Udryddelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2013
  • Status: Færdig
I systemet handler det hele om at være perfekt, ren, klog og rask. Alt der ikke er det, bliver udryddet og dermed bliver faren for selv at blive smittet med det dumme eller syge også udryddet.
To helt tilfældige søskende uden identitet, der begge er blevet erklæret egnede mødes igen efter 2 års adskillelse, men i et hjernevaskende system hvor alt handler om at være ren, rask og klog, kan man hurtigt miste fornuften og som et 10-årigt barn, der aldrig har oplevet andet, kan det være svært at forstå, hvad det hele egentlig handler om.

**Mit bidrag til science fiction konkurencen**

1Likes
2Kommentarer
301Visninger
AA

2. Udryd det onde

 

45.07- år 1347

Hun gik ned af gangen, der allerede rullede. Hurtigere og hurtigere, til hun til sidst brød i løb.
Hun kiggede sig over skulderen og da hun så der ingen var i miles omkreds hoppede hun så højt hun kunne i et råb:"JA!"
Hun lo og slog ud i luften. Hun gentog ja for sig selv og åndeløst grinede hun hen for sig, mens hun jokkede rundt i en ring og tog sig til hovedet, som om hun ikke rigtig kunne fatte det. Tænk at det lige var sket. Hun kunne ikke tro det! Det var simpelthen for godt til at være sandt.

Hun greb sin mobil og kunne mærke hvordan hun næsten ikke kunne styre sin stemme og krop, da hendes mor endelig kom i røret og tonede frem foran hende:
"Jeg er clear! Jeg er med og jeg er renset mor!"
Der var stille i den anden ende og hendes mor var helt vild i blikket og tårerne lå i hendes øjenkroge.
Så kunne hun høre et højt snøft og hendes mor, der sagde:
"Åh min skat. Min lille skat." Hendes mor tog sig til munden og rystede på hovedet.
"Selvfølgelig. Selvfølgelig er du det." 
Hun havde med det samme fået den kulør hun ikke havde haft de seneste uger, tilbage.

Hendes liv havde ændret sig på få minutter. Hun kunne stadig mærke koldsveden i hendes håndflader og hvordan hun ikke kunne sidde godt på den glatte, hårde stol og hvordan hendes ergonomiske flyverdragt havde larmet, da hun havde sat sig eller når hun rykkede sig.
Hvordan beskeden var kommet ud til hende. Kort og præcis. 

"Vi har fået resultaterne og de er negative. Det betyder selvfølgelig, at du er med." Manden havde løftet blikket fra sine papirer og smilet stille til hende.

Hun lagde hånden på sit hjerte og kunne høre de metalliske klik det udgav. Det pumpede derudaf og hun var nødt til at tage en dyb indånding for at få det i ro igen.
Så tænkte hun på sine søskende. De skulle nok klare det. Uden tvivl. Igen greb skrækken fat i hende og hun var endnu engang nødt til at tage en dyb indånding. Hun var ren og hun var egnet. Det var alt, der betød noget. Det var alt dette handlede om. At være ren. 

For enden af den lange rullende gang, stod hendes gravide storesøster og hun løb endnu stærkere for, at nå hendes arme. Storesøsteren greb sin 10-årige lillesøster og svingede hende hvinende rundt.
Der var ingen tvivl. Hendes lillesøster var renset og dømt egnet. Ligesom hende selv. Ellers ville hun heller ikke stå her.
Hun havde ikke set sin lillesøster eller nogen af de andre småsøskende i 2 år nu. Men nu kunne de to leve sammen som de ville.
Tårerene brød ud af begge deres øjne og de strømmede ned af deres kinder.
Så kiggede storesøsteren sig omkring og hviskede så til hendes søster:
"Her."
I hånden knugede hun 7 vingummibamser, mens hun med den anden hånd tørrede tårerene væk fra øjene. 
Lillsesøsteren kiggede skiftevis på søsteren og så tilbage på de små farvestrålende bamser.
"Er de til...Til mig?" Spurgte hun fuld af vantro og begejstring.
"Ja. Det synes jeg du har fortjent."
Storesøsteren smilede til lillesøsteren og lagde en tør, temperaturløs hånd på hendes kind. Lillesøsteren åbnede munden. Usikker på om det var sikkert.
"Bare rolig. De skal nok nå ud af dit system inden næste tjek. Lige nu er du så ren som du nogensinde bliver. Vær du bare sikker på det."
Lillesøsteren kiggede sig  rundt og da ingen var i sigte i det rene miljø, tog hun bamserne én for én og lukkede så hånden om dem.
Inden hun lod sin hånd glide helt ned af siden gav hun både sin søsters hånd og de små bamser et klem.
Hun havde kun set noget som så farvestrålende én gang før og det var til hendes fars 7. renselse. Det stod tydeligt i hendes erindring.
Hvordan han havde givet hendes mor en lille-bitte glitrende pose. Hvordan hun så uden nogen andre end hende selv bemærkede det, havde ladet den glide ned i den genbrugsspand, hendes raske, men ukloge søster arbejdede med. Siden den dag havde hun hverken set den lille glitrende pose eller sin far. 

Her i systemet var det nemlig fuldkommen forbudt at have sådan noget. Det skulle udryddes. Det var kun en kilde til ondt. Søstrene havde altid levet i dette univers og aldrig oplevet andet, men deres bedstemor havde andet at fortælle.
Hun fortalte om dengang der var rigtige butikker og hvordan hylderne var fyldt op med slik, kager, chips og løse grøntsager. Hvordan man kunne gå i en skov af træer og andre planter, hvor insekterne satte sig. Hvordan alle folk levede sammen. Fattige og rige og dumme og kloge.Og det vigtigste sagde hun altid, var, at det var de raske, der havde hjulpet de svage. 

Søstrenes mor var altid stoppet op i det hun havde haft i gang og stirret ud i luften, indtil hun til sidst viftede med hånden af den gamle og fortalte hende at lade være med at fortælle sådanne historier:
"Det giver dem bare et falsk håb, de bliver ikke længere jordnære og de begynder at drømme om et andet sted, som de aldrig vil møde." 

Søstrene forstod aldrig historierne helt. Det var svært at forestille sig sådan noget som den gamle bedstemor fortalte om. 

Storesøsteren tog hælen af sin sko så de blev flade og sammen gik de to søstre ned af den forladte gade. Ved siden af dem kom en auto med jævne mellemrum lydløst kørende på skinnerne.

Storesøsteren sagde så:
"Du ved godt det hele bliver godt nu ikke?"
Lillesøsteren kiggede op på sin storesøster, der ikke så spor glad ud. Så kiggede hun lige ud og sagde:
"Jo. Det ved jeg godt. Det fortalte mor mig. Jeg spurgte hende hver aften hvad der kunne ske mig. Og hvorfor de gjorde det. Selvom jeg egentlig godt ved det."
"Hvad svarede mor?"
"Hun svarede først, at det vigtigste her i systemet var, at kun have det bedste. Ingen sygdomme, ingen bakterier og ingen dumme hoveder. Så sagde hun først, at hvis man ikke var det. Altså hverken klog eller rask, så var man sindssyg og så ville man skulle forsvinde. 
Det spurgte jeg hende så hvordan man gjorde og hver gang tog hun en dyb indånding og sagde så: 'Det behøver du ikke at vide søde skat, fordi det sker ikke for dig' Og derefter forsikrede hun mig gang på gang om, at det ville ikke ske for mig, det var hun sikker på. Jeg var aldrig helt overbevist, men det virkede som om hun blev mere tryg når hun sagde og det var meget rart at høre synes jeg. 
Bagefter sagde hun, at hvis man var klog, men ikke rask, blev man sendt væk til et andet sted. Et sted som hun ikke kendte til, hvor de ikke kan smitte os raske. 
Og hvis man var rask, men stupid, så ville man være de sunde og kløgtiges tjenere for evigt. Man ville være dømt til evig stilhed .
Til sidst fortalte hun, at hvis man var både klog og helt rask, så ville man leve et liv i lyksagelighed. At så ville jeg blive glad. Jeg ville skulle føde en masse nye kloge og raske børn, som man ville elske og når man elsker noget er man lykkelig, og imens levede man så luksus som man kunne med alle de ting man kunne ønske sig. Ligesom hende selv sagde hun. Men ved du hvad søster?"
Storesøsteren, der havde gået i stilhed under lillesøsterens fortælling kiggede ned på sin lillesøster og svarede helt hæs:
"Nej søster. Det ved jeg ikke."
De stoppede op og lillesøsteren så op i hendes søsters øjne:
"Hun så slet ikke særlig glad ud."
De begyndte at gå igen og lillesøsteren kunne pludselig høre sin søster udstøde en besynderlig lyd, som mindede om et hik eller et indelukket hulk.
Lillesøsteren stoppede forfærdet op og kiggede på søsteren. Storesøsteren svarede inden hun kunne nå at åbne munden:
"De kloge elsker aldrig noget, søster. Husk det. Hvis du er klog, så elsker du ikke."
Der var helt stille et øjeblik, hvor lillesøsteren så spurgte helt lavt:
"Er du så klog søster?"
Storesøsteren rystede voldsomt på hovedet og tårerene løb endnu engang ned af hendes kinder.
"Men de ved det ikke. De ved ikke, at jeg og heller ikke mor ikke er klog og de ved heller ikke jeg ikke er rask herinde." Hun bankede der hvor hendes mekaniske hjerte sad.
Lillesøsteren så skræmt på sin ældre søster. Så bakkede hun pludseligt voldsomt bagud og hendes blik flakkede rundt, da hun brød ud i et råb, der blev højere og højere:
"Hjælp! Hjælp! Der er en sindssyg! Der en iblandt os, der ikke er rask! Hun er dum! Få hende væk! Hun har selv indrømmet det! Hun er en sindssyg! Hun har besat min krop! Hjælp!"
Storesøsteren greb ud efter lillesøsteren og lagde fuld af skræk en hånd for munden af hende.
Fra alle sider kom mænd løbende og én af dem råbte:
"Hold Dem i ro lille pige! Vi skal nok klare dette og få dig i sikkerhed. Prøv indtil da at røre så lidt som muligt ved den sindssyge."
Mænd med dragter nærmede sig de to søstre og satte så en ting mod storesøsterens hoved, som lillesøsteren ikke kunne se hvad var. Med ét slappedes søsterens greb. Bag hende kunne hun høre hendes krop falde til jorden med et hult bump og da hun vendte sig rundt så hun sin søster ligge på jorden helt livløs i en forvredet stilling. Lillesøsteren stod helt stille, blank i ansigtet og betragtede sin søster.
Det var som om tiden gik i slow motion, da der fra flere sider kom flere mænd til og løftede med store tænger søsteren op en blank båre og væk.
Samtidig var der nogle, der greb hende selv med de samme tænger, som de havde taget søsteren med. 
Lillesøsteren følte sig beskidt og syg. Hun skulle renses, vidste hun og hun kunne ikke vente efter at have været i kontakt med et så beskidt menneske. Hendes ben bukkede under på hende.
Hendes søster. Hendes far. Hendes mor. De havde alle bedraget hende til at elske dem. Hun rystede over hele kroppen og fra siden kunne hun høre:
"Rolig lille pige. Vi skal nok tage os af dig og den sindssyge."
Lillesøsteren nikkede og spurgte så hvad de ville gøre ved storesøsteren.
"Udrydde sygdommen, dumheden og det onde."
Lillesøsteren nikkede tilfreds og lod vingummibamserne falde til jorden. Hun vidste hvad der var sket med hendes far dengang for længe siden og besluttede sig i det øjeblik for, at hun aldrig nogensinde ville elske igen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...