A 1000 pictures (Infinite)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Igang
Infinite fanfic (Feat Bigbang). Kim Myungsoo stresser rundt i sin hverdag. Selvfølgelig er det ikke noget hans fans ser, men med et pakket skema hver eneste dag, kan det være svært at nå mad og søvn, i de rette mængder. Når Myungsoo får tid, og kan være Myungsoo i stedet for L, går han gerne hen i parken, tæt på Infinites lejlighed. Her tager han alle de billeder han kan, i håbet om at ramme bare en smule rigtigt. Og så er det jo også rart at have en hobby, udover at synge, selvfølgelig.
En dag da han kommer hjem, efter en succesfuld tur til parken, lægger han mærke til, at på alle hans billeder er der en pige. De andre drenge er med det samme helt forelskede i hende, specielt Hoya, som tit og ofte vil prøve at stjæle Myungsoo's billeder. Vil de nogensinde se den pige igen?

8Likes
2Kommentarer
1111Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

 

”Jeg smutter!” og med det var Myungsoo ude af døren. Han kunne ikke være mere ligeglad med hvad de andre tænkte om ham. Desuden var chancen for, at de ikke vidste hvor han var, helt utrolig lille, eftersom han altid smuttede, hvis han havde et hul i sit skema. Og det havde han nu. Med kameraet, som han efterhånden havde brugt mange penge på, under armen, gik han af sted med hastige skridt mod parken. Dagen havde ikke været så slem, som den ellers kunne være. En tidlig morgen med vokaltræning, efterfulgt af et par timers dansetræning, rundet af med en diskussion om en ny musikvideo. Alt i alt en let dag. Derfor var det en rolig og fattet Myungsoo der havde forladt lejligheden. Det tog ham da heller ikke mere end ti minutter før han stod i parken. Han var godt gemt under den sorte hættetrøje, med hætten oppe. Selvfølgelig var den sort. Så længe han kunne slippe af sted med det, ville han bruge sort. Det var uden tvivl hans yndlingsfarve, men den klædte ham nu også uendeligt godt.

Da Myungsoo stod på det bedste spot i parken, begyndte billederne at klikke ind. Han lagde ikke mærke til hvor mange han tog, og han lagde ikke mærke til motivet – det kunne han altid se derhjemme. I mens mørket så småt faldt på, stod han bare der, og klikkede løs, hver gang efter et nyt motiv. Der var noget mystisk over ham, som han stod dér med hætten over hovedet, og linsen rettet alle mulige steder hen. Men også noget yderst fangende. Den måde han holdt kameraet på. Den måde han stod med ret ryg. Den måde man kunne se koncentration gnistre omkring ham, uden at man rigtig kunne se hans figur, var yderst fangende, men også mystisk. Det var nok også det, der fik folk til at kigge en ekstra gang, hvis de gik forbi. Heldigvis for Myungsoo var det en lille park, som ikke var så særligt betrådt. Derfor blev han ikke generet af de blikke han fik – han var jo også vant til tusind mere, når han altså stod på scenen.

Da det var for mørkt til at tage flere billeder, tog Myungsoo roligt sine ting under armen, og gik hjem. Egentlig glædede han sig til at se billederne. En anden ting som Myungsoo nød ved sin hobby, var afbrækket fra det normale samvær med seks andre drenge. I længden kunne det let blive trættende, men når han havde været i Japan for at spille i et drama, var der ikke noget bedre end at komme hjem til hans dejlige venner. På hans vej hjem, tænkte han ikke på så meget. Turen var heller ikke længere end ti minutter, så hvorfor skulle han? Ikke fordi han ellers havde så meget tid til at tænke, men i den tid han havde brugt i parken, var tankerne strømmet gennem hovedet. Et andet godt sted at lade tankerne flyde, var bilen. Men ellers virkede en hvid væk også meget fint.

I det han åbnede døren, var det første der ramte ham, lugten af sure sokker. Dernæst kom lugten af Woohyuns madlavning. Det med sokkerne var han vant til, men han var glad for at drengene havde ventet med at spise, til han kom tilbage. Med en let bevægelse sparkede han skoene af, så de kunne ligge i bukken sammen med de andre drenges sko. Orden var der ingen af. Alt virkede som det plejede – Woohyun lavede mad, og Sunggyu kiggede på, og snakkede med ham. Hoya og Dongwoo var ja, Hoya og Dongwoo. Sungyeol og Sungjong sad sammen i sofaen og snakkede. Myungsoo havde ingen problemer med at finde vej hen til hans retmæssige plads. Først skulle han lige af med kameraet, dernæst gik han hen til sofaen, og som den koala bjørn han inderst inde var, lagde han med det samme armene om Sungyeol. Sungyeol smilede stille, men stoppede ikke sin samtale med Sungjong. Myungsoo fulgte med i samtalen, stadig med armene om Sungyeol. Sådan fortsatte de, indtil Woohyun råbte at der var mad. På en eller anden måde, var han vel deres mor, mens Sunggyu var deres far. Et forhold alle var tilfredse med. Sådan da.

”Årh, jeg er træt!” begyndte Sungyeol med mad i munden. ”Vi er alle trætte, Yeol,” svarede Sunggyu med en let hovedrysten. ”Jeg glæder mig bare til at kramme med min pude igen,” mumlede Myungsoo med et smil i munden. ”Du har bare at vågne i morgen, Myung! Og også dig Dongwoo,” befalede Woohyun som var uheldig nok til at have fået opgaven at vække de andre. En opgave ingen i huset ønskede, på grund af Myungsoo og Dongwoo, som altid sov meget tungt. ”Fik du taget nogle gode billeder, Myungsoo?” spurgte Sungjong. ”Hey! Hvor er mit hyung? Men for at svare dit spørgsmål, så har jeg ikke fået kigget på dem endnu,” svarede Myungsoo roligt, med en stemme der var over syret af træthed. Som idoler fik de aldrig nok søvn, og Myungsoo havde virkelig brug for hans søvn, men heldigvis – for hans fans – havde han mere brug for musikken. ”Undskyld hyung. Hvornår må vi se dine billeder?” spurgte Sungjong, denne gang lidt lavere, da han sikkert skammede sig. Han glemte ellers aldrig at sige hyung, for alle i huset var jo hans hyungs. Nå, men sådan var det jo nu engang. De var alle trætte. ”Vi kan vel lige løbe dem igennem i aften, hvis du vil?” Myungsoo smilede svagt, men det var hvad trætheden gjorde ved ham. Sungjong nikkede med store hovedbevægelser og lysene øjne. ”Jeg vil også se, Myung!” råbte Sungyeol, som på mystisk vis var vågnet igen. Myungsoo nikkede igen, denne gang med et lidt større smil. Sungyeol var trods alt hans allerbedste ven. Ikke fordi han ikke kunne lide de andre – de var jo alle hans bedste venner, men der var lidt ekstra over Sungyeol, som ingen kunne tage fra dem.

Da middagen var overstået, fordelte drengene sig igen. Woohyun og Sunggyu fjernede tallerkner og gryder fra bordet, men de gjorde det ikke rent. Det kunne de altid gøre senere. Derpå gik de ind i deres værelse, og var der resten af aftnen. Hoya og Dongwoo sad i Myungsoo og Dongwoos værelse og snakkede. I det sidste værelse havde de tre drenge samlet sig i Sungyeols seng, og der sad de med dinglende ben, og ventede mens Myungsoo fandt hans kamera frem. Da det endelig var fremme, satte han sig mellem drengene, og de begyndte at kigge på billederne.

Som tiden gled frem, og billederne kom over skærmen, lagde alle drengene mærke til en skygge, der var på alle billederne. Efter omkring 100 billeder begyndte skyggen at forme en form – en pige skikkelse. Ingen af de tre drenge sagde noget, selvom de alle havde set det – der kunne være mange skygger i en park, så hvorfor var denne speciel? Det var først da det sidste billede lyset op på kameraets lille skærm, Sungyeol gav lyd fra sig: ”Hvem er hun?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...