Væk fra det hele

Det er en gammel opgave fra 9. klasse, som jeg fandt imens jeg gjorde rent på mit værelse.

Historien handler om 2 søstre, som er løbet hjemmefra pga. familieproblemer. Søstrene løber væk fra byen og føler sig helt alene i verdenen.

0Likes
0Kommentarer
117Visninger

1. Ude

Jeg tog min lillesøster i hånden og løb min vej… Løb væk fra skænderiet, væk fra ham, væk fra dem, bare væk fra det hele. Alt var gået så hurtigt, alt for hurtigt. Så snart jeg havde hørt min søsters skrig havde jeg pakket min rygsæk, taget noget mad fra køleskabet, taget min søster i hånden og var løbet ud af døren. Jeg kunne stadig høre min fars råben efter mig, men jeg var ligeglad. Min søster skulle bare væk fra ham og skænderierne med mor.


Jeg ved ikke hvor langt vi havde løbet, men gaderne og bylivet var væk. Alt var stille. Jeg stoppede med at løbe, jeg havde brugt al min energi nu og det samme havde min søster. Hun satte sig ned i vejkanten og så op på mig. Hun sagde ingenting, men hendes øjne sagde alt. De små våde dybblå øjne med det grønlige skær, sagde alt. Hun var chokeret, forvirret og fortvivlet på samme tid. Hun kunne ikke forstå hvorfor vi bare var løbet ud af døren uden at sige farvel til nogen eller noget. Jeg sukkede. Hun ville aldrig kunne forstå hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, hun havde ikke set det jeg engang havde set. Jeg havde set forfærdelige ting derhjemme i det forbandede hus, ting som jeg slet ikke vil tale om og slet ikke fortælle til min søster. Hun skulle slet ikke vide noget som helst, det ville hendes hoved ikke kunne klare at rumme…


Jeg sukkede endnu engang og så ned på hende. ”Hvorfor gør vi det her..?” spurgte hun med tårerne trillende ned ad sine fine røde æblekinder. ”Jeg…” Jeg stoppede midt i sætningen, jeg kunne ikke sige mere, det gjorde for ondt. Min søster sagde heller ikke mere, hun ville ikke presse mig til at sige noget jeg ikke ville, hun kendte mig for godt. Hun vidste at hun ikke ville få noget ud af det, andet end at jeg ville blive tosset, hvis hun prøvede på det. Jeg satte mig ned ved siden af hende og lagde armen om hende. Hende lille spinkle krop var kold, kold som is. ”Er du okay?” spurgte jeg med hæs stemme, jeg var bekymret, for hun burde være varm. Hun havde trods alt lige løbet virkelig langt. Jeg fik intet svar fra hende, kun vindens klagende skrig lød gennem den klare mørke stjernehimmel. Jeg rejste mig op igen, så ned på hende og begyndte at gå længere væk fra byen. Jeg kunne høre min søsters tunge skridt bag mig, som hurtigt ændrede sig til løb. Hun kom op på siden af mig. ”Trine… Hvor skal vi hen?” spurgte hun med sin lille skingre stemme, mens hun tog min hånd så hun kunne følge med. Jeg så på hende og svarede med usikker stemme: ”Langt væk Sarah… Langt væk herfra.” Hun nikkede lidt så hendes mørke hår dansede med vinden i den kolde nat. Jeg åbnede min rygsæk, tog et tæppe frem og lagde det på hendes skuldre så hun kunne få varmen. Hun smilede taknemmeligt og så på det øde landskab omkring os. Der var ingen huse eller biler i nærheden, kun træer og buske der svajede stille i den mørke nat…


Vi havde gået i nogle få timer, da vi udmattede og forfrosne lagde os ind i en lille ’hytte’ af papkasser. Sarah så rundt i den tomme by, mens hun trak sig helt hen til mig for at få mere varme og for at jeg også kunne få noget. Byen var uhyggelig. Det var som om at den var forladt, som om at det kun var mig og hende der var her i byen. Tænk hvis vi havde været de eneste i hele denne vide verden? Jeg rystede på hovedet, det ville jeg slet ikke tænke på, slet ikke nu. Jeg så hen mod telefonboksen, det var det eneste der oplyste de tomme huse omkring os. Det eneste man kunne høre i denne by, var vores åndedræt, vindens skrigende klagesang, træernes og buskenes blade rasle og en lille hunds klynken. Sarah så hen på hunden, den haltede og var meget tynd. Hun havde ondt af det stakkels lille dyr, hun rakte sin hånd ud mod den og kaldte blidt på den. Hunden så på os med mistænksomme øjne, jeg ved ikke hvad den tænkte, for lige pludselig kom den hen og snusede til hendes hånd. ”Trine? Kan den ikke få lidt af vores mad? Den ser så sulten ud…” Jeg så på hende og nikkede, for det var virkelig synd for hunden. Jeg åbnede min rygsæk stille og roligt, så den ikke blev forskrækket, og tog noget brød op af tasken. Hunden kom straks hen til mig og så bedende på mig med sine små brune øjne. Jeg gav den forsigtigt noget brød og den spiste det med taknemmelighed.


Jeg ved ikke hvor lang tid der var gået siden vi forlod huset, men Sarah var faldet i søvn ved min side, jeg havde bare ikke opdaget det endnu. ”Sover du?” mumlede jeg, mens jeg betragtede stjernehimlen. Stjernerne var så store herude, alt for store, jeg brød mig ikke om det. ”De henter os sikkert i morgen, hvis det da ellers bliver morgen her… Så kommer vi hjem i vores egen seng tror jeg” mumlede jeg og så på Sarah. Jeg smilede da jeg så hendes ansigt, så fredfyldt, så uskyldigt, som om der slet ikke var sket noget tidligere på aftenen. Min kolde hånd fjernede en mørk hårtot fra hendes lille runde ansigt og aede hendes kind. Jeg sukkede, hun skulle bare vide… Vide at vi måske ikke kom hjem igen.


Jeg kravlede lydløst ud af ’hytten’ og rejste mig langsomt op. Hele min krop var kold som is og tung som bly. Jeg kæmpede mig hen til telefonboksen og åbnede døren, der knirkede skingert. Jeg fandt nogle mønter i min bukselomme og puttede i telefonen. Jeg kunne høre tonen der fortalte én at man nu kunne taste nummeret ind. Jeg kastede et blik på tallene og tog røret op til øret. Mine fingre tastede langsomt hjemmenummeret ind. Først 3 så 5 osv. Jeg kastede hurtigt et blik hen mod min søster og så at hun stadig sov. Min mave rumlede af sult, jeg havde ikke spist noget hele natten. Sarah og hunden havde spist al maden, hvilket var okay, jeg kunne sagtens klare mig.


Jeg vendte igen blikket mod telefonen og ventede på at den ringede op. Mit blik gled over tallene igen, tjekkede en sidste gang at jeg havde tastede det rigtige nummer. Det havde jeg, men telefonen ringede ikke op, hvad skulle jeg gøre? Jeg havde ikke min egen mobil med mig, hvor dumt. Jeg sukkede og smækkede røret på. ”Hvorfor skal jeg altid glemme noget vigtigt?!” tænkte jeg vredt og bankede min hånd ind i telefonboksens væg. Møntrene klirrede i telefonen. Jeg så mistænksomt på den, fodrede den med mine sidste mønter og tastede atter nummeret ind igen. Jeg sukkede en sidste gang, tog en dyb indånding og håbede på at den ville ringe op denne gang.
 

Jeg tog røret op til mit øre igen og kiggede en sidste gang på min søster...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...