Har kærlighed en alder?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
Danni er en pige på 15 år. Hun bor sammen med sine forældre, sin lillesøster Elizabeth på 4 og sin storebror Stephen 19. En dag skal hele familien til en udstilling på deres mors arbejde. Danni bliver forelsket i Stephens ven Robin, men er han også forelsket i hende?

3Likes
2Kommentarer
408Visninger
AA

5. Facebook-status

Resten af natten havde jeg brugt på, at sidde med armene om mine knæ og græde ud i luften. Mine tanker kunne slet  ikke falde på plads. De fløj rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke tænke klart.

Næste morgen gik jeg ned med bakken, men der var ingen steder at stille den, for hold nu kæft der var rodet. Men jeg fik den alligevel skubbet ind på et hjørne af køkkenbordet. Jeg ville egentlig helst have ryddet op, men der lå folk og sov overalt. På sofaen, på gulvet, på stolene og hvis jeg så efter ville der garanteret også ligge en ude i badekarret. Mine forældre ville komme hjem til aften, og hvis dette skulle ligne et hjem igen, så skulle der ske et mirakel. Jeg gik ovenpå og åbnede Stephens dør. Han lå og sov i sin seng, med armen om en eller anden lyshåret pige. Hun lå med armen over hans mave og med hovedet på hans skulder. Jeg lukkede forsigtigt døren, og gik ind på mit eget værelse.

Robin havde skrevet noget underligt på sin Facebook-status: Jeg føler ting, jeg ikke burde føle. Hvis du ikke ved, hvad jeg mener, så er denne besked ikke til dig. Men til dig, der ved hvad jeg mener, så tænker jeg på dig hele tiden.

Jeg vidste, hvad han mente. Håbede jeg. Jeg smækkede computeren i og gik nedenunder. Marius en af Stephens venner, stod og kiggede i køleskabet, da jeg kom derned. Jeg var ligeglad og gik bare forbi ham. Jeg fik hurtigt sko på og løb ud til min cykel.

Efter cirka en halv time, drejede jeg ind i Robins indkørsel. Jeg hoppede af cyklen og smed den i gruset. Der holdt ingen bil parkeret, så hvis jeg var heldig, var hans forældre ikke hjemme. Jeg havde aldrig været hjemme hos ham før, men Stephen havde fortalt mig, at han boede der, en dag vi var kørt forbi. Han boede lidt uden for byen. Jeg gik op til døren og ringede på. Det var først der, at jeg fandt ud af, at jeg ikke anede, hvad det var jeg havde gang i. Hvad i alverden skulle jeg sige til ham? Men nu var jeg der, og kunne lige så godt gennemføre, hvad det nu var jeg havde gang i. Jeg trykkede igen på dørklokken, men der var ingen der åbnede. Jeg lagde mærke til, at der blev spillet højt musik, så hans mor kunne i hvert fald ikke være hjemme. Stephen havde nemlig fortalt, at hun havde tinnitus. Jeg tog mod til mig og åbnede døren. Den førte ind til en lille gang, hvor der hang jakker og stod en masse sko. Jeg fulgte musikken og fandt ud af, at det kom ude fra et køkken. Robin stod og vaskede op. Jeg bankede på dørkarmen, og han vendte sig om. "Hej." Han sagde ikke noget. Jeg var bange for, at han måske var sur på mig. Han gik hurtigt hen til mig, lagde sin ene hånd over min hofte og kyssede mig. Det føltes som om tiden stod stille, og at der kun var os to i hele verden. Hans læber mod mine var en fantastisk følelse, der ikke kunne beskrives. Pludselig rykkede han sit hoved væk, og så mig i øjnene. Jeg tog hans hånd og smilede. Han begyndte selv at smile og kyssede mig igen. Jeg ved ikke, hvor længe vi stod sådan. Jeg ved bare, at vi blev afbrudt af, at hans telefon ringede. Efter et par sekunder trak han sig væk fra mig, og tog mobilen op af sin lomme."Det er din bror." Han tog den og gik hen for at slukke musikken. "Hvad så?" Der gik lidt tid. "Det jeg skrev?" Han sendte mig et skævt smil. "Nej. Jeg er sgu da ikke homo." Jeg satte hænderne op til min mund og gik ud i gangen, så Stephen ikke hørte mig grine. Lidt efter kom Robin ud til mig. "Han troede sgu, at jeg var til mænd." Jeg lagde igen armene om hans nakke og så ham i øjnene. "Det håber jeg altså ikke, at du er." Han tog begge arme om mig. "Det lover jeg dig, at jeg ikke er... Men mine forældre kommer altså hjem lige om lidt."

"Din mor og far?" Han nikkede. "Så du kan jo nok ikke blive her."

"Men jeg har ikke lyst til at gå." Han smilede. "Jamen, så må vi jo se, hvad de siger til os to. Sammen." 

"Ja, det må vi jo."

"Du er stædig, hvad?" Han kyssede mig og flyttede en hårlok om bag mit øre. "Jeg ringer til dig." 

"Du har ikke mit nummer."

"Så send det til mig på Facebook. Du bliver altså nødt til at gå nu." Han åbnede døren. Jeg kyssede ham en sidste gang og gik ud til min cykel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...