Nanny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2013
  • Status: Igang
16 årige Monica lever hos en meget gammeldags familie, langt væk fra alting hvor reglerne skal overholdes. Monica har altid været et englebarn, modsætning til hendes familie, men den efter den ene nat hvor hun går over grænsen, er fanden alligevel løs. Nu skal der strammes op, og den uhyggelige babysitter ingen vil omgås med, bliver hyret. Moren Tilda's kære ven, Naomi.

2Likes
0Kommentarer
322Visninger
AA

2. Straf

Døren blev smækket i, hårdere end dengang far havde inviteret min skolelærerinde hjem til middag. Så var der helt klart noget i vejen.

"Hvad fanden har du gang i?" Råbte mor, og gik frem og tilbage bag ved mig, hvor jeg sad og prøvede at spise min cornflakes, den eneste aftensmad jeg fik i dag. Jeg kunne høre når hun smækkede skabsdørene i, og hviskede og bandede dårlige ting om mig.

"Det var ikke noget særligt, mor," sagde jeg. At tilføje mor i slutningen af sætningen behøvede ikke at betyde noget godt, og hun var aldeles ikke smigret. Jeg brugte det tit, når jeg protesterede, så måske betød det det helt omvendte.

"Ikke noget særligt? Du aner intet om det der. Du tror det er så enkelt, men du har andre tanker i hovedet, når du sidder på en bænk halvvejs til Birmingham uden lift, fordi en eller anden idiot du aldrig skulle have fundet sammen med, har sat dig af!"

"Hvad snakker du om? Er det af egen erfaring, eller hvad?"

"Du skal ikke give mig skylden, Monica. Du ved jeg er klogere end dig. Du er i den alder hvor du let bliver slået omkuld, og så kan du simpelthen ikke stå op igen før du er voksen og ved hvordan. Men hvad hvis du aldrig bliver voksen?"

Dette var at prøve at snakke pænt til mig, i hendes verden. Men nu kunne det være nok.

"Jeg har ikke gjort noget som helst, du er en total dramaqueen!" Jeg smækkede døren i til mit værelse, og begyndte at tåre. Ikke fordi jeg var ked af det, men af ydmygelse. Jeg følte mig som en idiot i hendes øjne. Disse tidspunkter var man bare bange for at alt håb var ude, og man skulle skynde sig at slippe væk. Men nu lagde jeg mig til at sove, og så kunne vi jo se hvad der ville ske når jeg vågnede igen. Jeg lagde mig som oftest til at sove, hvis der var noget jeg ville væk fra, eller ligne at jeg var fredet. Det føltes som om jeg døde i et stykke tid, og folk savnede mig. Men egentlig gik de bare rundt og ønskede mig dårlige ting, imens jeg lå og snorkede i min egen verden.

Mor tog fat i røret, og stirrede lidt ud i vinduet før hun taste nummeret ind. Men hun gjorde det. Biiiip. Biiiip. Biiiip.

"Ja, hallo?" Jeg kunne høre lidt mumlen, og så sov jeg.

Jeg gik op ad gangen, i det stærkest farvede outfit imellem de andre kedelige mennesker, der bare sad og drak fra deres drinks, hvergang de kunne relatere Sandy's facts. Alle kiggede, misundede og fantaserede. Det var jo mig det handlede om nu, og pigerne blev lillae af jalousi da Daniel igen tog fat i mig. Jeg kiggede rundt, men der var ingen mor. Jeg kunne ikke slippe fri igen, og hun kunne jo være hvor som helst. Jeg kyssede ham. Glassene fra cirklen gik i stykker, og Sandy stivnede. Damon ville ønske det var ham. Det hele handlede om mig. Det hele handlede om mig. Det hele.

Jeg åbnede mine øjne, og tænkte straks på hvad jeg var gået fra. Hvad var det for en drøm? Jeg havde helt klart nydt det, og kunne godt bruge den i virkeligheden. Men det var stille fra køkkenet, så måske min mor havde tilgivet mig. Jeg så på uret der stod på mit natbor. 00:16. Jeg kunne nok alligevel ikke falde i søvn straks, så jeg rejste mig op og gik stille hen imod døren. Jeg skulle nødigt vække nogen. Jeg åbnede døren, herfra kunne man se indtil køkkenet hvis døren var åben, hvilket den var. Jeg kunne ikke se mor, hun lå måske og sov. Men jeg kunne se en mørk person sidde i lyset stille. Bare sidde på en af stolene i køkkenet, og kigge den modsatte vej. Hvem var det? Var det ... nej. Jeg havde ingen idé. Ikke før hovedet langsomt begyndte at dreje, og jeg skyndte mig at flytte mig, så hun ikke skulle se mig. Jeg turde ikke lukke døren, det ville give lyd fra sig. Jeg sneg mig ned i sengen igen, og mærkede hænderne svede. Det var Naomi, den uhyggelige barnepige. Hvor kunne du, mor. Hvor KU' du!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...