In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2738Visninger
AA

12. Kap 11.

Mic-has synsvinkel:

 

Youngmin er længe om, at komme tilbage.

Jeg sidder udenfor på en bænk, som drengene har på deres terrasse og holder øje med hvornår Youngmin kommer tilbage. Jeg vågnede lidt over middagstid, hvor Kwangmin fortalte mig, at Youngmin var taget hjem til mig, for at snakke med mine forældre om jeg kan blive hos dem. Hvis jeg vidste, at han tog hjem til mig ville jeg ikke falde i søvn. Mit hjem er slet ikke, som han husker det længere. Der er ingen udover min familie og jeg, der ved at hvordan det går derhjemme. Det var meningen ingen skulle vide det, især ikke Youngmin!

”Vil du have en jakke nu hvor det er så koldt?”, spurgte Kwangmin forsigtigt for ikke at gøre mig forskrækket, selvom at jeg faktisk havde hørt ham. Jeg hørte ham tydeligt, da han gik rundt inde i huset, som om han gik lige ved siden af mig, selvom jeg sad udenfor. Jeg høre bedre og mit syn har ændret sig. Det føles nemlig som om, at jeg står i let mørke og mine øjne ikke har vænt sig til mørket endnu, men faktisk så er det lyst udenfor. Der er grå skyer, men det er lyst og man burde sagtens kunne se helt tydeligt, men ikke når man er vampyr, eller ved at blive forvandlet til en.

”Nej tak, Kwangmin. Jeg fryser slet ikke”, svarede jeg ham og sendte ham et lille smil. Jeg ved ikke om det er forvandlingen eller nervøsiteten der gør, at jeg ikke fryser.

”Er du sikker? Du har siddet herude i et par timer nu”, sagde Kwangmin. Han så helt bekymret ud, men jeg kiggede bare rolig på ham.

”Jeg er sikker, men Kwangmin vil du ikke gøre mig en tjeneste?”, spurgte jeg stille. Nervøsiteten over at Youngmin er hjemme ved mig, og frygten for om han opdager mine forældres konstante skænderi er ved, at drive mig til vanvid, så jeg vil hellere komme til at tænke på noget andet.

Kwangmin satte sig ved siden af mig og nikkede, så jeg kunne fortsætte.

”Hvordan er det at være vampyr? Jeg mener, hvad kan vampyrer og hvad kan de ikke?”, spurgte jeg, mens jeg kiggede ud i luften. Kwangmin tog hånden på til hagen, som han plejer at gøre, når han tænker. Gamle vaner forsvinder vist ikke.

”Vi er ligesom jer mennesker”, svarede han lidt forvirret. Han forstår vist ikke mit spørgsmål.

”Jamen, hvordan er I ligesom os? Jeg kender jo kun vampyrer, som fra bøger og film”, spurgte jeg ham, mens jeg stadig kiggede ud i luften, men jeg kunne mærke Kwangmins blik hvile på mig lidt.

”Nåh, på den måde. Altså stort set alt fra bøger og film er noget gang møg. Vi kan sagtens tåle sollys, vores syn bliver bare svækket, ligesom når I går i mørke, men vi kan tydeligt se i mørke. Sølvkugler, træspyd og alt det andet som slår vampyrer ihjel i film passer heller ikke. Vi kan sagtens spise normalt mad, men vi gør det kun, når vi er i skole, fordi der er andre omkring os. Vi behøver søvn ligesom alle andre. Og så det der med hvidløg, det er så komisk, for du ved, hvor vild Youngmin er med hvidløg, haha”, grinede Kwangmin med sin søde og dejlige latter og det fik mig til at grine. Kwangmin har altid været den sjove af ham og Youngmin. Nogen gange er jeg ret overbevist om, at Youngmin slet ikke ejer humor.

”Men vi er stærkere end jer mennesker. Vi løber hurtigere og vi er faktisk også lidt klogere. Hvordan det kan lade sig gøre ved jeg ikke rigtig. Jeg har aldrig rigtig tænkt over hvad det vil sige, at være vampyr før nu. Youngmin og jeg blev født ind i vampyrernes verden. Der går lidt teorier om, at vores forfædre altid har været vampyrer og at vi nedstammer fra Dracula, men det er kun teorier.”, fortsatte han med en lidt mere alvorligere stemme, mens han nu stirrede ud i luften i stedet for mig.

”Er I i familie med Dracula? Har han virkelig eksisteret?”, spurgte jeg overrasket. Kwangmin så mit overraskede ansigt og begyndte, at grine af mig.

”Jeg syntes, at du sagde der ikke var noget, der kunne overraske dig mere”, fik Kwangmin fremstammet mellem sit grine anfald.

”Jamen, nu sagde du jo også, at I er i familie med Dracula, så selvfølgelig bliver jeg overrasket”, sagde jeg pigefornærmet, hvilket fik Kwangmin til at grine endnu mere end før, som også fik mig til at grine. De 4 års adskillelse føles, som om de aldrig har fundet sted sammen med Kwangmin. Jeg har ikke været så glad og grinet så ægte i meget lang tid. Kwangmin virker til stadig, at være sit gamle jeg. Jeg ville bare ønske, at jeg vidste om Youngmin også er den samme.

”Men hvordan har det ellers gået jer de sidste 4 år?”, spurgte jeg efter jeg havde grinet færdigt. Kwangmin stoppede med det samme, at grine og kiggede endnu engang alvorligt ud i luften.

”Der er ikke sket så meget. Youngmin og jeg flyttede herover, fordi vores forældre ikke rigtig have tid til at være sammen med os. Du ved jo, hvor meget de rejste”. Kwangmin prøvede at lyde glad, men jeg kunne sagtens høre, at der gemte en stor sorg indenunder den stemme.

”Kwangmin, hvad er der galt?”.

Kwangmin kiggede mig i øjnene og hans øjne var, ligesom hans stemme, fuld af sorg.

”Vores mor døde jo, for nogle år siden”, hviskede Kwangmin trist og der begyndte, at dukke tårer frem i hans øjne.

Jeg havde godt hørt, at deres mor døde, men der er ingen der ved hvordan. Jeg ved, at deres far arbejder på hospitalet nu, men mere ved jeg ikke.

”Ja, det havde jeg godt hørt. Jeg ved at det er for sent at sige, men det er jeg ked af, Kwangmin”, hviskede jeg stille.

”Det gør ikke noget. Det er jo også lang tid siden, så vi burde jo være ovre det nu ikke? Vi skal jo ikke være kede af det mere. Hun er væk og der er intet, der kan bringe hende tilbage, så hvorfor græder jeg? Jeg skal tage mig sammen. Jeg må ikke græde, for tænk, hvis Youngmin ser det, så gør jeg ham ked af det! Youngmin må ikke være ked af det! Så hold op med at græde!”, sagde Kwangmin stille, men det var vist mere beregnet til ham selv end det var til mig.

Min mave krympede sig sammen, for jeg kan ikke lide at se Kwangmin ked af det. Det var ham, der var det største grædebarn, da vi var små, men jeg har aldrig brudt mig om at høre ham græde. Heller ikke Youngmin.

Jeg lagde en hånd på hans skulder og lod ham græde lidt endnu. Han kiggede mig i øjnene, som var blevet røde af tårerne og hans kinder var helt våde.

”Kwangmin, det vil være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ved hvordan du har det, for det ved jeg ikke. Jeg har ingen idé om, hvad du går igennem. Jeg kan kun forestille mig det. Jeg ved dog, at du og Youngmin holdte virkelig meget af jeres mor, og I må savne hende så meget. Måske er det nogle år siden, men det er ikke noget man lige kommer sig over. Du og Youngmin bærer rundt på den samme sorg hverdag og ingen af jer viser, hvor kede af det I er for andre eller for hinanden. Jeg ved ikke, hvad jeg kan sige, som vil få jer til at få det bedre, men hvis jeg skulle sige noget, så ville jeg sige, at du skulle tage at snakke med Youngmin. Jeg tror, at Youngmin er ligeså ked af det, som du er”, sagde jeg, mens jeg blev ved med at se Kwangmin i øjnene. Han var stoppet med at græde og så ud til virkelig at lytte til hvad jeg sagde.

”Jeg ved ikke, Mic-ha. Youngmin og jeg snakker ikke rigtig om vores mor længere. Vi vil bare gerne glemme”.

”I vil da ikke glemme jeres mor, vel? Jeres mor var den venligste person, jeg nogensinde havde mødt. Hun bagte altid kager til os og læste godnat for os, når vi sov sammen. I vil vel ikke glemme de gode minder?”, spurgte jeg, mens Kwangmin tørrede sine øjne.

”Hun duftede altid af frugt, for hun elskede shampoo med frugt duft. Især jordbær. Hun havde de venligste øjne og man vidste bare, at man kunne komme til hende”, fortalte han.

”Der er ikke noget i vejen i, at huske hende, Kwangmin. Selvfølgelig vil du savne hende, men hun vil altid være hos dig. Når du savner hende skal du bare tænke på hende, så er det som om hun stadig er her. Hun vil altid være i dit hjerte”, sagde jeg. Han nikkede forstående og smilede venligt til mig.

Godt, at han er stoppet med at græde. Da vi var små græd han meget, selvom der er ingen der vil tro det i dag, men jeg vidste aldrig hvad jeg skulle gøre når han græd, udover at hente hans mor eller prøve, at trøste ham selv.

”Jeg ved ikke helt, Mic-ha. Vi har været meget igennem”, sagde Kwangmin og kiggede mig endnu engang i øjnene, som stadig var fuld af sorg.

Jeg tænkte slet ikke over, det næste jeg gjorde. Jeg gjorde det bare, for det var det jeg plejede, at gøre, da vi var børn. Når Youngmin eller Kwangmin begyndte, at græde kunne jeg ikke andet end at give dem et kram, og det var det jeg gjorde nu ved Kwangmin. Jeg gav ham et kram og jeg kunne godt mærke, at det kom bag på ham, men efter lidt tid slappede han af og krammede mig tilbage. Jeg rykkede mig først, da jeg kunne mærke, at det var nok for ham. Jeg havde rykket mig lidt tilbage, men sad med mine hænder om hans nakke og kiggede ham i øjnene, mens han kiggede i mine. Hans øjne havde forvandlet sig til sorte og de kiggede lidt sultent på mig, men jeg vidste, at det var de ikke kunne styre nogen gange, så selv om det skræmte mig lidt, så valgte jeg at lade vær med at sige noget om det. Jeg ville ikke gøre Kwangmin urolig eller ked af det igen. Jeg ved jo også, at han ikke vil gøre mig noget. Selv om hans øjne var helt sorte, så kunne jeg stadig fornemme noget ømhed og venligt i dem.

Jeg ved ikke, hvor længe vi sad og kiggede hinanden i øjnene, men jeg rykkede mig først helt væk fra ham, da vi blev afbrudt af en velkendt stemme, som lød sur, men også skuffet.

”Så har jeg ordnet det med dine forældre, Mic-ha. Du kunne sagtens blive her i noget tid”, sagde Youngmin. Jeg vendte mig mod ham og fik kort øjekontakt med ham, men han vendte hurtigt blikket væk og stirrede på døren ved siden af Kwangmin og mig. Jeg er ikke sikker, men jeg synes at jeg så noget i hans øjne. Jeg synes, at de lyste af sorg, men også vrede og skuffelse, ligesom hans stemme. Det kan ikke passe, hvorfor skulle han være sur?

”Øhm.. Tak Youngmin. Det var p...”. Jeg ville have sagt, at det var pænt af ham, men jeg blev afbrudt af ham.

”Jaja fint, men jeg vil gerne op på værelset og hvile mig lidt og så kan i fortsætte med hvad, det nu end er I har gang i. Kwangmin, jeg ved hun er mit ansvar, men når I gør den slags, så er hun ikke, okay?”, fortsatte han ligeså koldt som før. Nu lød han helt, som den Youngmin, jeg har mødt i skolen de sidste 4 år.

Jeg kunne ikke tro, det jeg lige hørte ham sige. Tror han, at der er noget mellem Kwangmin og mig? Jeg kiggede på Kwangmin, som så lige så forvirret ud, som mig.

Det værste var dog, at han sagde at jeg var hans ansvar. Ansvar? Er det derfor, at han har virket så sød hele dagen? Fordi det er ham der skal forvandle mig, så er jeg altså hans ansvar? Ligesom et kæledyr?

Jeg rejste mig op, at stå, da Youngmin kom gående mod os, men havde retning mod døren. Han stoppede op lige ved siden af mig, men fortsatte over til døren og åbnede den. Jeg kiggede ud mod vejen, ligesom pigerne altid gør i de der dårlige kærlighedsfilm. Jeg ville have sagt noget til ham om, hvor stor en idiot han er lige nu og om det virkelig er rigtig, at jeg ikke er andet end hans ansvar, men der ville ikke komme en lyd ud fra mine læber.

”Her er noget tøj og nogle bøger, som jeg tænkte, at du nok ville have”, sagde han, mens et højt bump lød bagved mig, efterfulgt af døren der smækkede. Jeg kunne høre fodtrin inde i huset, som bevægede sig op ad og endnu dør smækkede.

”Mic-ha, er du okay?”, spurgte Kwangmin, men jeg kunne knap nok høre ham.

Hvorfor var Youngmin pludselig sådan? Hvorfor blev han den gamle Youngmin igen?

Min ben forsvandt under mig og jeg satte mig på knæ med tårer løbene ned af kinderne. Jeg følte mig så afvist lige nu. Jeg følte mig nøjagtig, som da det var gået op for mig, at Youngmin og Kwangmin ikke ville være venner med mig længere.

Er jeg ikke mere end et kæledyr for dig? Betyder jeg ikke mere? Hvis du vidste, hvor forfærdeligt jeg har det lige nu! Jeg var glad for første gang i lang tid, men kun en enkelt dag, fordi du skulle ødelægge det! Jeg.. Jeg... JEG HADER DIG, YOUNGMIN!!

 

~~Det var ikke længe Mic-ha fik lov til at være lykkelig, hva? Puha Youngmin :-P Hvordan skal det dog gå, nu hvor hun hader ham og han er sur på hende? Ja, det kan kun tiden vise. Like, hvis I kan lide den ;-)~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...