Endelig Fri

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang

3Likes
4Kommentarer
563Visninger

1. Endelig Fri

 

Jeg steg på bussen, og viste min billet til buschaufføren. Han tog et kort blik på det og nikkede. Jeg gik videre, helt ned til enden af bussen, hvor jeg satte mig på et sæde alene.

Alene. Det ord beskrev meget godt mit liv.

Alene. Jeg smagte lidt på ordet. Man kunne vel ikke sige at jeg var alene. Jeg havde jo mig selv. Det havde jeg altid haft.

Bussen begyndte at køre, og jeg rettede min opmærksomhed mod landskabet. Der var ikke så meget at se. Parcelhuse, fortover og stoplys. Ikke noget specielt spændende. Men alligevel føltes det anderledes. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor. Det gjorde det bare. Mærkeligt, for det var ikke første gang jeg kørte med den her bus.

 

Jeg tog min ipod frem og satte et nummer på. Jeg lagde ikke mærke til teksten, jeg lod bare musikken lulle mig ind i en falsk tryghedsfornemmelse. Efter et stykke tid nåede vi til det stod hvor jeg skulle af. Jeg havde ingenting med, udover min jakke og min pung. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde taget den med. Det eneste jeg skulle købe var min busbillet. Bussen stoppede og jeg skyndte mig at stige af. Vi var midt ude på landet. Der var ingen mennesker at se, men der lå et par huse ikke så langt fra mig. Vejen gik skråt opad, for det var et meget bakket, men også utrolig smukt område. Det var sen eftermiddag, og solen stod lavt på himlen, da bussen kørte videre. Det næste stoppested var langt væk.

 

Jeg begyndte at bevæge mig hen af vejen. Jeg vidste godt hvor jeg skulle hen, men alligevel gik jeg langsomt. Jeg ved ikke hvorfor. Måske håbede jeg på at der var nogle der opdagede mig? Men nej. ”Du havde jo heller ikke regnet med andet”, sagde en irriterende lille stemme inde i mit hoved.

 

Nej, det havde jeg jo ikke. Jeg ville jo heller ikke selv gå over til en komplet fremmed, og spørge dem om de var ok. Måske er det en ting vi skal blive bedre til. Til at spørge hinanden hvordan vi har det. Er det måske ikke det, præsterne prædiker om oppe i kirkerne? Jeg var ikke helt sikker. Det var lang tid siden jeg havde været i kirke. Jeg troede ikke på Gud. Hvornår havde han måske nogensinde hjulpet mig? Ikke dengang jeg var lille, og far skred. Ikke dengang mor begyndte at drikke, og heller ikke når hun blev sur og slog mig. Hvorfor skulle jeg tro på en, der aldrig nogensinde havde hjulpet mig, når jeg havde aller mest brug for det? Desuden var der næsten heller ikke nogen mennesker herude.

 

Solen var ved at gå ned. ”Perfekt”, tænkte jeg. Det gør det kun nemmere. Der var ingen på børnehjemmet der havde sagt noget til, at jeg pludselig havde lyst til at tage ud på landet.

Det havde jeg gjort ret ofte på det sidste, og desuden var de også ligeglade. Eller nej det var jo forkert sagt. De var ikke ligeglade. ”De stolede på os”, som de så fint sagde. Ha! Som om. Hvis man ikke lige havde tid til at holde styr på hvad 300 unger render rundt og laver i deres fritid, var det jo altid nemmere bare at sige at de ”stolede på os”.

 

Hvis jeg dog bare havde haft nogle søskende. Hvis jeg dog bare havde haft nogle. Bare en eller anden. Min klasse havde altid set mig som et udskud. Hende fra børnehjemmet. Jeg interesserede mig ikke for nogle af fagene, og jeg lavede stort set ikke mine lektier. Hvorfor skulle jeg? Det var jo alligevel ikke til nogen nytte. Jeg fik et arbejde som avisbud, da jeg var 13 år og jeg brugte min første løn på sort hårfarve. Bagefter klippede jeg det helt kort. Jeg syntes ikke der var nogen grund til at beholde det lange kastaniebrune hår jeg var blevet født med. Sort passede meget bedre. Måske var det et råb om hjælp? Jeg ved det ikke. De fleste opfattede det i hvert fald bare, som om at jeg var opmærksomhedskrævende.

 

Jeg var en ”emo”, som de kaldte det. Jeg ved ikke om den betegnelse passer til mig. Under alle omstændigheder ragede det mig ikke, hvad pokker de kaldte mig. De sagde det jo kun af ren uvidenhed. Fordi de ikke vidste hvilken kategori de skulle placere mig i. Så var det jo bare nemmere at ignorere mig.

 

Det begyndte at tynde ud i husene, og tilsidst var der ikke flere inden for rækkevidde. Jeg vidste ikke hvad klokken var, men det var blevet helt mørkt. Det passede mig meget bedre. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde gået rundt, men pludselig stoppede jeg op. Jeg var her. Jeg stod og kiggede ud over en høj skrænt. Foran mig bredte landskabet sig, som det smukkeste maleri. Selvom det var mørkt, var landskabet tydeligt i mit hoved. Specielt fordi jeg havde været her så tit.

 

Jeg tog næsten altid herud når jeg var trist. Så sad jeg der og malede ved foden af det lille bitte hegn, der skulle forestille at redde folk fra at falde ud over. Jeg havde altid bare set det som en eller anden joke, for det var misvedligeholdt, og ville ikke være i stand til at redde nogen. Heldigvis kom der næsten heller aldrig nogen herud, så det gjorde ikke den store forskel. Jeg tog et skridt tættere på skrænten og kiggede ud over. Der var mindst 30 meter ned. Jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Hvor bisart”, tænkte jeg sarkastisk. Så gik jeg over hegnet. Jeg lukkede øjnene og lod mørket omslutte mig.

 

Jeg glædede mig. Jeg glædede mig til at komme væk fra denne uretfærdige planet der aldrig havde givet mig andet end skuffelser i livet. Der var ingen der ville savne mig, der var ingen der ville blive berørt. Der var ingen der elskede mig. Jeg havde intet formål. Jeg ved ikke hvorfor jeg var blevet født, men hvorfor forlænge smerten? Et øjeblik blev jeg lidt urolig. Gjorde det mon ondt?

Måske gjorde det ondt, men smerten ved at dø kunne umuligt være værre end smerten ved at leve.

Jeg tog en dyb vejrtrækning, og lod mig selv falde ned i dybet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...