Who are you?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Igang
Kate er på vej jeg hjem fra en fest en sen mørk aften, da en mand begynder at følge efter hende, og trænger hende op i en krog. Lige da det ser aller værst ud, kommer der en mystisk dreng og redder hende. Han forsvinder dog hurtigt, inden hun når at få hans navn.
Men Kate føler en stærk trang, til at finde ud af hvem sin redningsmand er, og da hun en dag ser ham igen, bliver hun nødt til at opsøge ham.
Kate får hurtigt stærke følelser for ham, men finder dog også ud af, at han måske ikke er den hun troede, og at hun måske har roddet sig ud i mere, end hun kan håndtere.

27Likes
33Kommentarer
900Visninger
AA

4. Forvirret

Jeg satte mig frustreret op i sengen. Hvor var det bare fucking irritererende! Det her var jo bare slet ikke nødvendigt. Hvorfor ville han ikke forlade mine tanker?
Det var en ting, at han ikke ville forlade mig i dagstimerne, men om natten? I mine drømme? Hvad var der dog galt med mig?
Hvorfor kunne jeg dog ikke bare glemme ham og komme videre? Ja, han havde reddet mig. So what? Jeg måtte da kunne komme mig over det.
Jeg tog min mobil fra natbordet og tjekkede uret. To? Klokken var helt seriøst to om natten, og jeg var lysvågen.
Hvad havde jeg egentlig drømt? Jeg kunne huske, at det havde noget at gøre med vores sidste og eneste møde, men ikke andet. Det hele var så mærkeligt.
Og jeg var mærkelig. For jeg kunne ikke tænke på andet end ham. Det var lige meget, hvad jeg gjorde, så fandt mine tanker alligevel altid tilbage til ham. Jeg var fraværende i skolen, og dagen før havde læreren endda været nødt til at råbe mit navn for at få min opmærksomhed. Jeg kunne heller ikke koncentrerer mig om at lave lektier. Jeg havde siddet og været i gang med en udregning, og da jeg fokuserede, kunne jeg se, at jeg havde tegnet et øje. Et øje som kun kunne tilhøre en person, som jeg kun havde mødt en gang. For helvede mand!
Jeg satte mig over til mit skrivebord og startede min macbook op. Jeg trykkede sløvt på tasterne og endte på min startside på facebook. Der var kommet en del notifikationer, og jeg kunne se, at jeg var blevet tagget på en hel masse billeder. Jeg klikkede mig ind på det første og bad til, at det ikke var så slemt. Der var masser af bræk, tunge og hud på billederne, og jeg var da også med på nogle af dem. Dog var der ikke nogen af dem, som gav mig lyst til at grave mig ned i et dybt hul. Jeg åndede lettet ud.
Jeg lukkede udmattet min bærbar sammen, og besluttede mig i stedet for at løbe en tur. Noget jeg ikke havde gjort i lang tid, men lige der kunne jeg mærke, at jeg virkelig trængte til det. Jeg fandt mit løbetøj frem fra gemmerne og bandt mine blå løbesko. Så listede jeg forsigtigt ned ad trappen og prøvede at lade være med at vække mine forældre. Det lykkedes åbenbart. Jeg greb hurtigt min ipod fra køkkenbordet, og så lukkede jeg forsigtigt døren efter mig og stod nu ude i.. mørket.

***

Okay, det havde jeg vist ikke lige tænkt over, men selvfølgelig var det stadig mørkt kl. to om natten. Gadelamperne var dog tændte, og jeg besluttede mig for ikke at lade min frygt vinde, og når jeg nu alligevel var på vej, kunne jeg ikke trække mig tilbage som en anden kylling. Hah! Mørke. Jeg var da for længst kommet mig over min mørkerædsperiode(r)...
Jeg startede ud i et langsomt og roligt tempo og satte høretelefonerne i. Jeg skruede ekstra højt op for musikken for at overdøve vindens evige rusken i træerne langs med vejen. Selv ikke musikken kunne få min hjerne til at slå fra.
Hans hår, hans øjne, hans læber. Jeg var som besat af den her fyr, og det frustrerede mig grænseløst.
Jeg vendte ubevidst om og satte farten op på hele tilbagevejen. Selv ikke en løbetur kunne rette min opmærksomhed mod noget andet.
Jeg åbnede hoveddøren hårdere end jeg behøvede og smed ipoden fra mig. Forbandet være ham! Bare jeg aldrig havde mødt ham!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...