Sunflower.(Yadong)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 17 sep. 2013
  • Status: Igang
Dongwoo og Hoya har været bedstevenner, siden de var helt små. Dongwoo har altid været den glade og positive type, der lige meget hvad, altid ser ud til at have et smil på læben, hvorimod Hoya altid har været en smule mere reserveret, hvis han altså ikke er sammen med Dongwoo. De er uadskillelige indtil de kommer i gymnasiet, hvor Hoya ser ud til, gang på gang, at træffe de forkerte beslutninger. Dongwoo vil gøre alt for at hjælpe ham på rette vej igen, men det ser ud til at blive sværere og sværere jo mere han prøver, og det hjælper bestemt ikke, at Hoya begynder at opføre sig en smule underligt omkring ham.[Credits til Chokofanten for at have lavet mig sådan et fantastisk cover.]

6Likes
6Kommentarer
905Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg vidste godt at jeg ikke ligefrem håndterede mine problemer særlig godt. Det havde været min plan langsomt at ligge noget distance mellem Dongwoo og jeg, men i stedet dukkede jeg op ude foran hans dør, og svinede ham så til, når han blot prøvede på at hjælpe mig. Var jeg virkelig sådan en stor idiot? Kunne jeg ikke bare for én gangs skyld gøre noget rigtigt? Var det virkelig så pisse svært?

Jeg hadede jo ikke Dongwoos smil. Det var jo for helvede det der var problemet. Der var ikke noget jeg elskede mere på hele jorden, end når han sendte mig et af hans brede og glædesfyldte smil.

Men det hjalp ikke meget, når jeg prøvede på at glemme mine, stadig voksende, følelser for Dongwoo.

Det var forfærdeligt. Fuldstændigt forfærdeligt. Dongwoo – min ven gennem det meste af livet – som altid stolede på mig, var jeg faldet pladask for. Jeg følte at jeg bedrog ham. Jeg var hans tætteste ven, han stolede på mig - stolede på at han kunne være sig selv, når han var sammen med mig, men i virkeligheden sad jeg og lagde alt for meget mærke til hvordan hans øjne næsten lukkede sig helt sammen, når han smilede, eller hvordan han altid ville klø sig i nakken, hvis han skulle til at fortæller om noget, som han var flov over.

Hvordan ville han mon reagere, hvis han vidste, hvad jeg tænkte om ham – hvor meget jeg tænkte på ham? Han ville sikkert føle sig forrådt. Det måtte være krænkende for ham, at vide, at han havde været sammen med en fyr, som udnyttede sit køn, så han frit kunne belure ham uden at blive afsløret.

Derfor havde jeg altså besluttet mig for at ligge afstand mellem Dongwoo og jeg. Måske kunne jeg så glemme mine følelser – eller i hvert fald ligge låg på dem.

Hvad der var problemet var, at jeg kun havde Dongwoo. Jeg havde ingen andre. Så da jeg igen stod uden foran mit hus, med en opsvulmet kind, og ingen steder at tage hen, så førte mine trætte føder mig hen til Dongwoo.

Det var ynkeligt virkelig. Dongwoo havde altid troet at det var ham, der var afhængig af mig, men i virkeligheden var det omvendt. Uden Dongwoo var jeg alene. Han skabte en smule lys i min hverdag og gav mig nok mod, til at tage hjem efter skole med oprejst pande. Han fik mig til at føle mig værdig. Jeg indså at jeg ikke skulle finde mig i alt muligt pis – at jeg fortjente at leve et liv, ligeså meget som alle andre.

Han var den person som betød mest for mig. I starten som en ven, men senere udviklede det sig så til romantiske følelser. Følelser som jeg nu blev nød til at gemme væk, for Dongwoos skyld.

Eller var det i virkelighed for min egen skyld? Var jeg bare bange for at blive afvist? Hvis jeg fortalte Dongwoo om mine følelser, og han afviste mig, men stadig ville være venner, ville jeg så have det fint med det? 

 

(Et kort kapitel efter meget lang tid - jeg ved sådan set ikke, om der overhovedet er nogen der læser med mere, men jeg føler bare, at jeg bliver nød til at færdiggøre denne historie, haha.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...