Ord kan dræbe.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en skoleopgave om mobning jeg skrev for ikke så længe siden. Da dette er nyt for mig har jeg valgt at starte roligt ud. Smid gerne en kommentar, og kom endelig med feedback! :-)

2Likes
1Kommentarer
254Visninger

1. Mobning

 

  Hvad er det, der i virkeligheden er årsagen til mobning? Er det dårligt selvværd, en barsk fortid, eller en hemmelighed man har båret rundt på én enkelt dag for længe? Mobning kan startes af mange forskellige grunde, og lige meget hvad grunden er, så må det stoppes. Men mobning er ikke bare lige at afskaffe. Det tager tid, forståelse og sammenhold. Jeg tror aldrig, at mobning forsvinder helt. Hvordan kan man individuelt være med til at gøre en forskel? Og er det overhovedet muligt? Mobning findes adskillige steder verden over, hver dag bliver der slået, sparket og råbt stødende ord. Også skrevet, for den sags skyld. Jeg kan slet ikke forstå, hvor grimt man kan tillade sig at behandle et andet menneske. Jeg skammer mig inderligt over det samund, vi lever i.   Mobning er noget der har stået på siden.. Ja, siden altid. Det er noget man ikke opdager lige med det samme. Det kommer langsomt snigende, det er noget der ødelægger, det er noget der æder en op indefra. Det kommer meget an på hvordan man er som person og hvad man har gået igennem, der giver én ens eget personlige syn på mobning, og måden at håndtere det på. Nogle er kloge og vælger ikke at lytte til alt det ligegyldige lort folk lukker ud, mens andre kan gå psykisk ned over det. Når man begynder at selvskade for at bekæmpe det psykiske smerte med den fysiske. Når det ikke længere bare er en sms så som: "Din klamme so", eller noget andet tidsfordriv. Når det går for vidt og bliver til dødstrusler og spionering. Jeg har selv modtaget upassende beskeder hvor der stod, at jeg ikke fortjente at leve mere, og at verden ville være et bedre sted uden mig. Og jeg var bange. Jeg vidste jo inderst inde godt at de ikke ville turde gøre mig noget. Men når jeg gik alene var jeg bange for at blive overfaldet, eller bange for at der var nogen der fulgte efter mig. Siden jeg modtog de beskeder har jeg været bange for mørke, og hvad der gemmer sig uden for min dør. Nogle gange overtager mine tanker fornuften, og jeg forestiller mig de værste ting. Godt nok ikke så ofte som før, heldigvis. Men hvad kan dog få folk til at komme så langt ud? Hvorfor har man et behov for at nedgøre folk på den måde? Er det fordi de har dårligt selvværd? Jeg synes det er så fandens sørgeligt for at sige det lige ud.   Jeg kender selv til det med at føle sig uønsket. At du ikke gør noget rigtigt, at du er nytteløs, uduelig og alene. En periode havde jeg det rigtig, rigtig skidt med mig selv.  Jeg havde hverken selvillid eller selvrespekt. Jeg græd hele tiden. På mit værelse med låst dør, på skolens toiletter hvor ingen skulle opdage det. Jeg følte mig udenfor. Jeg kunne ikke fortælle det til nogen, for så ville jeg blive stemplet som opmærksomhedskrævende. Jeg modtog onde blikke når jeg kom ind i klassen, jeg følte mig usynlig og trådt på. Hvorfor gjorde de få gode "veninder" jeg havde ikke noget? Hvorfor opdagede de det ikke? Kunne de ikke se på mig, at jeg var ved at falde sammen af smerte, og at hver dag var en kamp for mig? Jeg stiller mig selv det spørgsmål hver eneste dag, og jeg finder aldrig svaret. Måske var de chokerede. Eller bange for, hvad jeg kunne finde på. Set i bakspejlet burde jeg måske også have været bedre til at bede om hjælp, men det er bare så pokkers svært. Jeg ved endnu ikke hvad jeg er i stand til, og hvad jeg ikke er i stand til. Jeg ved, at der er mange andre, der har det meget værre end jeg selv havde. Men gør det mit problem ligegyldigt? Nej. Alle fortjener at have det godt. At være sammen med de mennesker de elsker, og gøre de ting, de har lyst til. Opleve en masse. Så kan det være lige meget hvad ens fortid har bragt med sig. Alle er ligeværdige, der skal være plads til os alle sammen. Dog ville jeg ønske, at vi var bedre til at passe på hinanden. Folk kender ikke længere til respekt. I min klasse har vi sagt siden vi var små, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles. Det tror jeg, at folk ville kunne lære noget af. At vende den om. Hvordan ville man selv have det, hvis man hver dag fik at vide hvor belastende man var, og at folk ønskede, at man skulle dø? Der er noget at tænke over igen.    Mobning finder ikke kun sted ude i den virkelige verden, men i høj grad også på nettet. Især mediet Formspring bliver brugt i stor stil, da man kan være en anonym der stiller spørgsmålet. Er man jaloux på en person, er det bare at trykke ind på vedkommendes profil, kritisere personens udseende og skrive en lille trussel til sidst. Så tænker man ikke videre over det. Bare tryk send, så er det ude af syne. Men hvad med personen der modtager denne besked i den anden ende? Han/hun har eksempelvis haft en rigtig dejlig dag, og da han/hun så er færdig med sine lektier eller andet, tænder han/hun for computeren. Logger ind på sin profil og wupti. Så ryger selvtilliden i bund. Man sidder bare og undrer sig over hvem der har noget imod en. Det kan være en man troede man kendte rigtig godt. Det kan også være en man slet ikke kender. Folk kan sagtens sige, at man ikke skal tage det til sig. Men det gør man. Ordene kører rundt i ens hoved, du tænker konstant over hvad du siger og gør. Dem der sender hadebeskederne opdager så, at det går modtageren på, og bliver selvfølgelig ved. Det er jo skide sjovt at gøre andre folk usikre på sig selv, og kede af det. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor de ikke har lukket selve siden ned. Men det er ikke kun på formspring det sker. Nogle gør det også med ansigt på, men derfor gør det det ikke mindre dårligt. Det irriterer mig, at folk ikke bare kan fortælle hvad de mener ansigt til ansigt, i stedet for at skrive det. At modtage en besked er risikabelt, da det nemt kan lyde meget hårdere end det i virkeligheden er. 
Mobning er et svært emne, det har altid været her og vil altid være her. Lige meget hvad vi gør. Lige så snart én undskylder, træder to nye til. Der findes ikke kun ét enkelt svar på, hvad mobning er. Det startes af forskellige grunde. Jeg tror, at vi skal blive bedre til at fortælle hinanden, hvad vi føler. Man skal ikke holde inde med noget, så bliver det bare værre. Det ved jeg af egen erfaring. Men det aller vigtigste er at være sig selv. At være den man har lyst til at være. Og huske på at man er god nok, uanset om man er tyk eller tynd, høj eller lav. Sådan er det med alle, alle fortjener en chance til. Mon vi nogensinde lærer at hjælpe hinanden? Som Peter Mygind sagde i hans TV-program om mobning, 'Myginds Mission': "Der findes ingen onde børn, kun onde mønstre". Og jeg vil ikke kunne have sagt det bedre selv.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...