In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2849Visninger
AA

6. Kap 5.

Mic-has synsvinkel:

 

Mit hoved dunkede af smerte. Jeg hader, at få hovedpine. Hvornår kom jeg lige hjem i går? Jeg kan huske, at jeg fik snakket med Hana, men så kan jeg heller ikke huske mere. Hvor føler jeg mig dog træt. Hvad er klokken? Jeg vendte mig om og slyngede min hånd over for, at finde min mobil, som jeg regnede med lå ved siden af mig på natbordet, men i stedet for en mobil, ramte jeg noget andet. Det gav et højt klask og det gik op for mig, at jeg ikke var hjemme ved mig selv. Jeg rejste mig op at sidde og så, at jeg lå på en sofa, som befandt sig i en stue. På samme tid, som jeg rejste mig op var der en person, der rejste sig forskrækket op ved siden af mig. Jeg fik et chok og slyngede i refleks min hånd mod personen og skulle lige til at slå, da personen greb ud efter min hånd.

”Ikke igen”, sagde personen lettere irriteret, men som havde en stemme jeg var overbevist om, at jeg havde hørt før. Personen rystede ansigtet, så håret gik ud til siden og jeg kunne nu se hvem det var. Youngmin? Han kiggede overrasket på mig og jeg kiggede selvfølgelig overrasket på ham.

”Slapper du af nu?”, spurgte Youngmin lige så stille. Han hentydede til, at jeg ville have slået ham før og ud fra hans røde kind, så var det vist ham jeg kom til at slå før, da jeg ledte efter min mobil. Jeg nikkede bare forvirret til ham. Jeg er slet ikke sikker på om det her er virkelighed eller om det bare er en drøm. Jeg tror nu mere på det sidste.

Youngmin løsnede grebet på min hånd og jeg rev den hurtigt til mig. Jeg kneb øjnene hårdt sammen og begyndte at hviske stille.

”Vågn op, vågn op. Kom nu Mic-ha, vågn op”. Jeg håbede, at jeg nu ville ligge under min dejlige varme dyne i min seng, men da jeg åbnede øjnene, kiggede jeg direkte ind i Youngmins øjne, der kiggede mere forvirret på mig end nogensinde før. Jeg lukkede øjnene igen og denne gang kneb jeg mig i armen. Er det ikke det man siger, der skulle få en til at vågne? Men lige meget hvad jeg end prøvede, så var det Youngmin jeg så, hver gang jeg åbnede øjnene.

”Hvad er det, du laver, Mic-ha?”, spurgte Youngmin forvirret. Han havde lænet sig over stolearmen, og hans ansigt var nu kun ca. 4 cm fra mit. Jeg kunne tydeligt mærke hans ånde mod min hage og læber. Jeg kiggede ham i øjnene og først nu indså jeg, at der ikke var noget fjendtlighed i hans øjne. De var godt nok forvirrede, men det er meget bedre, end det fjendtlige blik, som han har sendt mig de sidste 4 år. De sommerfugle, som jeg altid fik af synet af ham, men som har lagt i dvale de sidste år, vågnede op igen og begyndte, at flyve vildt rundt i maven. Hvor ville jeg dog ønske, at det her ikke var en drøm.

”Jeg drømmer jo, Youngmin. Jeg skal desværre vågne op og komme i skole”, svarede jeg i næsten en hvisken, mens jeg holdte fast i øjekontakten. Sidst jeg så i de øjne, så de helt onde på mig til timen dagen før.

”Mic-ha. Det her er ikke en drøm”, hviskede Youngmin næsten lydløst. Det undrede mig lidt, hvordan jeg kunne høre det så tydeligt, men nu er vi jo også de eneste personer i lokalet og vi sidder meget tæt på hinanden.

Vent lige, hvad?! Sagde han lige, at det her ikke var en drøm? Sidder jeg og kigger åndssvagt på Youngmin i virkeligheden? Jeg rykkede mig hurtigt væk fra Youngmin og fik mig op at stå. En svimmelhed, som jeg aldrig har oplevet før, kom over mig da jeg rejste mig, og jeg mistede følelsen i benene og fald. Jeg lukkede øjnene og forventede, at ramme det hårde trægulv, men i stedet mærkede jeg nogle hænder gribe om mit liv. Da jeg åbnede øjnene igen, stod Youngmin og holdte mig som var jeg hans brud. Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev røde.

”Er du okay, Mic-ha?”, spurgte Youngmin. Jeg nikkede uden at vende hovedet mod ham, da jeg vidste, han ville ligge mærke til mit røde ansigt. Jeg kunne mærke hans mavemuskler gennem den tynde T-shirt han havde på og hans hænder, som havde et fast greb om mig og skubbede mig helt ind til hans bryst. Det var virkelig fristende, at lade mit hoved slappe af mod hans bryst og jeg skulle virkelig passe på med ikke at komme til at gøre det. Hvordan kom han egentlig hen til mig, så hurtigt? Han sad stadig på de stole, som var sat sammen, da jeg rejste mig. Han burde ikke kunne komme hen til mig så hurtigt og så stadig nå, at gribe mig.

”Øhm.. Vil du være sød, at sætte mig ned, Youngmin?”, spurgte jeg stadig uden, at kigge på ham. Det gav et lille ryk i ham, som om det ikke var gået op for ham, at han stadig bar på mig. Han satte mig forsigtigt ned, men holdte en hånd på min arm, indtil han var sikker på, at jeg ikke ville falde igen. Det var længe siden, han sidst viste ømhed over mig. Sommerfuglene begyndte, at flyve vildere, og jeg fik et lille smil på læben. Jeg fjernede smilet igen, da Youngmin endnu engang kiggede på mig. Jeg ville ikke have, at han skulle tro jeg var blevet tosset eftersom jeg ville stå og smile uden grund.

”Hvordan gjorde du det der?”, spurgte jeg undrende. Jeg kunne stadig ikke regne ud, hvordan han greb mig så hurtigt.

”Gjorde hvad?”, spurgte han.

”Hvordan greb du mig så hurtigt? Du sad stadig på de stole, da jeg rejste mig op”, sagde jeg, mens jeg pegede på stolene. Han fulgte min finger og gav sig tid til at svare.

”Hvad mener du? Jeg så du var svimmel, så jeg rejste mig og greb dig. Jeg kunne jo ikke lade dig falde”. Jeg kender Youngmin og ved hvornår han lyver og hvornår han skjuler noget. Selv efter 4 år, ved jeg, at Youngmin skjuler noget for mig.

”Youngmin, det kan ikke have ladet sig gøre, at du kunne nå, at rejse dig og stadig nå at gribe mig på så kort tid”.

”Jamen, det var jo det, jeg gjorde. Vil du da gerne have, at jeg skulle have ladet dig falde, for så kan jeg godt gøre det næste gang”. Nu lød han næsten, som den Youngmin, jeg så i skolen i går. Han lød kold og afvisende. Youngmin vendte sig med ryggen til mig og begyndte, at rode med nogle ting, der lå på et bord.

”Fint, så siger vi det, men vil du i det mindste ikke forklare mig, hvor jeg er og hvorfor jeg er her?”, spurgte jeg ham sur. Jeg ville ikke have lydt sådan, men sådan snakkede han også til mig. Youngmin stoppede med at rode ved bordet og vendte sig om, så vi stod ansigt til ansigt. Han kiggede undrende og forvirret på mig. Kan han ikke bare svare mig i stedet for, at kigge sådan på mig?

”Kan du ikke huske det?”, spurgte han, mens han kiggede undersøgende på mig. Jeg vidste ikke hvad han snakkede om.

”Huske hvad?”, spurgte jeg ligeså surt som før. Jeg kan være sur længe på en person og lige nu er jeg sur på Youngmin.

”Hvad der skete i går?”. Ud fra Youngmins ansigts udtryk, så var det ikke godt. Han kiggede ned i gulvet, begyndte at pille usikkert ved hans T-shirt og han lignede en lille dreng, der ikke vidste hvordan han skulle fortælle sine forældre, at han havde fået dårlige karakterer i skolen.

”Hvad er det, Youngmin? Det sidste jeg kan huske fra i går, var at jeg tog hen på legepladsen, hvor vi kom som børn og jeg kan huske, at jeg snakkede med Hana, men så bliver alt sort! Sort? Sorte øjne?”. Jeg gispede, da mindet om de to sorte øjne kom tilbage. De øjne, der kiggede så sultent på mig og som sikkert kunne springe på mig hvert øjeblik, det skulle være. Jeg krydsede mine arme, da jeg fik kuldegysninger ved tanken om de øjne. Jeg kiggede på Youngmin, men da jeg prøvede at få øjekontakt med ham, kiggede han væk.

”Så du kan ikke huske noget?”, spurgte Youngmin, men ignorerede fuldstændig det jeg sagde om de sorte øjne. Han skjuler altså noget.

”Youngmin, jeg vil gerne hjem nu”. Youngmin kiggede stadig ikke på mig, men jeg var ligeglad. Lige nu, vil jeg bare gerne hjem. Jeg kiggede mig omkring, men jeg kunne ikke se min sorte jakke.

”Hvor er min jakke?”. Han sukkede og pegede på mig. Jeg forstod det ikke, så han gik helt hen til mig og rev fast i mig. Det var først nu, at jeg opdagede, at jeg havde min jakke på. Hvordan kunne jeg have undgået, at bemærke det? Min jakke er sort, men jeg syntes, at der hvor Youngmin havde fat i jakken så mørkere ud end resten af jakken.

”Hva.. Hvad er det?”, spurgte jeg. Youngmin gav slip på min jakke og jeg fulgte ham med øjnene tilbage til bordet.

”Det er blod”, sagde han roligt, som om det ikke var noget særligt, men han ville ikke vende sig mod mig. Først troede jeg ikke på ham, men han lød så alvorlig, at jeg ikke kunne lade vær med at tage jakken af. Jakken havde fået en stor mørk plet og fordi, at jakken var sort kunne jeg ikke se om det var blod eller om Youngmin bare drillede mig. Jeg tog min hånd og satte den ved mit hår, som jeg altid gør, når jeg er stresset, bekymret eller bange. Mit hår føltes hårdt og tørt, som om man har sprøjtet det med alt for meget hårspray. Jeg undersøgte min hånd og det jeg så , fik mig til at skrige. Min hånd var dækket af blod. Lidt af det var stadig vådt, men det meste var tørt og var knækket over på min hånd. Min mund blev pludselig dækket af Youngmins hånd og han tyssede af mig.

”Shhh, de andre er ikke vågne endnu. Klokken er også kun 07:00”, hviskede han til mig. Ville han have, at jeg skulle tage det roligt, så hans venner ikke vågnede? Der er blod på min hånd, på min jakke og mit hår, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg skubbede hårdt Youngmins hånd væk fra mit ansigt. Faktisk slog jeg ham meget hårdere end jeg ville have gjort og han så helt overrasket ud.

”Vil du have, at jeg skal tage hensyn til at dine venner sover, når jeg bløder? Hvor er toilettet?”, sagde jeg med en meget hævet stemme, men jeg råbte ikke. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev mere og mere sur på Youngmin. Youngmin stod stadig og så helt rystet ud, men han fik fortalt mig, hvor toilettet var og jeg løb derud. Jeg ved godt, at det virker underligt at jeg vil ud til toilettet, men jeg skulle undersøge, hvor slemt det hele stod til. Jeg tændte for lyset og så mig selv i spejlet og jeg fik lyst til at skrige, men jeg følte mig så svimmel, at der ikke kunne komme noget ud af min mund. Min jakke havde gjort, at der ikke var kommet så meget blod ned på min blå skjorte, men der var stadig en stor mørkerød plet ved halsen. Mine bukser var i stykker og revet op flere forskellige steder på benene, hvor der også var lidt blod. Men mit ansigt var det, der skræmte mig mest. Jeg havde nogle små rifter ved min ene kind, mens den anden var dækket af blod, som kom fra håret. Mine ben forsvandt under mig og jeg faldt ned på mine knæ. Hvordan kunne jeg dog have overset det? Jeg opdagede det ikke engang, da jeg lå i Youngmins arme. Hele min krop rystede og jeg begyndte, at huske hvad der var sket aftenen før. Det kørte inde i hovedet på, som om det var en film jeg så og filmen blev ved med at starte forfra, når den var slut. Jeg huskede det hele. Parken, den sorte bil, den kolde asfalt og de sorte øjne. Jeg kunne ikke tro, at det virkelig var sket for mig, men det var sket. Tårerne skød frem og denne gang prøvede jeg ikke, at holde dem tilbage. Jeg lod dem strømme ned af mine kinder. Der blev lagt en hånd på min skulder og jeg vendte mig mod Youngmin. Han havde sat sig på knæ ved siden af mig og kiggede mig trist i øjnene. Det var fristende, at kaste mig i hans arme, som jeg plejede at gøre da jeg var lille. Når jeg var ked af det, var jeg altid velkommen i Youngmins arme.

”Hvordan kunne det ske?”, hviskede jeg med stemmen fuld af gråd, mens jeg stadig så ind i Youngmins øjne.

”Jeg ved det ikke”, hviskede han. Han kiggede ned på gulvet.

”Hvorfor har du ikke sendt mig på hospitalet? Hvordan kan det være, at jeg stadig er i live?”. Jeg tørrede mine kinder og rundt om øjnene, da jeg ikke ville græde længere, når jeg sad sammen med ham. Jeg havde så mange spørgsmål, men jeg ville især vide hvordan det kunne være, at jeg stadig var i live. Jeg husker, hvor meget smerte jeg var i, da jeg lå på asfalten, men lige nu har jeg det fint, som om det aldrig var sket.

”Der var ikke noget hospitalet kunne gøre, for at hjælpe dig, så jeg bragte dig herhjem”, sagde Youngmin. Han kiggede stadig ned på gulvet.

”Hvad mener du med, at hospitalet ikke ville kunne gøre noget for mig? Skulle du og dine venner, da kunne hjælpe mig mere end et hospital fyldt med udstyr?”, spurgte jeg frustreret. Jeg forstod ikke hvad han mente. Jeg havde bare lyst til at tage hjem og glemme at dette var sket.

”Du vil tro, at jeg er blevet sindssyg hvis jeg fortæller dig det, Mic-ha”.

”Vil du ikke godt bare vær sød, at fortælle mig det, Youngmin?”. Jeg kunne se, at det så ud til at være svært for ham, at fortælle mig det. Han stod og bed sig lidt i læben, som han plejede, at gøre, når han var nervøs.

”Lige meget hvad din grund end var, så lover jeg at jeg ikke vil tænke sådan om dig”, sagde jeg lige så stille og prøvede, at holde min stemme i ro, som gik overraskende godt. Jeg ville have svar fra ham, så det var derfor jeg snakkede roligt til ham. Han kiggede på mig og jeg sendte et lille smil til ham, for at virke mere overbevisende. Det var dog svært, at smile, når jeg er inde dækket i blod og faktisk bare har lyst til at skrige og råbe af ham. Han gav mig et lille nik, tog en dyb indånding og kiggede mig alvorligt i øjnene.

”Jeg bragte dig ikke på hospitalet, fordi jeg vidste, at der ikke var noget de ville kunne gøre for dig. Jeg bragte dig herhjem, da jeg vidste, at mine venner og jeg derimod ville kunne hjælpe dig. For ser du, Mic-ha. Jeg... jeg er.. jeg er.. Jeg er en vampyr!”.

 

~~Jeg undskylder ventetiden. Jeg har siddet lidt fast i dette kapitel og jeg ved godt, at det ikke er særlig interessant, men jeg lover at jeg vil prøve at gøre det bedre i det næste :-) I må meget gerne kommenter om hvad I synes om det jeg har lavet indtil videre. I må også meget gerne like den ;-) Knus herfra~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...