Bare mig og ikke dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
En historie om 2 teenagere. De har begge haft en svær fortid. De har meget tilfælles. Fx at de begge har været tæt på selvmord

12Likes
8Kommentarer
1036Visninger
AA

5. 5

Jeg vågner. Solen skinner udenfor. Jeg rejser mig fra sengen og finder for min mobil. Jeg tænder for Hilf Mir Fliegen fra Tokio Hotel. Jeg børster mit hår og tager make up på. Jeg finder noget tøj. Jeg går ud i køkkenet. Bedste er der ikke. Jeg tager en kniv og skynder mig ind på værelset. Jeg ligger kniven i komoden. Det banker på døren. 
-Kom ind
-Jeg tager afsted nu kære. Jeg er hjemme omkring klokken 17. Vi ses søde.
-Ses bedste
Hun lukker døren. Jeg kan hører at hoveddøren smækker. Den gamle dame kan vidst stadig have det sjovt. Jeg tager min mobil og skriver til Alexander. "Hej. Bedste er taget afsted bare kom når det passer dig. Hilsen Rose". Jeg blev kaldt Rose af min lillesøster. Jeg kaldte hende lilje. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg tager mit tøj på. Det banker på døren. Hvis det er Alexander så var der virkelig hurtigt. Jeg åbner. Det er en dame. Hun kigger mærkeligt på mig. Nej hun kigger ikke, hun stirrer! 
-Øhm kan jeg hjælpe?
-Jeg er vidst kommet til at gå forkert. Det må du undskylde. 
Damen går igen. Jeg lukker døren. Jeg tænker på Alexander. Han er ikke den pæneste, men alligevel har han de dejligste brune øjne. Jeg savner ham faktisk lidt. Det ringer på døren. Irriteret går jeg over og åbner. Yay det er Alexander.
-Hey Rose
-Hej Alexander
-Fede handsker
-Tak
Vi sætter os over på sofaen.
-Rose? Hvad gør du når du er ked af det og noget går dig på? Jeg mener du har det jo svært. Hvad gør du for at tage smerten?
-Det skal jeg vise dig. Tag din jakke vi skal udenfor.
Vi tager vores jakker på og går ud. Jeg har lyst til at holde ham i hånden, men det vil bare være akaved.  Vi går ned ad gaden og ind i skoven
-Lover du at du ikke viser det her til nogen?
-Ja
Vi går videre gennem skoven. Vi forlader stien og gennem en busk. 
-Jeg bruger den her bænk.
Jeg går over og sætter mig, og Alexander sætter sig ved siden af mig.
-Om sommeren tog min far og jeg altid ind til den her skov. Jeg legede her i skoven. Når jeg så blev træt sad min far på den her bænk, og jeg sad på hans skød. Jeg føler stadig han er her og klar til at hjælpe. 
-Skoven er også dejlig. 
Solen var så træls da jeg stod op. Der er begyndt at komme skyer på himmelen. Det begynder at regne.
-Er du med på at gå hjem?
-Ja
Vi rejser os fra bænken og går hjemad. Selvom jeg først mødte ham i torsdags føler jeg mig tiltrukket af ham. Jeg føler at han er den person jeg kan sige alt til. Men han er bare en ven. Ikke en nær ven. Desværre bare en ven. Når man ikke har haft nogen venner i et år, altid været blevet holdt udenfor på en aller anden måde, mobbet og aldrig har passet ind, og man så endelig får en ven føler man er personen er meget tættere en han eller hun faktisk er. Man føler at personen er en allerbedste ven. Jeg føler at jeg har kendt Alexander mere en et par dage. Det er vildt at vi allerede er så tætte! Vi går ned ad vejen.
-Du kan bare gå i forvejen jeg skal lige hente noget.
Jeg går videre. Jeg åbner døren og tager støvler og jakke af. Jeg sætter mig i sofaen. Jeg føler mig lidt forladt ligenu. Jeg mangler en som kan hjælpe mig med at flyve videre. Vise Pernille og co. en gang for alle at de ikke er så seje som de selv tror. De er vildt trælse. Nu må jeg tage mig sammen. Før jeg mødte Alexander ville jeg ligge i min seng og tænke på om livet ville være værd at leve uden nogle venner som holder af en. Jeg ved ikke hvad der sker med mig her de sidste par dage. Mon Alexander har bygget et rum i mit hjerte. Han føles som den søster der blev dræbt i en bilulykke. Men han er jo ikke nogen pige! Okay. Jeg skal virkelig tage mig sammen. Ingen kan jo hjælpe mig med at flyve! Det banker på døren. 
-Kom ind
Alexander åbner døren. Han tager sine sko og sin jakke af. Han sætter sig ved siden af mig.
-Jeg har en lille ting til dig.
Han rækker en lille pakke over til mig. Hvad mon han har fundet på? Jeg tager papiret af, og åbner æsken. Det er en halskæde med et dødninge hoved på. 
-Kan du lide den? Jeg har en magen til.
-Den er virkelig fed. Men jeg kan ikke lide den, jeg elsker den!
-Nu skal jeg.
Han giver mig halskæden på.
-Se det som en venskablig gave som jeg giver i venskabens skyld.
Jeg vil aldrig tage den halskæde af igen! Jeg føler at mine øjne bliver blanke. En tårer triller ned af min kind. 
-Rose. Du er ikke alene mere. Jeg er her!
Jeg tørre mine øjne
-Det ved jeg
Han kigger på sit ur. Klokken er allerede 17. Jeg sov også længe.
-Jeg skal hjem nu. Jeg er her 7.45 på mandag. Vi ses
Han rejser sig og går. Ligesom han går ud af døren, kommer bedste.
-Hej bedste
-Hej min kære. Har du lyst til at hjælpe med at lave mad idag?
-Jada. Jeg vasker lige mine hænder. Kommer lige om lidt
Jeg går ud på badeværelset. Jeg tager mine handsker og mit plaster af. Der er begyndt at komme sår på. Tager mine handsker på. Så skal der laves mad

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...