Who am I {{One Direction}} 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Igang
Den danske pige, Rose, på kun 18 år har lige afsluttet gymnasiet og har besluttet sig for at opleve en ny verden i et nyt land. Alene flytter hun til London for at arbejde og finde sig selv, ikke mindst for at møde nye udfordringer og oplevelser. Hvad, hun ikke ved, er, at hendes nye arbejde er et kendt sted for de engelske berømtheder, hvem mon dukker op og forhindrer hende i at koncentrere sig om sit arbejde? Vil hun finde sig selv, eller vil hun være som før?

1Likes
2Kommentarer
403Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Klokken nærmede sig tre om eftermiddagen, og jeg havde det som om, at de sidste par timer var fløjet afsted. Emily og jeg havde kævlet løs om gamle minder og havde endt med mavekramper - som følger af vilde grineflip.

"Rose, jeg tror det er på tide, at vi kører!" Kunne jeg høre min far råbe nedenunder. Emily sprang op af sengen og greb min hånd. "Kom så, tykke, nu er det afsted med dig!" Klukkede hun og trak hårdt i min hånd. Jeg kiggede en hurtig gang rundt i værelset, som var det sidste gang, jeg nogensinde ville se det igen.

Turen til lufthavnen var ikke specielt lang, da vi boede på Amager, hvilket er lige ved lufthavnenagtigt.

Kan man overhoved sige det? Nu kan man, jeg har opfundet et ord! Sådan Rose! Woop woop!

Emily og jeg stod og kiggede på afgangstavlerne for at finde ud af, hvilken skranke jeg skulle aflevere min bagage ved. Hun ruskede mig i armen og begyndte stille at hoppe, mens hun udbrød: "Rose, Rose, Roose! Sødeste Rose! Se! Lige der!" Jeg kunne ikke lade være med at grine - hun var langt fra normal, og det elskede jeg ved hende. "Hvad snakker du om Ems?" Hun pegede med øjne så store som tekopper, ih poetisk, op på tavlen. "Der! Din afgang, London klokken seks! Du skal derhen." Jeg nikkede.

Med min far og Julia i hælene, begav vi os hen mod bagageskranken. Jeg fik hurtigt afleveret min bagage, og pludselig slog det klik for mig. Det var nu, jeg skulle rejse, flytte og være helt for mig selv.

"Orh, jeg kommer til at savne jer alle så meget!" Fortalte jeg med en grødet stemme. Min far gav mig hurtigt et bamsekram, og så gik turen videre til Julia. Emily og jeg gik derefter alene. Det var der brug for.

"Tykke, du lover mig, at jeg må besøge dig ligeså meget, som jeg vil, ikke?" Emily kiggede på mig med øjnene fulde af vand. Jeg slog armene om hende. "Jo, altid! Jeg vil sågar betale dig for at besøge mig!" Hun smilede halvhjertet - det var hårdt. Tænk at jeg skulle flytte væk fra min aller tætteste veninde! Hvorfor havde jeg dog valgt det?! Nårh jo. Jeg havde brug for det. Det var jeg helt 100 på. I de sidste par år havde jeg haft svært ved at vide, hvem jeg egentlig var. 

 

Godt nok var det også grunden til at jeg flyttede ind til min far. For at finde mig selv. Det havde bare ikke rigtigt virket, og jeg ved ikke hvorfor. Måske lod jeg mig ikke slappe af, og bare være den jeg er. Måske min frygt for ikke at være god nok stadig var der? I folkeskolen havde folk altid bedømt mig ud fra mine fritidsinteresser - at være kreativ og at synge. Jeg blev altid set som den 'mærkelige og kedelige', som ikke kunne have det sjovt.

"Jeg bliver nødt til at gå nu Ems, men lov mig at du aldrig glemmer mig!" Tårnene løb ned af mine kinder, da jeg krammede hende for en sidste gang og begyndte op af trappen. "Jeg vil aldrig glemme dig tykke!" Svarede hun. Hun var den bedste! "JEG ELSKER DIG EMS!" Råbte jeg, inden jeg vendte om og gik videre.

Jeg kom nemt gennem security og fandt ud til min gate. Det føltes så sørgeligt at være helt alene, lige i det sekund. Omkring mig var en masse børnefamilier, kærestepar og dog et par forretningsmænd. Ellers rejste folk ikke alene, altså lige udover mig.

"Alle passagerer til London bedes boarde nu" lød det igennem højtalerne. Jeg smuttede hurtigt op i køen, og ind i flyet.

Dér sad jeg så helt alene i et fly, ved siden af en umenneskelig lækker fyr. Great, jeg var da klart lækker lige nu, med mascara ned af kinderne og det hele.

Tiltrækkende Rose, super tiltrækkende...

"Så, hvad skal du i London?" Spurgte den overmegahotte dreng ved siden af mig. Han snakkede engelsk, skal det lige siges. Jeg vendte blidt hovedet mod ham og svarede: "Jeg skal bo der, eftersom jeg flytter fra Danmark. Hvad med dig?" Han åbnede øjnene lidt ekstra og så begejstret på mig. "Cool, jeg kommer fra England, det kunne du vel gætte dig frem til. Jeg har bare lige været henne at besøge lidt familie, ellers bor jeg i London." Åh gud, han havde den sødeste og mest charmerende accent. Rose, du har lige snakket med din første brite, og du er ikke engang i England endnu! OH MY JESUS CHRIST, som Makka Bakka jo siger. Han er så mærkelig, godt jeg ikke er ham. Altså ikke fordi jeg er normal vel, men fordi jeg ville rive hovedet af mig selv, hvis jeg sagde det hele tiden. 'OH MY GOD, JEG ER F*CKING IKKE BØSSE!' Ja, okaaaaay. Har måske stenet hans videoer lidt - men hey, de er nu også sjove!

Nå, tilbage til min samtale med briten. "Fedt nok, må jeg egentlig spørge om dit navn?" Havde jeg seriøst lige spurgt en vildt fremmed om sit navn? HVOR ER JEG SEJ. Ej, måske ikke helt. "Ja, klart. Mit navn er David, men du kan bare kalde mig Dave" Svarede den såkaldte 'Dave'. Jeg nikkede, "flot navn, jeg hedder Rose". Han nikkede igen og derefter fortsatte vi ellers med at snakke resten af flyturen - på engelsk selvfølgelig.

"Rose, kan jeg ikke lige få dit nummer? Så kan vi måske mødes over en kop kaffe en dag?" Spurgte David med en sødt smil, som viste to smilehuller. Orh hvor vildt! En overlækker brite inviterer mig ud på min første dag i England! Kan livet være bedre? oh yeah, det kører for lille Rose her! "Jo, helt klart, det lyder hyggeligt" Jeg tog imod hans mobil og tastede nummeret ind, det samme gjorde han. 


♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦

Jeg undskylder virkelig for den lange ventetid! Der skal nok komme mere spænding snart - det lover jeg!

 - WhyAnonymous ♥.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...