In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2758Visninger
AA

5. Kap 4.

 

Youngmins synspunkt:

 

Jeg bliver sindssyg, at bare sidde inde i det her hus. Jeg har siddet og lavet lektier lige siden jeg kom hjem fra skole og nu gider jeg ikke mere. Jeg trænger til en pause. Jeg går ud af mit værelse eller det værelse, som jeg deler sammen med Jeongmin og min tvillingebror Kwangmin. Kwangmin og jeg har boet hos drengene i nogle år nu, da vores forældre ikke kunne have os boende længere, selvom vi kun var 14. Vi forstår dem så også godt, men det er noget vi ikke snakker om. Jeg lader vær med at lukke døren, da jeg ved at de andre vil kunne høre det. Jeg lukker øjnene for at bedre kunne koncentrere mig om lydene i huset. Vandet løber ude på toilettet, så der er en der er ved at gå i bad. Fjernsynet køre nedenunder og jeg kan høre snakken. Jeg tror, at det er Minwoo, Kwangmin og Hyunseongs stemmer jeg kan høre. Der er også en der står ude i køkkenet, så alle drengene er beskæftiget. Jeg åbner øjnene igen og begynder at bevæge mig, så stille som jeg nu kan, gennem gangen og ud til entréen. Jeg får mine sko og min jakke på og skulle lige til at tage fat i dørhåndtaget, da jeg blev afbrudt af en stemme bag mig.

”Skal du nu ud igen i aften?”. Jeg vendte mig forskrækket rundt og så Donghyun. Han stod kun iført et håndklæde, som han havde viklet rundt om sit hofte, så det dækkede, ja, det det nu skal dække. At snige sig forbi mennesker er nemt nok, men at gøre det ved vores slags er det noget helt andet.

”Ja, det skal jeg. Jeg har brug for lidt frisk luft”, svarede jeg ham, da han stod og ventede utålmodigt på mit svar. Han kiggede skeptisk på mig, som om han ikke troede på, at jeg bare ville have lidt luft.

”Du har været ude meget her på det sidste. Er du sikker på, at du ikke lavet andet end bare tager lidt frisk luft”, spurgte han mig, mens han kiggede mig koldt i øjnene. Jeg ved godt, hvad han tror jeg laver. Han tror jeg gør ”det”.

”Han skal garanteret bare ud og have det lidt sjovt med Jessica, Donghyun”, lød der en stemme inde fra stuen, før jeg kunne nå, at svare ham. Stemmen tilhørte Minwoo og efter hans lille kommentar, kom der også latter inde fra stuen. Det var ikke, fordi at Donghyun eller jeg snakkede højt og man burde heller ikke kunne høre os, men nu er der jo heller ikke nogen af os drenge der er almindelige. Donghyun blev dog ved med, at kigge koldt på mig og tog sig vist ikke af Minwoos kommentar.

”Nej, jeg skal ej. Donghyun, jeg ved hvad det er du tror jeg laver, men det er det ikke. Jeg har ikke været ude siden jeg kom hjem fra skole, og lige nu trænger jeg virkelig til noget luft. Du burde vide bedre end at tro, at jeg ville gøre det”, sagde jeg til Donghyun, uden at tage blikket fra hans øjne en enkelt gang. Jeg vil nemlig ikke andet, end ud og løbe en tur, ligesom jeg har gjort de andre aftener.

”Hvad er det så du laver?”, spurgte Donghyun. Jeg sukkede, da jeg ellers lige syntes, at jeg havde fortalt ham, hvad jeg går og laver.

”Jeg vil bare ud og løbe en tur rundt om Seoul. Det kommer ikke til, at tage mere end højst 20 minutter”, svarede jeg Donghyun. Han så mig stadigvæk i øjnene, men han fik hurtigt et lille smil på læben og nikkede så til, at jeg kunne gå. Jeg smilede tilbage til ham, åbnede døren og begyndte, at løbe.

”Husk nu, at være forsigtig og at ingen må se dig, mens du bruger dine evner”, hørte jeg, Donghyun hviske. Godt nok var jeg kommet noget væk fra huset allerede, men med vores kræfter kan vi høre folk hviske på 2 kilometers afstand. Jeg havde bare lyst til at fortælle ham, at jeg godt er fuldt ud klar over det. Godt nok er han den ældste af os, men jeg ved altså godt at mennesker ikke må se mig løbe sådan her. De må jo ikke vide, at der findes vampyrer.

Jeg elsker at løbe. Vinden der suser gennem mit hår og følelsen af at intet kan stoppe mig. Jeg føler mig kun glad, når jeg løber og er sammen med Mic-ha. Mic-ha kan jeg desværre ikke være sammen med længere. Hun tror, at jeg hader hende, hvilket også er meningen, men i virkeligheden, så hader jeg hende slet ikke. Ikke det mindste, men jeg kan ikke forklare hende, hvorfor jeg droppede hende. Jeg ved godt, at hun er ulykkelig og jeg har også lyst til at beskytte hende overfor sådan nogle som Jessica, men jeg kan ikke. Der skete noget for 4 år siden, som gjorde, at jeg blev nødt til at droppe hende, lige meget hvor ulykkelig det end gjorde mig og hende. I det mindste har hun sine forældre og lille Hana.

Jeg var næsten nået hele vejen rundt om byen, da en duft stoppede mig. Det var en duft, som jeg ikke havde duftet i meget lang tid. Jeg kunne mærke, hvordan min krop spændte sig, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så har mine øjne sikkert også skiftet farve. Jeg gik automatisk mod den fantastiske duft. Duften af frisk og varmt blod.

Ikke så langt væk, så jeg en person ligge på vejen. Personen lå næsten livløs på asfalten. Jeg kunne mærk at personens puls var meget svag. Vampyrer kan mærke menneskers puls uden berøring. Hvis der ikke snart kommer hjælp vil personen ikke overleve. Jeg kiggede mig omkring, men der var ikke et øje. Jeg stod ved siden af personen og havde svært ved, at se hvem det var, da personen var næsten helt dækket af blod. Dækket af dejligt, lækkert blod. Tag dig sammen, Youngmin. Du må ikke gøre det. Det var jo det Donghyun troede du lavede. At du var ude og drikke blod fra mennesker. Jeg tog en dyb indånding for, at komme til mig selv.

Jeg så, at personen kiggede på mig og jeg gik ned på knæ, da jeg syntes, at der var noget bekendt ved de øjne. Personen lukkede øjnene og besvimede.

Jeg flyttede noget af personens hår fra ansigtet og gispede forskrækket, da jeg så hvem det var, der lå foran mig og er døden nær. Det var Mic-ha.

 

”Youngmin! Hvad er der sket? Hvad har du gjort?”, råbte Jeongmin med det samme, han så mig med Mic-ha i mine arme. Jeg gik bare hurtigt forbi ham og direkte ind i stuen, hvor de andre drenge sad og så forvirret på mig.

”Flyt jer!”, råbte jeg til dem, der sad på sofaen. De rejste sig og jeg lagde forsigtigt Mic-ha ned på sofaen. Hun var stadig besvimet og hendes puls blev svagere og svagere.

”Youngmin, hvad..? Så havde vi vist alligevel ret med hvad du lavede”, sagde Minwoo chokeret. Jeg havde ikke tid til at svare ham. Jeg undersøgte om Mic-ha skulle bløde kraftigt andre steder end hovedet.

”Vent lige lidt. Er det ikke Mic-ha?”, spurgte Kwangmin overrasket, efter han havde stillet sig ved siden af mig og bedre kunne se hende.

”Hvem er Mic-ha?”, spurgte Hyunseong.

”Hun var Youngmins og min barndomsveninde. Faktisk var hun Youngmins bedste veninde. Youngmin, du har ikke gjort det her mod hende? Har du?”, spurgte Kwangmin mig bekymret, men jeg havde stadig ikke tid til at svare. Mic-ha bløder ikke alvorligt andre steder end hovedet, men jeg skal gøre noget hurtigt, for at redde hende.

”Youngmin, så svar os dog”, sagde Donghyun, som kom hen og skubbede mig væk fra Mic-ha.

”Så hold dog op! Ligner det, at hun er blevet angrebet af en vampyr? Jeg fandt hende sådan og må hjælpe hende”, råbte jeg af dem. Jeg var vred og irriteret over, at de troede sådan noget om mig og jeg var bekymret for Mic-ha, så jeg havde ikke tid til at stå og forklar dem alting nu. Kunne de ikke forstå det?

Drengene stod og var stille et øjeblik. Deres blikke gik fra Mic-ha, til mig og tilbage igen. Donghyun gik over og lagde en hånd på Mic-has arm. Det var først nu jeg bemærkede, hvor bange jeg var. Bange for at Mic-ha ville dø. Jeg vil aldrig kunne få chancen for at fortælle hende sandheden om hvad der skete, eller prøve, at blive venner med hende igen. Jeg ville aldrig kunne se hende igen eller høre hendes søde latter. Jeg mærkede tårerne, der begyndte at trille ned af mine kinder. Kwangmin lagde mærke til det og kom hen til mig og lagde en arm om min skulder, mens vi ventede på svar fra Donghyun. Da Donghyun er den ældste er han stærkere end os og han har udviklet lidt flere evner end vi har. En af de evner er, at kunne bedømme hvor lang tid et menneske ca. har tilbage at leve i, ved berøring, hvis mennesket er kommet alvorligt til skade. Jeg synes, at det er en lidt uhyggelig evne.

Donghyun slap Mic-ha og vendte sig om mod mig. Han kiggede på mig med øjne fuld af medlidenhed og jeg vidste, at han ikke behøvede at sige noget. Mic-ha ville dø.

”Kan.. kan vi.. kan vi ikke gøre noget, for at redde hende?”, spurgte jeg. Min stemme knækkede flere gange og den var fuld af sorg og alle var ikke længere i tvivl efter om jeg græd. Jeg prøvede dog heller ikke, at skjule det.

”Du ved, at der er en måde, Youngmin. Men det er dig, der skal tage den beslutning”, svarede Donghyun mig. Han gik over til de andre drenge, så jeg kunne komme over til Mic-ha igen. Jeg satte mig på knæ ved siden af sofaen og kiggede på Mic-ha. Hendes ansigt så så fredfyldt ud og det lignede at hun sov. Skal jeg gøre det? Skal jeg forvandle hende til sådan en som mig? En vampyr? Det er enten det eller også så dør hun.

”Tænk dig godt om, Youngmin. Vil du have hun bliver til en vampyr som os?”, spurgte Kwangmin. Jeg kiggede på ham og så, at han også stod og græd. Det lagde jeg slet ikke mærke til før.

”Det er enten det eller også så dør hun, Kwangmin. Hvad ville du gøre, hvis det var dig?”, spurgte jeg. Han svarede ikke, men kiggede bare ned på gulvet, mens han fortsatte med at græde.

”Jeg har besluttet mig. Jeg forvandler hende og jeg skal nok tage ansvaret for hende. Denne gang vil jeg ikke bryde mit løfte til dig”, hviskede jeg næsten uforståeligt, da min stemme begyndte, at knække voldsommere end før. Jeg kyssede hende på panden og skulle lige til, at gøre mig klar til at bide hende på halsen, da Donghyun afbrød mig.

”Selvom, du vil forvandle hende, så husk, at hun er meget svag. Det er ikke sikkert, at hun vil overleve forvandlingen”. Jeg nikkede forstående, men var fast besluttet på, at jeg ville fortsætte.

Mine hugtænder kom frem og jeg bed hende i halsen. Der kom et lille knæklyd, da mine hugtænder bed sig gennem hendes hud. Jeg så det røde blod løbe ligeså stille ned af hendes hals. Jeg begyndte, at suge det. Det var fantastisk. Alt det blod jeg har smagt før, var intet i forhold til hendes. Det smagte sødt, ligesom hende. Det var næsten som om, at jeg kunne smage skønheden i blodet. Blodet var så varmt og frisk. Jeg begyndte, at suge hårdere, så jeg kunne få mere af hendes blod og jeg sørgede for ikke, at komme til at spilde en dråbe.

”Youngmin, det er nok nu”, hørte jeg Donghyun sige, men jeg hørte ikke rigtig efter. Det var som om, at han var langt væk. Jeg skulle have mere af dette vidunderlige blod. Jeg kunne ikke stoppe, selvom jeg vidste inderst inde, at jeg skulle. Jeg blev bare ved med at suge.

”Youngmin, stop. Du dræber hende”, sagde Donghyun med en hård stemme. Jeg prøvede, at kæmpe imod, men det var svært. Blodet var så lækkert og min mund ville bare ikke stoppe med at suge.

Der kom et svagt gispende lyd fra Mic-ha og det var først der, at jeg kunne give slip. Jeg rykkede mig lidt væk fra hende, mens jeg hev efter vejret. Jeg kiggede på drengene, som kiggede forskrækket på mig. Donghyun kom til sig selv og gik over, for at skubbe mig tilbage til Mic-ha.

”Nu er det hendes tur. Hun skal have noget af dit blod, før forvandlingen vil blive fuldendt”, sagde han, mens han tog fat i mit håndled. Han skar mit håndled op med et eller andet, som jeg ikke så, hvad var, da jeg ikke kunne fjerne mine øjne fra Mic-ha. Hun så endnu mere bleg ud end før, og jeg kunne næsten ikke mærke hendes puls længere. Det var min skyld. Jeg havde drukket for meget af hendes blod. Hvis hun ikke overlever forvandlingen nu, er det min skyld. Jeg vil have slået hende ihjel.

”Youngmin, høre du efter?”, sagde Minwoo, som rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede forvirret og bange på ham.

”Donghyun sagde, at du skal give hende dit blod nu”, sagde Minwoo. Det var slet ikke gået op for mig, at Donghyun havde givet slip på mig. Jeg kiggede på mit håndled, da jeg mærkede noget glide ned af hånden. Det var mit blod.

Jeg åbnede forsigtigt Mic-has mund, så hun ville kunne være i stand til at drikke mit blod. Jeg lagde mit blødende håndled lidt over hendes mund og ventede. Blodet dryppede fra mit håndled og ned i hendes mund. Jeg kan ikke få hende til at drikke blodet, så jeg kan kun håbe, at hun kan gøre det selv.

Mic-ha tog pludselig fat om mit håndled med begge sine hænder, og skubbede den helt ned til sin mund, hvor hun begyndte at suge blodet ud af mig. Hun havde stadig lukkede øjne og det var som om hun ikke var til stede, mens hun drak mit blod. Jeg blev lidt bange og prøvede, at tage min arm til mig igen, men Donghyun stoppede mig, da han lagde sin hånd på min skulder og bare kiggede roligt på mig. Det må åbenbart være en del af forvandlingen. Jeg stoppede med, at kæmpe imod og lod hende suge. Efter noget tid stoppede Mic-ha med at drikke. Hun gav slip på min arm og lagde sine arme ned igen, nøjagtig ligesom før. Hun begyndte, at hive mere efter vejret og hun begyndte, at ligge uroligt.

”Hvad sker der, Donghyun?”, spurgte jeg lidt panisk, da jeg ikke aner hvad der foregår. Er hun ved at blive forvandlet, eller er hun ved at dø i smerte, eller?

”Bare rolig, Youngmin. Hun forvandles. Hun får dog brug for dit blod 2 gange mere”, sagde Donghyun. Jeg kiggede spørgende på ham. Skal hun have mit blod 2 gange mere? Jeg synes ellers, at 1 gang var nok, da jeg begyndte at få det ubehageligt til sidst.

”Vampyren, som forvandler mennesket, skal kun bruge menneskets blod 1 gang, for så kan menneskets krop acceptere vampyr blodet, men mennesket skal bruge vampyrens blod 3 gange. Vampyrens blod går ind og dræber menneskets røde blodlegemer og forvandler dem til vampyr gener, men processen er langsom, og nogle af vampyrens gener dør meget hurtigt før det har lykkedes dem, at dræbe nogle blodlegemer. Derfor skal mennesket have vampyrens blod 3 gange, så alle menneskets blodlegemer dør. Nu har Mic-ha fået blod 1 gang, så om 12 timer skal hun have dit blod igen og det er vigtigt, at hun får det inden for den tid ellers får det konsekvenser”, forklarede han. Da han nævnte konsekvenser, sagde han det dæmpet og han kiggede ned på gulvet.

”Hvilke slags konsekvenser?”, spurgte Jeongmin forsigtigt. Donghyun er den eneste der ved, hvordan man forvandler et menneske til vampyr. Vi andre har ingen idé om det og vi har aldrig oplevet det før. Altså før nu.

”Hvis mennesket ikke får blodet, så.. så dør mennesket, men det dør ikke rigtig. Det er lidt svært, at forklare, men her er min forklaring. Mennesket dør naturligt, hvis det ikke får vampyrens blod igen, men menneskets krop vender tilbage. I skal lidt tænke på de der zombie film, der er så populære her på det sidste. Mic-ha vil blive forvandlet til en zombie, der bare går rundt og rådner, hvis hun ikke får Youngmins blod igen”, forklarede han, men han blev ved med at holde sit blik ned mod gulvet. Jeg syntes næsten, at jeg kunne se noget sorg i hans øjne, men jeg valgte ikke at nævne det, da Donghyun ikke er vild med at fortælle om sig selv.

”Har I nogensinde spekuleret over, hvorfor vampyrer har brug for menneske blod?”, spurgte han pludselig. Vi andre kiggede forvirret på ham, men jeg tror nok, at ingen af os nogensinde har spekuleret over det. Det har altid virket så naturligt for os. Han smilede lidt, da han så vores forvirrede ansigter.

”Vampyrer har brug for menneske blod, fordi det kan noget, som vampyr blod ikke kan. I ved sikkert fra jeres biologi timer, hvis I altså har hørt efter, at menneskeblod transportere ilt ud til hele kroppen. Det er det vampyr blod ikke kan og det er derfor, at vi har brug for menneskeblod, så vi kan have ilt i kroppen og derved overleve. Så Youngmin, når du har givet Mic-ha dit blod for 3 gang, så skal du gå ud og hente nogle blodposer i blodkammeret, så Mic-ha kan få det med det samme, hun er forvandlet fuldendt”, sagde Donghyun, mens han kiggede på mig. Jeg nikkede forstående. Det virkede ikke forvirrende, når Donghyun sagde det.

”Betyder det ikke, at vi bliver nødt til at beholde hende her i et par dage, så vi kan holde øje med hende”, spurgte Kwangmin. Donghyun nikkede bare bekræftende til ham. Det betyder, at jeg bliver nødt til at snakke med hendes forældre. Jeg må hellere finde på en forklaring, men hvilken?

Mic-ha gav et lille skrig fra sig og jeg vendte mig med det samme mod hende. Hun vred sig mere end hun gjorde før og det var tydeligt at se, at hun var i smerte. Donghyun sagde godt nok, at det er en del af forvandlingen, men jeg kan ikke undgå, at blive mere og mere bange for, at hun pludselig stopper med at bevæge sig og trække vejret. At hun vil dø. Måske var det alligevel ikke en god idé, at forvandle hende? Nej Youngmin, det må du ikke tænke! Det var det eneste du kunne gøre, for at beskytte hende. Jeg aede hende på håret og lagde mærke til, at hendes sår ikke blødte så kraftigt længere.

”Hvad skal vi egentlig gøre ved hendes sår?”, spurgte jeg uden at vende blikket fra Mic-ha. Hun lignede en engel, som hun lå der, også selvom hun lå i smerte.

”Hvis det hele ordner sig, som det skal, så heler hendes sår snart, men hvis det ikke går, så..”. Donghyun stoppede sætningen, da han godt ved, at jeg forstår ham. Hvis det ikke går, så dør hun.

”Så vi behøver ikke, at forbinde hende eller noget?” spurgte jeg, stadig uden, at kigge væk fra hende. Hun gav et lille spjæt fra sig og jeg fjernede hurtigt min hånd fra hende, da jeg var bange for om det var min skyld, hun gjorde det. Måske jeg ikke skal røre hende, før det er sikkert.

”Nej, det behøver vi ikke. Vi kan ikke gøre andet nu, end at vente”, svarede Donghyun.

”Hvis vi ikke kan gøre andet, så vil jeg altså ligge mig til at sove, drenge. Det har været en lang og udmattende dag”, sagde Minwoo, undskyldende. Han gik ovenpå og lidt efter fulgte flere af drengene med, indtil det kun var Donghyun og mig der var tilbage.

”Hør her, Youngmin”, begyndte Donghyun. Han fortsatte først, da han var sikker på, at jeg ville rette min opmærksomhed mod ham, hvilket jeg gjorde. Jeg vendte mit blik mod ham og han kiggede på mig med venlige og forstående øjne. Det er sjældent, at man ser de øjne.

”Hvis hun ikke klare den, så vil jeg have dig til at forstå, at det ikke er din skyld. Hun var meget svag og hun havde mistet meget blod, også inden du drak. Det vil aldrig kunne være din skyld, hvis hun går bort. Du bestemte jo ikke hvad der skete med hende. Det er personen, der gjorde dette mod hende skyld. Ikke din! Forstår du?”.

Jeg nikkede forstående til ham, selvom jeg indeni, stadig ikke var overbevist. Jeg drak jo for meget af hendes blod, ikke? Så må det jo blive min skyld, hvis hun dør.

Kwangmin kom ned af trappen og ind i stuen. I favnen havde han min pude og min dyne, som han rakte til mig. Jeg rejste mig op og tog mine ting og lagde dem over i stolen. Godt, at Kwangmin kender mig godt nok til at vide, at jeg ikke ville kunne gå fra Mic-ha, når hun har det sådan her. Kwangmin er jo også min tvilling, så han ved vel hvordan jeg har det.

”Jeg vil gå i seng nu, Youngmin, men du kommer bare op, hvis der pludselig sker noget, okay?”, sagde Donghyun. Jeg nikkede til ham og han smilede venligt til mig, som godnat. Kwangmin fulgte efter ham, men vendte sig hurtigt rundt inden han forlod lokalet og vinkede kort til mig. Jeg nåede lige, at vinke igen inden han forsvandt helt ud af lokalet.

Jeg stillede vores to lænestole sammen, så det blev til en lille ”seng”, ved siden af sofaen, så jeg kunne holde øje med Mic-ha. Jeg tjekkede lige til hende endnu engang, inden jeg lagde mig ned i stolene. Jeg kunne tydeligt se de to bidemærker, som jeg havde lavet på hende. Smagen af hendes vidunderlige blod kom tilbage. Jeg kunne mærke tørsten komme snigende tilbage, men jeg nægtede, at drikke af hende. Jeg ville ikke kunne styre mig og så vil hun dø. Jeg lagde mig bare hurtigt ned ved stolene og prøvede, at tænke på noget andet. Jeg holdte øje med hende i lidt tid, men hun lavede nøjagtig det samme som før. Der gik dog ikke særlig lang tid, før jeg faldt i søvn. Det sidste jeg så inden søvnen tog over mig, var Mic-has engleansigt.

 

~~ Ja, det er kapitel blev noget langt, men jeg er ret stolt af det, må jeg indrømme :-D Håber I kan lide det :-) Jeg arbejder, så hurigtigt jeg kan, men der skal jo også laves lektier og den slags :-) ~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...