@dskilt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 12 mar. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
231Visninger

1. Mailen

 

Jeg sidder foran skærmen. Jeg læser min nye mail, som er bippet ind fra min bedsteven, Kamal. Vi kan kun holde kontakten på den måde. Han er flyttet til Hawaii, mens jeg bor i lille kolde Danmark. Hans forældre blev smidt ud af Danmark pga. deres opførsel. Hans familie kommer fra Indien. Jeg tror, de har været kriminelle, eller sådan noget lignende. Men hvorfor skulle de så stadig være det, når de nu kunne bo i lille fredelige Danmark? Jeg stiller tit mig selv dette spørgsmål. Jeg kan gruble længe over det.

Vi kan ikke ringe til hinanden, for man kan ikke få Skype på Hawaii og vi kan ikke ringe til hinanden på vores mobiler. Det er alt for dyrt og det er der ingen af os, som har råd til. Min ven, Kamal, er flygtninge og han kom så i flygtningelejr her i Danmark, men blev så smidt ud igen og nu er han havnet på Hawaii, hvor hans forældre også har fået arbejde, som de vist nok er glade for. Eller det skal jeg ikke kunne turde sige.

 

I mailen står der sådan:

 

Kære Alex

Jeg har det godt, og jeg håber også, at du har det godt i lille kolde Danmark. Vinteren er jo streng hos dig, kan jeg forstå. Frosten kommer vel godt ind i landet? Her er der varmt, men vi har jo også vulkaner med mere. Bortset fra vulkanerne, går de ikke i udbrud. Det er jo heldigt, for jeg ønsker ikke at dø. Jeg vil meget gerne tilbage til dig, for du er så rar og sød at være sammen med, selv om vi godt kan komme op at skændes en gang imellem. Det overlevede vi jo dengang, så hvorfor skulle vi ikke også kunne det nu? For resten, har du det så godt i skolen uden mig? Jeg har jo været væk i et stykke tid nu.

Jeg undskylder meget for mine forældres opførsel. Jeg er selv meget ked af, at jeg skulle rejse væk. Jeg ved desværre ikke, hvor længe dette kommer til at stå på, men jeg håber snart, at jeg kan komme og besøge dig. Jeg ved godt, at jeg springer meget rundt i denne mail, men der er bare ting, jeg bliver nødt til lige at minde dig om. Nu skal du se. Jeg kan huske dengang, hvor vi var små, hvor vi byggede en træhytte i dit pæretræ, og om sommeren løb vi altid derud og legede banditter og politi. Det var gode tider. Jeg savner det helt, nu da jeg er kommet så langt væk. Jeg skal lære et helt fremmed sprog, og de forstår ikke ret godt engelsk, så det er ret træls, når man skal ud og købe ind. Man ved næsten aldrig, hvad man skal sige til kassedamen, for hun eller han snakker en helt anderledes form for engelsk - og så snakker de også hawaiiansk - end jeg er vant til hjemme i Danmark. Jeg føler stadig, at Danmark er der, hvor jeg hører til. Du vil altid være min bedsteven, uanset hvad der sker. Jeg har for øvrigt fået nogle nye venner hernede, men de er ikke så sjove at være sammen med, fordi de for det meste bare bruger deres tid på at lave skoleting, hvilket jeg synes er totalt kedeligt. Jeg sidder næsten altid og er ved at falde i søvn, men så er der lige pludselig en, der råber op om et eller andet, vedkommende ikke er tilfreds med. Det er lidt svært at være flere om en ting hernede. Folk er ikke så rare ved hinanden og mine klassekammerater kommer tit op at skændes, og jeg er som sædvanligt indblandet, men jeg siger ikke et ord. De synes somme tider, at jeg er ret mærkelig, at jeg bare kan stå dér og kigge lige ud i luften uden at sige noget.

Jeg har det ellers fint hernede, når disse ting ikke sker. Min familie arbejder hårdt, og jeg har fået en lillebror. Han skal hedde Oscar.

Men nu bliver jeg nødt til at løbe. Jeg skal i skole. Jeg ved godt, at det er aften hos dig, når denne mail ankommer til din indbakke, men det bliver du jo nødt til at leve med, så længe jeg bor her!
Mange knus din bedste, Kamal

 

Jeg ville svare ham tilbage med det samme, men jeg havde meget travlt, da jeg fik læst beskeden færdig. Ud af døren i en fart, for jeg skulle ud og hente min date. Hun venter på mig og vi havde aftalt, at jeg skulle hente hende kl. 19.00 og nu kommer jeg sikker for sent. Shit! Hun bliver sikkert rasende. Nå, men man har da lov til at håbe på, at hun ikke bliver rasende. Jeg skulle lige til at tage min jakke på, da en mail bippede ind. Jeg undrede mig over, hvem der havde sendt mig en mail, for det kunne ikke være Kamal. Han skulle jo i skole.

Jeg tager min knallert og får hjelmen på, og så kører jeg ellers bare af sted.

              Hun står uden for sin dør og venter. Hun ser ikke så sur ud, som jeg havde forventet. Da jeg træder af knallerten, siger hun: "hvorfor kommer du for sent igen? Du lovede mig, at det ikke ville ske igen! Hvorfor lyver du overfor mig?", "jeg lovede ikke, at det ikke ville ske igen. Jeg sagde, at jeg håbede på, at det ikke ville ske igen!, "Din løgner! Du er så egoistisk. Hvor længe skal det her lige stå på?", "har du talt alle de gange, hvor jeg er kommet for sent?", jeg ser helt forvirret ud og ligner en idiot på lykkepiller, tænker jeg inde i mig selv. Hun ser nu vredt på mig og smiler ikke en gang til mig. Hun ser bare vred ud. Hun begynder at gå langsomt væk. Jeg skimter en lille tåre i hendes ene øje. Jeg står selvfølgelig bare og kigger, mens hun går. Jeg tænker lidt over, hvad jeg skal gøre og så løber jeg efter hende. "Vent! Nej! Du må ikke gå! Det var ikke med vilje. Undskyld søde Simonemus! Kom tilbage! Vent!", råber jeg stille efter hende. Hun stopper op, men vender sig ikke om. Jeg kommer haltende og heldigvis bliver hun stående. "Hvorfor kommer du for sent?", spørger hun igen. Jeg står lidt målløs, mens jeg kigger mig om. "Skynd dig nu! Jeg har ikke hele dagen! Fortæl det nu". Jeg kan ikke rigtig sige noget. Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle hende om min bedsteven, der nu bor på Hawaii, og som jeg stadig holder kontakten med, for hun ved godt, hvem Kamal er. Hun har mødt ham en gang, før han tog af sted, men det gik ikke godt mellem dem. De kom hurtigt op at skændes, og jeg blev såret. Min skønne og dejlige kæreste og min bedsteven, der har været oppe at skændes. Jeg kan ikke engang huske, hvad de skændtes om, men det kan vel også være lige meget nu. Det er jo alligevel overstået nu, så hvorfor tænke mere over det. Det var slemt nok i forvejen.

 

Computeren står tændt og der bipper endnu en mail ind fra Kamal. Hvad mon der står denne gang?


Kære Alex

Jeg har det godt. Vi er næsten lige blevet bestjålet af en flok idioter. Den ene efter den anden. De fleste af dem havde sådan en slags sort ting foran hovedet, så man ikke kunne genkende dem. Jeg tror ikke, de vil ses af folk. Okay, det lyder nok lidt dumt. Jeg ved da godt, at tyveknægte ikke vil ses af andre, men altså…. De havde stjålet de fleste af vores værdier, men dog ikke det lille guldarmbånd jeg fik af dig, da vi var på ferie sammen. Det er godt nok længe siden, når jeg sådan tænker over det. Det skal vi gøre igen, når jeg kommer og besøger dig og din familie. Ja, altså… Jeg ved stadig ikke rigtig, hvornår jeg kan komme til lille Danmark, men jeg håber på, at det bliver meget snart, for jeg savner dig mere, end jeg gjorde sidst. Jo længere tid der går, jo mere kommer jeg til at savne dig. Det er forfærdeligt, synes jeg selv. Jeg håber, du har det på samme måde. Håber selvfølgelig heller ikke, at du har fået en ny bedsteven, da jeg jo ikke længere kan være sammen med dig, som vi plejede. Den pragtfulde- og dejlige tid vi havde sammen. Den sommer, hvor vi byggede et skjult hus i et af dine træer ude i baghaven. Næsten ingen kunne finde det, ja bortset fra vores forældre og os selvfølgelig. Jeg husker det så sent, som var det i går. Jeg tænker på dig hver eneste dag. Jeg mindes hele tiden de gode stunder, vi havde sammen. Vores tur til Spanien, hvor vi så en masse lækre, solbrune tøser i bikini. Nøj, hvor var det hyggeligt! Men her er der dog også en masse solbrune tøser, de er bare ikke lige så kønne at se på. Åh.. Tiden flyver jo af sted. Jeg må løbe. Jeg skal lige ind på posthuset. Jeg skal aflevere et brev for min mor, fordi hun åbenbart ikke selv har tid. Jeg tror nu bare, at hun er for doven, og ikke gider rejse sig fra sofaen inde i dagligstuen. Nå, jeg smutter!
Knus og kram fra din Kamal

 

Denne gang ville jeg altså svare ham, for sidste gang nåede jeg det jo ikke, og jeg fik heller ikke svaret på hans mail, da jeg kom hjem. Sikke noget rod jeg egentlig har lavet. Nu håber jeg ikke Kamal bliver sur på mig, fordi jeg først svarer ham nu. Øh… Tjoh.. Ja… Altså… Hvor skal man begynde, der er jo sket så mange ting, siden han skrev til mig sidst. Jeg har jo lavet så mange ting. Det eneste svar jeg kan komme på nu, er at sætte tid af til at tænke over, hvad jeg skal skrive. Jeg skulle jo nødig skrive en masse uinteressant, som han ikke gider høre om. Man skulle jo nødig få ham til at kede sig.

          Det er morgen, og jeg tjekker min mail. "Ingen nye mails", åh nej. Det er ved at være længe siden, jeg sendte mailen. Gad vide om der er sket ham noget? Jeg sætter mig på sengen. Jeg tænker meget på ham. Jeg savner ham. Min bedsteven, der har været langt væk i lang tid, og man sidder selv herhjemme og tænker meget over, hvad der er sket. Det er ubehageligt, at man ikke ved, hvad der foregår. Jeg håber ikke, der er sket noget slemt. Det er omkring seks dage siden, jeg sendte mailen. Jeg må prøve igen. Jeg skriver en mail og…. Nej! "Der opstod en fejl ved sendingen". Nej, nej, nej, det kan bare ikke ske. Hvad sker der? Nej, nej, nej, det her er bare løgn. Jeg bliver skuffet og sætter mig igen på sengen. Dette er ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg havde slet ikke forventet, at Kamal ikke ville svare. Bare dagen efter kunne jeg have fået en mail tilbage, men nej! Sådan skulle det ikke være. Flere dage er gået og intet svar har man fået tilbage. Jeg synes ikke det her er særlig rart. Jeg bliver meget ked af det indeni. Det såre mig, når jeg ikke ved, hvordan han går og har det. Måske har han noget vigtigt at fortælle, og så sidder man bare herhjemme og forventer, at han skriver til en. Jeg føler mig snydt. Han er jo min bedste ven og vi har været bedstevenner siden vi var små. Så rejser han. Han svarer ikke tilbage på min mail og.. Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre. Man kan jo ikke bare lige tage derned og finde ham. Det er jo alt for besværligt og rejsetiden er jo også lang og hård. Han var sikkert også træt, da han kom til Hawaii. Det tror jeg nu alle mennesker ville blive, men alligevel… Måske burde jeg tage derned? Eller.. Man kunne jo også bare lade være? Nej, jeg ved ikke rigtig.

      Jeg er så ked af det, at jeg bare ligger herhjemme og tænker på Kamal. Jeg har det dårligt og er ved at kaste op over tanken om, at han måske er kommet til skade eller endnu værre, at han måske er død. Måske i en bilulykke eller noget der er værre? Hvem ved.

      Jeg bliver nødt til at skrive en mail mere.

 

Kære Kamal

Jeg håber ikke, der er sket dig noget. Jeg kan se, at du ikke har svaret på mine sidste mails. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke har fået svar tilbage. Jeg har gået hjemme i noget tid nu. Jeg har ikke kunnet gå i skole, fordi jeg hele tiden tænker på dig. Du betyder så meget for mig, at hvis jeg ikke får en mail fra dig inden for en dag, altså her i Danmark - vores tid passer jo ikke med hinandens - så bliver jeg meget ked af det, for du fortjener at have det godt. Så jeg håber snart, jeg får svar fra dig.

Knus Alex

 

En mail bipper ind, mens jeg er i bad.

 

Kære Alex

Jeg har det udemærket og jeg ved slet ikke, hvad du snakker om, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst skrev til dig?

Sjovt du nævner det med bedstevenner, jeg har en bedsteven ved navn Jonathan. Jeg tror, du har fået forkert e-mailadresse. Jeg hedder nemlig ikke Kamal. Jeg hedder Oke. Jeg er 24 år og bor i USA. Jeg tror aldrig, vi har set hinanden. Så hvis du skriver igen, kommer jeg og river hovedet af dig.

 

Da jeg læser dette bliver jeg helt chokeret. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg bliver fuldstændig målløs. Hvad nu, hvis jeg skriver en undskyldning? Måske det ville hjælpe? Men han skrev jo også, at hvis jeg skrev igen, ville han komme og rive hovedet af mig. Det lyder ikke rart. Måske driller Kamal mig bare og lader som om, han ikke selv er der? Det kunne jo godt tænkes, eller kan det?

         Min mor kommer ind ad døren og siger, at nu skal vi spise. Jeg rejser mig forsigtigt op og går hen mod døren. Lige pludselig ringer telefonen.

-          Hello, it is Kamal here, siger en stemme.

-          Eh.. Hi, who are you?

-          I'm your best friend.. Don't you remember?, spørger den hæslige og uhyggelige stemme.

-          No, your voice are not like his voice.

-          I remember you.. Stemmen stopper og trækker vejret så højt, at jeg kan høre det. Jeg bliver en smule bange og lægger så derefter røret på.

Under aftensmaden spørger min far mig om, hvem jeg snakkede med i telefonen. Han kunne åbenbart høre, at jeg snakkede engelsk lige inden, jeg kom ud fra værelset. Jeg siger, at det bare var en af kammeraterne fra skolen, og at vi skal snakke engelsk, når vi ringer til hinanden, fordi vores lærer ikke synes, vi er særlig gode til sproget. Hun synes også at vi skal blive professionelle til sproget, så vi kan omgås alle andre mennesker, der ikke taler dansk. Det er jo en fin holdning, men mange af os er ikke så gode til engelsk, så vi bliver nødt til at prøve os frem. Og hvis vi ikke kan finde det rigtige ord, bliver vi nødt til at spørge den person, som vi snakker med, om de kan huske, hvad det hedder på engelsk. Somme tider kan den anden ikke huske, hvad det hedder. Det er jo ikke så godt, men vi er heller ikke de bedste til det sprog. De fleste af os er også ligeglade, men vores lærer er jo overhovedet i klassen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...