwangmins. Lige overfor Kwangmins seng, på den anden side af værelset, står min. Der er et bord med 3 stole ved vinduet mellem min og Kwangmins seng, og foran min seng står der 3 skabe ved siden af hinanden. Vi har pyntet skabene, så vi kan kende forskel, da vi har haft et par uheld med ombytning af tøj. Engang kom jeg til at tage Youngmins lyserøde T-shirt på, for jeg var for træt til at kunne se ordentligt, og jeg gik og havde min jakke på hele dagen i skolen. Det var så varmt, men det er Youngmin, der er kendt for at have lyserødt tøj, ikke mig. Jeg vil helst ikke blive set med lyserødt tøj.

Jeg tog mit tøj af, så jeg kun var iført mine boxershorts og lade mig under dynen i min seng. Tankerne om hvad der var sket denne aften fløj rundt i mit hoved. Synet af Youngmin, der stod i døren med en pige i armene, ville ikke forsvinde. Jeg syntes nok også, at jeg havde kunnet dufte frisk blod inden han bankede på døren. Hendes blod duftede vidunderligt. Ikke ligesom det blod vi plejer at få. Nej, hendes blod duftede helt særligt.

Kwangmin kom ind, efter han havde været nede med dyne og pude til Youngmin. Hans øjne så stadig helt klare ud og hans kinder var lidt våde efter, at have grædt. Jeg har set Youngmin græde før, men jeg har aldrig set Kwangmin græde. Hun må være noget helt særligt for dem.

”Skal hun ikke have dyne eller pude?”, spurgte jeg forsigtigt. Jeg var bange for at komme til at sige noget forkert til Kwangmin, så han ville begynde at græde igen. Han kiggede udmattet på mig og rystede let på hovedet. Han begyndte, at tage sit tøj af, indtil han kun var iført boxershorts og en T-shirt. Han sover altid i den T-shirt, som han har haft på om dagen. Når det så bliver dag igen skifter han til en ny T-shirt. Han lagde sig i sin seng, men lagde sig på siden af kroppen, så han vendte mod væggen, så jeg ikke kunne se ham. Jeg kunne høre nogle snøft lyde komme ovre fra ham, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre, for at få ham til at få det bedre.

Jeg lå i mørket og kunne ikke lade vær med at tænke på pigen, eller Mic-ha, som hun vist hed. Hun var dækket af blod, men man kunne stadig tydeligt se hendes ansigt. Hun var køn. Måske ikke ligeså køn, som Jessica, men Jessica er heller ikke andet end falsk. Hun virker rigtig sød overfor drengene og mig, især Youngmin, men jeg har set hvordan hun er, når vi ikke er til stede. Der var en dag, hvor jeg skulle ud og fylde min vandflaske op, hvor jeg så hende i gangen sammen med en anden pige. Pigen havde bøjet hovedet, så jeg kunne ikke se hvem hun var eller hvordan hun så ud. Det eneste jeg kunne se, var at hun havde mørkebrunt hår og store runde briller på. Jessica stod og sagde nogle lede ting til pigen. Jessica sagde noget med, at pigen ikke skulle prøve at svare igen og at hun var heldig, at Youngmin havde været til stede. Hun sagde også nogle andre ting, men det var noget, der ikke var for børn. Da Jessica forlod pigen, skubbede hun med sin albue til pigen, så pigens bøger faldt ud af hendes hænder og ned på gulvet. Jeg ville gerne have hjulpet pigen, men en lærer stoppede mig og sagde jeg skulle tilbage ind i klassen, inden jeg fik chancen. Jeg har ikke set pigen siden, men jeg har tit tænkt på hende.

”Jeongmin, er du vågen?”, spurgte Kwangmin, der fik mig revet tilbage fra mine egne tanker.

”Ja, det er jeg”, svarede jeg. Jeg kunne høre Kwangmin bevæge sig ovre ved sin seng. Jeg kiggede over mod ham og så, at han havde vendt med ansigtet mod mig, så vi nu kunne se hinanden.

”Hvem er hun?”, spurgte jeg. Det er jo tydeligt, at Kwangmin og Youngmin kender hende og jeg er jo, som sædvanlig, ret nysgerrig. Kwangmin tørrede sine våde kinder, men kiggede trist på mig.

”Hun hedder Mic-ha Kyung. Hun er Youngmin og min gamle barndomsveninde. Hun var Youngmins bedste veninde og Youngmin var hendes bedste ven. Jeg var også venner med hende, men jeg var ikke så tæt knyttet til hende, som Youngmin var. Vi var dog ret tætte alle sammen. Vi har kendt hinanden siden børnehaven”, fortalte Kwangmin roligt og næsten helt lykkeligt.

”Jeg har ellers aldrig hørt om hende og hun har aldrig været her før?” spurgte jeg. Kwangmin fik et trist udtryk i ansigtet og jeg var bange for, at han nu ville græde igen.

”Der skete noget for 4 år siden, som gjorde at vi blev nødt til at holde os fra hende. Det tog hårdt på os, især Youngmin. Han var sønderknust og ulykkelig. Han ville ikke snakke med nogen og han lukkede sig meget inde i sig selv. Der gik meget lang tid før han var sig selv igen”, forklarede Kwangmin trist. Jeg så en tåre løbe ned af hans kind og ned på puden, men han tørrede hurtigt sit ansigt.

”Hvad skete der?”, spurgte jeg stille, selvom jeg udmærket godt vidste, at Kwangmin sagtens kunne høre mig tydeligt.

”Det er noget hverken Youngmin eller jeg, vil snakke om, men det var noget med vores forældre. De havde ikke noget imod, at vi var venner med Mic-ha, de elskede hende, som deres datter. Jeg vil helst ikke snakke om det”. Denne gang var der mere end en tåre der trillede ned af Kwangmins kinder. Han lagde sig på ryggen og kiggede bare op i loftet i noget tid.

Jeg ved godt, at deres mor døde, da de var 14, mens de boede hos os, men de snakker aldrig om det. Når de snakker om deres fortid involverer den aldrig deres mor, deres mors død eller Mic-ha. Det eneste vi ved, er at efter morens død droppede faren forretningslivet og gik over til at arbejde, som læge på hospitalet, hvor vi får vores blod fra. Det er heller ikke noget drengene har fortalt os. Det er noget vi selv har regnet ud, da vi kender deres far og tit snakker med ham, når vi er ovre efter blod.

Mic-has ansigt blev ved med at dukke op, når jeg prøvede at falde i søvn. Hendes ansigt gjorde det helt umuligt og jeg havde virkelig lyst til, at gå nedenunder og se hende igen.

 ”Kwangmin, hvordan er hun?”, hviskede jeg, da jeg ikke var sikker på om Kwangmin sov.

”Hvem?”, spurgte Kwangmin og kiggede mod mig igen. Han lignede en der gerne ville sove, men ikke kunne.

”Mic-ha. Hvordan er hun?”, spurgte jeg helt nysgerrigt. Kwangmin rejste sig op fra sengen og gik over til sit skab. Hån åbnede skabet og rodede i en af sine skuffer til han fandt det, han ledte efter. Han satte sig ved enden af min seng og jeg rejste mig op, at sidde. Han rakte mig et billede af 3 børn på ca. 8 år, som stod ved en strand og vinkede til kameramanden. Jeg vidste ned det samme, at det var Kwangmin, Youngmin og Mic-ha. Mic-ha stod i midten, mens Youngmins stod til højre og Kwangmin til venstre af hende. Kwangmin og Youngmin er ikke til at tage fejl af med deres store brune øjne. Mic-ha havde brunt hår, der gik hende til skuldrene, havde små briller på og smilede venligt. Selv som barn, så hun virkelig køn ud og hun er kun blevet smukkere siden det billede.

”Jeg ved kun, hvordan hun var for 4 år siden. Hun var sød, venlig og omsorgsfuld. Hun elskede sin søster og sin familie overalt på jorden. Hun var meget beskyttende overfor søsteren, Hana, og hun rettede meget på Youngmin, hvis han gjorde noget han ikke måtte. Hun var en loyal ven, som man altid kunne komme til, hvis man havde brug for at snakke og hun kom med mange gode råd. Hvis Youngmin eller jeg var blevet syge, så kom hun og passede os, fordi hun vidste, at vores forældre ville have travlt. Hun var en fantastisk person, hvilket jeg hun stadig er”, sagde Kwangmin, mens han kiggede drømmende ud i luften, som om han huskede tilbage til dengang de alle sammen var venner.

”Hun lyder som en fantastisk person. Vi må hellere se, at komme i seng”. Jeg rakte billedet tilbage til Kwangmin. Han lagde sig tilbage i sin egen seng og jeg så, at han lagde billedet under hans pude og lagde sig mod væggen igen. Jeg lagde mig ordentligt til rette igen og lukkede øjnene. Der gik ikke lang tid, før jeg faldt i søvn, men det sidste jeg havde i tankerne inden jeg sov, var Mic-has ansigt.

 

Jeg vågnede til lyden af alarmen fra min mobil. Selvom den lå på bordet, føltes det som om, at den lå lige ved mit øre. Jeg slukkede for mobilen og tog mig til ørerne. Det er en af ulemperne ved, at have vampyr hørelse. Man hører alting tydeligere end menneskene gør, og det gør tit ondt i ørerne. Vi kan dog godt selv styre, hvor kraftigt vi vil høre ting, som om vi havde en volumen vi kunne skrue op og ned på, men jeg er virkelig dårlig til det at gøre den slags, når jeg sover. Det er vores underbevidsthed, der gør det, men min er dårlig til det.

”Jeg hader din alarm!”, hvæsede Kwangmin. Han er meget dårlig til at stå op om morgenen, ligesom alle os andre, undtagen Donghyun, som altid er den første der står op.

”Så er vi to”, gabte jeg. Jeg fik rejst mig op fra sengen og slæbt mig over til mit skab, som er pyntet med et spejl og mit navn, som er skrevet med sprittusch. Jeg tog nogle sorte bukser på og fandt min brune skjorte frem og lagde den på sengen. Mens jeg stod og fik taget noget deo på, kom Donghyun næsten væltende ind af døren med noget tøj i hånden.

”Godmorgen drenge. I skulle vel ikke have en trøje eller noget andet, som Mic-ha kan låne?”, spurgte Donghyun, mens han kiggede undersøgende omkring i værelset, indtil han fik øje på den skjorte, jeg havde fundet frem.

”Kan hun ikke låne den, Jeongmin? Ingen af de andre drenge har noget, fordi det hele er til vask”, fortsatte Donghyun lidt bedende til mig. Jeg nikkede til ham, som svar til at han kunne tage den. Donghyun smilede til mig, men det forsvandt, da han så Kwangmin, der havde gemt sig under dynen.

”Kwangmin, kan du så komme op. Du kan ikke ligge der hele dagen”, hvæsede Donghyun, mens han var gået over til Kwangmins seng og begyndte at ruske i ham. Kwangmin satte sig op og lignede noget der var løgn. Hans hår strittede til alle sider og søvnen lyste ud af hans ansigt. Kwangmin kiggede ondskabsfuldt på Donghyun, som stod smilede tilfreds til ham.

”Skynd jer, at blive færdige, drenge”, sagde Donghyun, som skyndte sig ud af rummet, men huskede dog, at lukke døren for en gangs skyld.

Jeg gik over mod mig skav, for at finde en ny skjorte, men inden jeg nåede så langt blev jeg ramt af Kwangmins pude lige i ansigtet.

”Hvad skulle det til for”, spurgte jeg irriteret.

”Haha, det må du undskyld. Den skulle ramme døren, men du stilede dig i vejen, lige da jeg kastede den”, fik Kwangmin fremstammet mellem sine grine anfald. Jeg kunne ikke lade vær med at smile af ham, det var rart at se ham glad igen.

”Tag den!”, råbte jeg, mens jeg kastede puden tilbage i hovedet på ham. Jeg begyndte, at flække af grin, da jeg så Kwangmins ansigtsudtryk efter puden var faldet ned fra hans ansigt til hans skød. Han så helt chokeret ud og lignede en, der ikke anede hvad der lige ramte ham. Han så, så sjov ud.

Vi fik tøj på og gik nedenunder til de andre, som vi kunne høre befandt sig i stuen. Youngmin og Donghyun stod og snakkede sammen, mens Hyunseong og Minwoo sad også lidt fjernsyn.

”Godmorgen drenge”, sagde jeg forsigtigt, da det så ud til at Donghyun og Youngmin havde en alvorlig samtale.

”Godmorgen”, svarede drengene tilbage i kor, uden at kigge på os. Mon vi ikke lige følte os lidt ignoreret.

Kwangmin og jeg stod bare og betragtede de andre et stykke tid, da vi hørte døren til toilettet gå op og der kom nogen gående mod os fra entréen. Jeg hørte Youngmin og Donghyun stoppe deres samtale, og Minwoo og Hyunseong slukkede fjernsynet og rejste sig op. Mic-ha kom ind i stuen og wow, hvor så hun godt ud. Hun havde lårkorte shorts, som viste hendes flotte ben frem og så havde hun en sort top på, som viste hendes bryster frem. Ikke for at lyde pervers, men jeg havde slet ikke lagt mærke til, at hun havde så flotte og okay store bryster. Det var jo heller ikke nemt, at se før, da hun havde den store blå skjorte på. Hun havde også min brune skjorte på, som hun ikke havde knappet, men den brune farve fremhævede hendes brune, næsten sorte hår.

Jeg ved ikke hvorfor, men at se hende i min skjorte, gav mig en underlig og ukendt følelse i maven. Mic-ha var blevet helt rød i hovedet og det gik op for mig, at vi alle faktisk stod og stirrede på hende. Jeg skulle lige til, at sige, hvor godt hun så ud, men jeg blev forhindret af Donghyun.

”Det passer jo fint til dig. Du ser godt ud”, sagde han, mens han sendte hende et smil. Det gav et lille stik i maven, men jeg aner ikke hvorfor det gør det.

Jeg troede ikke, at det var muligt, men Mic-ha blev endnu mere rød i hovedet efter Donghyun kommentar. Hun kunne ikke se på os, da hun prøvede at skjule, hvor rød hun var blevet. Det fik mig til at smile lidt og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, hvor sød hun er.

Hun gik pludselig over og stillede sig foran Youngmin. Hun kiggede ham dybt i øjnene, men gjorde ikke andet i et stykke tid.

”Youngmin, jeg vil gerne have, at vi fortsætte forvandlingen”, sagde hun, men hun sagde det så hurtigt, at det var svært at forstå. Vi kiggede alle sammen forvirret på hende, men hun blev ved med at se Youngmin i øjnene. Det irriteret mig lidt. Hvorfor irriterer det mig?

”Hvad mener du, Mic-ha?”, spurgte Youngmin, som så ligeså forvirret ud, som os andre.

Mic-ha greb fat i Youngmin og trak ham tættere ind til sig.

”Jeg vil gerne være en vampyr”, sagde hun. Jeg sukkede stille og lettet. Jeg troede, at hun ville kysse ham. Jeg mærkede en smerte i min hånd og jeg opdagede, at jeg havde klemt min venstre hånd sammen og mine negle havde boret hul i min håndflade.

Hvorfor får hun mig, til at reagere sådan her?

 

~~Ja, hvorfor tror I, at Jeongmin reagere sådan? ;-) Undskyld, at der er gået så lang tid, men min kærestes net forsvandt og vi har først fået det tilbage nu. Men nu skal der skrives :-D Hvad synes I om det indtil videre? Like hvis du kan lide det :-D~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...