Sunflower.(Yadong)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 17 sep. 2013
  • Status: Igang
Dongwoo og Hoya har været bedstevenner, siden de var helt små. Dongwoo har altid været den glade og positive type, der lige meget hvad, altid ser ud til at have et smil på læben, hvorimod Hoya altid har været en smule mere reserveret, hvis han altså ikke er sammen med Dongwoo. De er uadskillelige indtil de kommer i gymnasiet, hvor Hoya ser ud til, gang på gang, at træffe de forkerte beslutninger. Dongwoo vil gøre alt for at hjælpe ham på rette vej igen, men det ser ud til at blive sværere og sværere jo mere han prøver, og det hjælper bestemt ikke, at Hoya begynder at opføre sig en smule underligt omkring ham.[Credits til Chokofanten for at have lavet mig sådan et fantastisk cover.]

6Likes
6Kommentarer
961Visninger
AA

4. Kapitel 3

In your heart, that you didn't show me, were you planning a good bye from the beginning?

”Hoya,” mumlede jeg overrasket, idet jeg iagttog personen, der de seneste par dage havde været skyld i min manglende søvn, og mit dårlige humør. Jeg lod mit blik hvile på det store blå mærke, der bredte sig over hans venstre kind, og det tog mig ikke mange sekunder at reagere på det.

”Hvad i al verdenen er der sket? Har du været oppe at slås? Er du okay?” Jeg rakte min ene hånd ud, og lod den lige så stille strejfe over Hoyas skadede kind. På trods af hvor forsigtig, jeg havde prøvet på at være, så skar han ansigt og veg en smule tilbage.

Han kløede sig i nakken med den ene hånd, mens han kiggede væk fra mig, som om han skammede sig over et eller andet. ”Jeg, æh... Jeg fik en smule at drikke, og da jeg kom hjem blev min far pisse sur på mig, så han smed mig ud,” forklarede han, mens han fortsat sørgede for at undgå øjenkontakt. ”Så ja, jeg havde ikke rigtig andre steder at tage hen, end her,” afsluttede han så, og kiggede endelig op på mig, stadig med dét dér skamfulde blik i øjnene.

Jeg lukkede munden, idet jeg indså at den var åben, og at den nok havde været det i et stykke tid, og nikkede så en enkelt gang, imens jeg lod, hvad han havde sagt synke ind. Jeg vidste ikke helt hvad jeg var mest chokeret over; at Hoya havde drukket, og var blevet slået af hans far, eller at mit hjem var det eneste sted, han følte, at han kunne tage hen til.

Jeg trådte til side så Hoya kunne komme ind. Han blev stående lidt, før han så gik indenfor, og smed sko og overtøj. Jeg betragtede ham indtil han blev færdig, og smilede så til ham idet han kiggede afventende hen på mig.

”Eh, jeg finder lige noget is, du kan lægge på den kind dér. Du kan bare sætte dig ind i stuen,” mumlede jeg, stadig med et smil på læben, før jeg gik ud i køkkenet, og fandt noget is frem. Jeg gik derefter ind i stuen, hvor Hoya allerede havde sat sig, og rakte ham isen, hvorefter jeg satte mig ned ved siden af ham. Jeg sørgede dog for, at der var et godt stykke plads mellem os.

En kvælende tavshed lagde sig mellem os, mens Hoya fokuserede på at holde posen med is op mod hans sårede kind. Jeg fumlede lidt med mine hænder, mens jeg ventede på at Hoya skulle sige noget. Jeg selv havde intet at sige. Nej, det var en løgn. Der var en masse, jeg havde at sige, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Hoya kiggede hen på mig, og jeg smilede til ham som altid. Af en eller grund så han ud til at blive en smule irriteret over det. Han kiggede over på mig med et blik, jeg sjældent så på Hoyas ansigt. Han så irriteret, ja nærmest helt vred, ud. ”Gider du godt lade være med dét dér?” Spurgte han, uden nogen form for humor i hans stemme.

Jeg kiggede overrasket på ham. ”Med hvad?” Jeg forstod virkelig ikke hvad han snakkede om. Havde jeg gjort noget galt? I så fald, hvad havde jeg gjort? Jeg kunne ikke se at jeg havde gjort noget, som jeg ikke plejede at gøre.

”Med at smile,” svarede han med en stemme så kold og hård som sten. ”Jeg hader virkelig dit smil.”

Jeg er ret sikker på at mit hjerte stoppede i et par sekunder. Faktisk, så føltes det som om hele min verden brast sammen nedover mig. Min mund føltes tør, og mine håndflader svedige. Jeg havde lyst til at græde, men det var som om at den tilstand jeg var i, ikke ville lade mig gøre det. Jeg havde lyst til at rejse mig op og løbe min vej.

Jeg gjorde intet af det overstående. I stedet hævede jeg min ene hånd op foran min mund, og grinede så nervøst. ”Ah, undskyld, Hoya. Det burde jeg have regnet ud, ikke også? Haha, det må du sgu undskylde.” Jeg rejste mig så op, og smilede svagt – dog stadig med en hånd foran min mund – før jeg så fortsatte: ”Jeg er ved at være træt, så jeg smutter i seng nu. Du kan sove her eller på gæsteværelset. Go’ nat.”

Jeg skyndte mig derefter ovenpå, og ind på mit værelse. Jeg smed mig på min seng, og begravede mit ansigt i min hovedpude. Hvorfor havde Hoya sagt dét? Var det ikke ham, der havde forsikret mig om, at jeg ikke var grim - at mit smil var fyldt med glæde, og at dét i sig selv var smukt? Havde han ændret mening? Havde han set det så meget nu, at han var blevet træt af det, eller havde han måske bare løjet for mig hele tiden? Jeg fattede det virkelig ikke. Hvordan kunne han overhovedet finde på at sige sådan noget? Han vidste da godt, at mit smil var et ømt punkt for mig. De fyre der havde mobbet mig havde altid sagt, at det var fordi, at jeg havde et grimt smil. Vidste han ikke, hvor meget det ville såre mig, når han så gav dem ret? Hadede Hoya mig nu også? Var dette hans måde at fortælle, at han ikke ville havde noget at gøre med mig mere?

Da fyrene fra vores børnehave og fra folkeskolen havde sagt, at de hadede mit smil, havde det ikke gjort så ondt, som det gjorde nu. Det havde ikke føltes som om, at hele mit indre brændte op, og jeg havde ikke haft lyst til at lukke og låse døren bag mig, og tude mig selv i søvn, som jeg havde nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...