Stjernefyldt vindue.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
Efter ide af Michael Raphael Gabriel.
Link for mere information: http://masseffect.wikia.com/wiki/Mass_Effect_Wiki
Advarsel: Dette er en OC fanfiction, hvilket betyder at der ikke optræder figurer fra original tekster og spil.

4Likes
1Kommentarer
543Visninger
AA

3. Første episode, arbejde.

Privat logbog, Marcy Eula, bilag #2 - Første episode, arbejde.

 

En stemme med stærk metallisk klang kalder mit navn over højtaleranlægget. ”Dr. Marcy Earthman, til: Modtagelses broen.” siger den, og får mit efternavn forkert for syttentusindstyvende gang denne måned. I stedet for mit efternavn, benytter den et gammelt øgenavn fra min uddannelses periode. En meget langvarig joke.

Efter 32 timer uden søvn, overvejer jeg at ignorere stemmen, men desværre er jeg den uheldige ejer af en samvittighed. Så jeg glatter min uniform og skyller ansigtet under iskoldt vand. Dybe vejrtrækninger og hastige skridt bringer mig til Modtagelsesbroen - Medical department.

Jeg griber en datapad fra et stativ ved broens indgang. Den indeholder information om de nyankomne sårede. Det meste af informationen er ubrugelig, foruden at de sårede består af en blanding af Mennesker, Volus og Asari. Der er ikke engang nogen, der har overvejet at fortælle, hvad der er sket.

Mit hjerne synker i mit bryst, men bliver straks hamret op i min hals af en forbipasserende Turian, som støder ind i mig og skubber mig til side. Jeg taber datapadden ved sammenstødet. Dens orange hologramskærm går i tusind stykker og maskinen slukkes. Flovt ser jeg mig om. Den Turian der stødte ind i mig, ser på mig med gennemborende øjne et sekund, før hans opmærksomhed bliver fanget af et menneske. Sammen vender de sig bort.

De er begge iført soldaternes uniform. Jeg er ikke den eneste, der kigger efter dem. De fleste flokkes om soldaterne, som bier om blomster. De bliver behandlet som en blanding af helte og kendisser. Kun få soldater tager ikke imod deres fans med åbne arme (eller tentakler). Alle ønsker deres del af opmærksomheden, og så er det næsten lige meget, om man er død eller levende, selvom det at være levende sikkert er sjovere.

En Drell, kollega til mig, samler datapadden op. Han giver den ikke tilbage til mig, men ligger den i sin egen lomme. Toma, min kollega siger intet. Han taler sjældent. I stedet minder stemmen i højtaleren mig om min pligt. Jeg ser opad mod stemmen. Toma trækker mig ud på broen.

Gulvet er allerede plettet af mangefarvet blod. Her synes jeg endelige at vågne op. Ren automatik tager over. Jeg sorterer patienterne ind i 3 kategorier: Alvorlig kvæstet, halv død og totalt skadet. Da det er overstået syntes tiden at forsvinde. De næste to timer går med at stoppe blødninger, rette brækkede lemmer ud, påpege hjernerystelser og rense skudsår.

Bagefter ender jeg tilbage på mit værelse. Jeg ser mig kort i spejlet, kun for at erfare, at jeg ligner en, der burde være til gay-parade eller Rave-party på Jorden. Fra albuen og ned af armen er jeg blålig, mens resten af min overkrop er dækket af røde, gule og orange pletter, som er mere eller mindre størknede. Det er rystende at se mig selv i spejlet. Under hunden dunker desperationen. Jeg vil have det væk! Fjerne hver en rest af blod fra min hud og under neglene. Og dog rører jeg mig ikke ud af stedet. Jeg kan ikke mønstre energien. Et øjeblik ser jeg bare de døde og kvæstede kroppe for mig.

Toma har vasket sig selv i min håndvask. Han smider overdelen til sin uniform, og afslører derved sin grønne, skællede overkrop. Uniformsdelen bliver smidt i en kurv med påskriften: Medicinsk til afbrænding. Et øjeblik forsvinder Toma helt i reptilformens grønne nuance. De mange skæl skinner i skæret fra lysstofrørene i loftet. Han gnider træt den rillede hud på sin hals.

Så krænger han overdelen af min uniform af mig, den ryger samme vej ned i spanden. Resten af vores tøj er ikke særligt medtaget, så jeg afslår Toma’s forslag om at skifte. I stedet sætter jeg mig i sengen. Jeg læner mit ansigt mod min ene hånd, som hviler på mit ben. Den anden arm ligger slapt henover mit ben.

Toma synes hverken at ville gå eller blive. Han er rastløs og det kan mærkes, selvom han gør, hvad han kan for at holde det skjult. Hans hænder åbnes og lukkes konstant, mens armene ryster. Pludselig skrider han frem over gulvet og griber mig om skulderen. Jeg ser overrasket på ham, men han fjerner simpelt min hånd fra mit ansigt. Hurtigt, men effektivt, får han fundet noget at vaske mig med. Han tørre blod af mine arme og hænder, som var jeg et lille barn. Det størknede blod falder af i flager. Jeg kan se, at han endda begynder at kigge mine negle efter. Jeg puffer ham blidt, men bestemt, væk.

Jeg ligger mig ned og lukker øjnene, alt i mens jeg ønsker, at det aldrig skal gentage sig. Ikke flere lig eller sårede, bare i fireogtyve timer. I dette øjeblik er jeg parat til at tro på Gud eller Allah, hvis bare jeg kunne få fireogtyve timers fred.

Døren åbner og lukker. Toma har forladt mit værelse, sikkert til fordel for sit eget, men første efter at have efterladt mig et glas vand og en sovepille, hvis farve er sygelig grøn. Min hånd strækker sig og mine fingre griber om glasset. Med et hurtigt slag knuses pillen af glasset. Vandet skvulper udover glassets kant og gør mine fingre fugtige. Jeg fejer pille støvet ned i vandet og drikke begærligt.

Det bliver ikke nogen udhvilende søvn, men nærmere en påtrængt dvale, med bivirkning af en hovedpine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...