Like insulin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Maiara, en ung wicca i det trettende århundredes England, kæmper sig gennem det liv hun er idømt grundet sin fars landsforræderi og mors heksekunster.

[Denne movella er ren fiktion, og der vil forekomme historiske ukorrektheder.
Der vil forekomme stødende, voldelige og seksuelle scener, som måske kan markeres som mere end 'gul label']

4Likes
2Kommentarer
740Visninger
AA

3. Who are you...?

Efter at have løbet i et par timer, og solen var begyndt at stå højt på himlen, stoppede Maiara endelig op. 

Hun var træt, og hendes hoved kunne næsten ikke klare de skrig og råb bag hende. Freddie - trods hans fars advarsel - var gået til landsbyen, med anklagen om Maiaras hekseri. Nu, selvom hun var nået flere kilometer ind i skoven, var de stadig få hundrede meter bag hende. Fakler og høtyve var desværre kun en myte - nææh, de havde store knive og hunde. Buer, pile og reb. De lod hende ikke slippe før hun enten var død eller slået ned og overgav sig til at blive brændt. 

Hun hev efter vejret, med hænderne placeret på hendes lår. 
''Han skulle absolut sladre.'' 
Maiara stivnede. Stemmen var ikke til at genkende. Og alligevel, så var den så velkendt at hun fik gåsehud ned af nakken og rygsøjlen.
Damian....

Hun så lidt ned, tog mod til sig, og så op på ham. 
''Hvad laver du her?'' spurgte hun med spydig stemme. Den lille møgunge havde i flere år været en torn i øjet på hende, og nu var han så tilbage, denne gang midt hendes flugt fra døden! 

''Rolig nu, Sommerfugl!'' grinte han og gik hen mod hende. 
Hans øjne var mere gule end brune - selvom han var født med mandelbrune øjne og blåsort hår. 
Han var ikke mere end 19 år - og alligevel pinte han hende uafbrudt. 

''Du skal IKKE kalde mig sommerfugl!'' knurrede Maiara, og hendes øjne pulserede i en orange tone. Men Damian - trods Maiaras temperament - gik tættere på hende, med et kært smil på læben. Et smil, der i så mange år havde fået hende i fedtefadet fordi ingen troede på at biskoppens søn var en ballademager. 

''Jeg mener det, Damian, hold dig væk!'' Det var så tydeligt i Maiaras øjne, at hun følte sig truet. 
''Jeg holder mig da væk, Maiara? Hvad er der galt med dig?'' hans stemme var drilsk, direkte led.   

Hun så vredt på ham, og begyndte så at gå videre, i et hastigt tempo. 
Men inden hun nåede længere end to meter, havde Damian grebet fat i hendes skulder og tvunget op mod et træ. Hun bed sammen, da hun mærkede hvordan hendes nederdel blev løftet op og en kølig hånd blev lagt på hendes inderlår. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...