In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2756Visninger
AA

7. Kap 6.

Mic-has synsvinkel:

 

”Hvad? En vampyr?”, spurgte jeg overrasket Youngmin. Han kiggede stadig alvorligt på mig, men jeg kunne ikke lade vær med at kigge åndssvagt på ham, mens vreden indeni mig blev ved med at stige. Jeg sidder med blod over det hele og han kommer med sådan en latterlig forklaring på, hvorfor jeg er hjemme ved ham.

”Oh my god! Vampyr? Helt ærligt, Youngmin. Du laver forhåbentlig sjov”, sagde jeg, men jeg prøvede ikke at lyde sur.

”Du tror ikke på mig? Mic-ha, vampyrer findes. Jeg er en vampyr, Kwangmin er en vampyr og det er de andre her i huset også”, sagde Youngmin, mens han kiggede lidt desperat på mig.

”Undskyld Youngmin, men det tror jeg altså ikke på. Hvordan kan du egentlig gøre det mod mig? Jeg har virkelig brug for din hjælp og så kommer du med sådan en sindssyg forklaring, at du er en vampyr?”, sagde jeg i en lidt hævet tone. Jeg kan snart ikke skjule min vrede længere.

”Sindssyg forklaring? Du sagde, at du ikke ville tænke sådan om mig, Mic-ha”, sagde Youngmin, som nu også havde hævet stemmen. Nu behøver jeg ikke skjule min vrede.

”Jeg ved godt, hvad jeg sagde, men så kommer du med en forklaring om vampyrer. Helt ærligt, jeg tror virkelig at du er blevet skør, Youngmin”, råbte jeg. Youngmin sukkede og rejste sig op at stå. Han lænede sig med ryggen til murren ved siden af mig.

”Du tror virkelig ikke på mig”, sagde Youngmin stille, men stadig vredt. Hvad har han, at være sur over? Det er ikke mig der er idioten lige nu.

”Hvordan vil du have, at jeg skal kunne tro dig? Vampyrer findes ikke, Youngmin og selv hvis de gjorde havde vi nok opdaget dem nu”. Jeg fik mig op at stå, men jeg ville ikke kigge på Youngmin. Jeg er rasende på ham og jeg har egentlig bare lyst til at løbe ud af huset. Min gamle bedste ven, tror at ham og hans venner er vampyrer. Han har seriøst brug for hjælp. Tænk, hvis de andre også tror, at de er vampyrer? Så er jeg alene med 6 sindssyge fyre. Fuck!

”Men vampyrer findes, Mic-ha. Vi lever ligesom jer mennesker. Vi spiser, sover og går i skole, ligesom alle andre mennesker på vores alder og derfor har ingen mistanke overhovedet. Det eneste anderledes er, at vi vampyrer er meget bedre til ting end jer mennesker. Og så har vi selvfølgelig brug for menneskeblod. Vil du ikke være sød, at prøve at tro mig?”, spurgte Youngmin bedende. Han lød virkelig alvorlig, men jeg kunne stadig ikke få mig selv til at se på ham. Da han sagde menneskeblod, fik han det til at lyde så ligegyldigt, men i hans stemme var der også en anelse sult og det fik hårene på mine arme til at rejse sig.

”Hvad kan jeg gøre for, at du vil tro mig, Micha?”, spurgte Youngmin trist.

”Hvad med beviser? Hvis du virkelig er en vampyr, må du jo kunne bevise det, Youngmin”, spurgte jeg forsigtigt. Jeg tror stadig ikke på det, men hvis han nu prøver at bevise det, kan det være at han selv kan indse, hvor absurd hele idéen om vampyrer er. Måske kan jeg hjælpe ham på den måde, eller også kan det måske give mig en mulighed, for at komme væk herfra.

”Jeg har ikke rigtig nogen beviser udover tanken”, sagde Youngmin. Tanken? Hvilken tank? Før jeg kunne nå, at spørge, havde Youngmin taget fat i min hånd og ført mig ud af toilettet, gennem stuen og ind i et køkken. Det gik egentlig meget stærkt, men Youngmin har også altid været meget hurtig. Hurtig, stærk og intelligens er det ikke de ting man siger, at vampyrer besidder? Nej, jeg må ikke begynde, at tro på det, så ender jeg med måske ligesom Youngmin. Ikke ondt ment, men vampyrer findes altså bare ikke!

Youngmin fjernede en reol til side, som vejede den ingenting, selvom der var tallerkener, gryder og den slags på. Der hvor reolen havde stået, var der nu en metal dør. Det ligner de der døre, man bruger til kølerum. Youngmin åbnede døren og gik til side, så jeg kunne komme ind. Jeg tøvede lidt i starten, men jeg tog en dyb indånding og gik derind. Der kom en kold luft ud fra rummet. Det er vist et kølerum. Youngmin fulgte efter og jeg blev mere og mere urolig for hvert skridt jeg tog. Youngmin er jo overbevist om, at han er en vampyr og at han har brug for menneskeblod, men han ville da ikke gør noget mod mig, vel? Nej, det kunne Youngmin aldrig finde på, lige meget hvad. Jeg er jo hans bedste ven, eller det var jeg. Jeg skulle lige til, at vende om og skynde mig ud af rummet, da Youngmin tændte for lyset og jeg så noget, som jeg aldrig nogensinde har set før.

Jeg stod inde i et kølerum, som var lavet af metal. Der var is på væggene og der var også lidt is på gulvet. Der var træhylder på alle sider af rummet undtagen ved døren. På hylderne lå der poser med den samme sorte farve indeni, men jeg kunne ikke se hvad det var, da lyset ikke var særlig skarpt.

Der står også noget på posen, men jeg kan ikke læse det. Jeg tog en pose, men det sorte indhold var frosset til, så jeg kunne ikke mærke andet end isen. Youngmin tog posen ud af hånden på mig og kiggede på den.

”Hvad er det?”, spurgte jeg. Youngmin kiggede hurtigt på mig, men kiggede så igen på posen.

”Det er blod. Det er alt sammen blod”, sagde han roligt, mens han fortsatte med at kigge på posen. Youngmin tog endnu en gang min hånd og førte mig ud af kølerummet. Han må have set mit forvirrede ansigtsudtryk. Youngmin tror, at han er en vampyr, men han kan da ikke være så syg, at han har et kølerum fyldt med blod, vel? Frygten begyndte, at tage over mig og jeg kunne mærke hvordan hele min krop begyndte, at ryste. Ikke på grund af kulden fra kølerummet, men på grund af Youngmin. Han viste mig posen. Lyset inde fra kølerummet fik det til at se sort ud, men herude i køkkenet, hvor lyset er skarpere, fik lyset indholdet til at rødt ud. Faktisk blodrødt.

Jeg gik nogle skridt bagud væk fra posen, væk fra Youngmin. Jeg kiggede på ham med meget skræmte øjne. Jeg kan ikke tro, at det her er virkeligt. Youngmin og hans venner har et kølerum fyldt med blod! Jeg vendte mig om og skulle lige til at løbe, men da jeg vendte mig om stod Youngmin der. Hvordan kom han derhen så hurtigt? Han stod ca. 3 meter fra mig inde i køkkenet og nu står han lige foran mig inde i stuen.

”Mic-ha, du skal ikke være bange. Vi gør dig ikke noget. Jeg vil bare have dig til at forstå, hvad der er sket”, sagde Youngmin beroligende, men det virkede ikke. Jeg prøvede, at løbe forbi ham, men han greb fat i mig og løftede mig lidt op, så mine fødder ikke kunne nå gulvet. Jeg gav nogle skrig fra mig, men han slap mig stadig ikke. Han holdte mig, så vi var ansigt til ansigt med hinanden, men jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at komme fri. Han holdte fast om mine arme, så dem kunne jeg ikke bruge og lige meget, hvor meget jeg end sparkede, så kunne jeg bare ikke ramme ham ordentligt. Han tog sig ikke af, at jeg fik sparket ham over skinnebenet, som burde have gjort ondt. Han kiggede bare på mig med rolige øjne, indtil jeg var blevet så udmattet, at jeg ikke kunne sparke mere. Jeg tror, at jeg prøvede at komme fri i ca. 10 minutter, før jeg blev udmattet.

Han gik over og satte mig på sofaen. Han slap sit greb om mig, men holdte mig stadig fast ved mine arme. Han satte sig ned på knæ foran mig på gulvet. Jeg var blevet virkelig udmattet, så jeg orkede ikke engang, at prøve at sparke ham. Det ville heller ikke nytte noget. Han havde sat sig ned på knæ, så mine ben var på hver sin side af ham.

”Slapper du af nu? Jeg vil bare have, at skal høre på mig”, sagde Youngmin. Jeg nikkede, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg kunne ikke se på Youngmin, så jeg rettede mit blik på stolene, hvor han havde sovet.

”Jeg ved, at du tror, jeg er blevet sindssyg, men det er jeg altså ikke. Du ville have beviser og jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle vise dig end vores blodtank. Jeg har også noget andet, som jeg kan vise dig, men så kræver det også, at du kigger på mig”, sagde Youngmin. Meget mod min vilje kiggede jeg igen på ham. Han gav et lille smil fra sig, men der var intet glæde i smilet. Han tog en dyb indånding og åbnede munden lidt. Jeg så hvordan hans to spidse hjørnetænder, blev længere og endnu mere spidse. Han kiggede mig i øjnene, stadig med munden åben og jeg så, hvordan hans brune øjne forandrede sig til sorte. Jeg kom i tanke om ansigtet jeg så, inden jeg besvimede aftenen før. Jeg så de sorte øjne på Youngmins ansigt!

Jeg blev endnu engang ramt af frygt og prøvede, at få mine arme fri, men det var forgæves. Youngmin havde et godt greb om dem og han ville ikke slippe foreløbig.

”Rolig nu. Jeg ved godt, at det er svært at forstå, men nu hvor du så forvandlingen, bliver du jo nødt til at tro på mig. Jeg er en vampyr, Mic-ha. Tro mig”, sagde Youngmin bedende. Der var en del af mig, der troede på det nu, men var rædselsslagen for det, og så var der den anden del, der ikke vidste hvad den skulle tro, men var også rædselsslagen.

”Du er et monster! Du dræber uskyldige mennesker og tømmer dem for blod. Du er et monster! Et monster!”, råbte jeg af ham med tårer ned af kinderne. Min gamle bedste ven er et monster.

”Hvis du vil dræbe mig, så gør det nu, din morder”, råbte jeg. Jeg kiggede på Youngmin som ikke længere havde sorte øjne eller lange spidse tænder. Han så ulykkelig ud. Youngmin gav slip på mig, rejste sig op og vendte sig med ryggen til mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke løb, men der var noget der holdte mig tilbage.

”Et monster? Dræbe dig? Hvordan kan du tro, at jeg ville dræbe dig?”, spurgte Youngmin. Hans stemme var fuld af sorg, mens han stod og rystede. Han græder.

”Er det måske ikke det I gør? Dræber mennesker og tømmer dem for blod?”, spurgte jeg stille. Jeg kunne ikke få mig selv til at råbe af ham. Ikke når han græder.

”Jo, det er en del af vampyrernes natur, men det gør drengene og jeg ikke. Vores tank er fyldt med blod, men det er donorblod. Vi har ikke tømt nogen for at få det. Vi får det af min far på hospitalet. Og jeg kunne aldrig finde på, at dræbe dig, Mic-ha”, svarede han. Han vendte sig mod mig, med tårer ned af kinderne og rakte mig posen med blodet, som han stadig havde. Jeg tog den og denne gang kunne jeg se, at der stod ”Donorblod. Blodtype B+. Seoul Hospital”.

”Så I..”, jeg nåede ikke længere, da jeg blev afbrudt af Youngmin.

”Vi gør ikke folk noget. Jeg gør ikke folk noget og især ikke dig! Jeg fandt dig i går lige inden du besvimede. De sorte øjne du snakkede om før, tilhøre mig. Vi gør ikke folk ondt, men vi kan nogen gange ikke selv kontrollere vores øjne eller tænder. De dukker op, selvom vi ikke vil have det. Jeg kunne mærke, at din puls var meget svag, og jeg vidste, at du ikke ville have længe igen, hvis jeg ikke gjorde noget. Jeg bragte dig herhen og..”. Youngmin vendte sig igen med ryggen til mig. Han kan ikke sige det sidste, mens han kigger på mig.

”Jeg bragte dig herhen og bed dig. Ikke fordi jeg ville have dit blod, men fordi jeg ville forvandle dig til en vampyr”, sagde Youngmin hurtigt. Jeg rejste mig op fra sofaen, tog fat i Youngmins skulder og drejede ham om, så han vendte sig mod mig. Han kunne ikke kigge mig i øjnene.

”Hvad gjorde du? Er jeg en vampyr? Hvorfor gjorde du det?”, spurgte jeg. Jeg prøvede, at få øjenkontakt med ham, men det ville ikke lykkes. Det her kan bare ikke være rigtigt!

”Jeg blev nødt til det. Du ville dø, hvis jeg ikke gjorde det”, sagde Youngmin.

”Hvordan ved du det?”, spurgte jeg ham. Jeg tror nu på, at han er en vampyr, selvom det stadig er svært at tro, men jeg ved ikke rigtig noget om vampyrer udover det fra film og bøger.

”Det er en evne, som vi vampyrer har. Vi kan mærke menneskers puls, hvis det er det vi vil, bare ved at kigge på dem. Youngmin mærkede, at du ikke havde så lang tid igen, så han bragte dig her, så jeg kunne vise ham, hvordan man forvandler mennesker til vampyrer. Han ville give dig en chance for at leve”, sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om og så Donghyun, som stod lænet op ad væggen ved siden af døren ud til entréen.

”Du er ikke en vampyr. I hvert fald ikke endnu. Det er en beslutning, som du selv må tage, om du vil eller ej”, fortsatte Donghyun, mens han kom hen ved siden af mig. Han kiggede alvorligt på mig med sine mørkebrune øjne, som næsten blev dækket af hans sorte hår, som han ikke har fået sat op endnu, men det gør ham stadig lækker.

”Hvad mener du med, at jeg selv skal tage beslutningen?”, spurgte jeg Donghyun. Donghyun gik over og stillede sig ved siden af Youngmin. Donghyun lagde en hånd på Youngmins skulder, hvorefter Youngmin vendte hovedet mod ham. Donghyun nikkede til Youngmin, som han gengældte. De stod nu begge og kiggede på mig.

”Han ville ikke have, at du skulle dø sådan, Mic-ha. I går aftes satte Youngmin en vampyr forvandling i gang indeni dig. Du er nu faktisk ved, at forvandle dig til en vampyr. Måske har du oplevet nogen forandringer?”, spurgte Donghyun, mens han kiggede nysgerrigt på mig. Han vil nok gerne vide om jeg har oplevet noget, men jeg kan ikke komme i tanker om noget.

”Øhm.. Jeg kan ikke komme i tanke om noget anderledes”, sagde jeg stille. Donghyun kiggede lidt skuffet på mig og Youngmin sendte mig et forvirret blik. Jeg satte i refleks min hånd ved siden af mit hår, hvor jeg igen mærkede det meget tørre hår. Jeg fjernede hurtigt hånden og ville ikke engang kigge på den. Tanken om, at jeg er smurt ind i blodet gav mig kvalme.

”Åh, hvorfor har du ikke givet hende et bad endnu, Youngmin? Du må undskylde, Mic-ha. Nu skal jeg gøre et bad klar til dig og jeg skal nok finde noget skiftetøj til dig. Youngmin, holder du lige øje med hende, mens jeg er væk?”, spurgte Donghyun med en et venligt smil. Youngmin nikkede og Donghyun forsvandt ud af stuen. Det ville være rart, at få et bad efter alt det der er sket til morgen.

”Du er stærkere”, sagde Youngmin. Jeg sendte ham et forvirret blik.

”Du er blevet stærkere, du høre bedre og jeg tror ikke engang, at du selv har opdaget det, men dit blik fejler vist ikke noget mere. Du har slet ikke haft briller på hele morgenen”, fortsatte Youngmin, mens han sendte mig et lille smil. Jeg tog min hånd op til der, hvor mine briller plejer, at sidde og han har ret. Jeg har slet ikke mine briller på. Jeg plejer ikke, at ligge mærke til dem, da jeg er vant til dem.

”Du har ret. Mit blik fejler absolut ikke noget. Youngmin, hvad vil der ske med mig, hvis jeg ikke vil forvandles?”. Det sidste hviskede jeg, da jeg er bange for at kende svaret. Youngmin kiggede på mig og ud fra hans ansigtsudtryk kunne jeg se, at han havde hørt mig. Han er jo vampyr, så selvfølgelig kan han høre mig.

”Hvis jeg ikke satte forvandlingen i gang, så ville du have mistet for meget blod og du ville dø. Det samme vil ske, hvis du ikke vil forvandles. Jeg satte forvandlingen i gang, fordi du skulle have en chance for at kunne overleve og kunne vælge om du ville gøre det eller ej. Hvis du ikke vil, så vil du dø på samme måde, som du ville i går. Du bestemmer selv Mic-ha. Jeg ville bare give dig en chance for at overleve. Og så ville jeg ikke miste dig”. Han hviskede det sidste, men han må også have glemt at jeg har bedre hørelse nu, men jeg lod som om jeg ikke hørte det, selvom det gjorde mig helt varm indeni.

Jeg tog fejl. Youngmin er en vampyr, men han er ikke et monster. Han er stadig den samme søde dreng, som for 4 år siden.

”Nu er badet klar. Jeg smutter ovenpå og prøver, at finde noget tøj til dig”, sagde Donghyun, som forsvandt ligeså hurtigt igen, som han kom. Jeg nåede ikke engang rigtig, at se ham.

Jeg vendte mig om og begyndte, at gå ud mod toilettet, men da jeg nåede døren ud til entréen vendte jeg mig om.

”Youngmin?”. Da jeg nævnte hans navn kiggede han på mig og jeg sendte ham et varmt og ærligt smil.

”Tak, fordi du ville give mig den chance og undskyld, at jeg kaldte dig et monster”. Før Youngmin kunne nå at svare, vendte jeg mig om og skyndte mig ud på toilettet og låste døren. Jeg lænede mig op af døren i lidt tid, mens mit hjerte bare bankede af sted.

Jeg tog mig tøj af og gik ind under bruseren. Det føltes fantastisk. Aldrig havde et bad føltes så godt. Jeg så, hvordan det tørrer blod på mine hånd blev blødt og dryppede fra min hånd og ned i afløbet. Det var rart, at få vasket alt det blod væk fra min krop. Tænk, at jeg havde mistet så meget.

Tanken om, at Youngmin havde bidt mig for at redde mig kom tilbage. Jeg trådte ud af badet og gik hen til spejlet. Jeg kunne tydeligt se to huller i min hals venstre side. Jeg rørte ved hullerne, men det gjorde ikke ondt. Jeg trådte ind i bruseren igen, men kunne ikke lade vær med at tænke på, at der er en forvandling i gang indeni mig.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fuldende forvandlingen eller skal jeg ikke? Hvis jeg gør det bliver jeg til en vampyr, som lever af andre menneskers blod, men der får jeg vel også bare noget af det som drengene har? Det er jo folk, som frivilligt har givet deres blod væk, så jeg vil jo ikke gøre dem ondt. Hvis jeg ikke fuldender forvandlingen, så vil jeg.. Dø. Jeg ville ikke længere være her. Jeg ville aldrig nogensinde skulle se på Jessica eller høre mine forældres konstante skænderi. Det lyder næsten helt indbydende, men jeg vil jo gerne leve. Jeg vil gerne leve og jeg kan ikke forlade Hana. Det kan jeg ikke byde hende.

Jeg trådte ud af badet og fik tørret mig. Jeg havde nogle ridser et par steder på kroppen, men det ligner næsten hudafskrabninger. Gad vide om det er forvandlingen der heler mine sår? Det må det jo være siden såret på mit hoved er helet. Jeg viklede håndklædet om mit liv, så det dækkede det hele. Jeg åbnede forsigtigt døren til toilettet, hvor der lå en lille bunke tøj. Jeg tog tøjet og låste døren igen. Jeg tog tøjet på. Donghyun havde fundet en sort top, som var lidt nedringet og fik mine bryster til at se store ud. Jeg bruger så også en størrelse D i BH, så det er ikke fordi, at de er små. Der var også lårkorte cowboyshorts, som selvfølgelig er korte, men de får mig ikke til at se billig ud og en brun skjorte, som jeg ikke knappede. Da jeg havde fået det på og begyndte, at tørrer mit hår undrede jeg mig lidt over, hvorfor drengene har pigetøj, når det jo kun er drenge der bor her. Mon det er efter alle de pigebesøg, som rygterne siger at de får. Gad vide, om Youngmin har haft nogen piger på besøg? Hvor mange har han mon kysset? Han har sikkert kysset med Jessica. Et billede af Youngmin og Jessica dukkede op i mit hoved. Jeg rystede hurtigt billedet og tanken væk om dem og gik ind i stuen.

Denne gang, var det ikke kun Youngmin og Donghyun, der var inde i stuen. Alle de andre drenge var også stået op og de kiggede på mig med det samme jeg trådte ind i stuen. De kiggede alle sammen på mig med interesseret øjne og jeg kunne mærke, at jeg blev rød i hovedet.

”Det passer jo fint til dig. Du ser godt ud”, sagde Donghyun og takket været hans kommentar blev jeg bare endnu mere rød i hovedet end før. Jeg har aldrig gået i sådan noget tøj før, da min mor jo ikke vil købe den slags, men af en eller anden grund, så føles det ikke underligt. Det føles dog underligt, at alle drengene kigger sådan på mig. Jeg kiggede over mod Youngmin, som også kiggede på mig, men han kiggede ikke med samme interesse som de andre gjorde. Ikke fordi, at drengene kigger på mig på samme måde, som drenge kigger på Jessica. De her drenge kigger jo bare mere spændt end interesseret, men Youngmin kiggede bare på mig. Jeg blev lidt skuffet, men tog mig sammen og gik over og stillede mig foran Youngmin. Jeg kiggede ham i øjnene et stykke tid, mens jeg blev ved med at tage et par dybe indåndinger. Drengenes blikke gjorde mig mere nervøs end jeg var i forvejen og jeg blev ved med at tænke, over det jeg nu skulle sige. Er det det rigtige eller det forkerte jeg gør nu? Jeg tog en sidste dyb indånding.

”Youngmin, jeg vil gerne have, at vi fortsætter forvandlingen”, sagde jeg til ham med lukkede øjne. Jeg sagde det, så hurtigt, at det faktisk lød helt utydeligt.

”Hvad mener du, Mic-ha?”, spurgte Youngmin forvirret. Jeg tog fat i hans trøje, pressede ham tættere ind til mig og kiggede ham dybt i øjnene.

”Jeg vil gerne være en vampyr!”.

 

~~ Undskyld ventetiden ;-) Så har hun besluttet sig, så hvad tror I at der kommer til at ske nu? :-D Tusind tak for likes og det hele I er bare de bedste :-D ~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...