Urværksmennesker - Ude af takt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2013
  • Status: Igang
Alle mennesker har et indre ur inde i sig. Hvis mennesket fungerer korrekt, vil uret gå korrekt; lyde korrekt, men hvis noget inde i mennesket er gået i stykker, vil deres ur lyde anderledes ...

19Likes
21Kommentarer
736Visninger

1. Oneshot

 

Tik ... Tak ... Tik ... Tak ...
Alle mennesker har et indre ur inde i sig. Hvis mennesket fungerer korrekt, vil uret gå korrekt; lyde korrekt, men hvis noget inde i mennesket er gået i stykker, vil deres ur lyde anderledes. Forkert. Jeg plejede at være som alle andre. Jeg kunne ikke høre urerne, fordi mit eget lød præcis som alle andres. Men en dag lød det pludseligt forkert.
                      En dag vågnede jeg op og hørte den uregelmæssige lyd af et ødelagt ur.
Tik ... KLONK! ... Tik ... KLONK!
Jeg lede efter lyden i et par uger, inden det gik op for mig at lyden kom indefra. Langsomt lærte jeg at kunne høre andres ure også. Det var som om verden var ét stort urværk, der tikkede af sted i harmoni. Men jeg var ude af takt. I løbet af nogle få måneder, havde lyden drevet mig ud på kanten af min bevidsthed. Jeg var ved at blive vanvittig. Den overdøvede mine venner, min familie og den overdøvede alle andre lyde, indtil kun den fyldte mit liv. Jeg kunne ikke længere sove eller spise. Jeg sad fast som en ridset plade. Så, en dag, besluttede jeg mig for at ødelægge uret; gøre en ende på det hele. Jeg stod ved fodgængerfeltet, som på alle andre dage, på hjørnet af min gade, og ventede på at lyskrydset skiftede til rødt. Overalt tikkede folks ure på livet løs, og mit, allerhøjest. Men idet øjeblik at en metallic blå bil kørte frem, stoppede alle lyde pludselig. Jeg holdt vejret og vidste at det var nu, jeg skulle gøre det. Jeg tog et skridt frem. Ikke nok. Et skridt mere, og så et til. Så var der noget der holdt mig tilbage. Ikke min egen samvittighed, ikke en frygt for døden, men en lille fin hånd, der havde grebet fat om min grove overarm. En pige. Mit blik løftede sig fra hendes hånd, og til hendes ansigt. Hun hverken smilede til mig eller så på mig. Hun lignede en ganske almindelig pige, med håret glat og langt, og med øjne i samme farve som et klart og stille hav, på en sommerdag. Havde det ikke været fordi hendes hånd nu lå om min overarm, så ville jeg nok aldrig have lagt mærke til hende, så stille og sælsomt et væsen som hun var, i en verden fyldt med larm og uro. Men netop på grund af situationen, lagde jeg mærke til alt ved hende. Den måde det svage solskin fik hende til at knibe øjnene let sammen på, hendes røde halstørklæde, der havde løsnet sig lidt fra hendes spinkle hals, en tot hår der sløset var blevet strøget tilbage bag øret. Selv de nedbidte negle på de lange, spinkle fingre, lagde jeg mærke til. Alt det så jeg, mens lydene langsomt vendte tilbage. Hun passerede mig uden et ord; uden et blik, og efterlod mig med en følelse af at noget var forandret.
                      Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begyndte at stå ved det fodgængerfelt, hver morgen, på en anden måde end før. Jeg stod dér, ventende, søgende, indtil hun viste sig. Da trådte jeg altid ud på vejen, præcis på samme måde som den første gang vi havde mødtes, og ligesom dengang, stoppede hun mig altid. Uden et ord. Hver gang, var det som om en del af mig blev glattet ud og fikset. Når hun ikke viste sig, lod jeg af en eller anden grund være med at prøve at ende mit liv, som det ellers havde været planen. I stedet gik jeg hjem med en besynderlig følelse af skuffelse. Det var en helt ny fornemmelse, og selvom den bankede og hamrede på mit allerede i forvejen slidte ur, så virkede det på en eller anden måde livsbekræftende. Mit ur tikkede stadigt ude af takt, men det var som om det tikkede en anelse mere ivrigt nu; som om det havde påbegyndt en kamp for at finde rytmen igen. Det var det samme dag ind og dag ud, og alligevel virkede det som om det var anderledes for hver gang. Bare en smule, men nok til at mit liv gradvist ændrede sig. Jeg tænkte mere og mere på pigen, hvis simple handling havde reddet og, på sin vis stadig reddede, mit liv. Jeg var nysgerrig. Hvem var hun? Hvorfor havde hun valgt at hjælpe mig? Hvordan ville hendes stemme mon lyde, hvis jeg kaldte ud til hende? Men vigtigst af alt.
Hvordan kunne jeg få hende til at se på mig?
Disse tanker frustrerede mig, men satte også et smil på mine læber. Dette forunderlige menneske, havde givet opmærksomhed til mig; et ødelagt instrument blandt verdens orkester. Tanken fik det til at krible i min mave. Jeg ved ikke om det var det, eller et øjebliks vanvid, der fik mig til at tage et ubevidst valg. Mit liv havde taget en helt ny drejning, og det skyldtes helt og andeles denne piges gode intentioner. Jeg ville have at hun forstod det; forstod hvor meget hun havde gjort for mig. Jeg havde på fornemmelsen at det var et vigtigt skridt i min forandring. Jeg ville takke hende, og jeg ville have hende til at se på mig. Sådan rigtigt.
                      Så en dag stod jeg der, ved fodgængerfeltet som sædvanligt. Men noget var forandret. Denne gang ventede jeg ikke på at hun skulle redde mig fra en bil eller fra mit eget forkrøblede sind, om man vil, men på at jeg kunne standse hende og takke hende. For én gang skyld, skulle det være min handling, der gjorde udslaget. Et kapitel var overstået for mig, og dette var slutningen. Med et lille, forventningsfuldt smil, stod jeg trippende og ventede på at lyset skiftede til rødt imens jeg spejdede efter den lille velkendte skikkelse. Og da tiden var inde, stod hun der. Klar som altid. Men da jeg ikke gjorde som forventet, men bare stod stille og stirrede på hende, rynkede hun forvirret panden en anelse og trådte tilbage. Jeg gispede svagt efter vejret og rakte ud efter hende. Tiden stod stille igen, som på den første dag. Alting omkring os syntes at gå i stå.
"Vent."
Min stemme var svag, rystende, som et ekko i vinden. Men hun hørte mig. Hendes øjne rettede sig op og hvilede på mit ansigt. Hun smilede ikke, blinkede ikke. Stod bare der. Afventende.
Lyset skiftede til gult.
"Jeg kender dig ikke. Alligevel er du en betydningsfuld person i mit liv. Jeg vil gerne takke dig for at du altid redder mig. Uanset hvad."
Så smilede hun endelig. Og det var som om solen tittede frem fra skyerne for første gang i månedsvis. Et eller andet klikkede på plads inde i mig.
"Nej," svarede hun blidt, "tak fordi du altid venter på mig."
Og så gik hun. Uden flere ord. Uden et farvel. Uden noget som helst andet. Jeg stod tilbage, med et åndssvagt smil klistret på læberne, og en varm fornemmelse i bryst og kinder. Lydene kom tilbage. Tikkene fra mit ur kom tilbage.
Tik ... Tak .... Tik ... Tak ... Tik.
Jeg så hende aldrig igen, men efterhånden som tiden gik, holdt jeg helt op med at kunne høre tikkene fra Urværket. Og det var helt fint.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...