In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2755Visninger
AA

13. Kap 12.

Kwangmins synsvinkel:

 

”Lad mig nu bare være alene, okay? Jeg har ikke lyst til at være sammen med nogen lige nu”, hvæsede Mic-ha med hovedet ned i puden, da jeg for femte gang kom ind på Donghyun og de andres værelse. Jeg gav Mic-ha det værelse til at være alene i, for hun var virkelig ked af Youngmins opførsel, og jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Jeg troede, at de begge bare skulle have lidt tid til at falde ned igen, men de har været på hver deres værelsre i flere timer nu. Jeg gik nedenunder igen til de andre drenge, som var kommet hjem fra skole.

”De nægter stadig, at komme ned?”, spurgte Jeongmin for at bryde den stilhed, som var kommet, da jeg var kommet ind i stuen. Jeg nikkede opgivende på hovedet.

”Helt ærligt, hvad skete der lige for Youngmin? Hvordan kunne han finde på, at sige sådan noget til Mic-ha?”, hvæsede Donghyun irriteret.

”Jeg ved det ikke. Jeg tror, at han misforstod hvad der skete mellem Mic-ha og mig før”, sagde jeg, selvom at jeg tror, at det skyldes noget andet, men jeg er ikke sikker.

”Hvorfor fortæller du ham det ikke så?”, spurgte Hyunseong.

”Det prøvede jeg, men han ville ikke lytte og sagde, at jeg skulle lade ham være i fred”, forklarede jeg, mens jeg kiggede opgivende Hyunseong i øjnene, som så ligeså opgivende ud, som mig. Han havde også prøvet, at være oppe og snakke med Youngmin, men det hjalp ikke.

”Det er et problem”, sagde Donghyun stille. Vi vendte os alle sammen mod ham. Han stod og bed sig i underlæben og så tænksom ud. Han har det for vane, at bide sig i læberne, når han tænker.

”Hvad mener du, Donghyun?”, spurgte jeg. Min stemme rystede og det gik op for mig, at hele min krop faktisk rystede lidt.

”Blod er blod, men det kan blive vanskeligt, at få Mic-ha og Youngmin til at samarbejde, når de er sure på hinanden. De skal helst samarbejde for ellers vil Mic-ha ikke drikke blodet og så vil hun jo.. Ja, I ved...”, forklarede Donghyun og vi andre nikkede. Det løb mig koldt ned af ryggen ved tanken om, at Mic-ha skulle dø, når vi nu er så tætte på målet. Jeg må få dem til at samarbejde!

”Hvad skal vi gøre?”, kom det fortvivlet fra Jeongmin.

”Gøre hvad?”. Vi vente os alle om efter den velkendte, men vrede stemme fra Youngmin. Han stod ved døren til stuen og da han så vores ansigter, smilede han et smørret og flabet smil.

”Hehe, jeg fik jer endelig. Endelig kunne jeg snige mig ned, uden I hørte mig”, sagde han ligeså flabet, som hans smil var. Ingen af os andre sagde noget. Vi kiggede bare skuffende på ham, især mig.

”Hvad?”, spurgte han, mens han trådte længere ind i stuen til os andre.

”Hvad laver du hernede? Burde du ikke være oppe og sige undskyld til Mic-ha?”, spurgte Donghyun, som kiggede irriteret på Youngmin.

”Hvorfor skulle jeg det? Det kan Kwangmin da gøre, når de nu er så tætte på hinanden. Jeg skal bare have noget blod, da jeg har drukket det der var på værelset”, sagde Youngmin flabet, mens han gik ud i køkkenet og åbnede døren til blodkammeret.

”Hold nu op, Youngmin. Jeg har prøvet, at forklare dig, at det hele var en stor misforståelse. Der foregår intet mellem Mic-ha og mig”, sagde jeg irriteret. Der kom ikke en lyd fra ham, men vi kunne godt høre, at han rodede lidt med noget inde i kammeret. Hvor er han irriterende!

”Youngmin, lad nu vær med at være sådan og gå op til..”, jeg nåede ikke, at sige mere før jeg blev slynget gennem lokalet af en voldsom kraft. Jeg ramte hårdt væggen og faldt ligeså hårdt til gulvet.

Jeg kiggede op og så Youngmin stå der, hvor jeg lige stod før, med 2 blodposer i den ene hånd og den anden hånd stod fremme efter, at have skubbet mig. Jeg havde slet ikke hørt ham løbe og efter drengenes ansigtsudtryk, havde de vist heller ikke hørt ham. Han kiggede ondskabsfuldt på mig.

”Jeg vil ikke op til hende. Jeg er ligeglad med hende nu. Hun kan da bare skride af helvedes til, hvis det er det hun vil. Jeg vil ikke have noget med hende, at gøre!”, hvæsede Youngmin. Han vendte sig om og gik tilbage mod køkkenet. Hans kommentar gjorde mig vred, så jeg sprang på ham, så han faldt og havde ansigtet mod gulvet. Han prøvede, at vride sig fri, men jeg brugte alle mine kræfter på, at holde ham.

”Nej, forstyrre ikke. Det er noget de selv må finde ud af. Det er deres kamp”, råbte Donghyun til de andre drenge, som var løbet over til os. De rørte os ikke og gik ud af køkkenet igen.

”Kwangmin, slip mig!”, råbte Youngmin, mens han stadig prøvede, at komme fri.

”Ikke før du har hørt på mig!”.

”Hvorfor skulle jeg dog høre på dig? Hvis du vil snakke med nogen kan du sku snakke med Mic-ha”, råbte Youngmin højere end før.

Jeg kunne ikke længere holde fast i Youngmin, så det lykkedes ham, at vende os om, så det nu var mig, der lå på gulvet med ansigtet mod ham. Jeg prøvede, at rive mig fri, men Youngmin er stærkere, end jeg troede han var. Hans ansigt lyste af vrede, skuffelse og bedrøvelse. Han foldede sin hånd sammen til en knytnæve, og slog mig nogle gange med den, på min kind. Jeg fik fat i hans trøje med min frie hånd, og fik skuffet ham væk, så han landede på røven foran mig, men sådan sad han ikke længe, for jeg hoppede på ham igen og denne gang var det min tur til at give ham nogle knytnæver. Jeg var blevet rasende! At han behandler Mic-ha på den måde, når der ikke var nogen grund til det. Jeg ved, at han holder af Mic-ha og jeg ved, at det er lidt mere end som en ven og han ved, at jeg også holder af Mic-ha, men kun som en ven, så hvordan kan han tro, at der skulle foregå noget mellem os? Hvorfor er han pludselig sådan en nar!?

”Så hør du på mig! Der foregik intet mellem Mic-ha og mig før! Efter du sagde de sårende ord til Mic-ha, har hun ikke lavede andet end, at være oppe på drengenes værelse og græde. Du burde vide, at der aldrig ville foregå noget mellem Mic-ha og mig, Youngmin! Hvordan kunne du være så dum, at sige sådan noget til hende? Har du helt glemt, at hun vil dø uden dig? Hvis du ikke går op og prøver, at gøre det hele godt igen, så sværger jeg, at du får mere end et par knytnæver!”, råbte jeg ham, mens jeg var så tæt på hans ansigt, at vi kun var et par cm fra hinanden. Han kiggede på mig med overraskede øjne.

”Truer du mig, Kwangmin?”, spurgte han chokeret, men der var også hån i hans stemme, hvilket gjorde mig endnu mere vred, for han tror ikke, at jeg tør. Jeg gav en knytnæve i ansigtet igen.

”Ja, det gør jeg, Youngmin! Tag dig sammen og lad vær med at opføre dig som et barn og gå så op og sig undskyld til hende!”. Jeg var så vred, at jeg næsten skreg det til ham. Han vendte blikket væk fra mig i et lille stykke tid, men kiggede så på mig og nikkede til, at han ville gøre det.

Jeg rejste mig op og hjalp ham med at komme op at stå. Vi gik ind i stuen igen, hvor de andre drenge sad ved sofaen og kiggede nysgerrigt på os. Jeg sendte dem et beroligende smil og de sendte et smil tilbage, men det falmede, da jeg fløj ned i gulvet og havde smerte i hele ryggen. Jeg vendte mig og så på Youngmin, som smilede håndligt til mig. Han havde slået mig med en knytnæve lige i midten af ryggen. Jeg rejste mig op igen, men min ryg gjorde meget ondt, så det var svært, at bevæge sig.

”Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre!”, hvæsede han. Jeg ville flyve på ham, men min ryg gjorde det umuligt. Han havde virkelig ramt et godt sted. Jeg gav dog et forsøg alligevel og hoppede på ham, men han væltede mig hurtigt ned på gulvet igen.

”Giv nu op, Kwangmin”, hviskede han i mit øre, efter han havde sat sig på hug.

”Du blev ikke sur, fordi du misforstod noget mellem Mic-ha og mig, vel? Du blev sur, fordi du mærkede, hvordan du forandrer dig, når du er i hendes nærvær. Det skræmte dig, for du vil ikke sætte hende i fare, ved at være venner med hende igen, vil du vel? Der var jo en grund til, at vi holdte op med at snakke med hende og det var for, at beskytte hende, og nu er du bange for at vi bringer hende i fare igen. Er det ikke sådan det er, Youngmin?”, spurgte jeg stille. Jeg vidste, at jeg havde ret, for der kom tårer frem i hans øjne. Jeg kiggede på drengene, som stod rundt om os og lignede nogle kæmpe spørgsmålstegn, undtagen Donghyun. Donghyun kiggede bare ned på gulvet og ville ikke kigge på os. Jeg var ligeglad med, at drengene havde hørt det, for det var sandheden. Vi stoppede med at snakke med Mic-ha, for hendes egen sikkerhedsskyld. Det var ikke fordi vi ikke kunne lide hende mere.

Youngmin begyndte, at slå mig i ansigtet igen og denne gang lod jeg ham gøre det uden modstand. Han har haft svært ved at kontrollere sine følelser siden mor døde, så mange gange har han brug for at afreagere og det er det jeg lader ham gøre. Tårerne strømmede ned af kinderne på ham og nogle af dem landede på mine kinder. Nu kiggede alle de andre drenge og ned i gulvet, men vi stoppede alle sammen med de vi nu lavede, da en hysterisk og skræmt stemme råbte af os.

”Hvad er det dog I har gang i?” råbte Mic-ha.

Youngmin rejste sig op fra mig og hjalp mig hurtigt med at komme op at stå. Han kiggede hverken på mig eller nogen af de andre og han kiggede specielt ikke på Mic-ha. Faktisk vendte han hende ryggen, så hun ikke kunne se hans grædefærdige ansigt.

”Der sker ikke noget, Mic-ha”, sagde Donghyun stille og sendte hende et falskt smil, men det var jo tydeligt, at vi løj.

”Sker ikke noget? Jeg vågner ved, at I står og råber af hinanden, og når jeg så kommer herned, så sidder Youngmin og slår Kwangmin? Er det ikke noget?”. Mic-ha var helt hysterisk og stod og rystede, sikkert af adrenalin. Vent lige.. Jeg havde snakket med Donghyun, for at lære mere om forvandlingen og han sagde, at efter forvandlingen kan mennesket ikke mærke adrenalin, så hvorfor ryster hun? Hun ser træt ud og er endnu blegere end drengene og mig. Er hun ved, at blive syg? Donghyun sagde, at hun ikke ville have det for godt, mens forvandlingen er i gang, men bliver hun syg af det?

”Der sker ikke noget”, forsikrede Donghyun hende, men hun lignede stadig ikke en, der troede på ham.

”Helt ærligt, så fortæl mig dog sandheden! Det er nok med, at jeg skal høre mine forældre skændes hver evig eneste dag, men behøver jeg også høre det fra jer”, råbte Mic-ha vredt, men hun lignede en, der fortrød med det samme, at hun havde sagt det.

Skændes hendes forældre? Det kan da ikke passe! Jeg kiggede på Youngmin, men han stod bare og stirrede tomt ud i luften.

”Det.. øh... det mente jeg ikke. Jeg... det må være forvandlingen, hehe. Mine forældre skændes ikke. Vi er en hel normal familie”, stammede Mic-ha, mens hun prøvede at virke overbevisende, men vi vidste at hun løj.

Hun kiggede skiftevis på os og da hun vendte blikket mod mig, begyndte tårerne, at presse sig frem i hendes øjne. Hun kiggede på Youngmin, men hun kunne ikke se andet end hans ryg. Tårerne løb ned af kinderne på hende og hun rystede mere end før. Hun åbnede munden, men der kom ikke noget ud, ikke før hun vendte sig med ryggen til os.

”Jeg vidste, at folk ville kigge sådan på mig, som I gør nu, hvis jeg fortalte, at mine forældre skændes. De kigger på mig, som om jeg er underlig og de viser medlidenhed i deres øjne, men folk forstår ikke, at jeg ikke har brug for deres medlidenhed. Jeg har ikke brug for nogen lige nu!”, råbte Mic-ha og forsvandt ud i entréen og ud af hoveddøren. Vi andre løb udenfor huset, men hun var væk for længst. Hun er meget hurtig nu.

”Åh nej, det her er ikke godt! Vi må finde hende og det skal være nu!”, sagde Donghyun panikslagent.

”Hvorfor?”, spurgte Hyunseong forvirret. Donghyun kiggede på ham, som var han komplet idiot.

”Det har jeg ikke tid til, at forklare nu. Vi skal bare finde hende!”, råbte han. Vi fik taget sko og jakke på og fik endnu engang ud af huset. Vi aftalte, hvor og hvornår vi skulle mødes om vi så havde fundet Mic-ha eller ej. Donghyun løb først og så løb de andre, så det kun var Youngmin og mig tilbage. Youngmin var fuld af bekymring og hans angst lyste næsten ud af ham.

”Hvad har jeg gjort”, spurgte han fortvivlet.

”Youngmin, der er ikke noget vi kan gøre ved det nu! Vi skal finde hende. Lad os lede sammen, okay?”, spurgte jeg og kiggede ham i øjnene. Han nikkede og vi begyndte, at løbe sammen. Det har vi ikke gjort i flere år.

 

~~Åh nej, nu er Mic-ha løbet væk :-S Hvad vil der dog ske hende? Skynder mig, at lave næste kapitel ;-) WOW over 1000 visninger, 14 likes og 20 på farvorit :-O Er helt rørt :-) I er de bedste!~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...