In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2757Visninger
AA

14. Kap 13.

Mic-has synsvinkel:

 

Hvad er der i vejen med de drenge? Hvad er der i vejen med Youngmin? Hvorfor er han så kold og afvisende overfor mig? Jeg troede ellers virkelig, at han kunne lide mig, men jeg er jo bare hans ansvar, ikke? Jeg betyder jo intet for ham! Jeg burde have vist det. Pludselig var han så sød mod mig, men nu er han bare en idiot, som han plejer at være!

Jeg aner ikke, hvor lang tid jeg løb eller hvor jeg var, da jeg endelige stoppede. Jeg ved bare, at jeg var løbet et sted hen med ikke så mange huse og et par gyder. Der var helt øde, men det ligner heller ikke et kvarter, hvor der vil ske så meget efter klokken 21:00. Husene var gamle og malingen var ved at skralle af ved de fleste huse og fortovet var ujævnt og i stykker.

Jeg satte mig på en bænk og prøvede, at slappe af. Hele min krop rystede og jeg følte mig sulten. Jeg har heller ikke fået noget at spise, siden i går aftes, da jeg sad sammen med far og mor. Denne her sult føles dog anderledes. Jeg føler ikke, at jeg er sulten efter mad. Det føles, som om jeg er tørstig efter noget. Efter noget varmt og frisk og vidunderligt. Jeg tørster efter blod!

Vil det være sådan her fremover? Vil jeg gå og tørste efter blod hver dag? Måske det var en dårlig idé, at blive til en vampyr, men jeg havde jo ikke noget valg. Det var enten vampyr eller døden. Det minder mig om, at jeg skal have noget mere blod fra Youngmin. Der er gået 12 timer og Donghyun sagde jo, at hvis jeg ikke fik blod, så ville jeg begynde, at få sår igen fra ulykken og så vil jeg dø. Jeg har bare ikke lyst til, at snakke med Youngmin eller de andre lige nu! Jeg vil bare gerne være alene, men jeg skal jo af sted.

Jeg rejste mig og gik stille af sted hjem igen. Jeg kunne sagtens løbe, men det havde jeg ikke lyst til. Gad vide om jeg overhovedet kan finde hjem herfra.

”Undskyld mig? Kan du ikke hjælpe mig med et lille problem jeg har?”, lød en fremmed mandestemme. Jeg vendte mig om og så en mand, der lignede en hjemløs. Hans havde en beskidt frakke på. Han havde langt hår og han havde et mørkt, tykt skæg.

”Hvad skal du have hjælp til?”, spurgte jeg venligt, mens jeg sendte ham et falsk smil. Er ikke lige i humøret til at hjælpe, men jeg kan heller ikke bare gå. Jeg er alt for venlig.

”Min hund er kommet til skade og kan ikke bevæge sig. Vil du ikke hjælpe mig med at bringe den over til dyrelægen ikke så langt herfra”, spurgte manden panikslagent.

”Jo selvfølgelig, vil jeg hjælpe. Hvor er hunden henne?”, spurgte jeg beroligende.

”Den er henne ved denne her gyde. Kom”, sagde manden. Han gik over til en gyde og vinkede med hånden for at jeg skulle komme med. Jeg fulgte efter manden og gik ind i mørk gyde. Der var skraldespande, men det flød også med affald. Manden gik om bag den bagerste skraldespand og bukkede sig ned, men jeg kunne ikke se hunden for skraldespanden.

”Så så, nu kommer der en og hjælper os”, trøstede manden.

Jeg gik over til ham, så jeg kunne hjælpe ham, men da jeg kom bag skraldespanden, var der ingen hund. Der var en gammel slidt sovepose og noget skrald fra McDonalds. Over soveposen havde manden på en eller anden måde klistret pap fra skraldespanden og til muren. Sikkert for ikke, at blive våd, hvis det regner. Det var dog ikke det der chokerede mig mest. Manden stod nemlig og tog frakken af. Han var fuldstændig nøgen, da han havde fået jakken af. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke løb, for det var jo tydeligt, hvad der ville ske, men jeg stod som forstenet. Jeg rystede mere end før, men nu var jeg jo også bange.

Manden slog mig i ansigtet, så jeg røg ned på jorden. Han var meget stærkere end hvad han så ud til. Slaget lammede min krop, så jeg kunne ikke røre mig eller forhindre det der skete i nogle minutter og selv da lammelsen forsvandt kunne jeg stadig ikke gøre noget, for manden havde trukket mine arme over mit hoved og holdte dem med en hånd.

”Du skal hjælpe mig med mit lille problem”, hviskede manden, men jeg kunne sagtens høre ham. Jeg vidste udmærket, hvad han mente. Han begyndte, at tage mine shorts af mig. Tårerne løb ned af mine kinder og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg prøvede, at råbe om hjælp, men når jeg åbnede munden kom der ikke en lyd ud af den.

Han begyndte, at røre ved mig. Han havde flyttet min top helt op til min hals, så han kunne røre ved mine bryster. Jeg havde ikke nogen BH på, da den også var i stykker efter ulykken og jeg havde ikke fået taget en af dem på, som Youngmin havde hentet til mig.

Youngmin dukkede frem i mit hoved. Hans venlige øjne og det dejlige smil han sendte mig forleden. Jeg var så lykkelig lige der. Det mindede mig om dengang vi var børn. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage til dengang. Der havde jeg ingen bekymringer. Mor og far elskede hinanden overalt på jorden, og Youngmin og jeg var de bedste venner. Hvad skete der? Hvad har jeg gjort, siden jeg fortjener det her? Hvad har jeg gjort siden jeg skal høre på mine forældre konstante skænderi, Youngmin der hader mig, en bilulykke og nu voldtægt? Hvad har jeg gjort galt!?

Manden havde fået taget mine shorts af mig og lagde sig nu over mig, så han kunne gøre det han nu ville gøre. Tårerne strømmede stadig ned af kinderne på mig og jeg begyndte, at hulke.

”Hold kæft! Det bliver kun være for dig selv, hvis du gør modstand”, hvæsede manden, mens han kiggede mig dybt i øjnene. Han lagde sit hoved ved siden af mit og prøvede, at trænge ind i mig, men jeg pressede mig sammen, så det ville være besværligt for ham.

”Stop så!”, råbte manden og gav mig en lussing, som ramte min kind, men også halvdelen af min næse. Jeg mærkede noget varmt løbe ned af mit ansigt. Jeg havde vist fået næseblod. Jeg frygtede det værste, hvis jeg gjorde mere modstand, så jeg stoppede med at presse mig sammen og han fortsatte mig at prøve, at trænge ind i mig, men han havde problemer med det.

En duft ramte min næse. Jeg duftede noget velkendt og jeg vidste med det samme hvad det var. Det var blod. Jeg kunne dufte mandens blod gennem hans hud. Jeg mærkede noget der stak min tunge indeni min mund. Det var mine hugtænder! Jeg var ikke fuldt ud vampyr endnu, men jeg får åbenbart hugtænder tidligt. Jeg ville så gerne bide manden, så jeg kunne stoppe den sult, der borede i mig, men jeg ville heller ikke gøre manden ondt, selvom han fortjener det.

Jeg kunne ikke styre mig selv til sidst. Jeg nærmede mig hans hals og duften af blod blev tydeligere og tydeligere. Da han trængte ind i mig, bed jeg ham i halsen. Der lød en knæk lyd, da jeg bed gennem hans hud.

”Hvad fanden?”, råbte manden, men jeg tog mig ikke af det. Jeg drak bare videre af hans blod, selvom jeg ikke ville.

 

~~Det går ikke så godt for hende for tiden, hva? :-( Jeg skal nok skrive videre :-)~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...