Who are you?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Igang
Kate er på vej jeg hjem fra en fest en sen mørk aften, da en mand begynder at følge efter hende, og trænger hende op i en krog. Lige da det ser aller værst ud, kommer der en mystisk dreng og redder hende. Han forsvinder dog hurtigt, inden hun når at få hans navn.
Men Kate føler en stærk trang, til at finde ud af hvem sin redningsmand er, og da hun en dag ser ham igen, bliver hun nødt til at opsøge ham.
Kate får hurtigt stærke følelser for ham, men finder dog også ud af, at han måske ikke er den hun troede, og at hun måske har roddet sig ud i mere, end hun kan håndtere.

27Likes
33Kommentarer
901Visninger
AA

1. Mørke

Øh, var det altid så svært at gå lige? Eller at se vejen? Det kunne jeg ikke huske, men det var da lidt sjovt. I hvert fald så sjovt, at jeg begyndte at grine højt for mig selv, og da jeg var ved at vælte ind i en skraldespand, grinede jeg endnu højere. Hold kæft, hvor var jeg dog bare sjov. Taber. 
Det var faktisk ret koldt. De nylonstrømpebukser som jeg havde på gav i hvert fald ikke specielt meget varme. Det hjalp så heller ikke, at jeg var faldet tidligere på aftenen
og havde lavet et stort hul i dem. Den sorte lårkorte kjole og den matchende blazer hjalp da heller ikke synderligt på det. Og hvor var min jakke egentlig? Jeg huskede da svagt et eller andet om, at jeg havde haft en jakke med. Nåh, i det mindste havde jeg stadig min håndtaske. Jeg gik med mine glimmerstiletter i hånden og kunne næsten ikke mærke mine fødder. Jeg småløb videre. 
Hvor var jeg egentlig?
Jeg stoppede op, for at prøve at danne mig et øjeblik, men mine øjne ville ikke fokusere. Der var dog et eller andet, der sagde mig, at jeg skulle dreje til højre næste gang, så jeg fortsatte ligeud, og drejede så snart jeg fik muligheden. Jeg drejede af og så til min lettelse, at jeg godt kunne fortsætte denne vej. Jeg slentrede videre, mens jeg tænkte over aftenens forløb eller i hvert fald det, jeg kunne huske af den. 
Jeg vidste ikke, hvem der havde holdt festen, men Olivia inviterede mig med. Og altså, hvem siger nej til en fest? I hvert fald ikke mig.
Jeg havde fulgtes med hende, men vi var hurtigt gået hver til sit, da vi ankom. Ikke at det gjorde mig noget, da Olivia meget hurtigt kom til at gå en på nerverne. Det var vidst en underdrivelse at sige, at hun var lidt selvoptaget.
Jeg genkendte nogle af mine venner fra skolen, men ikke nogen jeg var specielt tætte med. Jeg gik sådan set bare lidt rundt i starten indtil en dreng, som faktisk var ret nuttet, tilbød mig en drink. Og altså denne drink var en halv lunken øl, men tanken var nu sød nok. Jeg blev hurtigt rimelig fuld, og vi tog da også et shot eller to. Og jeg tror vidst også, at jeg kom til at kysse lidt med ham der, men det havde vel aldrig skadet nogen. Og som sagt, så var han nuttet. 
Det var vidst en ret vild fest. Rundt omkring sad folk klistret sammen med tungen nede i halsen på hinanden, og på bordene lå der halv nøgne duller, som fik lavet bodyshots. Jeg ved ikke, om jeg var en af dem, for min hukommelse rakte ikke længere end til, at jeg dansede ret tæt med nogle fyrer. Men det gjorde nu heller ikke så meget. Hvis jeg havde lavet noget dumt, så ville der enten dukke billeder op på facebook snart, eller også ville jeg i hvert fald få det at vide gennem en eller anden. Fedt man. 
Jeg foldede armene over brystet og prøvede at ignorere kulden - dog uden held. Jeg troede ikke, der var et eneste sted på min krop, som ikke var koldt som is. Jeg småløb igen, men måtte instinktivt stoppe op og bøje mig frem for at kaste en masse klamt maveindhold op. En dårlig smag i munden bredte sig hurtigt, og jeg spyttede et par gange i håb om, at det ville hjælpe på smagen. 
Jeg hvilede hænderne på mine knæ, mens jeg prøvede at få samling på mig selv.
Det var der, mens jeg stod foroverbøjet, at jeg hørte skridt bag mig. 
Jeg kiggede mig langsomt over skulderen, og en kuldegysning løb gennem hele min rygrad. Det var for mørkt til at se ansigtet på personen, som var på vej i min retning, men jeg kunne se på omridset, at det var en mand.
Da han så, at jeg kiggede på ham, satte han kort farten ned, men fortsatte så endnu mere målrettet hen mod mig.
Jeg rettede mig op,og jeg begyndte at gå videre i et raskt tempo. Jeg kiggede tilbage med jævne mellemrum, og selvom jeg prøvede at dreje af og hægte ham af mig, blev han ved med at dukke op igen, og hver gang kom han et stykke tættere på mig. Der var ingen andre mennesker undtaget os to. Min frygt tog til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...