Bare mig og ikke dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
En historie om 2 teenagere. De har begge haft en svær fortid. De har meget tilfælles. Fx at de begge har været tæt på selvmord

12Likes
8Kommentarer
1148Visninger
AA

9. 9

Jeg kan mærke luften trykke mod min kind. Det eneste jeg føler lige nu er blæsten. Den kølige beroligne blæst. Jeg går ned af vejen og ind i skoven. Ind i den skov min far altid tog mig ind i da jeg var lille. Vi spiste altid det samme sted. Helt inde bag i skoven. Der er langt ind men det er det hele værd. Jeg plejede altid at ligge sten på vejen for, at vi kunne finde ud igen. Min far sagde altid at himlen vil vise os ud. Men det troede jeg aldrig på. Jeg ville ligge sten for at være helt sikker. Det er altid så stille i skoven. Det var på et tidspunkt nogle af dem fra kommunen, som syntes den skulle fældes. Der var nogle green peace mennesker ude at protestere og have underskrift indsamling mod, at den skulle fældes. Jeg var ikke en af dem, men jeg ville ikke have de skulle fælde den. Den betyder virkelig meget for mig. Jeg går med kurven i min højre hånd. Jeg lægger sten for at være sikker på at kunne finde ud igen. Himlen er helt blå. Ikke en eneste sky. Ikke engang en lille hvid prik. Jeg har aldrig se nogen som har brugt skoven. Men der er heller ikke så meget herinde. Jeg vil heller ikke have der skal laves noget. Skoven er perfekt som den er. Jeg er der næsten. Jeg gik altid i gennem busken på det samme sted og altid på samme måde. Højre ben ind først og løfte det venstre meget højt. Jeg sætter kurven på jorden. Det samme sted som min far satte den. Jeg tager en dyb indånding. Jeg åbner kurven og breder tæppet ud. Jeg lod min telefon blive hjemme. Jeg vil have totalt fred og ro. Det er ret dejligt bare at være for mig selv. Ikke noget jeg skal bekymre mig om. Det hele svinder ind for mine øjne. Som om jeg skal til at dø. Jeg falder om på tæppet.

     Jeg vågner. Jeg kan ikke huske noget. Det sidste jeg kan huske er at jeg sad på tæppet i skoven og skulle igen med at spise da det hele begyndte at svinde ind. Men jeg lever da. Tror jeg nok. Jeg sætter mig op. Jeg aner ikke hvad klokken er, og hvor lang tid jeg har været væk. Jeg har enlig ikke lyst til noget at spise lige nu. Jeg rejser mig og pakker det hele sammen. Jeg følger de sten jeg har lagt hjem. Der er kommer skyer på himlen. Der er ikke en eneste blå klat nogen steder. Det føltes som om skoven er endeløs. Jeg kan se udgangen, men jeg kommer aldrig til den. Jeg bliver ved at gå og gå. Jeg står ude på vejen. Måske havde det hele bare låst sig for synet. At min hjerne ikke lige registrede noget. 
        Jeg låser døren op. Bedste er ikke hjemme. Men det var vidst også først i aften. Der skulle vidst forgå rimlig meget til det hun skulle til hos nogle gamle venner. Jeg kigger på klokken. Den er 16.30. Jeg kan hører min mobil ringe. Hvem mon ringer til mig? Gider jeg overhovedet at snakke nu. Jeg tager telefonen.
-Hej jeg har ringet hele dagen. Hvorfor har du ikke svaret?
-Jeg har tilbragt dagen i skoven. 
-Det er også dejligt. Tjek lige posten. Det er ret så vildt. Og det var så lidt
Jeg går ud og åbner postkassen. Der er reklamer, breve til bedstemor. Der er et brev fra Alexander.
-Du kan bare lige skrive når du har kigget der i. Vi ses
Han ligger på og jeg går ind. Hvad mon det er. Brevet har været åbnet før. Det er til Alexander. Jeg åbner og tager op. "tillykke Alexander. Du har vundet de 2 billetter til Black Veil Brides koncerten. Tag en ven eller en kæreste i hånden og nyd det hele på forreste række. Hilsen BVB army DK"
Vildt vildt viiiildt. Det havde været bedre med Tokio Hotel, men har ikke hørt noget til dem siden år 2009. Jeg tager min telefon. "jeg glæder mig til at tage dig med til koncerten. Knus mig". Og send. At  han deltog, vandt og gav billetterne til mig. Han havde nok ikke regnet med at vi kom sammen på det tidspunkt. Men jeg glæder mig helt vildt! Den dreng er bare fuld af overraskelser. Jeg tager billetterne og gemmer dem et sted ingen vil finde dem. Jeg går ud og åbner køleskabet. Jeg har vildt lyst til sodavand. Hvordan vidste Alexander jeg kan lide Black Veil Brides? Det er også ligemeget, for han vandt billetter. Jeg åbner køleskabet og tager en cola. Det er ret sjældent jeg har mega lyst til sodavand. Jeg sætter sodavanden på bordet, og tager madderne fra picnincturen. 

"try to save you
But let you drink your pain
A final song now we both know"

Tænk jeg skal møde dem. Se Andys smil, og glæden ved at se dem man beundre. Tror jeg kan forstå dem der tager til koncert. Men alligevel give 600 for det. Det ville jeg kun ved Tokio Hotel. Jeg glæder mig til deres album kommer ud. Jeg får en besked fra Alexander, hvad mon han skriver? "Husk at hvis Pernille griner af dig, skal du grine igen. For hun tør ikke være sig selv. Husk hvis Pernille kalder dig taber, så kald hende taber. For det er hende der dømmer andre uden at have talt med dem. Hvis Pernille begynder på noget, så begynd selv på noget, for den pige skal sættes på plads. Jeg glæder mig også til koncerten <3". Troede ikke han vidste hvordan man laver hjerter. Men han har ret. Pernille den grinende taber skal sættes på plads. Hvis hun siger noget på mandag, så vil jeg svare igen! Jeg skal ikke finde mig i noget. Jeg er her ikke for at Pernille har noget at trampe på. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her, men jeg ved jeg ikke er her af den grund. Nu skal hun lærer at hun ikke er leder, og kan dømme mig, for så skal jeg sige, hvad jeg mener! Det er afgjort! Jeg sætter Set world on fire fra Black Veil Brides på. Nu vil jeg i kamphumør! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...