Stjernefyldt vindue.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2013
  • Status: Igang
Efter ide af Michael Raphael Gabriel.
Link for mere information: http://masseffect.wikia.com/wiki/Mass_Effect_Wiki
Advarsel: Dette er en OC fanfiction, hvilket betyder at der ikke optræder figurer fra original tekster og spil.

4Likes
1Kommentarer
568Visninger
AA

4. Anden episode, omgivelser forandres.

Privat logbog, Marcy Eula, bilag #3 - Anden episode, omgivelser forandres.

 

Det gode ved sovepiller er, at det er fysisk umuligt at vække den bedøvede de første timer efter, de har taget en sådan pille. Hvilket jeg er sikker på, at jeg opfanger Toma forklare, mens en ru hånd prøver at ruske mig vågen.

Skikkelser bevæger sig hurtigt rundt i min nærhed. Deres skridt og lyden af deres stemmer brænder min øregang. Jeg er nået til en periode mellem den kunstige søvn, skabt af den grønne pille, og den naturlige menneskelige søvn.

Da jeg vågner, er mine lemmer tunge, nærmest følelsesløse af træthed. Dog føler jeg mig godt tilpas. Fuldstændigt udhvilet, og parat til at tage imod en ny sending indvolde. Det bekræfter mig i min mistanke om at have sovet længere end planlagt, at jeg var så frisk. Ømheden i min krop skyldes udelukkende, at jeg har ligget ubevægelig i flere timer.

Et øjeblik venter jeg på den metalliske stemme, som vil smadre den rolige og næsten lykkelige sviren i min krop. Mine øjne glider op. Straks er jeg klar over, at jeg ikke befinder mig det samme sted jeg faldt i søvn. Min sovende person er blevet flyttet til et tjenestefartøj. Omgivelserne er mig rent fysisk ukendt, men også velkendte og uønskede. Jeg befinder mig i et normalt stabsværelse i et Alliance fartøj. Rummet består af hvide overflader og har plads til to beboer.

I et langt suk siver den udhvilede følelse ud. Jeg svinger benene ud over sengekanten, ligesom den automatiske dør går op. Ind kommer to soldater, hvoraf kun den ene er menneske, samt en forpjusket Toma. Kan man med god samvittighed sige ’forpjusket’ om en Drell? Stakåndet er nok mere passende.

Det tager mig et øjeblik, men så genkender jeg soldaterne. Det er de to fra Modtagelsesbroen, Turian og Menneske. De to soldater står tøvende på hver deres side af døren. Toma sætter sig ved siden af mig og begynder en lang række rutinespørgsmål i en hastighed, der kunne gøre en Salarian til skamme. Jeg hverken når at høre eller svare på de mange spørgsmål. Skællede Drell fingre tager en tur over min hud i søgen efter en feber, men uden resultat.

”Doktor Earthman, det er rart at se Dem vågen.” siger Turianen, en kende mere forsigtigt end hans karakter byder ham. Toma erklærer sig enig. Mennesket nikker og sætter sig i skrivebordsstolen. Hans lange lemmer strækkes som en kats.

”Ja, det var noget af en lur, doc.” siger han uden yderligere interesse.

”Det må De meget undskylde, det var sandelig ikke min mening at sove så længe.” svarer jeg igen, mens jeg skæver til Toma. Det er min mening at lyde ligeså ligegyldig, mens det mislykkes.

”Du har sovet lidt over et døgn, lidt i overkanten af, hvad jeg vil anbefale et Menneske.” forklarer Toma. Jeg nikker. Jeg har ikke behov for yderligere information, og det kan de andre fornemme. Alligevel kan jeg føle en lang anspændt tavshed, som følger med forklaringen af en ny mission.

”Dr. Earthman, vi er kede af at trække dem med os så pludseligt, og helt uden at have … kontakt med dig første.” begynder Turianen. Jeg retter mig op og ser ham i øjnene.

”Kald mig bare Marcy, formaliteter er ikke min stil. Forsæt.” siger jeg en lille smule bydende. Vores sætninger kan med lethed skæres i mindre dele, der ville fungere som en pæn og høflig samtale, men under presset af en mission, bliver alt kommunikation ensporet. Min sætning er kun et verbalt symbol på forståelse af vores arbejde, accept af missionen og nedbrydelse af vores racers uoverensstemmelser, som ellers er et udbredt problem.

Den fugleagtige kropsholdning hos en Turian, bliver kun væsentlig, når Turianen ikke ved, hvordan han skal reagere. Den stadig navnløse soldat bevæger sig rastløs, bevæger sit hoved og skifter vægten fra ben til ben. Til en hvis grad minder han om en hane, der skrabede i jorden, bortset fra at han ikke er dækket af fjer, men hårdt udseende hud, som nærmest krakelerer over og omkring hans flade næse. Den nye tavshed lader mig betragte soldaterne på tæt hold. De er meget anonyme at se på, i forhold til mine fordomme om store gladiatore lignende soldater, med tatoveringer op og ned af armene, hvis store ønske er at kunne bunde en sixpack uden at brække sig.

Mennesket er cirka et halvt hoved mindre end Turianen. Han er karseklippet, men håret er ved at gro ud igen. Skægvæksten på hans kinder overbeviser mig om, at han ikke har haft tid til at pleje den personlige fremtoning.

Mennesket rømmer sig og rejser sig. Han banker Turianen på hans rygplade.

”Som Sutekh siger, er vi kede af ulejligheden, men vi har hårdt brug for Jeres assistance.” sagde Mennesket og navngiver sin Turian ven for mig. Der er noget fjendtligt over menneskets ansigt. Et øjeblik virker hans øjne bare små og stikken, hvilket gør hans ansigtstræk umenneskelige. Det er uhyggeligt, som jeg glemmer, at jeg selv er menneske. Jeg ser på en person, som hans race og intet andet. Ikke rang, erhverv eller personlighed. Soldaterne trækker sig tilbage efter den akavede stilhed brød ud, og Toma overtaler mig til få mere søvn. Som jeg ligger alene i rummet overladt til intet andet end mine tanker og den svage summen fra skibet, virker hele hændelsesrækken forfærdelig morsom. Der er ingen forskel på mit job nu og for få timer siden. Kun en forhøjet risiko for at miste livet, som sjovt nok ikke rigtig gør mig noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...