Cry Me A River

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
"Din lille ludder! Klamme Møgso! Fucking Idiot!"
Ordene runger i mit hoved, da jeg løber ud af den tomme skolegård. Regnen siler ned, og det føles som tusind små piske mod mit ansigt. Min mascara løber, og mit leverpostejfarvede hår klæber sig mod mit ansigt og hals. Men jeg er ligeglad..Skal bare væk...

Agnes er 16 år. Hun bliver mobbet i skolen, og det går hende rigtig meget på.. Så meget, at hun næsten er villig til alt for at stoppe det! Selvom det kan have fatale konsekvenser.

3Likes
0Kommentarer
306Visninger
AA

1. „When life gives you a hundred reasons to cry, show life that you have a thousand reasons to smile.“

 

 

"Din lille ludder! Klamme møgso! Fucking idiot!"

Ordene runger i mit hoved, da jeg løber ud af den tomme skolegård. Regnen siler ned, og slår mod mit ansigt som tusind små piske. Min mascara løber, og mit leverpostejfarvede hår klæber sig mod mit ansigt og hals. Men jeg er ligeglad..Skal bare væk.. Jeg løber over den brede vej uden for skolen, og sætter i spurgt. Min vejrtrækning er hysterisk, og det hele tåger for mine øjne. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen. Det er mine ben der sætter kursen. Det er først da jeg har løbet et godt stykke tid, jeg bliver klar over det..  Kirkegården! Min mor døde for 4 år siden af cancer, og jeg er stadig ikke rigtig kommet mig over det. Jeg kommer på kirkegården regelmæssigt. Søger trøst. Det er somom  min mor stadig kan høre mig selvom hun for længst er død. Jeg sætter langsomt tempoet ned, da jeg når kirken. Den store hvide bygning skræmmer mig på en eller anden måde. Jeg har egentlig aldrig rigtig troet på Gud, men så alligevel. Det er rart at have en man kan skyde skylden på, når det er allerværst. Mens jeg går mellem de mange grave, tænker jeg på hvor dejligt trygt det egntlig må være, deroppe i himlen. Hvis der er altså er en himmel. Ingen bekymringer, ingen sorg. Ingen glæde, ingen smerte. Ingenting. Pludselig stopper mine ben med at gå. Jeg stor foran min mors grav. "Louise Jensen"  stor der på den. Min mors navn var så smukt synes jeg. Hvorfor de har døbt mig "Agnes" har jeg aldrig rigtig forstået. Jeg sætter mig på det kolde grus foran graven. Det er stoppet med at regne. ,,Mor, hvis du kan høre mig nu så..Åhh, mor! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. De er så onde ved mig i skolen. I dag holdt de mit hoved ned i toilettet mens de rullede ud. De pissede i min skoletaske, og Alexander trak mine bukser ned foran hele skolen.! Jeg..Jeg kan ikke holde ud til det mere! Lad mig komme op til dig!´´

Da jeg begynder at gå hjem, er det ved at blive mørkt. Jeg trasker langsomt afsted med hænderne dybt begravet i lommerne, har ikke travlt med at komme hjem. Der blæser en svag vind, og alle de nedfalde hvisne blade, hvivler omkring min fødder. Jeg vil ikke være med til det mere. Der er ingen der skal have lov til at håne mig længere. Koste hvad det koste vil!

 

 

 

 

 

FORTSÆTTES...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...