Justin Bieber | An unforgettable trip

Crystal Evans er en amerikansk sytten årig pige, som skal på en koloni til landet Canada. Hun bliver drillet og gjort til grin af skolens største divaer som skal med på kolonien, Valentina, Alison og Melody. Men da Valentina går over Crystals streg, løber Crystal væk fra kolonien, og græder løs på en bænk. Hvad sker der så?

1Likes
2Kommentarer
367Visninger
AA

1. A long bus trip

 

Jeg sukkede lydløst, og kiggede ud af vinduet, hvor der var en masse dråber på vinduerne. Bussen havde kørt i over en time, uden en eneste pause, og jeg var efterhånden ved at blive meget køresyg. Lindsey sad ved siden af mig, og havde nok bemærket mit triste ansigtsudtryk. Jeg var trist og sur, fordi at mine forældre havde tvunget mig til at tage på en dum og åndssvag koloni til Canada, sammen med de værste personer i hele mit liv, lige undtagen Lindsey selvfølgelig. "Er du okay?" spurgte Lindsey bekymret, og kiggede mig dybt ind i øjnene, da jeg havde vendt mig mod hende. "Selvfølgelig," løj jeg, og smilede falsk til hende. Lindsey sukkede let, og kiggede på mig. "Jeg ved der er noget galt," sagde hun og kiggede på mig, med hendes bekymrede venindeblik. "Du ved også hvad det er." mumlede jeg irriteret, og rettede blikket hen på Mrs. Collins, som i mellemtiden havde stillet sig op med et papir i hånden, hvorefter hun råbte alle navnene op. Jeg svarede ja, da Mrs. Collins råbte mit navn op. "Og nu til reglerne, I må ikke forlade området uden en voksen, I skal gå i seng klokken ti, I skal være med til alle udflugterne, morgenmad klokken ni, frokost klokken tolv, aftensmad klokken seks," fortsatte hun, men jeg hørte kun efter med halvt øre.

Vi var efterhånden ankommet til området, det regnede enormt, og var meget sjattet og der var sindssyg meget vådt mudder, så jeg var tilfreds med at have gummistøvler på. En anden der ikke var tilfreds var Valentina, som havde nogle sorte stilletter på i muderet. Jeg kunne ikke lade være med at le indeni migselv, da der ikke ville komme andet end ballade, hvis jeg grinte offentligt af hende. "Hytterne ligger dernede, fire og fire i hver hytte, og vi har lavet hold efter hvem der er mest sammen," sagde Mrs. Collins, imens hun kæmpede på at få sin kondisko fri af de sumpede mudder. "Værelse et; Tyler, Brandon, Troy og Tristan, Værelse to; Lindsey, Valentina, Melody og Crystal, Værel.." og sådan fortsatte Mrs. Collins, men jeg gad ikke at høre mere efter at hun havde sagt mit navn. Det var fedt at jeg skulle være sammen med Lindsey, men med Valentina og Melody ville blive et mareridt. Det her ville rettere sagt blive de værste tre uger i hele mit liv.

Klokken var blevet ni næste dag, og vi var alle samlet i den store sal midt på den tidligere efterskole, som nu bare var lavet om til et sted, man kunne leje og være på i et par uger. Natten havde været forfærdelig, Valentina havde snorket som en gal, og Melody var gået ud og ind af værelset hele tiden, jeg anede ikke hvorfor, men hun var enormt træt til morgenmaden. Jeg kiggede ned på den mad, som damen bag disken gav mig. Hvis man sammenlignede denne her mad med maden i skolekantinen, var skolens mad det lækreste jeg nogensinde havde smagt. Havregrøden var flydende, og helt klumpefri, men det var som suppe eller mælk. Jeg satte mig hen vedsiden af Lindsey: "Det her mad er for ulækkert." Hun sukkede dybt, og lod være med at spise det. Pludselig kunne jeg høre nogle skridt bag mig, og det var nogle klik, så det måtte være en person med højehælede sko på. Så røg der noget ulækkert, klamt grød ned over mig, og røg ned i min bluse, og sad fast i mit hår. Jeg vendte mig af chok om, og så Valentina som flækkede af grin. Alle på skolen grinte helt vildt af mig, selv Lindsey undslap et lille fnis. Hvis ikke det var fordi at jeg ikke ville blive mere til grin, havde jeg stortudet foran hele skolen. Jeg løb direkte ind på mit værelse, og gik ind på badeværelset, hvorefter jeg låste døren. Jeg skyllede alt den klamme grød af mig, og trådte ud af badet. Jeg havde ret; det her ville blive de værste tre uger i hele mit liv.

Jeg var løbet væk, over i en eller anden ukendt park, nok et stykke væk fra den gamle efterskole. Jo længere væk, desto gladere blev jeg, men da jeg fandt en bænk at sætte mig på, begyndte jeg at græde helt vildt. Jeg fik et chok, da en finger pludselig prikkede mig skulderen, så jeg vendte mig om. "Er du okay?" spurgte en rolig drengestemme, som mindede mig om en eller andens. Han havde sorte solbriller på, en sort cap, nogle røde hængerøvsbukser og en stor hættetrøje. "Hvem er du?" spurgte jeg, og græd lidt. Han tav lidt: "Hvis du ikke siger det til nogen som helst at jeg er her, men jeg er Justin.. Bieber."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...