Nanny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2013
  • Status: Igang
16 årige Monica lever hos en meget gammeldags familie, langt væk fra alting hvor reglerne skal overholdes. Monica har altid været et englebarn, modsætning til hendes familie, men den efter den ene nat hvor hun går over grænsen, er fanden alligevel løs. Nu skal der strammes op, og den uhyggelige babysitter ingen vil omgås med, bliver hyret. Moren Tilda's kære ven, Naomi.

2Likes
0Kommentarer
329Visninger
AA

1. Uskyldige fest aber

Det nærmede sig slutningen af hele folkeskolen, og vi snakkede ikke om andet end fremtid og uddannelse. Ikke før nu føltes tingene seriøse og vigtige, men måske vi også overdrev en smule. Eller lidt mere. Den ene pige fra min årgang havde grædt på toilettet, fordi hun var bange for at hun havde valgt det forkerte gymnasium, og en anden dreng var gået til psykolog fordi han ikke synes han var god nok til de steder hvor de fokuserede på matematik. Vi var måske lidt mere nervøse. Jeg følte mig egentlig meget heldig og klar, men valg var stadig ikke noget jeg var god til at træffe. Nogle mente jeg skulle satse på det ene, imens andre sagde det andet.

"Jeg har en nyhed til jer, før I går!" Rosicky skyndte sig at få os alle til at sætte os ned igen, lige før Damon skulle til at åbne døren og gå ud til skateboard banen med hans venner fra handelsskolen. Den seje type. De fleste sukkede, imens de enspændere der ikke havde nogen at møde bagefter alligevel, glædede sig til at høre om Rosicky's forhåbentligt fantastiske nyhed.

"I er inviterede til en fest, alle sammen," sagde hun og tændte for computeren. Det var en langsom computer, så nu skulle vi nok sidde her et stykke tid alligevel. Jeg satte mig ordentligt på stolen, og slappede af. "Det er noget kommunen har fundet på, I skal nemlig se at det faktisk er muligt at gå i byen og have det sjovt, uden at drikke og lave ballade."

"Nej, er det det," mumlede Damon, og kiggede ud gennem vinduet, helst ned på skateboard banen. Hvad mon der skete for den slags fyre, hvis de mødte op for sent? Det var jo ikke altid så enkelt.

"Festen bliver på Fredag, og alle 10. klasser i hele Manningtree er inviterede. Vi skal nok finde ud af noget med busser og den slags, så I alle kan komme derhen og tilbage i sikkerhed sammen! Det var det, I får en email om det, og hvis der er nogle spørgsmål -". Rosicky gav op, da hun indså at alle havde stoppet med at lytte, og de fleste var på vej ud allerede.

Jeg var nærmest faldet i søvn, men invitationen havde faktisk vækket en del tanker i mit hoved. Vi var kommet så langt hen nu, vi havde fulgtes i ti år, og nu skulle vi ud til de direktioner hvor vi møder hinanden på gaden og siger "har vi ikke gået i klasse sammen?" eller når vi bliver ældre, "jeg tror bestemt jeg gik i skole med din far". Åh nej.

"Jeg ved faktisk ikke om jeg skal tage med," sagde Sandy. "Min far skal til London, og har inviteret mig med."

"Åh, du er så heldig!" Michael var den eneste dreng der fulgtes med pigerne, men han syntes ikke at lægge mærke til hvor nørdet han var i de andre drenges øjne.

"Det er business, Michael." Sandy var absolut ikke tilfreds, når det kun var hans opmærksomhed hun fik. "By the way Cate, jeg har et for mange gavekort." Hun blinkede, og så fnisede de på vejen ud til skateboard banen, hvor Sandy's kæreste befandt sig. Så var spørgsmålet bare om hun var sammen med Damon, eller om hun havde skiftet til en handelsskole-elev.

Jeg stod bare og kiggede uden at sige noget, og kliken blev mindre.

"I tager da med, gør I ikke?" Michael så på os rester. Mig Monica, Tulissa og Melanie. Tulissa var min bedste veninde, og den eneste jeg kunne holde ud at være sammen med, uden at blive irriteret af hvert et valg. Jeg kunne ikke lade være med at finde fejl ved dem alle sammen, også Tulissa. Hendes havde jeg bare lært at ignorere. Melanie var svag og fej, hun turde ikke stå på sine egne ben, og rendt hele tiden efter de sikreste. Hun kunne ikke klare at være alene, eller sig selv.

"Jo, selvfølgelig." Melanie lavede et tsk, og skubbede håret bag om anklen. Michael smilede lidt til hende, som om han så hende som en desperat udvej fra at være den eneste dreng uden en pige fra årgangen. Der var mange flere piger end drenge, men han kunne alligevel godt glemme det. Ikke engang Mel ville give ham en chance.

"Hvis Monica gør," sagde Tulissa. Jeg kunne ikke tro mine egne øre, hvad var det dog for noget? Hun skulle sgu da tage derhen om jeg så gjorde, eller ej. Jeg kunne ikke klare når folk ren efter andre hele tiden.

"Det bestemmer du sgu da selv!"

Jeg prøvede at rette mig selv; "altså, jeg skal ikke stå i vejen for dig. Jeg tager med."

Der gik ikke længe, så sad vi allerede i en stor bus der var klar at køre os til en lidt større by i England. Dog ikke så stor, at der var nogen der kendte den. Ikke engang dem fra Bournemouth. Jeg sad ved siden af Tulissa, men yderst, så at jeg havde en chance at komme at kende nogen. Man var meget diskret i Tulissa's hjørne, men hun var ligeglad alligevel. Damon havde fået sneget hans kæreste - som ikke var Sandy - ind i bussen, enten for at blære, eller fordi han måtte nyde den uge han havde sammen med hende, før han fandt ud af at der også fandtes cheerleadere. Måske endda blandt de endnu ældre elever.

"Hvad laver du helt der freeeeeeeeeeemme, Cate?" Sandy sad ved siden af en fra en anden skole, blandt Damon, kæresten og nogle jeg ikke kendte. Det var bedst at sidde bagerst, de pladser blev først taget for der kunne man rigtig spille ballademager. Men Cate sad kun to pladser bag mig i dag ... aften. Hun svarede ikke da Sandy råbte, og faktisk husker jeg ikke engang at have set dem sammen til festen. Jeg sad for det meste ved baren og snakkede med Tulissa, men jeg var træt af hende, og hun var hele tiden så usikker og kedelig. Når jeg havde set Cate havde det været sammen med de andre fra min årgang, måske pjattet med en dreng. Sandy havde været imellem fremmede, og det var nærmest som om de ikke kendte hinanden, når det ikke bare var vores klasse der var samlet.

Jeg sad og rørte rundt i den fint pyntede coca cola med en splattet citron i siden, da en dreng satte sig ved siden af mig. Jeg kunne ikke lide at vise at jeg var ensom eller usikker, jeg plejede at spille tough, så at jeg kunne gøre hvad jeg ville uden at blive flov. Men jeg blev altid lidt sårbar, og spillede speciel.

"Har du lyst til at danse?" Sagde han. Det var første gang nogen havde spurgt mig om sådan noget, og som altid; jeg brugte lidt tid på at fange hvad det var han havde sagt, og så sad jeg med sløve øjne og kiggede på ham.

"Jeg kan ikke finde ud af at danse." Jeg smagte på colaen. "Kan du ikke lide at sidde ned, og drikke?"

"Nej, jeg er mere i live end du er." Han mente det ikke dårligt, men nu var min chance på vej hen over til Cate-typerne. Jeg trak i hånden.

"Har jeg ikke set dig før?" Jeg har tit tænkt om jeg mon troede jeg havde drukket øl, for jeg havde bildt migselv ind at jeg var fuld. Blevet high af cola.

"Det ved jeg ikke, hvor er du fra?"

"Manningtree."

"Woaw." Han satte sig ned ved siden af mig.

"Hvad? Alle her er fra Manningtree."

"Nej, andre skoler er også inviterede."

"Nåh, så må jeg have misforstået et eller andet."

"Jeg er altså fra Birmingham."

"Seriøst? Dig er jeg jo nødt til at danse med."

Han grinede, og hev mig ud på gulvet - ikke i midten og ikke yderst, ham kunne jeg lide. Diskret, men alligevel ikke. Jeg tror bare jeg bevægede mig lidt uden at gøre noget, men det gjorde ikke noget, for vi fokuserede bare på hinanden. Det hele gik lidt hurtigt, og jeg ser måske også alt for uskyldigt på sagen, fordi jeg er bange for hvad dette har gjort ved mig. Hvis jeg nu skal tilføje de åbenbart forfærdelige detaljer, der er skyld i dette her, ser det sådan her ud; han smilede desperat til mig, og lignede allerede en der havde lejet flere hotel-værelser end Britney Spears. Han var charmerende, og jeg følte mig æret af at være en Birmingham's type.

"Hvad hedder du?" Jeg afbrød ham i at fantasere og lægge planer, der nok indeholdt ord min mor ikke ville lade mig bruge før jeg blev atten.

"Daniel," sagde han og tog mig tættere. "Og Monica?"

"Hvordan vidste du det?" Jeg følte mig ikke skræmt. Han kendte nok nogen jeg kendte, og sådan var vi uskyldige igen. Men nej, han havde bare været i byen med Melanie en nat, og så havde hun kedet ham med at snakke om alle fra klassen. Jeg var åbenbart hans favorit i Mel's historie. Hun havde hellere ikke andet at snakke om. Måske havde hun brokket sig over mig, og sådan havde han lagt mærke til at jeg måtte være hendes modsætning.

"Du levede op til mine forventninger."

DJ'en skiftede sang, og Sandy inviterede alle til en leg, og fik os sat i en ring. "Nu skal jeg fortælle et fact om mig. Som for eksempel; jeg bor i Manningtree. Og så skal alle factet også gælder for, drikke af deres drink." Det lød uskyldigt, men det var jo ikke ligefremt den slags facts de gav ud, og efter lidt tid havde legen udviklede sig. Daniel var nok lidt af en taber, men alligevel ikke, ligesom mig. Vi fik sneget os ud til gangene, og så begyndte han at gentage de særligt sjove øjeblikke han kunne huske fra Sandy's leg. "Jeg tror ikke Damon drak, da hun sagde at hun ikke var jomfru." Jeg kunne slet ikke følge med og sagde bare ingenting, hvis jeg ikke ville være en del af det han gjorde grin med, og så satte vi os på trappen og lignede to efterladte hundehvalpe i for lidt tøj.

Jeg lænede mig imod ham, vi holdt om hinanden, jeg ringede om morgenen, han kyssede mig i offentligheden. Nu var fanden løs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...