Who are you?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 16 apr. 2013
  • Status: Igang
Kate er på vej jeg hjem fra en fest en sen mørk aften, da en mand begynder at følge efter hende, og trænger hende op i en krog. Lige da det ser aller værst ud, kommer der en mystisk dreng og redder hende. Han forsvinder dog hurtigt, inden hun når at få hans navn.
Men Kate føler en stærk trang, til at finde ud af hvem sin redningsmand er, og da hun en dag ser ham igen, bliver hun nødt til at opsøge ham.
Kate får hurtigt stærke følelser for ham, men finder dog også ud af, at han måske ikke er den hun troede, og at hun måske har roddet sig ud i mere, end hun kan håndtere.

27Likes
33Kommentarer
958Visninger
AA

2. Fanget

Jeg lyttede, i noget tid, opmærksomt efter hans skridt bag mig, men det virkede som om, at de langsomt bliver lavere. jeg kiggede mig for 117'ende gang over skulderen, og til min lettelse, var han næsten udenfor synsvidde. Jeg slappede mere af og smilede for mig selv. Jeg lagde næsten ikke mærke til, hvor jeg gik hen. Indtil noget fik mig til at stoppe op. Dette noget var en rød murstensmur, som formede sig foran mig. Jeg var, dum som jeg var, drejet ind til venstre uden at have tænkt mere over det, og nu havde jeg fanget mig selv. Jeg vendte om for at gå tilbage, men nåede ikke at tage mere end et skridt, før jeg standsede igen.
Selvom han stod mindre end fem meter fra mig, kunne jeg stadig ikke se hans ansigt, da han havde en mørkeblå kasket på, og der næsten ikke var noget gadelys.
Jeg kunne dog sagtens se det lille ondskabsfulde smil, der spillede sig på hans læber, og en rystelse gik gennem hele min krop. Mine håndflader blev helt svedige og mit hjerte galoperede afsted. Men jeg sagde ikke noget, eller gjorde ikke noget. Alkoholen i mit blod, var forsvundet på nul komma fem, og jeg var helt klar i hovedet igen. Jeg vidste, at der ikke var noget at stille op. Ja, jeg kunne skrige, men hvor stor var sansynligheden for, at der var nogen som ville høre mig. Jeg havde jo ikke set en eneste levende sjæl på hele turen. Jeg samlede dog en masse luft og prøvede at skrige så højt som jeg kunne. Men min stemme svigtede fuldstændig. Han grinede lavt for sig selv, og jeg kunne se, at jeg morede ham. Klamme svin. Jeg bandede indædt inde i mig selv.
Vi stirrede på hinanden, og da han gik et skridt frem imod mig, gik jeg instinktivt et skridt tilbage. Nu smilede han stort. Som om det var en leg for ham. At han nød, at se mig bange og alene og uden nogen form for beskyttelse.
"Du rør mig ikke", hørte jeg forskrækket mig selv sige, og min hånd røg op foran min mund, som om jeg ville prøve at tage ordene tilbage.
Han gik bare endnu et skridt frem mod mig, og jeg et skridt tilbage. Jeg behøvede ikke at se mig tilbage for at vide, at jeg indenfor få skridt ville stå med ryggen op mod muren.
Han holdt hænderne omme på ryggen, og han var over et hovede højere end mig, men ikke specielt muskuløs. Dog var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke havde en chance imod ham.
Han overrumblede mig ved at tage tre lange ooghurtige skridt mod mig, og holdt mig for munden, så jeg ikke havde en chance for at tilkalde hjælp. Hans øjne var skræmmende. Grå og døde, uden nogen form for følelse.
Han lænede sig ind over mig, og hviskede mig ind i øret med en klam stemme, der var lige så døde som hans øjne.
"Vi skal nok få det rigtig sjovt, bare rolig."
Han aede mig på kinden og tørrede end svedperle af min pande. Smilet var der hele tiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...