Avox,hungergames

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Aya er den rødhårede pige man hører om, i the hunger games. Hende som Katniss og Gale ikke redede. Nu er hun blevet Avox. Og mon ikke hun har en vis hævntørst?

1Likes
1Kommentarer
335Visninger

1. Hvorfor mig?

 

”Løøøøb” det var hans sidste ord til mig, inden han døde. Jeg skreg højt og stoppede op. Jeg kunne ikke. Kunne ikke bare gå fra ham på den måde. Der var det at jeg så pigen og drengen. De lå skjult bag en klippe, ikke engang 2 meter fra der hvor jeg stod. Hvorfor gjorde de ikke noget?  Kunne de da ikke se at jeg var i nød? Jeg kiggede bedende pigen i øjnene. Ingen reaktion. Jo vent, der var en reaktion. Hun undgik mit blik. Jeg nåede ikke at tænke mere over det før et kæmpe net blev smidt ned over mig, og jeg blev med en elevators hast hejst op i aurorfartøjet. Jeg blev brutalt løftet ind ad døren og smidt på gulvet, hvor jeg lå nogle få minutter og sprællede, indtil der var en eller anden som stak en sprøjte med bedøvelse i armen på mig. Jeg faldt omgående i søvn. Jeg mærkede end ikke da de skar min tunge ud, og herefter gjorde mig til en Avox.  Jeg fadt senere ud af, at pigens navn var Katniss. Katniss Everdeen. Jeg mødte hende nemlig en gang mere. Det var i toget på vej til Capitol. Mit hjemsted. Første gang var, da jeg skulle servere kage for Katniss og Peeta. Egentlig vidste jeg godt hvad de hed og hvor de kom fra i forvejen, men jeg havde ikke lige regnet med at det var hende. Jeg kunne se at hun kendte mig lige med det samme, og jeg havde lyst til at tage hendes gaffel ud af hånden på hende, og stikke hende lige i hjertet. Men jeg gjorde det ikke. For jeg vidste med sikkerhed at jeg ville komme til at bøde for det. Men jeg vidste i hvert fald at jeg aldrig i hele mit liv ville tilgive hende for det hun havde gjort mod mig. Hun kunne have reddet mig. Og det ved hun godt.

Jeg tog en lok af mit røde hår, og snoede det forsigtigt rundt om min finger. Jeg hadede tanken om aldrig at kunne komme til at tale igen. Nogle stumme har endda bare en chance for at kunne komme til at tale igen. Men ikke Avoxer. Når man først har mistet sin tunge er der ingen vej tilbage.  Vi havde været så pokkers tæt på, mig og Sam. Men vi nåede det akkurat ikke. Vi havde smuglet os gennem alle elleve distrikter, og så, på grund af to dumme mennesker døde Sam, og jeg blev Avox, og nåede aldrig at sætte min fod i distrikt 13. ”Aya! Kom og se showet!” blev der råbt ude fra gangen af. Jeg rokkede mig ikke ud af stedet. Jeg hadede det! Virkelig! Det er jo ikke sjovt at se en flok unge slås for liv og død i tv´et. Jeg forstår det virkelig ikke. Det eneste som jeg synes bare er en smule spændene er, at Katniss´ søn Felix er med. Han er faktisk slet ikke så dårlig. ”NU Aya!”. Jeg tog mig sammen, rejste mig op, og gik ned ad gangen. Jeg lod mine fingre løbe forsigtigt hen over det kolde marmor på væggen, imens jeg med taktfaste skridt nærmede mig døren ind til dagligstuen.  Jeg rettede lidt på min kjole, og bankede så på døren. ”Ja så kom dog ind!” skændte Haymitch. Jeg åbnede forsigtigt døren og trådte ind. Jeg var ikke vant til at være i så stort et rum. Der var faktisk meget hyggeligt med de store vinduer og lædersofaerne, hvis det bare ikke lige havde været for de mange skabe fyldt til randen med spiritus. ”Sæt dig ned” sagde Effie og klappede på sofaen ved siden af sig. Haymitch og Effie var flyttet sammen lidt tid efter det andet dødspil. De ville have Avox tjenere, og mig og Tyel blev hurtigt valgt ud til at gøre det beskidte arbejde – at være tjenestefolk hos Haymitch og Effie. Det er faktisk værre at være ansat hos nogen private end jeg havde regnet med. Hvis vi så bare havde fået en lille løn, men næh nej! Vi er tvunget til at arbejde som tjenestefolk, ellers må vi bøde for det. Og hvis vi er utilfredse er det bare ærgerligt. Man kan ligesom ikke gå i retten med en sag man ikke engang selv kan tale for!

Jeg satte mig ned i sofaen ved siden af Effie, og selv om jeg lod mit blik hvile alle andre steder end på tv´et blev mit blik hele tiden draget hen imod den store fladskærm hvor der var godt gang i spillet kunne jeg se! 14 spillere tilbage. Inklusive Felix – Katniss søn. Denne gang var de i et ørken-lignende landskab, og mange var allerede døde af tørst og sult. Felix så godt nok også en del udtørret ud. Han sad bag en stor klippe i ly for solen, men havde uheldigvis ikke set de 2 ambisonere som kom gående højst 5 meter væk. Da de lige skulle til at gå forbi, opdagede de ham, og han kom med et lille udbrud. Jeg vidste godt, at han ikke havde kræfter til at kæmpe imod dem, men alligevel greb han sin dolk og stak den ene ambisoner i benet. Hun skreg men var hurtig til at handle. Det ene øjeblik så man smerte i hendes blik, i det næste var hun fyldt med kampgejst. Den første kniv hun kastede ramte akkurat lige forbi hans venstre øre. Den næste ramte ham ”uheldigvis” i armen. Hans blik forvrængedes af smerte, men han havde stadig et godt tag på sin dolk med den anden hånd. Men da han lige skulle til at stikke, kom den anden ambisoner ham i forkøbet og slog ham i maven, så han knækkede sammen på stedet…

Jeg kunne ikke klare mere. Efter alt det jeg havde været igennem kunne jeg bare ikke klare at se så meget vold på en gang mere. Jeg stormede ud af stuen, ligeglad med, hvad konsekvenserne kunne være. Jeg vidste at Tyel ville blive derinde indtil showet var slut for i dag, men han er trods alt også mere modig end mig. Jeg gik ind i det værelse mig og Tyel havde fået tildelt da vi startede som tjenestefolk her i huset. Det var ikke særlig stort, men jeg havde sørget for at indrette det hyggeligt. Selvom vi ikke fik løn, fik vi da god mad hver dag, og ret til gode møbler o.s.v. Jeg kiggede ned i tremmesengen, og hørte det rolige velkendte åndedrat fra Pixie som betød at han sov tungt. Men selvom han sov, var hans røde kinder ikke til at tage fejl af, og heller ikke da jeg forsigtigt mærkede på hans pande. Han havde feber for 4 dag i træk. Hans rødbrune krøller var fugtige, som de blev når han var svedig. Han vendte sig uroligt i søvne, og da han tabte sin sut, begyndte han at klynke lavmælt. Jeg samlede hurtigt sutten op, og puttede den i munden på ham igen, og han stoppede brat klynkeriet. Han måtte altså også snart til at vænne sig fra den. 2 år gammel og stadig med sut. Det var helt galt. Jeg smilede. Man kunne så tydeligt se Tyels ansigtstræk i ham, men jeg var glad for at han (trods Tyels´ lysebrune krøller) også havde fået lidt af mine røde lokker. Jeg satte mig på sengen med et suk, og glattede på den hvide fløjlskjole Tyel havde givet mig på min fødselsdag. Jeg lænede mit hoved mod væggen, og tænkte tilbage på dengang jeg mødte Tyel for første gang.

Det må have været 2 år siden nu, jeg kunne i hvert fald huske at jeg var 18 år, og han 20. Jeg kan huske at vi ”tilfældigt” begyndte at støde ind i hinanden de mærkeligste steder: Midt i rengøringen af sonernes toiletter, og på sonernes værelser i toget til Capitol. Vores kærlighed foregik i tavshed. Hvad kan man ellers forvente af en Avox? Jeg kan tydeligt huske at vi blev knyttet tættere og tættere til hinanden, og da vi så skulle til at arbejde privat, var vi slet ikke til at skille ad. Det blev heller ikke bedre for Haymitch og Effie(som nok egentlig helst kun ville have en´ Avox) da jeg lidt tid efter vi gik i deres tjeneste, opdagede at jeg var gravid. De blev selvfølgelig glad nok på vores vegne, selvom de nok ikke helt var så ville med en lille skrigende unge. Men de vidste også godt, at de ikke kunne tage ham fra os.

Jeg kastede et blik op mod uret, som hang over det lille, smalle skrivebord. Om 10 minutter skulle jeg til Præsident Snows palæ, og høre hans beslutning for, om Pixie skulle beholde sin tunge, eller efterfølge hans forældre som Avoxer. Jeg kiggede mig i spejlet og rettede lidt på mit hår. Jeg skulle jo helst se nogenlunde ordentlig ud, når jeg skulle til sådan et fornemt sted. Jeg bankede på døren ind til dagligstuen, og afventede svar. ”Jaja Aya! Du har fået lov til at gå hvor mange gange skal jeg sige det!” skændte Haymitch inde fra stuen af. Man kunne høre på hans slørede stemme, at han vist allerede havde fået lidt for meget at drikke. Jeg var altid så nervøs for, om han ville gøre Pixie noget i sit drukskab. Men jeg vidste godt, at Tyel ville holde et vågent øje på både Haymitch og Pixie, og at han ville træde til hvis der skete noget. Tyel var alt i alt en god far. Jeg smuttede ind i vores ”værelse” og hentede min frakke. Mine hænder rystede let, da jeg knappede den. Jeg bøjede mig ned over tremmesengen, og kyssede Pixie let på panden. Han rørte lidt på sig, men faldt så i søvn igen. Da jeg lukkede den store port bag mig og begyndte at gå ned ad gaden, følte jeg mi dårligt til mode. Den ene grund var, at når jeg gik hen gennem gaden med de mange mennesker, følte jeg mig så pokkers anderledes. Uden alt det mærkelig hår og sminke havde jeg det, som om alle lagde specielt meget mærke til mig. Og det var ikke noget jeg brød mig om. Den anden grund var, at jeg var så pokkers nervøs i forhold til Præsident Snows beslutning om, om Pixie skulle forblive normal, eller blive en Avox. Dørvagten standsede mig med en håndbevægelse. ”Hvad vil du?” spurgte han, han havde tilsyneladende ikke lagt spor mærke til mit noget-så-normale udseende, og havde nok ikke gættet sig frem til at jeg var Avox, og at jeg derfor ikke havde mulighed for at svare med ord. Jeg rystede på hovedet, og trak papir og kuglepen(som jeg altid havde på mig) frem fra min lomme. Jeg skrev med tydelige store bogstaver: JEG HAR EN AFTALE MED PRÆSIDENT SNOW PRÆCIS KL. 14:00. ”Aha, og hvad er så dit navn?” sagde han, tydeligvis irriteret over min manglende talevne. Jeg skrev: MIT NAVN ER AYA TRIPPENDY. ”Jaså” mumlede han, og gennemgik sin liste over besøgende tirsdag eftermiddag. ”Ahaaa, der var du” sagde han triumferende, og pegede på mit navn med sin store pegefinger. ”Jaså” sagde han igen. ”Angående din lille søn kan jeg se”. Han irriterede mig. Han trak tiden ud med alt sin snak, tydeligvis opsat på at gøre mig forsinket. ”Aha” sagde han. ”Og hvor gammel er din lille søn så?” spurgte han med et drillende smil. Han kunne se at jeg var lettere irriteret, og han nød det hvert øjeblik. Utålmodigt skrev jeg: MIN SØNS NAVN ER PIXIE. MÅ JEG VENLIGST KOMME IND NU? Han svarede med et lille grin: ”ind? Nå ja for pokker! Du skulle jo snakke med præsident Snow ikke sandt?”. ”Jamen så må jeg da hellere flytte mig, så du kan komme forbi” sagde han og flyttede sig så langsomt han over hovedet kunne. Han morede sig virkelig nu, kunne jeg se. Så snart bare en lille smule af døren var til at komme til, masede jeg mig med største lethed forbi ham, og åbnede døren. Jeg gik hen til sekeræteren, som viste mig over i et venteværelse, hvor der sad nogle stykker, og ventede kun på at få præsident Snows beslutning eller dom, for deres problem.  En dame med skinger stemme og pink hår, kom grædende ud gennem døren ind til Præsident Snows kontor. Hun klamrede sig til en stor mamorsøjle, og stod der og hulkede højlydt, indtil 3 vagter kom og trak hende væk. Efter cirka 5 minutter blev det endelig min tur. Jeg gik med faste skridt hen til døren, åbnede den, og gik ind. Det var et kæmpemæssigt rum, med store vinduer til alle sider. Og i midten af rummet stod 2 stole foran et skrivebord, lavet af mørkt egetræ. På bordet stod en lille vase med en hvid rose i, som matchede perfekt til Præsident Snows hvide skæg. Han sad bagved det store skrivebord, med den ene hånd under sin hage, og ventede tålmodigt. Jeg gik tøvende hen til stolene, og satte mig på den ene. Han lod sit blik hvile på mig i adskillige sekunder, før han omsider begyndte at tale. ”Din søn Pixie?” spurgte han, og jeg nikkede svagt. ”Han må være omkring 3 år nu ikke sandt?” spurgte Snow. Jeg rystede på hovedet, og holdt to fingre op i luften. ”To år? Aha, ja det er der jo også nogle af os der er ikke?” sagde han sløvt. Han prøvede tydeligvis også at trække tiden ud. ”Nå, men nu til sagen” sagde han endelig, og jeg sukkede inden i mig selv. ”Avox eller ej, Avox eller ej…” sagde han og kløede sig ubeslutsomt i skægget. ”Ja, det var jeg jo lidt tid om at bestemme for du ved, jeg skulle lige have min eftermiddags kaffe først, og bagefter var der så mange ting der skulle gøres og…” han fangede mit blik og sagde: ”Jeg nåede til den beslutning at, lige meget hvad du, og din mand, kæreste, hvad det nu end er, finder ud af, skal og vil jeres søn Pixie Nöel Trippendy blive Avox, og det vil forekomme allerede om en uge.” Jeg åbnede munden og formede et skrig, men der kom ingen lyd. Jeg væltede ned af stolen, og 2 vagter kom løbende ind og trak mig ud af kontoret, imens jeg med tomme øjne fastholdt mit blik på Præsident Snow, indtil døren lukkede foran mig. Vagterne slæbte mig af sted, med et godt tag rundt om livet på min slappe krop, mens mine ben og fødder slæbte hen af gulvet. De trak mig hen til hoveddøren, og rejste mig ubarmhjertigt op, men lige så snart deres støtte ikke længere var der til at holde mig oppe, knækkede mine ben sammen, og jeg faldt ned på gulvet. Den ene vagt satte mig på en stol hvor jeg sad og stirrede med tomme øjne, imens den anden sagde noget til sekeræteren, og hun tog telefonen og ringede et nummer op. Et lille stykke tid efter, kom Tyel styrtende ind af døren, vendte og drejede sit hoved, indtil han fik øje på mig, og han kom hurtigt over og omfavnede mig. Jeg kunne se at hans øjne var fulde af tårer, og han havde røde striber ned af kinderne. ”Jeg ved det godt, sekeræteren fortalte det i telefonen, og jeg er så ked af det.” Det ville han sige hvis han kunne, jeg kunne se det i hans øjne. Lidt af min håbløshed forsvandt, da Tyel dukkede op, og mit tomme blik var ikke helt ligeså tomt længere. Han kyssede min kind, og tog et fast tag i min hånd. ”Kom, lad os gå” sagde han med øjnene, og jeg rejste mig tungt. Tyel var altid god til at se alting på den positive side, modsat til mig, der altid tænkte negativt. Han ville i oveni købet nok have lavet sjov med det hvis han havde haft kunnet tale. For at muntre mig og ham selv op, selvfølgelig. Ikke fordi han selv syntes at det var sjovt selvfølgelig. Men Tyel ville næsten altid gøre alt hvad han kunne, for at få mig i bedre humør, når jeg var helt ude af den. Han kunne sågar få mig til at smile nogen gange, og det var ellers ikke så tit jeg gjorde det… Det var kun, Tyel eller Pixie som kunne få mig til at smile. Og det var de utrolignok gode til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...