Five Days Without Hope- One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Er livet noget værd hvis man ikke har noget tilbage? Det mener 17 årige Hope Austin, fra Danmark, at det ER. Hun har lige mistet HELE sin familie. De eneste der er tilbage er hendes syge Bedstefar og hendes onde onkel, og selvfølgelig hendes ene lillebror der ligger i koma på hospitalet. Eller det troede hun da. Da hun under en One Direction koncert i Herning er backstage, får hun nerve sammenbrud. Hun vågner op på hospitalet med hendes veninde Blake og One Direction drengene ved hendes side. Af dem får hun en meget interesant nyhed, men hvad er det? Sammen med drengene og Blake tager hun ud på eventyr og sjove oplevelser, med drama, konflikter og kærlighed i stor stil.
Trailer kommer :-P

Vi skiftes til at skrive kapitlerne bare så i ikke bliver forvirret over den lidt forskellige skrive stil xD

3Likes
0Kommentarer
492Visninger

2. Prolog

Jeg kiggede hurtigt på tiden, 1 minut tilbage. Jeg skyndte mig på tasterne, det lignede næsten at mine fingre fløj hen over tastaturet. Ko, sådan! Jeg kiggede hurtigt hen på min modstanders lines, 33, jeg har 40 og en ko. Jeg smilede, han kan umuligt nå at vinde nu. Rigtigt, jeg vandt.

Jeg hørte en underlig pling lyd, som når man får en besked. Det var ham drengen jeg spillede imod, forresten så spiller jeg tetris hvis du ikke allerede har regnet den ud, men det var i hvert fald drengen jeg spillede imod der havde skrevet en besked til mig. Du ved i den der boks hvor modstandere kan skrive til hinanden? Nede i venstre hjørne? Godt.

 

Harry Styles: You’re a good player, thanks for playing!:-)

 

Hope Austin: Not bad yourself, but I have a question to you?

 

Harry Styles: Yes?

 

Hope Austin: Are you the real Harry Styles? You know, him from the world knowing boy band, One Direction?

 

Harry Styles: Would you tell your friends, if i say yes?

 

Hope Austin: No, I don’t think so, but I think I would tell it to my best friend, Blake:-?

 

Harry Styles: Good enough to me, yes I’m Harry Styles from the world knowing band One Direction:-D

 

Hope Austin: Yaaaaaaaa, that’s to cool!!!!!!!!!!!!!!!!!!! I like you guys music :)

 

Harry Styles: Not that reaction I have expected, but nice enough:-D

 

Hope Austin: Thanks a lot:-?

 

Harry Styles: Ehh, okay, **Strange person**

 

Hope Austin: Hey! That’s my sentence!!!!!

 

Harry Styles: Wtf?

 

Hope Austin:Yep, I always say that sentence, so: DON'T YOU DARE SAY THAT TO ME!!!!!!!!

 

Harry Styles: Okay, but you are a strange person:-D

 

Hope Austin: I know, my best friend tells me all the time;-)

 

Harry Styles: o..kay... but where do you come from? My guess is EnglandxD

 

Hope Austin: And… that’s wrong, I’m from Denmark!!<3

 

Harry Styles: Denmark? That’s a nice country, are you a fan?

 

Hope Austin: Yes I am, so this chat is very strange to me, but nice:-?

 

Harry Styles: I thought so. Anyway, do you have tickets to the concert?

 

Hope Austin: Yea, I do. In Herning.

 

Harry Styles: What would you say to, two backstage pas to you and you friend, Blake? To the concert in Herning???

 

Hope Austin: Not more than that? That’s boring and nothing:(

 

Harry Styles: What the hell??? I thougth you were a fan???

 

Hope Austin: Just kidding!!! Haha :-DDDD

 

Harry Styles: That what not even funny!!!!

 

Hope Austin: Of course it is!!! And you’re stupid if you thougth I would say no xD

 

Harry Styles: You’re an evil devil :F

 

Hope Austin: Thanks :-D

 

Harry Styles: You are crazy, but I like you, you seem like a pretty cool person :-D

 

Hope Austin: Hey!! That was mean!!!! You’re devil :F

 

Harry Styles: Ehhh… that is not making any sense to me?

 

Hope Austin: Hahahhahahha!!!!! You are so fucking easy!!!!!!!! :-DDDDD

 

Harry Styles: Argghhhhh, that was not a funny joke!?

 

Hope Austin: No, you're right. But you are still very easy.

 

Harry Styles: No! Im not.. No one can trick me, exept for you!

 

Hope Austin: Thanks, i think? See you later? Maybe?

 

Harry Styles: Yea, why not. See you!

Og så lukkede jeg samtalen ned, jeg skulle lige til at lukke facebook helt ned da jeg så at jeg havde fået en ny venneanmodning, fra en Harry Styles. Jeg smilede og accepterede anmodningen.

ⱷⱷⱷ

Der kom en underlig lyd inde fra stuen, det lød næsten som skud. Jeg lagde ikke noget i det, det er sikkert bare Noah eller Lukas der spiller Call Of Duty eller sådan noget. Der kom lyden igen, så lød der skridt, mød mit værelse.

Jeg hørte døren gå op, der var en der trampede ind. Hvem fanden tramper her i huset?

Der lød en dyb stemme, jeg kunne ikke helt høre hvad personen sagde, det lød noget i retningen af: ”kom frem så kager dig ikke noget.” Ved virkelig ikke hvad han mener med det, det gir’ ingen mening i mine ører. Men det er i hvert fald ikke far, Lukas eller Noah, så meget ved jeg.

Jeg listede stille frem, jeg sad bag min seng og spillede computer, da jeg hørte råb inde fra stuen. Jeg listede ind i stuen, det første syn der mødte mig skræmte mig fra vid og sans.

Noah.

Min elskede lillebror.

Død.

Lige der, der lå min dejlige lillebror, stendød, skudt gennem hjertet.

Raseriet flød i stride strømme igennem min krop, det kan bare ikke passe at min dejlige lillebror er død. Det kan ikke passe.

Jeg gik med bestemte skridt helt ind i stuen.

Jeg lukkede øjnene og åbnede dem igen. Det var der stadig, jeg kan ikke tro det. Det er løgn, det skal det være.

Der, lige der, på gulvet. Der ligger min far, stendød. Præcis ligesom Noah, åh nej Noah!

Jeg kiggede over i hjørnet af stuen.

Lukas står og gemmer sig bag min mor, hvad sker der? Jeg kiggede lidt rundt i stuen, hvem fuck er det?

Der stod en høj mand midt i stuen, han har lyst og iskolde blå øjne, had. Der var masser af had i de iskolde øjne. Jeg forstod det ikke, hvordan kan han hade mor? Han kender hende jo ikke? Men det kunne det faktisk godt passe, der var nemlig genkendelse i mors blik.

Jeg kunne se manden løfte pistolen, havde han en pistol? Det havde han åbenbart. Han rettede pistolen direkte mod… Lukas!!!

”Nej” jeg lagde slet ikke mærke til at det var mg der råbte, det eneste jeg registrerede var den høje lyd fra pistolen. Jeg kunne nærmest fornemme hvordan kuglen fløj igennem luften med direkte kurs mod Lukas hjerte, nej nej nej!!!

Men det var åbenbart lykkedes mig at distrahere ham, kuglen ramte lige ved siden af hjertet, omkring 20cm fra hans hjerte. Gudskelov. Han er ikke død.

Men det var ikke slut endnu, forfanden da. Manden rettede pistolen mod min mor, jeg stivnede. Han ville da ikke slå min mor ihjel, vel? Det ville han sikkert, han har forfanden da slået min far og ene lillebror ihjel! Fucking spade!!

Men jeg kan intet gøre, jeg er lammet af skræk. Jeg må bare stå her og se på mens min familie er ved at blive myrdet! Jeg høre aftrækkeren på pistolen, blodet flyder fra mors arm, jeg høre det igen, mor bliver ramt i benet. Det er forfærdeligt, et mareridt der går i opfyldelse.

Jeg høre et skud, et sidste skud, og mor falder om.

”Neeeeeeeej” jeg råber, men det er som om der ikke kommer nogen lyd fra mig, alt foregår i en anden verden, som om jeg er et sted hvor jeg kun kan stå og se på.

Manden vender sig mod Lukas. Neeeeeej, råber jeg i mine tanker. Jeg har ikke tænkt mig at miste flere!

Jeg skriger og springer op på manden. Jeg brød ud af ”Den Anden Verden” som jeg var fanget i, en verden af skræk.

Jeg gav ham et flyvespark, han fløj rent faktisk igennem stuen. Utroligt. På en eller anden måde lykkedes det mig at få lagt ham ned, låst fast.

Jeg kiggede mig om, hvad fanden skal jeg gøre nu? Tænkte jeg frebilsk. Forfanden da, hvad ville Harry Potter gøre? Jeg ved det! Han ville forvandle ham til en frø. Forfanden jeg er gået i panik, det må bare ikke ske nu. Hvad skal jeg gøre? Jeg ved det! Jeg ringe til politiet!

Jeg fik fat i min mobil i min baglomme, fik tastet 1-1-2.

Telefonen bibbede et par gange, endelig var der en der tog den.

Det Mads Jensen fra politiet, hvad kan jeg gøre for dig?

Hjælp! Der kom en mand hjem til os… far… Død… NoahMor... skud… bange! Hulkede jeg ind i telefonen. Men det lød til at han forstod det, han svarede i hvert fald.

Okay nu skal du høre, kan du give os din adresse og så sender vi nogle folk ud til jer?

Taa... ak. Det er Frøskovparken 30, Herning, Tjørring. Hulkede jeg, mens jeg stadig holdt manden fast på gulvet i et jern greb. Jeg tog mobilen væk fra øret og lagde på.

Jeg strammede mit greb om manden. Jeg var så bange for at han skulle slippe fri og gøre mig eller Lukas noget. Åh nej, Lukas! Jeg kiggede frebilsk over mod ham, han så ud til at være i live, indtil videre. Jeg kiggede efter et eller andet jeg kunne binde manden med, jeg fik øje på tæppet som altid lagde henover stoleærmet. Jeg greb ud efter det, jeg snoede det rundt så det kom til at ligne et reb.

Jeg fik på en eller anden måde bundet det om mandens hænder, stramt så han ikke kunne slippe fri. Det var noget jeg havde en del øvelse i, jeg havde 2 små brødre, selvfølgelig har jeg prøvet at binde dem.

Jeg rejste mig op fra manden da jeg havde fået bundet ham forsvarligt. Jeg bevægede mig forsigtigt hen mod Lukas, jeg er ikke meget for at nærme mig mor.

Jeg flytter lidt på mor for at komme til Lukas, jeg mærker efter hans puls. Den er der, men den er svag. Åh nej, hvad nu hvis han dør? Det må han ikke, det kan han ikke gøre mod mig!

Jeg prøvede at vække ham, er det ikke noget med at Man ikke må sove, eller noget i den stil?

”Hjælp, hvad fanden skal jeg gøre?” hviskede jeg, med tårerne rendende ned af kinderne. Jeg sad bare ved Lukas og prøvede på at stoppe blodet der flød ud fra hans bryst at jeg ikke lagde mærke til noget omkring mig, hvilket var en kæmpe fejl.

For jeg lagde slet ikke mærke til at manden fik rejst sig op, og fik bundet knuden op, på en eller anden måde. Jeg lagde ikke mærke til andet end at jeg var ved at miste min sidste familie.

Jeg registrerede først for sent at han var kommet fri, alt for sent. Jeg hørte skridt og en tung vejrtrækning bag mig, jeg vendte mig om med et sæt. Men det var for sent, det eneste jeg nåede at se var et rasende blik, fuldt af had, før en skærende smerte gennemborede mit hoved, det gik lige ned over venstre øje.

Det sidste jeg hørte var råb og sirener og døre der blev smækket op. Så blev alt sort.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...