Horne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Katrine er vågnet op efter et koma der har kostet hende hukommelsen.
Uden at vide hvorfor befinder hun sig i den lille landsby Horne, og hurtigt kryber følelsen af ubehag ind på hende.
I jagten på at finde sig selv befinder Katrine sig pludselig overfor en ondskab og frygt hun ikke troede mulig.

0Likes
0Kommentarer
260Visninger

1. Prolog

Oliver lå på sofaen og spillede det nyeste zombie-spil på hans spillemaskine. Med stor præcision skød han en kugle lige i hovedet på en vandrende død. Zombien faldt om mens blodet sprøjtede som et springvand fra det kløvede hoved. Røde blink fyldte nu skærmen, og Oliver vidste at det var fordi spillets hovedperson Hannah blev angrebet bagfra. Uden større anstrengelse klikkede Oliver løs på controlleren, og snart faldt de tre angribende zombier til jorden med et utal af knivstik i deres rådne kroppe. I et kort øjeblik vendte Oliver tilbage til virkeligheden og han kiggede på uret. Klokken var allere syv. Hvorfor var det at hans mor ikke havde kaldt endnu? Normalt plejede de aldrig at spise senere end seks.

"Mor?"

Der kom intet svar. Et tryk på controlleren satte spillet på pause. Oliver hoppede ned fra sofaen og trak i et par bukser. Da han åbnede værelsesdøren var det kun lyden af det summende køleskab i køkkenet der forhindrede en total tavshed.

"Mor? Hvad laver du?"

Stadig var der ingen respons på hans kald. For hvert et skridt Oliver tog knirkede trappen som i en gammel gyserfilm . Husets gulve havde altid knirket, og trappen var ingen undtagelse. Når der var nogen hjemme knirkede gulvet altid på livet løs. En tur ud efter et glas vand, en sviptur fra stuen til toilettet eller den korte distance mellem køkkenet og spisebordet afførte altid en masse knirkeri. Udover trappen var der ingenting der knirkede.

Oliver stak hovedet ud i køkkenet. På køkkenbordet lå der en pose med nogle kartofler, og på komfuret stod den store stegepande der altid blev brugt til bøffer, og en gryde halvfyldt med vand der boblede ganske svagt.

Med et greb i lommen hev Oliver sin mobil frem. Efter et par tap på skærmen havde han fundet sin mor i telefonbogen. Han tog telefonen op til øret. En sød plasticlydende sang spillede et sted i nærheden. Det var hans mors ringetone, det var han ikke i tvivl om. Oliver havde ikke tal på hvor mange gange han havde bedt hans mor skifte sin ringetone ud til noget mindre kikset uden held. Det lød som om lyden kom udefra.

Uden helt at vide hvorfor greb Oliver fat i stegepanden på komfuret. Der var et eller andet galt, det var en fornemmelse der spirede i ham. Fornemmelsen voksede hurtigt, og han begyndte at fryse. Det var som om en kold vind indhyllede ham og gåsehud spredte sig over hele kroppen. Havde han ikke vidst bedre kunne han have overbevist sig selv om at der stod en lige bag ham med en hånd hævet klar til at gribe fat i ham. Oliver vidste bedre men det krybende ubehag fik ham alligevel til sidst til at vende sig. I et sekund der føltes som en evighed så han en sort skygge i vinduet. Det var umuligt at bedømme hvad det var men kulden blev til en brændende følelse, og svimmel måtte Oliver slippe panden der faldt med et brag mod trægulvet og lavede et dybt mærke, for at få sin hånd fri til at støtte sig til køkkenbordet.

"Hvad fuck SKER DER!"

Ordene slap hans mund som snak i søvne, og med tunge skridt vraltede han hen mod havedøren. Håndtaget gled i hans hånd og klodset faldt han ind i døren så glasset splintredes da han røg gennem ruden. Den brændende følelse der havde opslugt ham før blev nu afløst af et sandt smertehelvede fra alle de glasstykker der havde skåret hul i hans hud, og sat sig fast i hans blødende kød.

Lyden af den ringende mobiltelefon forsvandt og kom igen i bobler ligesom Olivers syn. Den var der igen. Følelsen af at nogen eller noget betragtede ham var ikke til at tage fejl af, og igennem smerten kunne Oliver mærke en frygt der gav ham den fornødne energi til at trække sig hen over de cementgrå fliser der prydede terrassen. Foran ham så han sin mor. Hun lå ude på græsset helt forvredet. I samme øjeblik mærkede Oliver en kvalme der accelererede på ingen tid, og fik ham til at kaste op udover fliserne og udover sig selv. Den umiskendelige stank af opkast trængte sig ind i hans næsebor og endnu en gang opkast var på vej op. Oliver kunne mærke tårer der ukontrolleret strøg ned af hans blodige kinder. Så mærkede han følelsen igen. Denne gang var Oliver så fuld af smerte og ubehag at han ikke følte frygt for det ukendte, skyggen der måske betragtede ham. Han ville bare hen og se om hans mor havde det godt. Om hun var i live.

I det samme han havde begravet sin frygt mærkede han et greb om sin ankel, så om den anden. Det var et hårdt fast greb, og så hurtigt at luften forlod ham blev Oliver flået bagud. Cementen og glasskårene flænsede ham og han skreg høje skrig, skrig som ikke kan immiteres. Hvis man nogensinde har hørt en gris der ved at den nu skal slagtes har man hørt dette skrig der borer sig ind i en. Et ægte uforfalsket skrig fuld af smerte, rædsel og dødsangst. Hvad end der slæbte Oliver afsted stoppede ikke, heller ikke selv om de skærende skrig gav genlyd i hele kvarteret. Oliver mærkede underlaget under sig skifte fra cement til græs. Så så han lyset fra huset blive mindre og mindre, og så var der kun mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...