Sunflower.(Yadong)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 17 sep. 2013
  • Status: Igang
Dongwoo og Hoya har været bedstevenner, siden de var helt små. Dongwoo har altid været den glade og positive type, der lige meget hvad, altid ser ud til at have et smil på læben, hvorimod Hoya altid har været en smule mere reserveret, hvis han altså ikke er sammen med Dongwoo. De er uadskillelige indtil de kommer i gymnasiet, hvor Hoya ser ud til, gang på gang, at træffe de forkerte beslutninger. Dongwoo vil gøre alt for at hjælpe ham på rette vej igen, men det ser ud til at blive sværere og sværere jo mere han prøver, og det hjælper bestemt ikke, at Hoya begynder at opføre sig en smule underligt omkring ham.[Credits til Chokofanten for at have lavet mig sådan et fantastisk cover.]

6Likes
6Kommentarer
925Visninger
AA

2. Kapitel 1

I want to buy you shoes, but I fear that you'll then walk away.

Det lugtede langt væk af cigaretrøg i det lille skur. Jeg var næsten ved at vende mig om og gå igen, blot så jeg igen ville være i stand til at trække vejret, uden at være ved at blive kvalt hver gang jeg. Jeg fattede virkelig ikke, hvordan nogle folk kunne holde den stank ud.

”Hvad laver du her, fremmede,” blev der mumlet fra et af det lille skurs hjørner. Det tog mig lidt tid før jeg rent faktisk reagerede, og så kiggede rundt i skuret, søgende efter hvad jeg var kommet her efter. Eller rettere sagt hvem jeg var kommet efter.    

Jeg lyste op i et smil, da jeg spottede ham siddende ved siden af en af de andre fyre. Mit smil blegnede dog en lille smule, da jeg så, at også han havde en cigarret hængende fra hans ene hånd. Det var ikke fordi, at jeg ikke havde forventet det. Selvfølgelig vidste jeg at han ville begynde på et eller andet tidspunkt, når alle de andre gjorde, men jeg kunne dog stadig ikke kvæle den skuffelse, der bredte sig i min mave.

Han kiggede afventende på mig, og jeg begyndte langsomt at fatte, at nu nok var et godt tidspunkt at begynde at sige noget. ”Jeg, æh, jeg ville bare lige høre Hoya, om han ville følges hjem,” forklarede jeg og grinede nervøst. Hoya kiggede blot fortsat på mig, med dét dér blik, der viser at han enten var røv ligeglad, eller at han bare ikke fattede hvad jeg snakkede om. Jeg brød mig virkelig ikke om det blik.

Hoya tog et drag af cigaretten, før han igen kiggede hen på mig og svarede: ”Det er okay, Dongwoo, jeg bliver lige lidt længere. Du kan bare smutte.” Jeg nikkede kort, stadig med et smalt smil på læben, på trods af skuffelsen, der plantede sig tungt over mine skuldre.

”Vi ses i morgen, så.” Han nikkede en enkelt gang til mig, og vente så sin opmærksomhed tilbage mod hans cigarret igen. Jeg tog dette som et tegn til, at jeg nu skulle gøre min exit, og vendte mig så om, hvorefter jeg igen gik ud af døren til skuret, og derefter lukkede den efter mig. Jeg blev stående udenfor døren, mens jeg samlede mine tanker, og kiggede op mod himlen. Smilet på mine læber fra før var forsvundet, og var nu i stedet blevet erstattet af et skuffet, ja, næsten helt trist, blik.

Det var tredje gang i træk, at Hoya havde afslået mit forslag om at følges hjem. Vi plejede ellers altid at følges hjem efter skole. Det havde vi gjort de sidste 9 år. Måske dét var grunden til at han nu ikke længere gad. Han havde vel fået nye venner, som han nu hellere ville tilbringe hans tid sammen med, end mig. Det var forståeligt nok. Han havde ikke haft andre end mig, de sidste 11 år, så selvfølgelig ville han gribe enhver chance for at komme til at få nye venner. Så når jeg forstod dette, hvorfor var jeg stadig så trist? Var det fordi at hans venner tydeligvis ikke havde særlig god indflydelse på ham? Nej. Jeg var Hoyas ven, ikke hans mor. Ja, selvfølgelig ønskede jeg det bedste for ham, men hey drengen røg, det var jo ikke fordi, at han pludselig var blevet involveret i bandekriminalitet eller sådan noget. Desuden så havde jeg før ønsket at Hoya skulle få nogle andre venner. Jeg havde ondt af, at han kun havde mig. Det kunne umuligt være godt for ham, og jeg ønskede inderligt, at nogen andre kunne se det samme i ham, som jeg så.

Grunden til at jeg var så trist var nok, at jeg ret hurtigt indså, at vi var ved at glide fra hinanden. Hoya – min bedsteven gennem det meste af mit liv – havde pludselig fundet nye venner, som åbenbart var mere interessante end mig. Var det fordi, at jeg var irriterende? Måske havde folk ret. Måske var jeg virkelig irriterende, og måske var dét grunden til, at Hoya var blevet træt af mig. Det kunne jeg vel godt forstå, men...

Jeg ville bare virkelig ikke miste Hoya. Ikke Hoya. Ikke Hoya, som trodsede alle de andre børn, der havde kaldt mig grim og irriterende, og havde fortalt mig at jeg var helt fin som jeg var; at jeg var hans eneste ven, og at det ville være sådan for altid. Havde han løjet, eller havde han bare været for ung til at indse, at det ikke var realistisk?

Jeg sukkede lavt og vendte så mit blik tilbage mod jorden, hvorefter jeg begyndte at gå. Det nyttede ikke, at jeg stod og muggede over det hele dagen. Jeg blev nød til at indse det uundgåelige: min bedsteven var begyndt at glide fra mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre for at forhindre det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...