Who are you?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Igang
Kate er på vej jeg hjem fra en fest en sen mørk aften, da en mand begynder at følge efter hende, og trænger hende op i en krog. Lige da det ser aller værst ud, kommer der en mystisk dreng og redder hende. Han forsvinder dog hurtigt, inden hun når at få hans navn.
Men Kate føler en stærk trang, til at finde ud af hvem sin redningsmand er, og da hun en dag ser ham igen, bliver hun nødt til at opsøge ham.
Kate får hurtigt stærke følelser for ham, men finder dog også ud af, at han måske ikke er den hun troede, og at hun måske har roddet sig ud i mere, end hun kan håndtere.

27Likes
33Kommentarer
1000Visninger
AA

6. Gensyn

 Det var den mest befriende lyd i verden, da klokken ringede ud i sidste time, og jeg samlede glad mine ting sammen og proppede det hele ned i min Fjällräven taske, inklusiv dagens trigonometri lektie. Der skulle sikkert en seriøs omgang overtalelse til fra min mors side, hvis jeg nogensinde skulle komme til at lave den. 
Jeg gik mod døren, men besluttede mig så for at få noget ud af dagen i stedet for bare at tage hjem og tænke på... ja, ham. Det var mærkeligt, at jeg ikke engang kendte hans navn.
Jeg gik over til Clara, min bedste veninde, som stadig var i gang med at pakke sine ting sammen. Det var typisk hende at være så langsom. Hun skulle altid lige være helt sikker på, at hun havde fået skrevet dagens lektie ned, og at alle hendes papirer lå i orden. 
Hun opdagede mig, før jeg fik sagt hej. 
"Hej Sandra! Hvad så?" Hun smilede varmt og kærligt til mig. Endnu engang noget som var typisk hende. Hun fik alle til at føle sig godt tilpas i hendes selskab. 
"Hej, jeg tænkte bare, om du ville med i byen? Jeg har alligevel ikke noget at lave, og det føles som om, det er 100 år siden, vi sidst var sammen."
"Jeg skal vidst heller ikke noget, så det kan vi da godt Det bliver vildt hyggeligt, og jeg har virkelig brug for en vaniljecupcake og en chailatté lige med det samme!" 
Jeg grinede og kunne godt mærke, at jeg virkelig også godt kunne bruge sådan noget nu. Og nej, pandekagerne havde ikke gjort det ud for min daglige dosis sukker.
Skolen lå heldigvis tæt på gågaden, så efter et par butikbesøg, sad vi hurtigt ved vores stambord ved vinduet på Baresso og bestilte.
"Oh my god, jeg er bare så træt af matematik og trekanter, at jeg kunne ligge mig til at dø. Men jeg må bare ikke få en dårlig karakter. Mine forældre ville flippe ud. De har seriøst sagt, at jeg ikke får lov til at gå ud mere, hvis jeg får 7 igen..."
Clara snakkede løs, og jeg sad bare og smilede, mens jeg lyttede til henes plabren. Det var skønt, for en gangs skyld, ikke at tænke på ham. Jeg nød bare at være sammen med min bedste veninde, mens jeg spiste min cupcake med chokolade.
Jeg kiggede ud ad vinduet og betragtede menneskene som gik eller cyklede forbi.
"Nåh, hvad har du så haft gang i for tiden?" Spugte Clare og tog en tår af sin chailatté.
"Nåårh, jeg har ikke lavet så meget. Bare slappet af og lavet lektier og..."
Længere kom jeg ikke for lige der, på den anden side af vejen ovre ved banken, stod han. Ham som jeg havde drømt om og tænkt på i flere dage. Ham som jeg ikke kunne glemme.

Min redningsmand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...