The new k-pop girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2016
  • Status: Igang
Samantha på 16 år er rejst hele vejen til Seoul for at være en del af SM Entertainment familien, problemet er bare at hun har sceneskræk. Da de virkelig gerne vil have hende finder de en løsning. Hun får en coach.

12Likes
16Kommentarer
1648Visninger
AA

2. kort løbetur med Jonghyun

Samantha P.O.V

Næste morgen vågner jeg, da en eller anden trak gardinerne fra så jeg fik solen i øjene. Jeg sætter mig stille op og kigger over mod vinduerne, Hvor Jonghyun stå i løbe tøj og sko. " Så stå vi op, og ud af sengen for vi skal løbe" Hans entusiasme er til at brække sig over, men jeg nøjes med at lægge mig ned i sengen igen. To minutter efter forsvinder min dyne lige pludselig. Jeg åbner stille øjnene for at se Jonghyun gå ud af døren med min dyne og lukke den efter sig. Jeg får langsomt trukket mig selv ud af sengen og ud på gulvet, og hen til skabet, får taget noget grimt løbetøj på og så  i slow motion ud af døren og ned i stuen, hvor Jonghyun står og venter.

Han venter utålmodigt mens jeg hurtigt tager en lille smule morgenmad inden, vi skal ud og løbe, i starten løber han forrest, mens jeg hænger 20 meter bagefter og er ved at kaste min ny indtaget morgenmad op igen. " Du ved godt det ikke er sundt at løbe lige efter man har spist ik?" " hvis du var stået op første gang jeg kaldte ville det ikke have været et problem" " Du har da kun vægget mig en gang" Jeg stopper op og hiver efter vejret, Jonghyun stopper lidt længere fremme og begynder at gå tilbage mod mig. " Nej det var anden gang, jeg var inde hos dig, første gang var der overhovedet ingen kontakt" Jeg kigger lidt op af ham, " Du lyver, jeg kan overhovedet ikke huske det" " nej helt sandt, du var helt væk" Jeg retter mig op igen og trækker på skulderne, han smiler lidt " Du løber forrest fra nu af" Jeg bliver stående, " jeg kender ikke vejen", " nej men du løber bare, vi skal nok finde hjem alligevel" Jeg begynder stille at lunte, men Jonghyun bliver ved med at gå, ved siden af mig, " kalder du det der at løbe" Jeg sukker lidt og begynder at løbe og det samme gør han.

Første gang der kommer en vej til siden stopper jeg op, et for at få en pause to, jeg gider ikke løbe for langt og hvis jeg får os langt væk skal vi også tilbage igen. Jonghyun stopper op ved siden af mig, " hvad laver du? bare løb", " jaja, men hvilken vej?" " det bestemmer du" jeg kigger ned af sidevejen, den ser ikke helt slem ud, jeg løfter det ene ben og skal lige til at løbe da.... jeg ligger lige så lang jeg er nede på jorden, Jonghyun skynder sig over til mig " Er du okay?" jeg kigger op, for at se ham grine, eller han griner ikke men han er lige ved. " jeg har det fint" siger jeg og sætter mig lidt op, Jonghyun tage min arm og hiver mig helt op at sidder, jeg kigger op og hans ansigt er lige der, helt tæt på, foran mit. Han kigger ned på mig og vores øjne mødes, måske er det bare mig, men i et øjeblik ser det ud som om hans ansigt kommer tættere på, inden han vender hovedet væk og kigger den anden vej, jeg gør det samme bare i den modsatte retning end ham, jeg kan mærke mine kinder blive røde, og det må han helst ikke se. Jonghyun rømmer sig inden han rejser sig op, han rækker sin hånd ned mod mig, og jeg tager den, da jeg er kommer op at stå, lader jeg lige hurtigt blikket løbe ned over mine ben, et par skrammer og hudafskrabninger her og der og et sted er der gået hul, men ellers er det ret billigt sluppet, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kigger op, Jonghyun kigger ned, i samme retning som jeg lige havde stået og gjordt, og han synes hvis ikke det er billigt sluppet, det er helt tydeligt. Jonghyun kigger på mig " Nårh vi må nok hellere gå hjem, og få vasket det der, så slap du uden om løbeturen alligevel hva" han smiler til mig, et super dejligt perfekt smil, mens han vender rundt og begynder at gå, " jeg vil nu ikke sige jeg slap udenom, vi var jo taget afsted" hans mundvig bevæger sig lidt op af " ja det kan du jo have ret i, men jeg er da glad for det ikke er værre end det der" han peger ned på mine ben inden han fortsætter, " så lader Key mig måske overleve, måske"


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...