Bare mig og ikke dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
En historie om 2 teenagere. De har begge haft en svær fortid. De har meget tilfælles. Fx at de begge har været tæt på selvmord

12Likes
8Kommentarer
1085Visninger
AA

11. 11

Bedste ligger og sover, da jeg kommer ind af døren. Jeg går bare ind på værelset og smider tasken. Jeg kan lige så godt begynde på lektierne til i morgen. Jeg skal bare lige kigge, hvad vi har for først. Mit gardin er rullet ned, og luften er mørk. Jeg tænder lampen på skrivebordet, som skaber en lille svag lyskegle ned over mit tastetur. Jeg modtager en SMS fra Alexander. "Jeg kommer om 5 minutter". Hvad mon han vil? Enlig ved jeg godt han ikke er helt syg, men han pjækker heller ikke. Jeg kan ikke fortælle hvorfor, og jeg vil heller ikke, for hvad kommer det andre ved? Jeg mangler lige to spørgsmål. Jeg aner ikke hvad det skal være, for jeg synes jeg har været teksten grundigt nok i gennem alt for mange gange. Alexander kommer ind på mit værelse. Han ved han bare kan komme ind. 

-Rose. Jeg har lige noget jeg gerne vil sige. Det er på engelsk, men det gør vel ikke så meget. Jeg ved godt der er småfejl i. 

Han lukker døren bag sig. Han har en guitar med. 
-Eller jeg vil gerne synge det


"I hate my life
I need something to live and die for
I can only see the dark things in my life
Why do I sit here?
Why do I stay?
Why don't go away
Away from this place
Away from the Earth
I can find a better place
For people can live without me 
By their side

But I can't go without you
I can't leave you alone in this place
'Cause i need you
I love you"

Han sætter guitaren fra sig. Jeg vidste ikke han kunne spille.

- Den er ikke helt færdig endnu
-Det er ligemeget for du er perfekt
Jeg sætter mig over i sengen ved siden af ham. Han rykker lidt op, men mener det ikke ondt. Jeg lægger mig ned, med mit hoved på hans lår. Han stryger mit hår tilbage fra mit ansigt. Det er rart at vide, at der er nogen der elsker en. Jeg føler ikke min famile elsker mig rigtigt. Altså det er jo lidt deres pligt. Men alligevel ikke. Tænk på de børn som bliver slået hjemme, eller hvor forældrene drikker. Jeg tror da Alexander syntes sin far var meget sød indtil den dag. Han er rimlig spinkel og hans fedt procent er på 0. Det er ligefør jeg kan mærke hans knogler op gennem mit hoved. Han ligger sig ned og holder om mig. Han er dejlig varm. Tænk hvis det her bare er noget jeg forstiller mig. Hvad alt der er sket de sidste 2 måneder bare er en drøm. Hvis jeg sidder og dagdrømmer i skolen. Det er det ikke for jeg har jo skåret i mig selv hvor det gjorde ondt. Jeg ved det ikke er alle emoer der gør det. Folk der ikke er emo gør også den slags! Jeg vender mig rundt og holder om Alexander. Han er ca. et hoved højere end mig, så på en måde hviler hans hoved på mit. Men det gør intet. Jeg kigger op på ham, og han kigger ned på mig. Jeg putter mig længere ind til ham. Jeg burde enlig lave lektier, men mangler kun de to spørgsmål så det kan vente. Min mobil vibrer, men jeg gider ikke kigge. Det er sikkert Frederikke. Det er ikke fordi jeg ikke gider at svare hende, men jeg ligger alt for godt lige nu. 
-Du kommer vel i skole i morgen
-Ja og jeg forlader dig ikke i aften, eller nat. Vil blive her
-Spørger lige så
-Gør jeg også
Vi slipper hinanden, og jeg går ud til bedste, der er vågnet. 
-Er det okay Alexander bliver her i nat?
-Hvis det er det I har brug for
-Tak
Jeg går ind på værelset igen. Han snakker i telefon. Det lyder til, at han får lov. Jeg lægger mig over i sengen. 
-Jeg henter lige mine ting. Kommer nok lige om et kvarter. 
Han går igen, og jeg ved de spørgsmål. Jeg skriver dem ned og lukker mit hæfte. Luften på værelset er ikke så mørk mere. Jeg åbner vinduet. Der er ret varmt. Luften bliver tyndere og køligere. Det er ret dejligt at åbne vinduet. At den friske luft fjerne den gamle, mørke, tunge luft. Jeg sætter mig over i sengen. Det hele svinder for mine øjne, men er hurtigt tilbage. Hvad er meningen med livet og hvad sker der når vi er døde? Er det bare som en søvn hvor man ikke drømmer og ikke vågner. Tænk hvis man kan se hvad der sker med en efter man er død. Hvordan folk reagere. Livet er som et spil, døden er målet og selvmord er snyd. Tænk hvordan forælderne reagere hvis deres barn snyder i spillet. Måske har datteren og moren igen været oppe at diskutere. Datteren har noget som er sket, fx mobning som ingen ved. Hun tager en hel dåse piller. Moren kommer op for at snakke, og datteren ikke vågner op. Moren råber og græder.  Hun føler det hele er hendes skyld. Hun finder den tomme dåse og et brev hvor der står hvordan datteren har haft det. Hvis datteren havde sagt noget var det aldrig sket. Moren kalder på faderen, som hurtigt kommer. Moren græder og viser faderen brevet. Faderen falder ned på knæ ved siden af sengen og tager datterens hånd. Han er lidt sur og mest ked af det. Moren ringer til familien som hurtigt kommer. Alle græder og alle føler det er deres skyld selvom det i virkeligheden ikke er. De ringer til rustvognen og kirken. De ringer til skolen, og fortæller. Dem i skolen bliver så kede af det. Klassen for at vide, at de har mobbet, og de personer som har gjort det kommer til samtale og bliver sendt hjem en uge. Det er begravelse. Moren og faderen er hver dag ovre at lægge en blomst på graven for at mindes datteren og hvor meget hun stadig betyder. Tænk hvis det var mig der var datteren, moren var bedste og faderen var Alexander. Når jeg tænker sådan, tænker jeg at jeg må holde ud. Livet er jo ikke så langt. Vi finder en løsning. Jeg ville være knust hvis nogen jeg kender begår selvmord. Jeg vil føle at jeg var skyld i det, og alligevel ville jeg blive sur. Det med selvmords tanker vil jeg droppe. Helt! Der er ingen grund. Der er mange der har det meget værre end mig. Altså jeg melder jo også lidt mig selv ud af klassen. Alexander kommer ind på mit værelse og sætter sig ved siden af mig. Har faktisk ingen anelse om hvad klokken er, men det er vel også ret ligemeget. Luften udefra tager den mærkelig lugt af død fra mit værelse. Luften der suser ind gennem vinduet minder mig om en sommer aften sammen med mig lillesøster. Det var faktisk sidste sommer. Min lillesøster og jeg havde været ude at sove i telt i haven. Det havde været ret koldt den nat, så vi var begge blevet meget forkølede. Vi lagde inde i min seng. Vi havde vinduet åbnet for at lufte ud. Vores forældre bragte os slik, chips, chokoladekiks og varm kakao. Den luft den kom ind på værelset var lun, så den varmede værelset op. Det var ret sjovt. Det var ikke fordi vi ikke kunne lette os fra sengen. Så hele aftenen lagde vi og så film. Jeg tænker tit på min lillesøster. Jeg havde heldigvis ikke været oppe at skændes med hende. Hun sagde tit til mig at hun aldrig ville skilles og at hun altid ville være min søster, uanset hvad der så end skete. Hun er stadig min søster, men det er som om jeg også har fået en bror. Eller det er så min kæreste, men inden vi kom sammen. Han ligger og sover. Eller sådan næsten sover. Han holder stadig om mig, som om jeg er hans bamse. En tårer triller ned over min kind. Jeg savner min søster mest af alle. Jeg savner jo selvfølgelig også min bedstefar, far og mor. Men stadig min lillesøster mest. Vi havde bare et stærkere bånd end jeg havde til mine forældre. Jeg havde også et ret tæt bånd til min bedstefar. Jeg boede næsten på kirkegården da han døde. Han hjalp virkelig også meget. Min lillesøster, bedstefar, mor og far ligger ved siden af hinanden på kirkegården. Eller min mor, far og lillesøster deler grav. Englene har fået vinger. 
-Hvad tænker du på?
Jeg kigger ned på Alexander. Jeg græder da ikke mere. Gør jeg? 
-Jeg kan se du er ked af det. Men det er jo også okay hvis du ikke ville snakke om det
-Jeg er inde i en meget svær periode lige nu. Alting minder mig om min afdøde familie. Et åbent vindue minder mig og min lillesøster, når du holder om mig minder det om min mor. Ikke fordi du skal stoppe. Jeg tænker kun over det i perioder. Det går væk igen.
Han svare ikke men bare kigger ned. For sjov springer jeg ned i ham og han tager mine arme og holder sammen. Han kilder mig og jeg er færdig af grin. Det er svært at gøre modstand. Min halskæde kommer til syne. Man kan ikke se jeg har halskæde på. Han slipper mig og holder ved halskæden. 
-Du skal være glad for det du har, for før du ved af det er det væk
Han slipper halskæden og jeg dækker den igen. Det er ikke fordi folk ikke må se den men.. 
-Hvad mener du?
-Du skal bare være glad for det du har. Der går ikke ret lang tid, så kan det være det dør eller bliver væk. 
-Du har vel ikke tænkt dig at..
-Nej bare rolig. 
-Godt
Han tager en dyb indåndning og lukker sine øjne
-Ikke før min bedste dør

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...