In Love With A Vampire - Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Igang
Forældre der skændes, mobning i skolen og ”venner” der hele tiden vender en ryggen. Ja, det er ikke et rart liv, men sådan ser Mic-has liv desværre ud. Sådan har det ikke altid været. Engang var hun bedste venner med Youngmin, som nu er en af de mest populæreste drenge på skolen og Mic-ha tror, at det sikkert var derfor, at han valgte at droppe hende. Mic-ha ved dog ikke, at Youngmin bærer på en stor hemmelighed sammen med sine venner. De er nemlig vampyrer. Da Mic-ha kommer ud for en ulykke og er døden nær, finder Youngmin hende og tager hende med hjem til sig selv. Han står nu overfor et svært valg. Skal Youngmin forvandle Mic-ha? eller skal han lade hende dø? Og hvis han forvandler hende, hvad vil der så ske følgende?
Drengene er ikke kendte!!

26Likes
90Kommentarer
2843Visninger
AA

11. Kap 10.

Youngmins synsvinkel:

 

Der var igen noget der lød til at blive ødelagt og jeg kunne stadig høre stemmer. Jeg ville ikke snage, men jeg satte min vampyr hørelse i gang. Jeg kunne med det samme høre, hvad der blev sagt.

”Det er ikke min skyld, at hun løb væk. Det var dig der startede med, at sige, at alt var hendes skyld!”, råbte en grædefærdig kvindestemme, som jeg med det samme vidste, at der tilhørte Mic-has mor, Fru Kyung. Løb væk? Løb Mic-ha væk i går og var det derfor hun var ved parken? Fordi hun hørte på det her? Det må have været forfærdeligt. Mon hun.. Mon hun sprang ud foran bilen?

”Jeg sagde ikke, at alt er hendes skyld. Jeg fortalte hende det bare som det var, så hun kunne se, hvilket menneske hun er”, råbte en vred mandestemme tilbage, som jeg kunne høre, at der tilhørte Mr. Kyung.

”Du får det til at lyde, som om vores datter er et dårligt menneske. Hvor ville jeg dog ønske, at min søster også kunne have taget hende med sig, så hun ikke skulle høre på dig og dit brok over hende hele tiden”, råbte Fru Kyung efterfulgt af en hulken.

Hvad sker der? Det lyder ikke som de venlige personer jeg kendte for 4 år siden. De råbte aldrig af hinanden! Jeg ville ønske, at jeg kunne finde en anden forklaring, men nu ved jeg hvad jeg skal sige til dem om Mic-ha. Jeg bankede på døren og der blev med det samme stille inde i huset. Der kom ikke nogen og åbnede døren, så jeg bankede igen og denne gang kunne jeg høre tunge fodtrin ude fra entréen.

”Jaja, jeg kommer nu”, hvæsede Mr. Kyung, mens han låste døren op. Han så vred ud, men da han så mig skiftede han ansigtsudtryk til overrasket og forvirret.

”Åh, det må du undskylde, Youngmin. Hvad kan jeg hjælpe dig med? Det er længe siden”, sagde Mr. Kyung glad, mens lidt panikslagent. Jeg valgte, at ignorere alt det jeg lige havde hørt, ham og Fru Kyung råbte om før og sendte ham et venligt smil.

”Hej Mr. Kyung. Ja, det er længe siden. Jeg er faktisk kommet for at snakke med dig og Fru Kyung”, sagde jeg venligt, men deres skænderi før kørte stadig i hovedet på mig. Hvor længe har de mon skændtes?

”Jamen, så kom da indenfor, kære Youngmin. Skat, det er Youngmin og han vil gerne snakke med os”, sagde Mr. Kyung kærligt med en hævet stemme, så Fru Kyung kunne høre ham, selvom stuen er lige ved siden af entréen. Jeg trådte indenfor og Fru Kyung, kom ud i entréen og kiggede overrasket på mig. Jeg stirrede kort på hende, for hun så slet ikke ud til at være den kvinde som jeg engang kendte. Hun havde taget lidt på og hun så gammel ud med de poser under hendes øjne og uden make-uppen.

”Jamen, Youngmin. Det var vel nok en overraskelse. Kom indenfor”, sagde hun og trådte til side, så jeg kunne komme ind i stuen. Alle møblerne stod som de plejede, men der var meget støv i luften og døren til køkkenet var åben, hvor jeg kunne se at der stod opvask fra flere dage. Der lå en smadret vase, som jeg ved Mr. Kyung havde givet Fru Kyung i bryllupsgave og der lå også en smadret tallerken.

”Ja, undskyld rodet. Katten havde lige været i gang med at skubbe ting ned fra deres pladser”, løj Mr. Kyung. Ud fra øjekrogen så jeg Fru Kyung der himlede med øjnene, da han sagde det, men hun stoppede hurtigt igen, da hun huskede at jeg var her.

”Nå, men hvad var det du ville snakke med os om?”, spurgte Fru Kyung, for at undgå emnet som Mr. Kyung lige havde sat op. Selv hvis jeg ikke havde hørt, deres skænderi før, så ville jeg stadig vide, at de løj, for Hana er nemlig allergisk overfor katte. Jeg valgte dog, at ignorere det og sige det jeg kom for at sige.

”Jo, ser I. Mic-ha og jeg stødte ind i hinanden i går aftes og vi fik snakket om det hele og er blevet gode venner igen. Hun spurgte dog om jeg ville spørger jer efter om hun kunne bo hos mig i et stykke tid?”, løj jeg og hold op, hvor var det en dårlig løgn, men de så ud til at købe den.

”Nævnte hun hvorfor hun ville bo hos dig?”, spurgte Fru Kyung med en usikker stemme og kiggede trist ned i gulvet.

”Det var vist, for at vi kunne lære hinanden at kende igen. Der er jo gået 4 år, siden vi sidst snakkede sammen”, fortsatte jeg og jeg synes, at løgnen bliver dårligere og dårligere, men de ser stadig ud til at købe den.

”Det lyder da, som en god idé. Hun må meget gerne blive hos dig i lidt tid og vi håber da, at vi kommer til at se dig igen”, sagde Mr. Kyung helt glad og begejstret, mens Fru Kyung stod ved siden af ham og nikkede bekræftende. Hun så helt lettet ud. Det føles underligt, at stå med dem, for de er ikke de samme mennesker som for 4 år siden. Langt fra.

”Jeg skal så lige have nogle af Mic-has ting og så vil jeg smutte igen”, sagde jeg venligt. De nikkede bare til mig og jeg gik selv op mod Mic-has værelse. Hun havde stadig det samme værelse, som hun havde for 4 år siden, men det er selvfølgelig også forandret. Sidst jeg var her var væggene hvide, men nu er de hvide og lyserøde og ved kanterne er de sorte. Stort set alle hendes ting på værelset er sort, lyserødt og hvidt, men det har også altid været hendes yndlingsfarver. Ligesom mine. Alle de plakater med alle hendes idoler, som Super Junior og SHINee var blevet taget ned, men hun havde stadig nogle stykker hængende ved sengen.

Jeg fandt en sportstaske, som lå ved siden af hendes reol. Jeg åbnede for skufferne og tog alle de nødvendige ting, som jeg tænkte hun kunne bruge. Tøj, skolesager, toiletsager og hvad en pige nu ellers har brug for. Jeg gik over til reolen igen for at finde nogle bøger, som hun måske gerne ville have med. Jeg fandt nogle romaner og nogle krimier. Jeg fandt faktisk også Askepot. Den bog jeg købte til hende for så mange år siden. Jeg mærkede en varme der skød gennem hele min krop. Tænk, at hun havde gemt den efter alt det der var sket. Jeg valgte, at lade den ligge.

Jeg skulle lige til at gå ud af hendes værelse, da jeg så en billedramme, som fangede min opmærksomhed. Den stod på den møbel med alle skufferne, som indeholdte hendes tøj. Jeg tog billedrammen op og smilede, da jeg så billedet. Det var et billede af Mic-ha og mig, der sidder og gynger på et traktorhjul, da vi var 13 år gamle. Vi sidder begge med det største smil på læberne. Hvor var jeg lykkelig der. Det var det sidste billede, der blev taget af os sammen. Jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind.

Jeg lagde billedet tilbage på plads og tørrede min kind. Jeg lukkede døren til Mic-has værelse og gik nedenunder for at sige farvel til hendes forældre. De har ikke sagt et ord siden jeg gik op på værelset. Hr. Kyung sad i sin sorte lædersofa og så fjernsyn, mens Fru Kyung sad og fjernede glasskår fra vasen og tallerkenen. De havde ikke opdaget, at jeg var kommet ned og jeg overvejede om jeg bare skulle gå, men det ville jo være uhøfligt.

”Nå, men jeg har vist det hele. Tak for denne gang Hr. og Fru Kyung”, sagde jeg og bukkede lidt. De kiggede begge overrasket på mig.

”Tak for denne gang, Youngmin”, sagde de begge i kor, mens de kom hen til mig. De stod ved siden af hinanden og Fru Kyung lagde en hånd på Hr. Kyung. Jeg så godt, at hans muskler blev anspændt, som om han ville fjerne hendes hånd, men jeg sagde ikke noget til det. De snakker sødt til hinanden, finder på løgne, som fx katten. De spiller det perfekte par, men det er åbenlyst, at de ikke er det.

Jeg tog mine sko på og åbnede døren.

”Hils din far og mor fra os”, sagde Hr. Kyung lige inden han lukkede døren.

Jeg frøs stille et øjeblik. Det er længe siden, nogen har nævnt min mor.

Hvis jeg kunne ville jeg gerne hilse hende. Hvis jeg kunne ville jeg løbe ind i hendes arme og græde alt hvad jeg kunne. Jeg ville fortælle hende hvor højt jeg elsker hende og hvor meget jeg har savnet hende. Jeg ville fortælle hende, hvor ked af det jeg er over det jeg sagde. Men det kan jeg ikke. Hun er her jo ikke mere.

Jeg løb alt hvad jeg kunne tilbage mod mit hjem med tårer løbene ned af kinderne.

 

~~Ved godt, at kapitlet ikke er særlig langt, men ville ikke skrive et langt kapitel om, at han var hjemme for at hente hendes ting. Nu hvor Youngmin har fundet ud af det med forældrene, kan jeg vist se at komme videre og begynde med lidt aktion ind over den ;-) Like, hvis I kan lide den~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...