Hvorfor mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Jeg har skrevet en månedsopgave til skolen, og jeg vil gerne se hvad i synes om den.
__________
Hvorfor? Jeg havde ikke troet det var mig, der skulle være der. Jeg troede det var min bedstefar først, jeg havde håbet at de kunne, gøre mig rask, uden en masse maskiner.

1Likes
1Kommentarer
421Visninger

1. One Shot

 

eg havde aldrig tænkt på at det var mig, jeg havde altid troet det var min bedstefar først. Det hvide lokale gjorde, mig utryg. Det hele gjorde mig utryg, - Lydende fra maskinen, min mor der sad i et hjørne, og græd. Min far der gik fortvivlet rundt. Den tryggede stemning, man kunne tydeligt mærke den.

 

Min fars telefon ringede. Det var min mormor, hun var meget bekymret. Han gik ud af lokalet, og lukkede døren. Man kunne høre døren lukke, da det store rum, var meget stille. Min mor sad med sine blanke røde øjne, og så lidt på mig, og så hurtigt ned igen. Hun var bange. Bange for at miste mig, ligesom hun mistede min søster.

 

Jeg kunne se lægen kom, det var ikke et godt tegn. Jeg vidste det var nu, det var nu jeg skulle op til min søster. Han så på mig, med et meget bekymret blik. Han sagde så noget utydeligt til min mor, det var som om hun lyste lidt op. Hun nikkede så, og lægen sagde så at det var tid.

 

Jeg blev kørt ud på den lange, hvide gang. Den var så stille, kun et par få mennesker gik forbi mig. Jeg var meget nervøs, min mave gjorde ondt, meget ondt.

 

For en uge siden, var jeg i centeret med min veninde. Vi gik og snakkede om mange forskellige ting. Drenge, make up, tøj alt det der. Jeg svømmede, uden at få det dårligt. Min mor var glad, og smilede helt tiden. Min far var grinende, og lavede sjov hele tiden.

 

Det var der, jeg fandt ud af jeg havde kraft. Bryst kraft. Den værste dag i mit liv. Jeg blev kørt på hospitalet, og min mor kørte grædende med. Jeg blev staks indlagt, og undersøgt med forskellige maskiner, og sprøjter. Lægerne sagde at jeg ville overleve, men min mor og far var stadig bange for at det ville blive min sidste uge. Min stakkels søster overlevede ikke fødslen, jeg var 10 og var helt ude af den. Hun havde været igennem mange undersøgelser, men de hjalp ikke.

 

Mine forældre, kunne ikke bære det. Det tog dem lang tid at komme over, det var forfærdeligt at se dem sådan. De var så bange for at miste mig, så jeg måtte næsten ikke så ud alene den første tid.

 

Lægerne sagde at hvis jeg ville overleve, skulle jeg have en farlig operation. Det var forfærdeligt at tænke på. Jeg stoler på lægerne, men alligevel ikke. For hvis de laver en fejl, så er det ude med mig. Det var nu jeg skulle have den. Jeg blev kørt ind på et stort lokale, men mine øjne var for trætte til at se sig omkring, jeg kunne ikke rumme det. Jeg havde ikke sovet i 2 dage. Der skulle tages prøver, jeg skulle have piller, min mor græd, jeg græd, smerten... Det var ikke til at bære.

 

Jeg vågnede en nat, og så over på mit lille nat bord. Det var fyldt med blomster i mange farver, chokolade, M&M's, - De var fra min bedste ven, han vidste jeg elskede dem. Vi havde engang haft en M&M's krig, og vi kom til at vælte en vase. Vi grinede bare, det var en af de sjoveste oplevelser jeg havde med ham. Der var en dag, hvor vi skulle i Tivoli med klassen, vi glædede os helt vildt. Vi skulle prøve det Gyldnede Tårn, men han var en tøsse dreng. Men jeg fik ham op i den, alligevel.

 

Der var et lille kort med. Det var dekoreret med små røde blomster, rød var min ynglingefarve. Jeg slog sløvt ud med min hånd, og rakte hen efter brevet. Jeg fik fat i det, og begyndte at læse.

 

”Heeeey. Jeg ved godt du nok ikke får læst mit brev, men what ever... Jeg skriver et alligevel.

Jeg kommer til at savne dig, savne dit grin, din energi, din personlighed. Det bliver hårdt for

mig. Jeg ved du nok skal overleve, du skal ikke være bange.

 

Jeg kan huske da du skulle sige det til mig, jeg husker det tydeligt. Du satte nogle M&M's frem, og sagde jeg skulle sætte mig ned. Da du så fortalte det, blev jeg meget ked af det, men hallo jeg er jo en dreng... Altså, drenge viser ikke følelser. De har faktisk nemmere ved at skrive dem ned.

Jeg kan huske da vi var i svømmehallen, og du skulle vise mig hvordan man lavede hovedspring? Du sagde at jeg lavede en sæk kartofler. Da jeg bare væltede i vandet. Det var sjovt.. Jeg tror ikke jeg har grinet så meget før....

 

Jeg kan huske alle de sjove ting, der er sket. Men... Jeg kan jo ikke skrive dem alle sammen ned vel? Jeg har dog en ting at sige til dig. Jeg savner dig meget, og glæder mig til at du kommer hjem igen. Så skal vi og stå på skøjter!

 

Kys og kanelsnegle.

Mathias 'The Matto' xx”

 

Jeg får tåre i øjnene, og lækker kortet tilbage. Jeg genkender alt hvad han skriver. Jeg elsker bare hans humor, selvom det hele er noget lort.

 

Jeg så hen på bordet igen, og lage mærke til et meget smukt smykke. Det kunne kun være fra min bedste veninde. Det var hendes smykke? Hvorfor var det her? Jeg rakte min hånd ud efter det, og tog slapt fat i det. Jeg satte mig op, og lod mine tynde fingre åbne den lille, sorte stof søg, det lå i. Der var et smukt kort. Der var, hjerter på. Det var lige mig, hun sagde altid jeg havde hjertet på rette sted.

 

Jeg åbnede forsigtigt kortet, og log hurtigt mine trætte blanke øjne skimte det kort, inden jeg læste det.

 

”Hej din skønne pige! Jeg prøver at være glad, men det er meget svært. Du ligger helt alene, og jeg må ikke komme og besøge dig. Det er slet ikke til at bære.

 

Men du har nok set, at du har fået mit smykke? Det er kun fordi, jeg ved hvor meget det smykke betyder for os begge to faktisk.

 

Kan du huske da vi skulle ud, og finde en gallakjole til mig? Du fandt den halskæde, og viste den til mig. Den betyder utrolig meget for mig, da det var dig der fandt den. Jeg købte den jo selvfølgelig. Vi tog jo derefter hjem til mig, og så kunne jeg ikke finde den. Jeg så du sad med den, og du så helt glad ud. Det var så dejligt at se.

 

Men det jeg vil sige er faktisk bare, at den halskæde.. Det var dig der fandt den, og det er jeg meget glad for. Hvis du kigger på den, kan du se den kun er halv, jeg har den anden del. Jeg vil altid gå med den! De minder mig om dig, og det er det der gør mig glad.

 

Det er meget svært at skrive, når jeg ved du sikkert ikke læser det. Men det håber jeg, du gør, det ville gøre mig så glad.

 

Knuzz Larua.♥”

 

Jeg så på brevet, og kunne ikke lade være med at, fælde en tåre. De personer jeg elsker aller mest i verden, de var bekymrede for mig?

 

Jeg stillede brevet tilbage på bordet, og tog med lidt besvær den smukke hjerte halskæden på.

 

Jeg husker ikke så meget fra den aften, udover at jeg faldt hurtigt i søvn igen. Lige nu ligger jeg i det store hvide værelse, og ser lidt rundt. Min mor har taget min hånd, og nusser den lidt.

 

 

Tanker køre igennem mig, - Overlever jeg? Vil de lave fejl i operationen? De kørte igennem min tanke gang.

 

Lægerne gik rundt, og gjorde klar til det hele. Jeg så lidt rundt, mine trætte øjne kunne næsten ikke holde sig åbne. Jeg fik en grå maske på, mine øjenlåg blev tunge, jeg kunne gøre andet end at sove.

 

___________________

 

Jeg vågnede igen, jeg havde ondt over det hele. Det var ikke en rar følelse. Min mor kom hurtigt hen til mig, og fældede en tåre. Hun sagde noget utydeligt, og smilede pænt stort. Hun kaldte derefter på en læge.

 

Da lægen kom, var jeg meget træt, men han blev ved med at snakke til mig. Jeg fandt det ret irriterende, da jeg bare gerne ville sove. Han gik endelig, og jeg lå og slappede lidt af. Min mor snakkede lidt med min far i telefonen.

 

Min far kom efter lidt tid, og virkede utrolig glad. Han gik hen til mig, og kyssede mig på panden. Jeg hørte dem snakke sammen, da det gik op for mig, at jeg havde overlevet operationen. Jeg blev helt glad, og smilede til mine forældre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...