Den fortryllede bakke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2013
  • Status: Igang
Den lille pige Lilje er den eneste i hele verden, der ved, hvor bakken ligger, men selv hun ved ikke noget om dens hemmelighed. En dag da Lilje er henne ved bakken, opdager hun en hemmelig dør. Hun beslutter at gå ind igennem døren, men hun ved ikke, at idet hun gør det, bliver hendes skæbne forandret.

0Likes
0Kommentarer
457Visninger
AA

1. Bakkens hemmelighed

Langt inde i skoven, der hvor sollysets stråler ikke kan nå, ligger der en lille bakke med grønt græs på toppen, der svajer i vinden og sender en dejlig duft af natur hen over skoven. For foden af bakken står der et kæmpe egetræ. Dens lange grene snor sig blidt i vinden og sender små runde men faste kogler til jorden en for en. Aldrig før har der eksisteret en smukkere bakke. Lilje var det eneste menneske, der kendte til den, og hun var fast besluttet på aldrig at sige til nogen, hvor den smukke bakke lå. Det skulle være en hemmelighed for evigt.
Når hun sad i skolen, kunne hun ikke koncentrere sig særligt længe af gangen. Hun prøvede virkelig, men lige meget hvor koncentreret hun var, følte hun trang til at kigge ud af vinduet. Når hun først blev distraheret af skoven i det fjerne, kunne hun kun tænkte på den. På de høje graner der fortsatte op og op i det uendelige og på markens korn, der stod gult og svajede let i vinden. Lugten af græs og blomster der blandede sig med følelsen af frihed. Lyden af alle himlens fugle der sang i kor, og smagen af bær der voksede langs stien. ”Fantastisk” mumlede hun, ”sagde du noget Lilje?” spurgte læreren, ”nej” svarede Lilje, og forsøgte uden held at følge med i timen.
Når hun gik hjem fra skole, gik hun altid og dagdrømte. Hun forestillede sig, hvordan skoven ville se ud når hun næste gang gik derned. ”Hva såå” lød en stemme, ”går du nu og dagdrømmer igen?” Lilje var ved at snuble af forskrækkelse. ”Ha ha” det var 5 drenge med alt for store bukser og racercykler, der grinede. Det var ham i midten med den alt for lille kasket, der havde overasket Lilje. ”Hold kæft hvor er hun dum”, sagde han og gav tegn til de andre om at de skulle smutte. ”Kom lad os find nogle andre at genere”, og så var de væk. Det hele var gået så hurtigt, at Lilje ikke havde nået at forstå noget som helst. Hun skyldte sig (af dårlig vane) at dreje væk fra vejen og gik ind i byens park, hvor hun hurtigt fandt den lille sti, der var dækket af grus i brune og grå nuancer. Her kunne ingen genere hende.
Hun gik forbi den lille sø, hvor de to helt hvide svaner holdte til om sommeren, og drejede til højre henne ved det store æbletræ, hvor de fineste røde og saftige æbler hang på små lysegrønne grene, der blev rusket stille frem og tilbage af vinden. Lilje fortsatte længere ind i skoven, hvor skovstien begyndte at sno sig på jorden som en slange. Hun kunne genkende lyden af vandet fra bækken, som snoede sig tæt forbi stien, som hun gik på. Hun hørte en lyd fra buskadset bag sig og vendte sig stille om. Hun nåede lige at se et glimt af et dådyr, der i samme sekund sprang over bækken og var væk. Forundret og forbavset kom hun til at støde ind i en bøgetræsgren, og følte den kolde morgendug, der gav en vidunderlig rytme når den faldt fra bladene og løb ivrigt ned ad nakken på hende. ”Uhh så koldt” grinede Lilje og gik videre for at komme hen til bakken.

Der var den, den vidunderlige bakke med buske, træer og blomster. Hele skoven summede af liv, og der duftede af violer. Lilje fandt sit sædvanlige sted, hvor hun plejede at ligge. Med glæde sank hun ned på den bløde jord og gav sig til at fløjte sammen med de muntre fugle. Efter en sang eller to så Lilje noget højest mærkværdigt. Det lignede en dør. Den sad på siden af bakken, og det undrede Lilje. Hvorfor var der en dør i denne skønne bakke? Hvorfor havde hun ikke set den før? Og hvor førte døren hen? Hun gik tættere på døren og så, at der var udskåret en meget flot og detaljeret sommerfugl på det lysebrune bark. Dørhåndtaget var af guld og pudset, så det skinnede i solen. Det var en dør, man ikke kunne sammenligne med nogle andre døre. ”Det er da et underligt sted at sætte en dør”, sagde Lilje. Hun rørte ved det kolde og glatte dørhåndtag, som gav sig en smule. Lilje var spændt på at se, hvad det var, der var bag den ultra flotte dør, så hun pressede dørhåndtaget i bund, så døren nu stod piv åben.
Hun så ind af døren, men så ikke noget. Da hendes øjne havde vænnet sig til det helt sorte og mørke rum, så hun et rødt skær. Det var så skarpt, at det ikke var til at holde ud, men på en måde kunne man ikke lade være med at kigge på det og gå hen til det. Lilje gik langsomt ind i det indelukkede rum og følte sig frem. Muren var hård og smuldrede mellem hænderne. Det kunne kun være jord eller en slags ler, der lugtede vådt og ulækkert. Lilje rørte forsigtigt ved det røde lys, som kom fra en slags diamant eller rubin. Den var så flot, at Lilje bare var nødt til at holde den, bare en lille smule. I det samme hun tog den tunge, lysende sten op i hendes kolde hånd begyndte den flotte dør at rykke på sig, som om den ville lukke. Lilje var henne ved døren på to sekunder, men det var for sent. Døren havde lukket sig, og Lilje var nu lukket inde sammen med den smukke sten (som slet ikke var en sten men nu blot en bunke jord). Lilje prøvede at kaste den kolde jord væk, men det var som limet til hendes hånd. Der kom mere og mere jord til. Noget af det kravlede op af hendes bukseben andet satte sig i store plamager bå-de i håret og i hovedet, så hun ikke kunne få vejret. ”HJÆLP” skreg hun, men ingen kunne høre hende. Hendes ord blev taget af vinden, og der kom ikke nye. Lilje sank sammen og lå ubevægelig på den hårde jord, og hun kom aldrig til at se den smukke bakke igen.
Den aften var det en stjerneklar nat. Der var intet at se bortset fra et lille sjerneskud, der fløj op i himlen og forsvandt igen, alt var stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...