Har kærlighed en alder?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
Danni er en pige på 15 år. Hun bor sammen med sine forældre, sin lillesøster Elizabeth på 4 og sin storebror Stephen 19. En dag skal hele familien til en udstilling på deres mors arbejde. Danni bliver forelsket i Stephens ven Robin, men er han også forelsket i hende?

3Likes
2Kommentarer
410Visninger
AA

2. Min redningsmand

 

Jeg stod foran det lange spejl, som min faster havde givet mig i julegave. Det havde en sort ramme, og hang på min væg. Jeg var iført en stram sort kjole, og et par grå stiletter med et slags sort net over. Mit hår var sat op i en høj hestehale og krøllet med et krøllejern. Jeg gik nedenunder, hvor min mor stod klar i en lang rødvinsfarvet kjole. Jeg satte mig på en af stolene, og hun skubbede et glas vand hen til mig. Kort efter kom min far og Elizabeth ind. Far havde en typisk sort smoking på, og Elizabeth havde en lyserød strutkjole på. Han løftede hende op på en af stolene og gik hen ved siden af mor. ”Er Stephen stadig i gang med at klæde om?” Hun nikkede og stillede et tomt glas ned i vasken. Jeg tog en tår af den juice, der var stillet frem til Elizabeth og råbte op mod loftet: ”Stephen bliv så færdig! Der er ingen der ligger mærke til hvilken side skilning er i!” Kort efter kom han ned af trappen og ind i stuen, iført et par mørkeblå cowboybukser og en rød skjorte, der sad uden for bukserne.

Udstilling var på en kunstudstilling, og min mor skulle vise sin invitation, før vi måtte komme ind. Væggene var hvide, og gulvene var af lysebrunt træ. Der stod skulpturer rundt omkring og på væggene hang der mange billeder, med store mellemrum. På venstre side af malerierne hang der et lille guldskilt, hvor der stod hvad de hed, og navn på den kunster der havde malet det. Der gik nogle ’tjenere’ rundt med champagne på bakker. Jeg tog et og gik lidt rundt for mig selv. Stephen havde hurtigt fundet Robin, og mine forældre gik med Elizabeth hånd i hånd. Jeg lagde mærke til et billede med en lyseblå baggrund og gik hen til det. Det viste en vissen rose og en masse vissen græs. Alt var næsten helt gråt udover himlen, der var fuldstændig lyseblå. Ud af øjenkrogen kunne jeg se at der var en, som stillede sig ved siden af mig. ”Og hvad hedder du så?” Jeg så hurtigt på ham. Han var iført et sort jakkesæt, hvid skjorte og en sort butterfly. Han var måske i slutningen af fyrrene, og jeg havde ikke meget lyst til at snakke med ham. ”Danni.” Jeg gik hen til et andet billede, men pludselig stod han der igen. ”Kan du godt lide kunst?”

”Ja.” Jeg valgte ikke, at fortælle ham, at min mors chef var ansvarlig for udstilling. Pludselig kunne jeg mærke hans hånd glide langsomt ned af min ryg. En ubehagelig fornemmelse gik igennem min krop, og jeg fik kuldegysninger. Jeg så langsomt rundt. Der stod ingen i den afdeling vi var i. Jeg flyttede mig igen, men han tog fat i mine håndled, og jeg tabte champagneglasset. Han bøjede sit hoved og kyssede min hals. Hans vejrtrækning blev tungere og jeg prøvede forgæves at rive mig fri. Han vendte mig rundt, og holdte sin arm over min mave og over mine arme, så jeg blev presset hårdt mod hans krop. Den anden af hans hænder begyndte hurtigt og voldsomt at gramse løs på mit bryst. Jeg prøvede at skrige, men fordi jeg græd så meget var det umuligt. Hans hånd gled ned mod mit underliv og igen gramsede han løs uden på min kjole. ”HEY!” En eller anden rev mig løs fra ham, og jeg faldt ned på gulvet. Jeg fandt ud af, at det var Robin, der havde redet mig. Han hamrede sin knytnæve mod mandens kæbe, og han faldt hårdt ind i væggen. Robin gik hen til ham og slog ham i maven. Manden faldt ned på jorden. Robin satte sig på hug og slog ham igen i maven. ”SVIN! FUCKING SVIN!” Jeg rejste mig og løb hen til dem. ”Robin stop!” Han reagerede ikke, men blev ved med at slå manden. Jeg tog fat i hans skuldre, og prøvede at få ham til, at se mig i øjnene, men han fokuserede på manden, der lå og hev efter vejret på gulvet. ”Robin se på mig! Jeg er okay!” Han rettede blikket mod mig. ”Jeg er okay.” Sagde jeg igen, men med en roligere stemme. Han sukkede og satte sig op af væggen. ”Hvad foregår der her?” Det var en af tjenerne. Han kom nærmere og så alvorligt på os. Den mand der havde raget på mig rejste sig op, og gik i den modsatte retning, end hvor vi var. Tjeneren så hen mod ham. ”Er du okay?” Manden vendte sig om, lavede et kort nik og drejede, så han var ude af syne. ”I to forlader den her bygning nu.” Tjeneren havde vendt blikket mod os igen. Robin slog ud med armene. ”Vi har jo ikke gjort noget.” Men han var ikke til at tale med. ”I forlader det her sted lige nu, ellers må jeg jo kalde på vagterne.” Robin skulle til at protestere, men jeg nåede at stoppe det. ”Vi skal nok gå.” Vi rejste os og gik forbi ham.

Vi gik ned på stranden og gik langs vandet. Jeg havde taget mine sko af og gik med dem i hånden. Robin gik hænderne i sine lommer og så ned i sandet. Vi sagde ikke noget, men det var ikke pinligt, det var okay at vi var tavse. Efter et par minutter i stilhed følte jeg alligevel, at jeg måtte sige noget. ”Tak fordi du reddede mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis du ikke var kommet.”

”Vil du ikke melde ham?” Jeg rystede på hovedet og så ud i luften. ”Hvorfor ikke?”

”Det er ulovligt at slå en mand, der ligger ned, og jeg vil ikke have, at du skal i fængsel.” Han stoppede. ”Danni, hvis du ikke melder ham, går han jo ud og gør det igen. Så går det jo bare ud over en anden uskyldig pige.” Jeg stillede mig lige foran ham. ”Jeg tror han fik sig en ordentlig forskrækkelse, da du tæskede ham, så der går nok lidt tid før han gør den slags igen. Han er nok kommet på bedre tanker.”

”Det kan du ikke sige. Den slags mennesker forandrer sig ikke, bare fordi de får et par på skrinet.”

”Måske ikke, men du skal ikke i fængsel. Jeg synes du gjorde det rigtige, men det er politiet eller en dommer ikke enig med mig i.” Han sukkede og så op på himlen. ”Danni for helvede. Manden er jo farlig.” Han rettede igen blikket mod mig. Jeg lod hurtigt mine læber møde hans og løb derefter op til vejen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...