A 1000 pictures (Infinite)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Igang
Infinite fanfic (Feat Bigbang). Kim Myungsoo stresser rundt i sin hverdag. Selvfølgelig er det ikke noget hans fans ser, men med et pakket skema hver eneste dag, kan det være svært at nå mad og søvn, i de rette mængder. Når Myungsoo får tid, og kan være Myungsoo i stedet for L, går han gerne hen i parken, tæt på Infinites lejlighed. Her tager han alle de billeder han kan, i håbet om at ramme bare en smule rigtigt. Og så er det jo også rart at have en hobby, udover at synge, selvfølgelig.
En dag da han kommer hjem, efter en succesfuld tur til parken, lægger han mærke til, at på alle hans billeder er der en pige. De andre drenge er med det samme helt forelskede i hende, specielt Hoya, som tit og ofte vil prøve at stjæle Myungsoo's billeder. Vil de nogensinde se den pige igen?

8Likes
2Kommentarer
1160Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

 

Myungsoo P.O.V

 

Myungsoo undrede sig. Endnu engang havde han haft en halv kort plan. Ikke fordi han havde fået fri klokken tre eller noget, men fordi han var hjemme før mørket var brudt frem. Og det var anden dag i træk! Det skete ellers aldrig, men glad, det var han. Ikke fordi han umiddelbart viste det, for som altid smilede han ikke. Hans smil forekom sjældent – med mindre han var sammen med Sungyeol selvfølgelig, men det var en helt anden sag.

”Myungsoo!” Myungsoo stoppede i bevægelsen, og kiggede sig over skulderen. Sunggyu råbte efter ham. ”Ja, hyung?” mumlede Myungsoo. Ikke at han havde nogen grund til at mumle, men han var blevet taget ”off-guard”. ”Jeg har hørt fra Woohyun, som har hørt det fra Dongwoo, som har hørt det fra Hoya, at du har et billede af en smuk pige?” Sunggyu smilede lidt. Ikke så meget, men nok til at hans øjne endnu engang forsvandt. Myungsoo nikkede. Når de nu boede sammen, og arbejdede for den sags skyld, kunne man virkelig ikke gemme noget. Men fordi Myungsoo var vant til dette, sagde han ikke noget. I stedet nikkede han bare, inden han fortsatte mod hans og Dongwoos værelse. Det eneste han skulle der, var at hente hans kamera. Med det over skulderen, var han klar til at gå. Indtil han blev stoppet af Woohyun. ”Skal du til parken igen? Må jeg ikke komme med?” Woohyuns smil var nærmest bedende, men det rørte ikke Myungsoo. Om han så havde set sur ud, havde han fået lov. Det var jo ikke hans park. Derfor nikkede Myungsoo bare, mens han fortsatte med at finde sine sko frem af rodebunken.  ”MYUNGSOO!” Myungsoo var ikke et øjeblik i tvivl. Denne gang var det Sungyeol der kom. Sjovt nok med det helt samme foretagne som hans hyung. Endnu engang nikkede Myungsoo, denne gang med et lille smil – han havde aldrig troet Sungyeol ville spørge, også selvom han vidste at han kun kom på grund af pigen. Da de tre drenge næsten var ude af døren, kom de resterende fire løbende. ”Skal i til parken? Vi tager med,” grinede Dongwoo. Sunggyu slog ham over skulderen på ægte leder manér, i mens Myungsoo bare nikkede. Han forstod ikke hvorfor de spurgte, men det var okay.

Da alle drengene ankom, var parken næsten menneske tom. Seks ud af syv drenge blev skuffede over dette resultat, mens Myungsoo var glad – så kunne han tage billeder i fred. Udover hans hyungs og Sungjong selvfølgelig, men det var en helt anden sag. ”Myungie!” Myungsoo vente sig mod Sungyeol, da han råbte efter ham. ”Ja?” Myungsoo smilede. ”Må jeg ikke tage billeder med dig?” Sungyeol var over lykkelig, da Myungsoo sagde ja. Sammen gik de imod et punkt i parken, som Myungsoo havde udset sig tidligere. Myungsoo var i dyb koncentration, imens Sungyeol kiggede alle mulige andre steder hen, på udkig efter pigen fra billedet. De andre drenge legede rundt i parken, alle som børn, selvom den yngste af dem var Sungjong på 19 år, virkede han næsten som den ældste. Lige udover Sunggyu, men det var bare sådan han var. Myungsoo tog også billeder af dem.

Myungsoo stod og summede af koncentration. Hvis man var aura læser, ville man kunne se koncentrationen strømme af ham. Han var helt væk. Han var et med sit kamera, endnu engang. Han havde glemt alt om hans venners tilstedeværelse. Eller, det havde han indtil Sungyeol prikkede ham på skuldrene. I første forsøg var det ikke hårdt nok, men da han endelig fik rusket liv i ham, fik Myungsoo også et ordentligt chok. ”YAH! Hvad laver du?” Myungsoo var ret sur på Sungyeol lige der. Kunne han ikke se koncentrationen?  ”Se derovre!” denne gang hviskede Sungyeol. Myungsoo var forvirret, men drevet af hans nysgerrighed, ente han med at følge Sungyeols finger. ”Kan du tage et billede af hende?” Ganske rigtigt. I retningen af Sungyeols finger, sad en pige under skyggen af et træ. Myungsoo nikkede stille. Drengene troede sikkert det var den samme pige. Myungsoo var ikke sikker, men han ville ikke spilde chancen. Han tog billedet, i et kort sekund, inden han sammen med Sungyeol fandt et sted at sætte sig. Så snart de havde sat sig, havde Myungsoo kameraet fremme. Han fandt det første tydelige billede af pigen fra den første aften. De studerede pigen nøje, inden de fandt det andet billede. Det tog dem ikke længe at ligge to og to sammen – det var den samme pige.

”DRENGE!” Myungsoo prøvede at tysse på ham. Heldigvis var drengene alt for langt væk til at høre Sungyeols råb. ”Sungyeol. Gider du virkelig have de andre på vores skuldre, for at savle over en pige de ikke kender?” Sungyeol så tænksom ud, inden han rystede på hovedet, og fandt sin plads ved siden af Myungsoo. ”Hun er også fotograf,” mumlede Sungyeol. Myungsoo nikkede. ”Jeg gætter på at min park er invaderet,” mumlede Myungsoo tilbage. Drengene mumlede tit, specielt når andre ikke skulle høre dem. ”Siden hvornår var parken din?” Endnu engang mumlede Sungyeol, men denne gang med et grin på læben. ”Duh-uh! Siden altid,” Myungsoo slog let sin hyung. De havde et meget tæt forhold – Myungsoo kaldte ikke Sungyeol hyung, og Sungyeol var ligeglad. Så længe han havde sin Myungsoo.

Myungsoo og Sungyeol sad i lang tid. Ingen af dem undrede sig over, hvad de snakkede om, selvom alle andre nok ville have gjort det. De andre drengene legede stadig rundt i parken, mens Sunggyu prøvede at få lidt styr på dem. Nogle gange opførte han sig som en mor, andre gange som en far. Denne gang var han mor. Han skulle have styr på alle hans ællinger, men det gik måske ikke så godt som det skulle. Woohyun var blevet sent hjem i køkkenet. Han var gået derfra med sur mine, men han slap for at vække de andre senere.

Bedst mens Myungsoo og Sungyeol sad og snakkede, lagde de mærke til at mørket var ved at falde på. De andre drenge var også ved at samle sig en smule sammen igen, da alle ville hjem før det blev alt for mørkt. Langt nåede drengene dog ikke, da en fremmed, men smuk, stemme stoppede dem. Den var næsten engleagtig, var Myungsoos første tanke, inden han igen tænkte rationelt. ”Må jeg ikke se dit kamera?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...