All good names been taken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Det fleste mener, at fremtiden bliver lys. Teknologien vil vokse sammen med den menneskelige forståelse for alt, der omgiver dem. Videnskaben breder sig, sammen med denne nye forståelse, indtil noget går galt. Krig vil bryde ud, had vil blive antændt, og jorden vil bløde endnu engang. Mennesket vil skabe deres egen undergang. Dette er nutidens gisninger, men hvad så med alle de ting, vi ikke selv bestemmer over? Hvorfor er fremtiden altid gudsforladt? Står vi virkelig alene?

4Likes
1Kommentarer
436Visninger
AA

1. Tid er relativt.

Man skal kigge opad for at kunne se klart. Vejen er brolagt med sand, og bilens hjul blæser det op i en støvsky, som ligger sig omkring dem. Det sviger i øjnene, medmindre man har briller på. Dog tillader hun sig selv, at skubbe brillerne op i panden og kigge opad på den blå, skyfri himmel. Jeepen buldrer derudaf, med støvskyen som en meter lang advarsel. De kører lidt for stærkt, men der er ingen i nærheden til at fortælle dem det. Hun holder stift fast i håndtagende på jeepen, da de kører over endnu et stykke ujævnt vej. Sandet skyder op omkring bilen, da forhjulet rammet i et hul.

”Kommer du snart ned derfra?” lyder hendes brors irriterede stemme fra bilens førersæde. ”Der kommer sand indenfor.”

Med behandskede fingre skubber hun brillerne på plads, mens hun ruller med øjnene. Stadig med et fast greb i håndtagende svinger hun sig op på knæene og bakker mod ovenlysvinduet. Hun falder igennem vinduet og lander på bilens passagersæde. Hendes bror reagerer ikke på hendes fald, men drejer hovedet en anelse, da hun dumper ned på sædet ved sin side. Han har også briller på, selvom han sidder inde i byen og bag en to centimeter tyk glas rude.

”Du har glemt at lukke vinduet.” brummer han, og underviger behændigt endnu et hul i vejen med det gigantiske køretøj. Hun ser en knap på instrumentbrættet. ”Den virker ikke, gør det nu bare manuelt.” Hun ignorerer ham og hamrer igen på knappen. Denne gang kan hun straks høre vinduet brumme, mens det kører på plads. ”Ha!” siger hun og læner sig i triumf tilbage i sædet.

Fokus på vejen igen. Byen begynder at blive synlig. Store, faldefærdige skyskrabere kan skimtes mod solen. De hælder til alle sider, men formår at pege ind over bymidten. Det ligner gigantiske grå nåle, der prikker til solen. Skyggerne blev længere og ligger en dæmper på den skarpe sol.

”Har vi benzin nok?” spørger hun.

Handskerummet åbnes ved et tryk på en lille knap. Lampen i rummet er for længst gået itu, så hun famler i blinde efter kortet.

”Der er nok, men vi bør måske overveje at plyndre en station, inden vi forlader byen.”

Hun folder kortet ud over instrumentbrættet. Engang havde det været et normalt landkort, men nu var det overtegnet og streget over. Den rute de kørte på nu var lilla, mens byen de var på vej ind i var krydset over med rød. Jorden under bilen ændres fra sand til beton, samtidig med de ligger byskiltet bag sig.

”Luna.” læser hun højt, nærmest med en gysen.

”Velkommen til.” mumler hendes bror. Jeepens tågelygter bliver tændt, da solen kvæles over dem. Foran dem strækker ruinerne sig, som pyramiderne engang gjorde det i Egypten, før de blev skyllet væk. Dog var der intet ærefrygtigt over dette syn, kun en underlig følelse af ensomhed.

”Luna, byen, hvor der altid er nat.” Radioen i bilen begynder at spillet en oldgammel reklame jingle. ”Spil på vores mange kasinoer, se de flotteste danseshow i Norden og nyd natten i selskab med dem, der aldrig sover.”

De sidder i tavshed. Bilen drejer til venstre ved et nedstyrtet reklameskilt for tandpasta og kontaktlinser i flere farver. Nu er de på en mindre død vej. Flere mennesker går rundt på vejen, de fleste er iført laser og mangler lemmer. Hun tænder for vinduernes formørkelseseffekt. En ung kvinde står og kigger efter bilen. Hun er tynd, iført en rød frakke. Det er næsten ikke til at se, men hun mangler begge arme fra albuen og ned.

Inde i bilen holder de vejret til de er kommet væk. Så snart de er tilbage på den store hovedvej, som går lige igennem byen, ånder de lettet op. For et par år siden havde de snakket om spændingen, men dengang virkede det hele som et eventyr, som selvfølgelig ville komme til en ende. Radioen begyndte nu på en tv-avis, hvor værten talte om kendis slagsmål. Bilen bremser hårdt op og hendes bror hamrer hænderne i instrumentbrættet

 ”For helvede!” udbryder han, mens han gentagende gange hamrer sine hænder i rettet. Hun siger ingenting, men slukker radioen. I stedet finder hun et kassettebånd frem af handskerummet.

”Så du det? Så du hende?”

”Jeg … måske.”

”Det var Eugenia! Damen med den røde frakke. Hun er på alder med os, vi kender hende!”

”Det er meget længe siden nu.” siger hun med den største forsigtighed.

”Nej! Det er det ikke.”

”Tid er et relativt begreb.”

”Tid! Tiden er gået i stykker.” siger han. Han starter bilen igen, selvom hun tilbyder at overtage rettet. Hidsigt flår han sine briller af og smider dem bag i bilen. Der lyder en skraben, da plasticglasset kurer mod bunden af jeepen. De følelser, der ulmer bag hans hud er voldsomme, som om de giver ham stød. Hans hænder dirrer og hele hans krop ryster.

Hun trækker hænderne til sig. For at bryde tavsheden sætter hun båndet i maskinen. Et øjeblik lyder der flimmer, men så begynder en blid, feminin stemme at tale, med en let skratten. ”Da verden var ung, var der ikke plads til alle. Folk med særlige evner, og talenter, flyttede væk fra dem, der ikke kunne udstå dem. Disse særlige mennesker bosatte sig i tre byer, Luna, Sol og Immortalis, som, fordi disse mennesker var uønskede og hadet af de andre, befandt sig i deres eget rum, hvor de andre ikke kunne trænge ind. Det fungerede fint, indtil disse verdner kom op og skændes. De forskellige byer fejrer hver deres særhed, men gav ikke plads til de andre. Luna og Sol gik i krig, mens Immortalis var neutral. Dette gjorde Gud vred, fordi han havde givet mennesket mange forskellige evner, selv dem, der hadede de mennesker med de særlige evner, havde evner af stor værdi. Derfor gjorde det ham ked af det, at mennesket ikke kunne dele evner mellem sig. Han tog dem derfor igen. Han efterlod menneskene kraftesløse omgivet af alt det andet liv, som han havde lavet i tidernes morgen.” Båndet tav. ”Vend det om.”

Hendes bror ryster ikke længere. Hans øjne er blanke og hans stemme sært grødet.

”Jeg vil gerne høre hende tale noget mere.”

Båndet bliver vendt, mens bilen kører videre igennem byen. En forskræmt vaskebjørn løber sin vej, og automatiske lyde fra diverse butikker tænder.

”Kør derind, der er en benzintank!” Hun peger til højre for bilen. Jeepen ruller med lethed over kantstenen og ind på tankstationens flisebelagte område. Et navneskilt bøjet i neon blinker dem i møde, men selve stationen er som tømt for liv. Hun tøver med hånden på døren. Det er en stor sikkerhedsrisiko at stå ud af køretøjet, i en af de ødelagte byer. Hendes bror tøver ikke, men springer ud af bilen. Hans dør smækker.

Hun stiger langsomt ud af bilen og går det korte stykke over til stationsbutikken. En tør vind blæser og griber hendes hår. Det udretter hendes proptrækker krøller. Hendes bror er allerede i færd med at fylde benzin på deres ekstra plastictanke. Han sender hende et kort nik.

Døren inde i butikken ringer. Det vækker en udsultet hund, som straks benytter chancen for at komme ud. Det udsultede bæst var knapt nok levende, men når alligevel hen til hende. En hånd på hendes pistol. Hun vil helst ikke aflive et levende væsen, men dyr i denne tilstand af sult kan være meget farlige, selv hvis anstrengelsen slår det ihjel. Hunden presser sig forbi hende og ud i friheden, hvor kort den end må blive.

Alene tilbage i butikken går hun hylderne igennem. Støvet har lagt sig over alle, som et tykt gråt lag maling, men ellers er butikken i god stand. Hylderne med cola og chips er for længst blevet røvet, sammen med alt, der kunne minde om fornuftig mad. Det resterende indhold består mest af tørre snacks og kølediske, der er sat ud af funktion. Hun griber en kurv fra staben og hægter den på armen.

”Ligesom at være på shoppingtur!” udbryder hun for sig selv. Inden for et par minutter, har hun fyldt kurven med kiks og vand. Hun skimter ud af vinduet, hvor hendes bror stadig fylder benzin på bilen. Det giver hende mere tid til at kigge vareudvalget igennem. Hun bevæger sig op til disken, hvor hun studerer en række udstillede kopisolbriller. Hun stikker to par briller i skjortelommen, før hun griber en håndfuld kuglepennen og et par papirblokke. Hun vejer blokkene i hænderne, mens hun kigger ud på sin bror. Sjovt at hendes bror, af alle mennesker, vil sætte så stor pris på papiret og det skrevne ord, det øjeblik verden ikke længere vil holde en eneste læser. Papir har mistet sin værdi engang for alle, da Gud havde valgt at straffe mennesket endnu engang. Blokkene følger med ned i kurven.

Ud af øjenkrogen ser hun bladene udstillet. Superman, Batman og alle de andre. Udstillet, parat til at redde verden. Bare ærgerligt, at det kun er fiktion. Ikke engang Jugde Dredd vil kunne yde retfærdighed i den verden, som ligger uden for kioskens døre.

Hendes bror er forsvundet ind i bilen, der nu triller tættere på hende. Hun balancerer kurven, mens hun gik i døren. Så snart den går op, blev hun mødt af en muntrer bjæffen. Det er den samme usultede køter, der havde været fanget i butikken, der nu springer hende i møde. Hendes bror sidder på førersædet.

”Giv ham noget vand og noget spiseligt.” siger han. Et lille smil spiller i hans mundvig.

”Ian! Den hund kan være alvorligt syg!” mumler hun overrasket, og sætter sig tilrette på sædet.

”Det kan godt være, men jeg kan ikke lade det lille væsen i stikken.”

Hun ser på sin bror med en panderynke. Hun finder en gammel kop frem af handskerummet, og hælder vand i den, før hun sender en vandflasket over til sin bror, som drikker mere begærligt end hunden. Hun pakker en håndfuld kiks ud, som hun fodrer hunden med.

”Jeg troede ikke, du kunne lide dyr.” siger hun, mens mørket atter omslutter dem.

”Kan jeg heller ikke, men jeg kan lide dig.”

”Hvad?”

”Tillykke med fødselsdagen, søs.” siger han og vender kassettebåndet. Den bløde stemme begynder atter at snakke. ”Gud opgav at tage sig af mennesket. I stedet overlod han ansvaret til mennesket selv. Han forstod, at mennesket aldrig ville kunne følge en Gud, så han gav en særlig gave til 11 mennesker. De blev de nye Guder, i en nytidsalder. Indtil de også opgav deres erhverv, da gik jorden under. Tilbage er få mennesker, udspredt over verden og dømt til at lede efter hinanden. De er forvist til de lukkede rum, hvor de vil vandre til evig tid, uden nogensinde at finde hinanden. Tid er relativt, og rum er et endnu mere abstraktbegreb.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...