The new k-pop girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2016
  • Status: Igang
Samantha på 16 år er rejst hele vejen til Seoul for at være en del af SM Entertainment familien, problemet er bare at hun har sceneskræk. Da de virkelig gerne vil have hende finder de en løsning. Hun får en coach.

12Likes
16Kommentarer
1660Visninger
AA

1. Kim Jonghyun

Samantha P.O.V

Nu stod jeg står jeg så her, i Seoul lufthavn og har ingen andeles om hvor fanden jeg nu skal hen, SM Entertainment har lovet der ville være en til at hente mig, men den person er her tydeligvis ikke, eller også kan jeg bare ikke se ham mellem alle de mennesker der er her. Jeg tager fat i håndtaget på min store kuffert og begynder at gå mod udgangen, det kan være jeg finder ham på vejen, eller også finder han mig, jeg har en speciel flistrøje på, som SM Entertainment sendte til mig, så de kunne finde mig i lufthavnen.
På vej mod indgangen er der lige pludselig en der rører ved min skulder, jeg vender mig forskrækket om, og kigger ind i de dejligste brune øjne, en dreng smiler til mig, og jeg ved med det samme hvem det er.

Kim Jonghyun står lige foran mig og smiler til mig " Hej jeg hedder Jonghyun, jeg skal være din mentor mens du er herovre" Jeg nikker stille mens jeg fortsat stirre på ham, der er noget fortryllende over ham, den virkelige version er meget bedre en den lifesize plakat jeg har hjemme på mit værelse i Danmark. jeg af stadig helt opslugt da Jonghyun tager kuffert pg begynder af gå. Jeg følger stille efter, uden at sige noget. Foran en stor BMW stopper han og roder lidt i sin lomme, der lyder et klik, og han går hen og åbner bagagerummet. Han åbner døren i passager siden og laver en håndbevægelse, der indikere jeg skal sætte mig ind, og det går jeg. Jonghyun går rundt om bilen og sætter sig ind. Vi har ikke kørt i særlig langtid før jeg falder i søvn.

Jeg vågner først da bilen stopper, af en eller anden grund vælger jeg ikke at åbne øjnene, jeg kan hører døren i den anden side blive åbnet og lukket igen, lidt efter hører jeg stemmer, den ene er Jonghyuns, men den anden kender jeg ikke. Lidt efter bliver døren i min side åbnet, jeg forventer enligt en der vil vække mig, men i steder, bliver jeg løftet ud af bilen og lidt efter bliver jeg lagt ned i en seng, og en eller anden, nok Jonghyun ligger en dyne over mig. Da jeg kan hører døren lukke åbner jeg igen øjnene, jeg ligger i et rat stort rum, væggene er hvide, der er tre døre, den ene står på klem jeg kan se den fører ud til et badeværelse, de andre kan jeg ikke se herfra hvad er. Jeg ligger mig lidt bedre til rette, jeg lukker øjnene og ligger bare og lytter. Jeg kan hører to stemmer der snakker sammen, den ene er Jonghyuns, den anden er den samme som udenfor, jeg kan ikke hører hvad de snakker om, men det lyder som om den ene er sur. Jeg kan ikke lade være med at smile, da Jonghyun begynder at forsvare sig selv, som om han var en lille dreng.

Da jeg vågner igen kigger jeg forvirret rundt, jeg kan slet ikke huske jeg lagde mig til at sove. Jeg sætter mig forvirret op i sengen og kigger lidt rundt i lokalet, jeg ligger i en stor seng i midten, den ene dør der var lukket før står nu åben, det er et kæmpe skab. jeg går stille der ind og kigger rundt, det eneste der står der inde er min kuffert ellers er der helt tomt, nu har jeg da en undskyldning for at tage ud og shoppe. så må den sidste dør jo være ud til resten af huset. Jeg går hen til sengen og sætter mig ned, kigger lige hurtigt på min iphone for at se hvad klokken er, 18.00, så så er det nok derfor jeg er sulten, jeg har ikke fået noget siden i morges på flyet. Lige pludselig kan jeg høre fodtrin nærme sig, som en lille pige skynder jeg mig at trække dynen hen over mig igen og lader som om jeg sover. Der bliver stille banket på døren, lidt efter bliver den åbnet.

Jonghyun P.O.V

Jeg stikker forsigtigt hovedet ind af døren, og kigger over mod sengen, hun sover, jeg går lidt ind i rummet, men stopper så, vil det ikke virke lidt underligt at jeg bare går ind og vækker en næsten fremmed pige. På den anden side er jeg jo gået hele vejen her ind, det ville virke lidt underligt hvis jeg bare gik ud igen. Jeg kigger igen hen mod sengen, og går stille der over, hun ligger helt nede under dynen kun noget af håret stikker op, jeg står lidt og smiler for mig selv inden jeg hurtigt tager min iphone op af lommen tager et billede og lægger den ned igen. Jeg tager forsigtigt i dynen og rusker lidt, intet svar, igen lidt hårdere, hun begynder stille og bevæge sig, " der er aften mad nu" siger jeg stille, hun rykker lidt på sig og kommer med et lille "hmmm".

Jeg ventede lidt men der skete ikke mere, så jeg gik stille hen til døren, gik ud og hamrede den i. Jeg kunne hører nogen sætte sig op, og lidt efter rejse sig. Jeg gik ind til de andre stuen, de sad allerede rundt om bordet. Jeg gik hen og satte mig på en af de tomme stole, og lidt efter stikker Samantha hovedet ind, og kommer stille ind, hun står lidt usikkert i rummet indtil Key rejser sig op " hej søde jeg hedder Key og mens du er her, kan du kalde mig Umma, kom her sæt dig ned, tag noget mad, du er sikkert sulten" Han sætter hende ned på pladsen mellem mig og han selv. Hun sidder lidt og kigger på maden, og da hun ikke tager noget, tager Key hendes tallerken og øser en ordentlig buson op, og sætter den ned foran hende. Hun kigger på tallerkenen med store øjne og samler gaflen op fra bordet, tager en lille bitte bid, og putter den helt stille ind i munden. Lang tid efter da hun endelig havde spiste det hele. Sad vi alle sammen ovre i sofaen, hun sad henne i hjørnet og kiggede ned på sine hænder. Hun havde næsten ikke sagt noget hele aftenen, det eneste hun havde sagt var tak for mad. Jeg satte mig lidt tættere på hende, jeg kunne mærke hun kort kiggede hen mod mig og så tilbage på sine hænder.

Da hun senere gik ind på sit værelse, fulgte jeg efter. Hun nåede lige at lukke døren efter sig, jeg stoppede foran hendes dør og lyttede lidt, men jeg kunne ikke hører noget specielt, så jeg bankede på, lidt efter lød der et lille kom ind, og jeg åbnede døren.

Hun sad ovre på sengen og kiggede ovre mod døren, jeg går stille ind og lukke døren bag ved mig, jeg tager hurtigt kontorstolen og sætter mig foran hende. Hun kigger stadig ikke på mig, " okay, jeg ved godt du er i et andet land, i et hus med folk du ikke kende, men du bliver da nød til at tale med os, du kan sige alt, jeg skal jo være din mentor mens du er her, og jeg må indrømme, jeg ikke forstod hvorfor du havde brug for en mentor, men det har jeg da fundet ud af nu". Hun fortsatte med at kigge ned, " hør her, det er helt fint du er lidt genert, og har sceneskræk, det er det jeg skal hjælpe dig af med, men du bliver nødt til at tale med os, ellers bliver det godt nok kedeligt at være her det næste år". Endeligt kigger hun op og kigger på mig. " jeg siger noget, hvis du siger noget" jeg kigger lidt uforstående på hende " okay, mit navn er Kim Jonghyun, og jeg skal være din mentor, mens du er her, jeg er forsanger i bandet SHINee, andet du gerne vil vide" " nej det er fint", " okay nu er det så din tur" " okay, jeg hedder Samantha Jørgensen, jeg er 16 næsten 17 år gammel, og jeg er tvunget trainee for SM Entertainment, jeg gider ærligt talt ikke være her" jeg kiggede på hendes ansigt mens hun snakkede, der var ingen tvivl om at hun mente hvad hun sagde.

" Hvis du ikke vil være her, hvad laver du så her" " min mor ville gerne have jeg tog chancen med noget for en gangs skyld, hun mener jeg har levet livet i en boble, jeg har haft sceneskræk lige sine jeg var lille og jeg har aldrig prøvet på at slippe af med det, jeg har bare undgået at være i rum med for mange mennesker" " Hvordan har du så klaret dig igennem skolen?" " homeschool, jeg har aldrig gået i rigtig skole" " nårh vi har vidst en masse af arbejde med" hun nikker stille, " nårh men kan du så danse?" hun kigger hurtigt over på mig og ryster vildt på hovedet. " Nårh, men så er der jo endnu mere at arbejde med" Jeg rejser mig op og skubber stolen tilbage på plads, " nårh men når vi nu har så meget at arbejde med må vi hellere gå i seng nu for det bliver hårdt" hun kigger lidt op på mig, gennem sine smukke øjenviber og nikker. Jeg går ud fra hendes værelse og lukke døren, mens så stopper jeg op, hvad var det lige jeg havde tænkt, smukke øjenviber, okay Jonghyun det der skal du ovre hovedet ikke begynde på, hun er alt for ung til dig og du er hendes mentor, kom på andre tanker, slå det ud af hovedet, jeg slog mig let i hovedet inden jeg gik ind på mit værelse.

Samantha P.O.V

Da jeg stille lagde mig ned under dynen, kunne jeg mærke hvor varme mine kinder var. Jeg gemte stille mit hovedet ned under dynen, jeg havde lidt lyst til at græde, hvorfor skulle det lige ske, hvorfor skulle han lige være så perfekt, kunne han ikke være en eller anden nørd. men nej det kunne han ikke, han skulle være Kim Jonghyun, som jeg nu helt sikkert var forelsket i.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...