Bare mig og ikke dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
En historie om 2 teenagere. De har begge haft en svær fortid. De har meget tilfælles. Fx at de begge har været tæt på selvmord

12Likes
8Kommentarer
1030Visninger
AA

7. 7

Vi har kendt hinanden omkring 2 måneder nu. Hans bedstemor skifter mellem at bo på hospitalet og her på vejen. Hun er jo ved at være gammel, så ingen af os ved hvor meget tid der er tilbage. Min bedstemor er også ved at være gammel, men hun er sund og rask. Det er faktisk ligefør, at hun er hurtigere til at gå op ad trapper end jeg er. Både Alexander og jeg har ændret os siden vi har mødt hinanden, og jeg er ved at lære tricks til at "slås" med Pernille. Lige for tiden er han ved sin bedstemor, og hjælper hende der hjemme, så han kommer lidt senere og går lidt tidligere. Jeg ville blive knust hvis det var mig. Jeg står ude ved vejen. Jeg synes ikke det blæser, men alligevel bevæger træerne sig. Himlen er helt blå, og fuglene fløjter. Jeg bliver dog stadig ikke i bedre humør af det, som der er mange der gør. Alexander er tidligt på den idag, og går i et raskt tempo op til mig. -Godmorgen Rose
Han sætter tempoet ned, og vi går lidt langsommere end vi plejer. 
-Er det en god morgen, eller ønsker du mig en god morgen?
Han smiler lidt. Jeg elsker at få ham til at smile, for han er bare så sød når han gør det.
-Jeg skal lige forbi købmanden, vil du med?
-Ja
Nu kan jeg mærke det blæser lidt. Jeg kigger på Alexander som bare kigger stift ligeud. Han tænker på et eller andet, jeg kan se det. Det ville være lidt pinligt at spørge ham hvad han tænker på. 
-Du skal altså bare sige til hvis du har brug for at snakke.
Han kigger over på mig og smiler. Jeg synes stadig, det er sødt. Vi går over mod købmanden. Vi ser nogle af drengene og Pernille. De kigger på os og griner, men vi er ligeglade. Eller Alexander er i hvert fald. De løber op til købmanden. Vi går inde på parkerings pladsen. Der er vidst en som har fået samfundstjeneste. Han ligner i hvert fald en som har gjort noget som ikke er så smart. Han har lyst hår og hårde blå øjne, der næsten skær en over. Vi går ind. Pernille og drengene står og snakker, men stopper da vi går forbi, og starter når vi er et stykke væk. Han tager det han skal købe og vi går og betaler. Lige som vi er lidt ude på parkrings pladsen går alamerne igang. Drengene løber ud af butikken og aflevere et eller andet til Pernille, som også begynder at løbe. Vi går op mod skolen. Det blæser stadig lidt, og et par blade flyver hen af fortovet. 
-Rose?
-Ja
-Der er ikke nogen nem måde at sige det her på, og det bliver måske lidt akavet for os begge. Men kender du det når du ser en person første dag og du ved at det bare er dig og den, at du endelig har fundet en som er som dig. Du ved personen vil holde på alle hemmeligheder, og som også stoler på dig. En der kan varme dig når du fryser, en som tager dig op af kulkælderen. En som du hele  tiden tænker på og drømmer om og ser den som mere end en ven?
-Ja. Faktisk begyndte det for 2 måneder siden. Denne dreng kommer ind i klassen med sort hår og brune øjne, som man ikke kan andet end at blive glad for at se.
-Sådan har jeg det også med denne pige. Pigen hedder Roselinda. Og jeg ser hende som mere end en ven. Mon hun også ser mig som mere end en ven? 
-Det gør hun
-Mon de så ikke skal blive mere end venner?
Jeg kigger på ham. Jo jo jo. Ja jo ja ja. Jeg får en varm følelse inden i.
-Jo. Det skal de.
Jeg forstod ikke lige hvorfor vi snakkede i 3. person, men det er sødt når han gør det. Han holder om mig, og jeg holder om ham. Det er som om alt forsvinder. At vi er de 2 eneste mennesker på jorden. Vi går videre, og det hele kommer tilbage.
Vi går ind i klassen. Kun Frederikke er der inde. 
-Kommer lige om lidt Rose
-Ved du hvor Pernille er?
Jeg kigger rundt, jo det er vidst mig hun snakker til. 
-Så de var oppe ved købmanden. Men ved ikke hvor de er nu. Altså drengene og Pernille
-Okay. Hvor køber du tøj? Det er ret fedt.
Jeg kigger rundt igen. Hun snakker heller ikke i telefon, så hun snakker til mig igen.
-Jeg kan lige skrive hjemmesiden ned til dig. 
-Min telefon ringer. Det er Pernille. Sætter lige på medhør
-Hey skatter det er Pernille. Vi har været oppe ved købmanden, og med vi mener jeg mig og drengene. Vi kommer ikke idag, så det er nok bare dig og de 2 andre. Men vi ses. Møssar!
Frederikke ligger på. 
-At jeg har levet med hende i så lang tid. 
-Hvorfor har du været sammen med hende hvis du ikke kan lide hende?
-Er bange for at være alene igen.
-Jeg har vendet mig til det, og så kom Alexander heldigvis. 
-Kan jeg ikke få dit nummer?
-Jo du kan også lige skrive dit. Her.
Jeg rækker min telefon hen til hende, og Alexander kommer ind i klassen. Det ligner han har grædt, men jeg vil ikke sige noget. Klokken ringer, og jeg får min telefon. Jeg sætter og over på min plads og blinker til Frederikke og hun smiler. Hun ville være en køn pige, hvis Pernille ikke har smidt matas ned over hende. Vores engelsk lærer kommer ind i klassen. 
-Er der ikke kommet flere? Når men så får i vel fri. Ved i hvor de andre er?
-Ale.. Vi så Pernille og drengene oppe ved købmanden. 
-Ja og jeg ved de andre er syge. 
-Når okay. Hav en god dag.
Vi rejser os alle og går. Årrh hvor fedt. Vi skynder os ud fra skolens grund. 
-Rose, jeg skal skynde mig hjem, vi ses i morgen. 
Han krammer mig og løber. Hans bedstemor må have det virkelig dårligt siden han skal skynde sig hjem. 
-Rose vent
Jeg vender mig om. Frederikke kommer løbene over mod mig. Hun er ved at snuble. Jeg bliver lidt glad nu, men bliver hurtig mørk igen.
-Bor Alexander nogen gange ovre ved dig?
-Både og. Hvorfor?
-Fordi... Det har jeg glemt igen. Han virker til han har haft det virkelig svært. 
-Hmm 
Jeg stoler ikke helt på Frederikke. Måske er det hele bare skuespil. Jeg vil ikke sige noget om hvad Alexander og jeg har gjort, eller hvad han har fortalt mig. Jeg har prøvet det med at stole for hurtigt for personer. Jeg mistede alle mine venner ved det. Jeg ved ikke hvorfor jeg sådan stoler på Alexander, og hvorfor han stoler sådan på mig. Frederikke kigger på mig. 
-Noget galt?
Jeg kigger op. Ja det er det alting er galt. Alexander er faktisk den eneste grund til jeg stadig lever. Men det vil jeg ikke sige. Og hvad skulle hun dog bruge det til, grine af mig?  Jeg kigger på hende.
-Nej...
-Jeg bor her ned af. Skriv hvis du får brug for det.
-Det vil jeg gøre. Ses
Hun drejer ned ad vejen. Det vil jeg gøre. Ha nej jeg vil ikke. "Why don't i go tell me why do I stay, when I know theres nothing for me here?". Hvor har hun dog ret. Jeg tænker ret tit på en sang der hedder Lifeless. Den får mig til at tænke over hvorfor vi enlig lever. Hvorfor vi skal leve, og hvad vi skal med livet. Den og In your shadow I can shine fra Tokio Hotel. "I hate my life, I can't sit still for one more single day". Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke har sprunget ud fra en bygning. Måske har jeg også været bange. Været bange for hvad der vil ske efter livet. Været bange for døden. En dråbe lander på mig. Flere og flere lander på mig. Det buldre lidt. Jeg sætter mig i græsset. Jeg kigger ned ad vejen. Alexander smiler og griner. Han går sammen med hans bedstemor op til min bedste mor. Jeg rejser mig op og løber glad og i mødekommende ned mod den. Alexander kigger glad op på mig, og jeg smiler. Ja jeg smiler virkelig. Wow det er helt mærkelig. Jeg smiler aldrig. Jeg plejer at elske at være ude når det tordner, men nu vil jeg bare gerne ind. Alexanders bedstemor går ind til min. Alexander kigger glad på mig.
-Hun har fået det rigtig godt igen. Lægerne siger at et mirakel må være sket. Hun var tæt på døden, men hun ville ikke dø. Det er virkelig dejligt.
-Ja. Ved de ikke hvad der er sket?
-Nej
Vi går ind. Vores bedstemødre sidder og snakker og har det godt. Min bedstemor er igang med at lave lagkage. Den med vanilie bunde og chokolade mousse og overtrukket med marcipan. 

Klokken er omkring 3 om eftermiddagen. Kagen, kaffen og sodavanden er klar. Det er fredag eftermiddag. Det blæser udenfor, himlen er fuld af skyer, med lidt blå klatter hist og her. Vi sidder alle 4 ved bordet. Vi har tændt stearinlys, og slukket lyset. En varme breder sig i huset, det er ret dejligt. Min mobil vibrere. Det er Frederikke der SMS'er, jeg gider ikke svare lige nu. Kagen er virkelig god, men mætter også ret så hurtigt. Vores bedstemødre snakker, og vi tager af bordet. 
-Det var fedt nok vi fik så tidligt fri idag.
-Ja
-Hvorfor mon de ikke kom?
-De gad nok ikke. Men så skulle vi heller ikke se på deres grimme fjæs hele dagen.
-Rigtigt nok
Vi går ind på værelset og ruller gardinerne for. Vi sætter musik på. Varmen breder sig også her inde. Jeg ved ikke hvor den kommer fra. "will you stand in the pain, when i'm by your side. Will you follow me into the night. They not gonna get us, we'll be allright. And one day the dark side will shine. For us". Det bliver varmere og varmere. Men det er ikke fordi temperaturen stiger. Det kan være at jeg bare får det bedre med mig selv. "Einsam und verloren, unsichtsbar geboren. Beim ersten schrei erforen. Vergessene Kinder". Jeg ved ikke lige hvorfor lige de tekster dukker op i mit hoved når vi hører Black Veil Brides. Betyder de et eller andet for mig, som jeg ikke selv ved? Jeg læner mig tilbage og lukker mine øjne. Alexander gør det samme. 

Ich bin hier irgendwo gelandet
Kann nicht mehr sagen wer ich bin
Hab die Erinnerung verloren
Die bilder geben keinen sinn
Bring mich zurück, bring mich nach Haus
Ich Shaff's nicht allein hier Raus

Komm und hilf mir fliegen
leih mir deine Flügel
Ich tausch sie gegen die welt
Gegen alles was mich halt
Ich tausch sie heute nacht
Gegen alles, was ich hab"

Sangen kører rundt mens jeg sover. Jeg drømmer ikke billeder, jeg drømmer sange. Sange der har betydning. Jeg hører nærmest sange mens jeg sover, men ikke fuldt. Måske bare lige som nu første vers og et omkvæd, andre gange bare lige et par linjer. Jeg kan ikke huske alle sang tekster, eller om jeg kun drømmer det. Men det er dem jeg han huske.
-Rose. Roose. Rooose
Jeg vågner med et sæt
-Det er aftensmad. Din bedstemor har bestilt pizza
Hvor længe har jeg sovet? Klokken er halv 8. Så sent plejer vi aldrig at spise, men måske er de gået hen til pizzariaet, eller måske faldet i søvn. Der er bestilt forskellige pizza, så er der noget for alle. Vi taget noget pizza, og sætter os hen til bordet. 

            Klokken er 22 og Alexander er her stadig. Hans bedstemor er taget hjem, og gået i seng. Min bedstemor er også gået i seng. Alexander skal sove her. Vi ligger bare og hører musik. Vi snakker ikke så meget. Alexander er vidst faldet i søvn. Jeg slukker musikken. Jeg trækker dynen op over ham. Jeg tager min dyne over mig og lukker mine øjne.

"N ganz normaler Tag
die strasse wird zum grab
die spuren sind verwischt 
ne suche gibt es nicht 
kalt ist die nacht
wer friert ist zu schwach
niemand wird sie zähl'n 
niemand hat sie geseh'n 

Einsam und verlor'n
unsichtbar geboren 
beim ersten schrei erfror'n
Vergessene Kinder
name unbekannt 
endloss weggerant
aus der Welt verbrannt 
Vergessene Kinder

Sie sehn 
Sie fühlen 
verstehn
genau wie wir" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...